Atuagagdliutit - 15.04.1966, Blaðsíða 18

Omkring en landsrådsdebat
Landsrådets beslutning om at ud-
skyde ophævelsen af KGH’s monopoler
på en lang række varer var en helt
igennem trist affære. Da afgørelsen
ikke blot har interesse for de i sagen
direkte implicerede (de handlende og
KGH), men da virkningerne forgrener
sig helt ud i det grønlandske samfunds
yderste grene, skal jeg herved prøve
at give en vurdering af, hvad hele
diskussionen indebærer.
Historisk oversigt:
Monopoler er jo ikke ukendt i Grøn-
land, langtfra. Ordet monopol er græsk
og betyder „eneret“ og i det forelig-
gende tilfælde betyder det, at KGH
har eneret til at indføre bl. a. choko-
ladevarer, tobaksvarer, øl, vin m. m.
Herudover benytter KGH eneretten til
også at bestemme, hvad forbrugerne
skal betale for varerne, og det er grove
overpriser, hvad vi senere skal vende
tilbage til.
Men tilbage til historien: Ret kort
tid efter indførelsen af et frit er-
hvervsliv (efter den store Grønlands-
kommission i slutningen af 40’eme),
genindførte KGH’s ledelse monopoler
på øl, vin, spiritus og cigaretter. År-
sagen var vel overvejende, at alkohol-
holdige varer dengang var rationeret
via de berømte spiritusbøger, samt at
cigaretter var uden banderole og der-
for kunne smugles ind med videresalg
for øje.
Dette monopol blev i øvrigt admini-
streret særdeles lempeligt af KGH’s
daværende direktør A. W. Nielsen,
som desværre var alt for kort tid i
KGH. De private handlende havde i
vid udstrækning deres frihed til at
foretage selvstændige indkøb af mono-
polvarer, og KGH’s administration var
forretningsmæssig og effektiv. Hvis
direktør A. W. Nielsen fortsat havde
siddet i KGH, havde der næppe været
problemer i dag.
I 1957 havde den private handel
efterhånden overtaget en stor del af
detailomsætningen i byerne, og det er
for de fleste af os en glædelig udvik-
ling. Til gengæld havde KGH fået ny
ledelse, som siden har haft noget svært
ved at leve op til forgængerens format.
Det er der måske ikke noget at sige
til, for hvor finder man egentlig en
mand med direktør A. W. Nielsens
merkantile og menneskelige kvalifika-
tioner.
På landsrådsmødet 1957 kom KGH
med et forslag om at udvide monopo-
lerne og samtidig hæve priserne. Kort
De sparer penge og „red tape"
ved at købe feriebil i Danmark
Familie og venner over hele Danmark glæder sig til at hilse på
Dem i ferien, og i egen bil kan De nå at besøge dem alle og endda
også få tid til en tur uden for landets grænser.
Lad os give Dem et tilbud på en af de elegante Opel modeller,
indregistreret på røde grænsenumre, De vil forbavses over, hvor
billigt det er.
Skriv allerede nu, så bilen kan stå klar til Dem på kajen eller i
lufthavnen, hvor i Europa De end lander.
Kredit på gode vilkår.
sagt: Forbrugerne skulle betale mere!
Hele diskussionen foregik for lukkede
døre, men i tidens løb er der dog
„sivet" en hel del ud, ligesom de offi-
cielle Landsrådsforhandlinger i bila-
gene har et par sider om sagen (bilag
nr. 34, dansk udgave side 365—67).
Dette bilag, der var forfattet af nu-
værende kontorchef i Ministeriet for
Grønland Hans Lassen med støtte af
nuværende amtmand P. H. Lundsteen,
kan betegnes som et mesterstykke i
officiel prosa, og jeg kan kun anbefale
interesserede at kigge efter på biblio-
teket.
Efter en række voldsomme drøftel-
ser, herunder direkte trusler fra
KGH’s side, tiltrådte landsrådet de
nye forbrugerfjendtlige monopoler,
idet dog enkelte medlemmer stemte
imod (Klaus Lynge og Erling Høegh)
eller undlod at stemme (Carl Egede).
Landsrådets beslutning var dog be-
tinget af visse forbehold, herunder
bl. a. „at landsrådet forbeholder sig til
enhver tid at kunne tilbagekalde sin
tilslutning til Handelens eneret til ind-
førsel af de foran omhandlede varer".
Altså: For næsten 10 år siden gik
landsrådet modstræbende med til at
indføre monopoler for at bøde på
KGH’s manglende konkurrenceevne.
