Atuagagdliutit - 10.11.1966, Blaðsíða 12

TØRGÆR
TIIi BAGNING
FREMSTILLET MED SÆRLIGT HEN.
BLIK PÅ ANVENDELSE PÅ STEDER.
HVOR FRISK GÆR IKKE KAN FÅES.
AKTIESELSKABET
DAN ISC O
8.KRISTIANIAGADE. KØBENHAVN
er formænd, arbejdere, folk på kon-
torerne og folk på havnen alle grøn-
lændere, og de er placeret på aldeles
afgørende pladesr her såvel som man-
ge andre steder i landet. Dette for-
hold gør sig naturligvis mindre gæl-
dende i Godthåb, for der har man ikke
den arbejdstradition, som vi for eks-
empel har i NarssaK og i Holsteins-
borg. Imponerende er det, at den kun
to år gamle Holsteinsborg-fabrik fak-
tisk drives af grønlændere bortset fra
en teknisk leder, der har den højeste
tekniske uddannelse, man nu engang
kan få her i landet. Endnu har ingen
grønlændere en tilsvarende uddannel-
se, og man skal ikke være sikker på,
at det kommer de næste 10 eller 15
år. Det kommer jo an på, om der
viser sig at være grønlændere, der
dels har anlæg herfor og som vil gå
den vej, og dels om de pågældende kan
opbyde al den flid og det arbejde, der
skal til, og om de, når de så har gjort
det, overhovedet vil være i Grønland.
Imidlertid synes jeg, det går ual-
mindelig godt, og fra de samarbejds-
udvalg, vi har etableret, dem vi kal-
der for fællesudvalg, er det opløftende
af referaterne at se, hvordan grøn-
lænderne ikke blot fremfører nyttig
kritik men også er positive i indstil-
lingen til det samarbejde, der nødven-
digvis skal være. Det er lige sådan i
samarbejdet med KNAPP og fiskerne,
de går helt ind for tanken om industri-
aliseringen og dens baggrund, råvare-
tilførslerne, de nye både, samarbejdet
o.s.v. Vi står, sagt i denne forbindelse,
i dag med en helt ny bådtype, som
knap nok har fungeret et år i Grøn-
land, og allerede nu er der en af de
erfarne, dygtige grønlandske fiskere,
der siger: Jeg vil gerne købe sådan
en! Det viser, hvor godt man følger
med, hvor ivrige man er for at være
med.
Man kan følge denne hastige udvik-
ling ikke blot fra år til år men næsten
fra dag til dag, og ser man på ud-
gangspunktet, vi havde, så er resul-
taterne ganske forbløffende. Jeg er
dog anturligvis klar over, at vi hele
tiden også må have det for øje, som
vi ikke har nået, men samfundet i
dag er et helt andet end for bare 10
år siden.
KRAVET OM EFFEKTIVITET
— Har man dog ikke fra Handelens
side på et enkelt område gjort det
lidt vanskeligt for grønlænderne at
gøre sig gældende, jeg tænker på
spørgsmålet, man ofte hører nu og
da: Hvordan skal nogensinde grøn-
lænderne kunne overtage Handelens
virksomheder, når KGH i en by star-
ter med at bygge et supermarked?
Havde det i stedet for drejet sig om 10
små forretninger, så kunne de jo en
efter en være blevet overtaget af grøn-
lændere?
— Alle er enige om, at det grøn-
landske samfund skal være effektivt,
ikke blot hvad produktionsapparatet
men også hvad forsyningen angår. Det
ville derfor være den mest alvorlige
fejl vi kunne gøre, hvis vi ville bygge
et samfunds handel og produktion op
i stil med det 17. århundredes, med
småbutikker og småværksteder. Grøn-
land er afhængig af verdensmarkedet
på alle områder, af alt det, Grønland
producerer, går de 80 procent til ver-
Direktør Hans C. Christiansen.
densmarkedet. Man kan ikke gå den
omvej, at man af pædagogiske grunde
laver ineffektive virksomheder. Hvis
der skal en stor og moderne butik til
for at kunne løse opgaven, så er det
den, man må stable på benene, for
det er et af Handelens vigtigste om-
råder i Grønland at sikre effektivitet
også i den forsyningsmæssige side af
tilværelsen.
