Atuagagdliutit - 10.11.1966, Blaðsíða 22

Trivsel på arbejdspladsen
er vigtigere end autoritet
Begrebet „trivsel” er ældgammelt, men først i den fulde beskæftigelses
tid begynder man at tage det alvorligt på arbejdspladserne.
Af Tage Jessen.
„Klimaet på arbejdspladsen", „trivsel", industrielt demokrati“ og „moderne
lederskab“ er en række af de begreber og talemåder, som er fulgt i kølvandet
på velstandsudviklingen.
Trivsels-begrebet kommer fra
Landsforeningen for Mentalhygiejne,
som fra 10. til 15. oktober foranstal-
tede en trivselsuge i Danmark.
— Er „trivsel" andet og mere end
et slagord?
— Trivsels-begrebet, klimaet på ar-
bejdspladsen, er i virkeligheden et
ældgammelt begreb, siger direktør,
cand. psych. Eggert Petersen, Lands-
foreningen for Mentalhygiejne.
Begrebet — problemet — er old-
nordisk. Men det er først blevet os
bevidst i forbindelse med den fulde
beskæftigelse. Den moderne psykologi
har tage problemet op til erkendelse.
„Trivsel" er den etikette, der er hef-
tet på.
Det er rigtigt, at man i dag har en
forbløffende evne til at slå om sig
med slagord. Men opgaven er at dyk-
ke ned i den konkrete virkelighed.
Gør vi det, vil der formentlig være
meget få siutationer, hvor en LO-
mand, en arbejdsgiver og jeg ikke
kan blive enige. Vi skal bare i gang
med at snakke om tingene.
FRYGTEN FOR ARBEJDSLØSHED
HAR MISTET SIN BETYDNING
— Hvad er den konkrete virkelig-
hed?
— Jeg synes, det er deprimerende,
når folk siger, at vi skal have et par
procents arbejdsløshed for at kunne
klare arbejdspladsproblemerne — f.
eks. flakkerproblemet. Det er mest
arbejdsgivere, der siger det — men
det høres også fra LO-folk.
Den måde at anskue tingene på er
en flugt fra virkeligheden. Virkelig-
heden i dag er den fulde beskæftigel-
se. Og vi skal have mod til at erkende
denne.
Den almindelige mand har fået en
ny frihed — nemlig friheden til selv
at vælge sin arbejdsplads. Det er
klart, denne frihed bliver brugt.
Og friheden bliver ikke bare brugt
til at flakke for flakkeriets skyld.
Det er i virkeligheden min erfaring
gennem de undersøgelser, vi har fo-
retaget på virksomhederne, at arbej-
derne engagerer sig kolossalt. Ikke
bare vandret — i deres forhold til
kammeraterne. Men måske i endnu
højere grad lodret — altså i deres
forhold til virksomheden.
I betragtning af, at så mange job
er rutinej ob, og at så mange former
på arbejdspladsen er autoritære for-
mer, har jeg sommetider undret mig
over, at en arbejder i den grad kan
engagere sig med virksomheden.

RINSO ROULET
agdlineKåsaoK
-inik nutånik erKuiniuserdlugo

i

Rinso roulettime erkuiniutit Kulit åssigit åssigtngnik nor-
mugdlit erKuiniutdlo nutåK atauseK erkuissutaussarput.
eritugagssat
60.000
sivnerdlugit
niviarsiarKanut nukagpiarKanutdlo tamanut
Hamlet cyklit - Kreuzer-agdlautit
Arnold Rapido KimugtuitsuarKat
avKutigdlit
Barbie- åma Ken-inussat
oKalugtartup nutai
Rinso roulettime erxuiniarnivik nangitdlune
sékukitdllngivigdlunilo in g er dia vok.
Rinso nutamik akugax - Kaugdloringne-
russumik errorsissartoK - nangminSrdlutit
takuslnauvatl
Sunlight Fabrikkerne A/S R. 7 P-2252