Trods en notorisk udvikling af det frie
erhvervsliv og trods G-60 har fast-
lagt klare retningslinjer for betaling
af de tilskud, som er nødvendige for
en tilfredsstillende forsyningstjeneste
og produktionsvirksomhed på mindre
og fjerntliggende steder, så kunne
landsrådet i det nu afsluttede møde
CENTRUM
FOR
OPEL
Spil selv
ANDERSEN
& MARTI NI
General Motors
VESTERPORT ■ KØBENHAVN V • TELEGRAMADR. „JETCARS” ■ TELEFON (01)151711
tror..
Vi har alle populære musikinstrumenter 1
største udvalg — også brugte, ‘/t firs ga-
ranti på alle Instrumenter. Forlang vort
store, gratis, billedrige katalog.
nangmineK nipilerssorit
ilimagissangnit ajornånginasavaf
nlpllerssdtlt tamalfirpagssult nufinarlne-
Kartut plgfivut — Sma atomikut. nlpller-
ssOtlt tamarmlk uklup Kencanut KUlarna-
vérKUSigfiuput — tåssa uklup KerKa Kångl-
ngltsoK aseroraluarpata akeKfingltsumik
[luarsartineicarslnfiuput. agdlagtitslvlgssau-
terput angnertSK, akesfingltsOK fisslllarta-
jcaiclssordlo Onga pinlamlaruk:
MUSIKHUSET
Rådhuspladsen 1 — Århus C
ikke blive enige om at afvikle de for-
brugerfjendtlige monopoler.
Årsagen til landsrådets holdning er
forholdsvis tydelig: Landsrådet blev
fyldt med ganske misvisende informa-
tioner fra KGH og fra Administratio-
nen i Godthåb. Da ingen af medlem-
merne er i besiddelse af branchekend-
skab, så var afgørelsen forståelig, om-
end det var sørgeligt, at skævheden
og fejlene ikke kom frem.
KGH’s argumentation var — i mod-
sætning til tidligere tiders snakken om
„vi er til for Dem" — alene baseret på
et skøn over, hvad det ville koste at
opkræve landskassens afgifter, hvis
monopolerne afvikledes.
KGH søger at „bevise", at ophævel-
se af monopolerne vil bevirke en vold-
som stigning i omkostningerne i for-
bindelse med opkrævningen af afgif-
terne. Man bruger den argumentation,
at når det koster 4—5 pct. at opkræve
en række småbeløb, så koster det
også 4—5 pct. at opkræve det tidob-
belte. Desværre ender KGH helt ude
på urimelighedernes overdrev, når
man i sin iver for at „bevise" egen
fortræffelighed ender med at påstå, at
det vil koste næsten 400.000 kr. at op-
kræve landskasseafgifter for 8 miil. kr.
Det urimelige ligger bl. a. i, at man
for 400.000 kr. sagtens kunne etablere
det kontorhold m. v. i København og
Godthåb, der var nødvendig for at op-
kræve samtlige afgifter i det hele
taget, altså KGH’s eventuelle frem-
tidige import af afgiftspligtige varer
samt hele den private sektors import,
og denne kendsgerning kunne eller
burde ikke-banchekendte landsråds-
medlemmer kunne have fundet ud af.
Hvis KGH’s argumentation er mis-
visende (og det er den, da den bygger
på regnestykker, hvor samtlige fak-
torer er skønnede og behæftede med
for store usikkerhedsmomenter), så
bliver det endnu ringere, når man ser
på, hvad de lokale nationaløkonomer
på Administrationen i Godthåb har at
sige i sagen.
To stk. cand. polit’er i Godthåb har
i et såkaldt „notat" til landsrådets
medlemmer fremsat deres syn på
sagen. Meget tyder på, at det har væ-
ret en lidt bunden opgave, dikteret fra
København, idet man tilsyneladende
har sagt til Godthåb: KGH kan kun
klare sig i konkurrencen, hvis mono-
polerne bevares. Tag og bevis det, men
hold den kendsgerning, at forbrugerne
betaler ågerpriser, uden for argumen-
tationen.
Administrationens „notat" svækkes
afgjort ved, at det er udarbejdet af
folk med et rent teoretisk og meget
perifert kendskab til handel i alminde-
lighed og moderne handel i særdeles-
hed.
De to økonomer aner tilsyneladende
ikke, at hovedtanken med det frie er-
hvervslivs oplæg om afviklingen af
monopolerne ikke er dikteret af øn-
sket om at tjene mere pr. vareenhed,
men først og fremmest ønsker vi at få
en rimelig avance (lavere end i dag)
men baseret på, at vi kan sælge endnu
flere varer til meget lavere priser!
Men forbrugerne har ikke mange ret-
tigheder på Administrationen i Godt-
håb.