Det er vanskeligere at overføre en
sådan virksomhed til eenmands-for-
retning, det er klart, men der er ingen,
der siger, at fremtidens løsen er een-
mands-forretninger. Der er i vort sam-
fund hernede såvel som deroppe op-
gaver, der må løses i fællesskab af en
hel gruppe. Man må så lave et selskab,
et interessentselskab, eller en andels-
virksomhed, sådan som man gjorde
det i Nanortalik med et aldeles ud-
mærket resultat. Man må jo også
tænke på, at forbrugerne skal have en
hensigtsmæssig vareforsyning, og den
kan ikke gives dem i småbutikker
alene, det er ganske udelukket. Vi må
så i fællesskab finde ud af, hvordan
grønlænderne kan medvirke i dette
nye, og det håber vi, at de omtalte
fællesudvalg måske i samarbejde med
forbrugerudvalgene kan finde ud af.
Et næste problem er så, hvem der i
grunden skal eje virksomhederne,
men det er jo ikke sikkert, det hjæl-
per noget som helst på helheden, på
fællesskabet og fællesskabsfølelsen, at
en enkelt mand kan få en butik.
Den store virksomhed, der kræver
fællesskab og samarbejde kan folke-
psykologisk være lige så frugtbar
som enkeltmandsvirksomheden, som
jo ofte stiller mennesker op i isolerede
positioner over for hinanden.
MEGET LIDT AT BYTTE
MED HINANDEN
— Kunne man ikke gennem et bedre
handelssamkvem mellem de grønland-
ske byer opnå en højere grad af sam-
fundsfølelse?
— Der er jo kolossal trafik mellem
byerne i dag.
— Også varemæssigt?
— Det er noget andet, for forudsæt-
ningen for en varetrafik er, at man
har noget at bytte med hinanden.
Med den ensidige produktion man
har, så er der, lige som i vort gamle
landsbysamfund i Danmark, meget
lidt, man har at bytte med hinanden.
Sådan siger direktøren for Den kongelige grønlandske Handel, lic. mere.
Hans C. Christiansen, som den 11. november fylder 60 år, i denne fød-
selsdagssamtale med Atuagagdliutit/Grønlandspostens medarbejder i
København.
Den kongelige grønlandske Handel
er Grønlands største arbejdsplads, det
ved enhver. Ingen anden institution i
Grønland beskæftiger så mange grøn-
lændere, og antallet af beskæftigede
stiger støt i takt med udviklingen.
Handelens direktør, lic. mere. Hans
C. Christiansen, der den 11. november
fylder 60 år, har samtidig hermed sid-
det i direktørstolen i godt 10 år, og i
denne anledning kunne der nok være
grund til at standse lidt op og stille
et par spørgsmål en travl hverdag.
— Hvordan synes De, direktør Chri-
stiansen, at udviklingen i de forløbne
10 år har tegent sig?
— Jeg synes, der er sket overordent-
lig meget, og at det, der er sket, er
vældig fornuftigt. Efter omstændig-
hederne mener jeg også, at der er
meget god balance i tingene, selv om
man ofte hører dette bestridt. Det lig-
ger dog nok i, at man tit venter mere,
og i at man tror, tingene kan gå hur-
tigere, men glemmer for let, at vi i
Grønland har usædvanlige vilkår at
arbejde under, fremfor alt, at vi har
en virkelig barsk natur imod os. Den
grønlandske natur kan man ikke be-
herske, man kan højest tilpasse sig
den. Der vil altid kunne ske de mest
overraskende ting, som ændrer selv de
skønneste og mest velunderbyggede
prognoser.
Der findes lande, hvor en tempera-
turafvigelse på en enkelt grad ikke
betyder noget, medens noget sådant i
Grønland kan være helt afgørende for,
om man overhovedet kan eksistere,
det vil sige, om det man skal leve af,
kan eksistere. Grønland stiller krav
om en tilpasning, man ikke kender
andre steder, og landet kræver helt
andre arbejdsformer. Man må være
forberedt på hindringer ikke blot i
trafikken men også i produktionen, og
man kan ikke som her i det sydlige
Danmark planlægge på samme måde.