— Men flakkerne er der altså.
— De ,vi kalder flakkerne, er de,
som benytter sig af retten til at skifte
job. Grundene kan være mange. Man
kan være utilfreds med arbejdsplad-
sen. Men man kan også bare føle, at
man ville befinde sig bedre ved et
andet arbejde. Man vil prøve noget
andet.
Problemet er ikke omfattende. På
den anden side antyder de flakkere,
der er, entop den ændring, der er sket
i forbindelse med den fulde beskæf-
tigelse. Det er ikke længere frygten,
der er fundamentet i ens tilhørsfor-
hold til en arbejdsplads. Under de
nye betingelser er det trivslen.
Der er egentlig ikke noget besyn-
derligt i, at et ungt menneske skif-
ter job i sin søgen efter et sted, hvor
han trives. Direktørgruppen har jo
sådan set altid gjort det. En direktør
skifter måske fra en branche til en
anden, som er vidt forskellig fra den
første. Direktør-flakkeren har man
aldrig talt om — derimod synes man,
der er forfærdeligt, hvis en ung mand
på 17 år tillader sig at komme og sige,
at han gerne vil søge noget andet.
TRIVSEL OG TILPASNING
ER MODSATTE BEGREBER
— Men kan trivsels-begrebet ikke
overdrives?
— Jeg vil for det første gerne sige,
at det ikke er os med „trivlsels-begre-
bet", der fremtvinger de ændringer,
vi her taler om. Det er ændringerne,
der fremtvinger vort virke.
Derefter kan man så føje til: Trivsel
som sådan kan ikke overdrives.
— Trivsel er en af de nye målsæt-
ninger, som vi skal vænne os til. Der
findes kun meget få modeller for,
hvordan man praktiserer begrebet.
Jeg har ingen modeller på lager, som
jeg uden videre kan anbefale. Men
det er det, vi må se at nå frem til
ved at tale om tingene. Derfor triv-
sels-ugen f. eks.
Hidtil har man talt om tilpasning.
Det er i virkeligheden et modsat be-
greb. Tilpasning betyder, at man tager
et menneske og tilpasser det til for-
holdene. Man „indordner“ individet.
Ved „trivsel,, indordner man omgi-
velserne til individet. Og det er noget
ganske andet.
Det er her, det kniber med at finde
den sikre model for, hvordan det gø-
res. Man kan give en model til Jen-
sen, og den bliver en succes. Man kan
give den til Petersen, og den bliver
en fiasko. Eller man kan give den til
Hansen, og der sker intet som helst.
Det er i virkeligheden en af de farer,
man skal passe på — at tro for meget
på modellen.
— Er det farligt at forsøge?
— Nej, man skal altid være klar
over, at ens modeller for trivsel er
ufuldstændige, fordi det i virkelig-
heden er et indviklet emne.
Lad os antage, at Petersen gerne
vil gøre noget for sine medarbejdere.
Han indretter en ny frokoststue. Og
lad os antage, at det bliver lidt af
en fiasko. Ved De, hvad der så sker
med Petersen? .. Han bliver reaktio-
nær. Han siger nemlig: „Der kan man
selv se. Det hjælper ikke et hak at
gøre noget for folk".
MERE DEMOKRATI END MAN TROR
— Er klimaet på arbejdspladsen
hvad De forstår ved industrielt de-
mokrati?
tåssåuput Kalåt-
dlit-nunine reje-
nut ualorssuit a-
torneKarnerssait.
Den kongelige grønlandske
Handelime piånerpåmik pisia-
rineKarsfnåuput.
\ristensens
VAADBINDERI^
SKAGEN • TELE 41477 • ETABL1879
Direktør,
cand. psych.
Eggert Peter-
sen: Vi er
skabt til at
slås, ikke til
samarbejde.
direktør,
cand. psych.
Eggert
Petersen:
akiunigssa-
mut pingor-
titauvugut,
suleKati-
gingnigssa-
mut pinata.
— Demokrati på arbejdspladsen ek-
sisterer måske i højere grad, end folk
tror. En kamp mod demokratiet på
arbejdspladsen ville også være tabt
på forhånd.
Dette være sagt til arbejdsgiverne.
Overfor arbejderne vil jeg sige: Siden
man ikke har kunnet give begrebet
„industrielt demokrati" konkret ind-
hold, bør man måske snakke mindre
om slagordet og i stedet prøve at dyk-
ke ned i virkeligheden.
Til begge parter kunne jeg sige:
Hvad med at afsætte en time om ugen
til samarbejde? Så tror jeg, man kun-
ne nå frem til realiteterne.
— En time om ugen er vel netop nu
et problem, man skal slås om?
— Vel. Kunne man så i stedet ikke
blive enige om at bruge den time til
noget virkeligt konstruktivt. Der skal
jo tid til at tale sammen. Det ved ar-
bejdsgiverne godt. Direktøren har jo
så mange møder med folk, han skal
samarbejde med. Jeg ved godt, at det-
te at gå til møde med en mappe under
armen er en slags statussymbol, og
statussymboler giver man ikke uden
videre fra sig.
Det er jo egentlig besynderligt, at
direktøren, som måske har fem under-