Det kunne være fristende at gen-
nemgå det 4—5 sider lange „notat"
punkt for punkt, men det tillader
pladsen ikke. Det er nemlig fyldt med
fejl og forkerte argumenter, hvor nogle
er så indlysende, at jeg fortsat ikke
fatter, at landsrådets medlemmer
slugte det uden nævneværdig protest.
Lad mig derfor nøjes med at give en
vurdering af en „beregning", som de
kloge folk på Administrationen har
lavet. I et medfølgende „BILAG 1“
står der følgende:
Beregning over de sandsynlige
virkninger af eneretsordningens
ophævelse for ølsalget i Godthåb by.
Der opstilles følgende forudsætnin-
ger for beregningerne:
1. Ensprissystemet samt pligten til at
holde balance på forsyningstjene-
stens regnskab opretholdes, og
KGH’s pris for en flaske øl er fort-
sat kr. 1,67.
2. En flaske øl kan som beregnet af
SHH med rimelig fortjeneste sælges
for kr. 1,35 i Godthåb.
3. De private handlende vil holde
lavere pris end KGH, hvorved KGH
mister hele ølsalget i Godthåb.
4. Ølsalget i Godthåb har i 1965 fak-
tisk andraget 2 mili. flasker, hvoraf
private handlende har solgt de
300.000 flasker.
5. Godthåbs forbrugere vil som følge
af prisnedsættelsen i stedet for 2
mili. flasker øl eksempelvis købe
2.225.000 flasker.
(Fortsættes næste side).
Fiskerne nyder mest godt
af jagtvåbentilskuddet
Kun ca. 20 pct. af tilskuddet kommer de egentlige fangerdistrikter fil gode.
Tiden er endnu ikke inde til at op-
hæve tilskuddet til jagtvåben og am-
munition. Landsrådets medlemmer
turde i hvert fald ikke tage stilling
til spørgsmålet, før de havde hørt
vælgernes mening, fremgik det af
drøftelsen.
Spørgsmålet var blevet rejst. af
Ministeriet for Grønland, der ønskede
at høre landsrådets mening om, hvor-
vidt tilskuddet til jagtredskaber og
ammunition kunne bortfalde på bag-
grund af de forhøjede sælskindspriser.
I denne forbindelse blev der frem-
lagt en statistik fra KGH, hvoraf det
fremgik, at af det samlede statstilskud
på godt 1,4 mili. kr. kommer kun
270.000 kr. eller knap 20 pct. de fem
egentlige fangerdistrikter nord for
Egedeminde og på Østkysten til gode.
Ministeriet gjorde opmærksom på, at
den sæljagt, der udøves af fiskerne
uden for de egentlige fangerdistrikter,
sædvanligvis må betragtes som lyst-
jagt.
Ifølge KGHs opgørelse sælges visse
jagtvåben for under 50 pct. af kost-
prisen, dvs. indkøbspris plus fragt og
andre omkostninger. Et prislistefor-
slag opererer derfor med forhøjelser,
der tildels ligger betydeligt over 100
pct. af den nuværende pris.
F. eks. sælges et Stevens jagtgevær
for 120 kroner, mens kostprisen er
251,82 kroner. Den foreslåede pris er
285 kr. For en salonriffel med enkelt-
skud er butiksprisen 125 kr., kostpri-
sen 211,82 kr. og den foreslåede pris
250 kr. For Enfield-rifler er salgspri-
sen 225 kr., mens kostprisen er 276,82
kr. og den foreslåede salgspris 325 kr.
For andre våben og for ammunition er
regnskabet forholdsvis nogenlunde
det samme. Ialt ville de foreslåede
priser efter de sidste par års gen-
nemsnitssalg betyde en samlet merud-
gift for køberne på knap 1,6 mili.
kr. årligt.
Formanden anførte, at et stort an-
tal af de 3000 geværer, der sælges
årligt i Grønland, føres ud af landet
af fremmede fiskere og søfolk, hvilket
ikke er meningen med et socialt til-
skud til et erhverv. Alibak Josefsen
føjede til, at de udsendtes køb af
våben og ammunition får salget til at
stige kraftigt i disse år, og at det hel-
ler ikke kunne være i tilskuddets ånd.
Anda Nielsen fandt det nyttigt, at
befolkningen er blevet gjort opmærk-
som på, at også fangererhvervet mod-
tager store statstilskud.
Ingen af landsrådsmedlemmerne
ønskede imidlertid bortfald af stats-
tilskuddet, før man havde forhandlet
med vælgerne om spørgsmålet. Det
blev i denne forbindelse fremhævet,
at den grønlandske proviant ville stige
kraftigt i pris, hvis statstilskuddet
bortfaldt. Desuden mente man, at pris-
forhøjelser ville ramme fangerne
hårdt.
18