Dertil kommer det, at man står over
for et samfund, som først nu lukkes
rigtigt op. Hvor man tidligere har
sagt, at de, der vil leve der, de må leve
som de bedst kan, så står vi nu over
for en generation, der ønsker at leve
anderledes, end man levede før, fordi
den har fået en helt anden kontakt
med omverdenen, og vi står teknisk
set netop der, hvor det ser ud til, at
vi kan hjælpe denne geenration til at
leve anderledes.
DET GÅR UALMINDELIG PÆNT
— Under den såkaldte nyordning
har det gang på gang været frem-
hævet, at grønlænderne skulle med i
udviklingen og ind i helheden. Er De
tilfreds med de skridt, der er taget i
den retning?
— Der er to sider at tage i betragt-
ning, for dels er disse skridt taget fra
vor side, dels og fremfor alt er de
taget fra grønlandsk side. Jeg synes,
det går ualmindelig pænt, jeg er slet
ikke enig med dem, der siger, at grøn-
lænderne er tilskuere til det, der sker
i deres land, de er i høj grad aktivt
med, men der er jo områder, hvor man
må nøjes med at være tilskuer, det
kender vi da også i denne del af Dan-
mark. Der er f. eks. tekniske områder,
som man ikke uden videre kan for-
stå. Vi flyver med en flyvemaskine
uden i og for sig at forstå, hvorfor den
flyver, sådan er det blot. Det vigtigste
er at få så mange med i et samarbejde
som muligt. Man råber så ofte på ud-
dannelsen, og det er rigtigt, at uddan-
nelse er en særdeles vigtig ting, men
man kan ikke i løbet af de få år, der
er gået, få en befolkning, der har
været så stærkt bundet af sit miljø,
til pludselig at udfylde alle pladser i
et helt nyt miljø, selv om denne be-
folkning virkelig ønsker det, simpelt-
hen fordi uddannelsen kræver tid i
sig selv, en mental tilpasning og ofte
en menneskealders erfaring.
Tager man hensyn til, hvor vanske-
ligt det er at ændre en befolknings
livsmønster, for eksmpel herhjemme
hvor folk drager fra land til by, så må
man dog indrømme, at det er aldeles
overraskende, hvad der er sket i Grøn-
land. Det er imponerende at se, hvor-
dan tusinder af grønlændere fra en
ganske enkel tilværelse har kunnet
flytte til byerne og som helhed tilpas-
se sig og føje sig ind i byens arbejds-
dag. Undtagelser gives, det er klart,
sådan er det jo også i andre lande.
90 PCT. ER GRØNLÆNDERE
Det er faktisk sådan, at 90 pct. af
de folk, Handelen beskæftiger, og vi
er uden tvivl den institution, der har
de fleste grønlændere i arbejde, er
grønlændere. Se på fabrikker, som for
eksempel den i NarssaK; bortset fra en
fabriksleder, der er specialist med et
langt livs faglig erfaring bag sig, så
CALTEX OLIE
DDR
i centrum J
Automatisk
opfyldning
- i takt med Deres
forbrug leverer vi
CALTEX olie.
10 måneders
brændselskonto.
Skal De have
nyt oliefyr,
kan De fordele
betalingen over
36 måneder.
DET DANSKE KULKOMPAGNI
RÅDHUSPLADSEN 14 • (01) 149214
Det
er kunst
at bygge...
Som ved andre kunstarter lægger
man Inden for arkitekturen naturlig-
vis stor vægt på det æstetiske —
Men lige så naturligt må arkitekten
tage hensyn til de funktionelle og
praktiske kvaliteter. Og selv om det
færdige byggeri befragtes og kriti-
seres som en helhed, må materialer
og byggemetoder altid udvælges
med største omhu. — Blandt andet
derfor vinder PHØNIX TAGDÆK-
NINGER stadig større Indpas I det
moderne byggeri. Såvel på tegne-
stuer som på byggepladser har man
Indset, at der — alt taget I betragt-
ning — er mange arkitektonisk rig-
tige muligheder med PHØNIX TAG-
DÆKNINGER.
Det afbildede byggeri er
LOUISIANA
I Humlebæk.
Gnidningerne, man nu og da læser om,
eksisterer i virkeligheden slet ikke
12