direktører eller kontorchefer at diri-
gere med, holder møder med dem for
at samarbejde om tingene, men han
venter, at en arbejdsleder, der måske
har 70 mand at dirigere, blot stræk-
ker pegefingeren ud og siger til sine
folk „gør sådan og sådan". Det ville
en direktør aldrig i livet drømme om
at sig til sin underdirektør.
IKKE SKABT TIL SAMARBEJDE
— Man har jo samarbejdsudvalgene.
— Javist. Og på papiret er den nye
samarbejdsudvalgsaftale også et frem-
skridt i forhold til den gamle. Men
LO og Dansk Arbejdsgiverforening
har ikke erkendt virkeligheden: nem-
lig at samarbejdet alligevel ikke går.
Man kalder udvalgene for „plakatud-
valgene", fordi de drøfter, hvilke pla-
kater, der skal hænges op.
— Erkendelsen ligger vel i, at man
nu har oprettet et sekretariat, som
netop skal sætte gang i samarbejdet
hos de virksomheder, som ikke har
fået det reelle samarbejde.
— Indrømmet. Men det er en dråbe
i havet. Man tager alligevel ikke triv-
slen alvorligt. Man taler om trivsel i
forbindelse med effektiviteten — man
taler ikke om trivsel for dens egen
skyld. Gjorde man det, ville man må-
ske erkende, at adskillige store virk-
somheder burde have deres eget sek-
retariat — det samme sekretariat, som
nu skal klare det for alle de tusinder
af virksomheder. Man ville måske er-
kende, at man skulle bruge denne ti-
me om ugen til at snakke sammen.
Samarbejde er en ny kulturform.
Vi er ikke skabt til det. Vi mennesker
er skabt til at slås.
Jeg mener, vi skal ind på gruppe-
arbejdet. „Team work" er et af de
begreber, der ikke rigtig er blevet
forstået. Det oversættes ved „samar-
bejde". Men det er ikke helt rigtigt.
Team work er gruppesamarbejde.
Kunne man tænke sig skolen af i
dag uden gruppe-begrebet? Jeg tror
det ikke. Man er gået væk fra skole-
mester-begrebet og gået over i „team
work".
Men i erhvervslivet har man ikke
erkendt gruppe-psykologien. Man kø-
rer endnu med skolemester-begrebet.
Men ordren — og autoriteten.
Høj levealder og lav spædbørnsdødelighed
Skærende modsætning mellem de nordiske lande og udviklingslandene,
hvor forholdene er lige omvendt.
De nordiske lande har verdens laveste spædbørnsdødelighed. Over 98 procent
overlever deres 1-års fødselsdag. Den skærende modsætning til udviklings-
landene fremgår af, at 20 af 100 levendefødte børn i flere asiatiske og afrikan-
ske lande dør, inden de er fyldt 1 år.
Af De forenede Nationers nye be-
folkningsstatistiske årbog (Demogra-
phic Yearbook 1965) fremgår, at Sve-
rige i 1965 havde den laveste spæd-
børnsdødelighed i verden, nemlig 12,4
pr. 1000 indbyggere. På anden pladsen
kom Holland med 14,4. Finland hav-
de 17,4. For de øvrige nordiske lande
foreligger der kun oplysninger for
1964, hvor Norge havde 16,8, Island
17.7 og Danmark 18,7 (Grønland i 1963:
70,5). De forenede Stater havde i 1965
24.7 og Sovjetunionen 28,0.
Den største børnedødelighed har
Gabon med 229 pr. 1000 indbyggere.
Øvre Volta har 182, Congo (Brazza-
ville) har 180, Tyrkiet 165, Indien 139
og Chile 114. I visse dele af Central-
amerika og De caraibiske Øer er bør-
nedødeligheden gået ned, f. eks. i Den
dominikanske Republik, Mexico, Ni-
caragua og Panama.
En pige, der fødes i Norge, Sverige
eller Frankrig kan forventes at leve
længst — over 75 år. For drenge, der
kommer til verden i Norge, Sverige
eller Holland, er den forventede leve-
alder over 71 år. Den gennemsnitlige
levealder i de andre nordiske lande
er: Danmark 70,3 for drenge og 74,4
for piger, Finland 64,9 for drenge og
71.6 for piger, Island 70,7 for drenge
og 75 for piger.
I De forenede Stater kan piger reg-
ne med en gennemsnitlig levealder
på 73,7 år, drenge 66,9 år. I Sovjet-
unionen er de tilsvarende tal 73 og
65 år.
Børn født i visse afrikanske lande
kan ikke forventes at leve længere
end i 40 år, f. eks. i Congo (Brazza-
ville), Ghana, Guinea og Togo. Leve-
tiden for en indisk drenge er 41,9 år,
for en pige 40,6. I Cambodia er den
henholdsvis 44,2 og 43,3, i Thailand
48.7 og 51,9.
Den statistiske årbog viser også, at
flere og flere mennesker gifter sig. I
1965 registreredes 9,2 ægteskaber pr.
1000 indbyggere i USA, hvilket var et
rekordtal. I Danmark er antallet af
ægteskaber pr. 1000 indbyggere ste-
get fra 7,8 til 8,5 mellem 1960 og 1965.
I de øvrige nordiske landet har man
registreret en tilsvarende tendens.
22