Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 10.11.1966, Blaðsíða 22

Atuagagdliutit - 10.11.1966, Blaðsíða 22
Trivsel på arbejdspladsen er vigtigere end autoritet Begrebet „trivsel” er ældgammelt, men først i den fulde beskæftigelses tid begynder man at tage det alvorligt på arbejdspladserne. Af Tage Jessen. „Klimaet på arbejdspladsen", „trivsel", industrielt demokrati“ og „moderne lederskab“ er en række af de begreber og talemåder, som er fulgt i kølvandet på velstandsudviklingen. Trivsels-begrebet kommer fra Landsforeningen for Mentalhygiejne, som fra 10. til 15. oktober foranstal- tede en trivselsuge i Danmark. — Er „trivsel" andet og mere end et slagord? — Trivsels-begrebet, klimaet på ar- bejdspladsen, er i virkeligheden et ældgammelt begreb, siger direktør, cand. psych. Eggert Petersen, Lands- foreningen for Mentalhygiejne. Begrebet — problemet — er old- nordisk. Men det er først blevet os bevidst i forbindelse med den fulde beskæftigelse. Den moderne psykologi har tage problemet op til erkendelse. „Trivsel" er den etikette, der er hef- tet på. Det er rigtigt, at man i dag har en forbløffende evne til at slå om sig med slagord. Men opgaven er at dyk- ke ned i den konkrete virkelighed. Gør vi det, vil der formentlig være meget få siutationer, hvor en LO- mand, en arbejdsgiver og jeg ikke kan blive enige. Vi skal bare i gang med at snakke om tingene. FRYGTEN FOR ARBEJDSLØSHED HAR MISTET SIN BETYDNING — Hvad er den konkrete virkelig- hed? — Jeg synes, det er deprimerende, når folk siger, at vi skal have et par procents arbejdsløshed for at kunne klare arbejdspladsproblemerne — f. eks. flakkerproblemet. Det er mest arbejdsgivere, der siger det — men det høres også fra LO-folk. Den måde at anskue tingene på er en flugt fra virkeligheden. Virkelig- heden i dag er den fulde beskæftigel- se. Og vi skal have mod til at erkende denne. Den almindelige mand har fået en ny frihed — nemlig friheden til selv at vælge sin arbejdsplads. Det er klart, denne frihed bliver brugt. Og friheden bliver ikke bare brugt til at flakke for flakkeriets skyld. Det er i virkeligheden min erfaring gennem de undersøgelser, vi har fo- retaget på virksomhederne, at arbej- derne engagerer sig kolossalt. Ikke bare vandret — i deres forhold til kammeraterne. Men måske i endnu højere grad lodret — altså i deres forhold til virksomheden. I betragtning af, at så mange job er rutinej ob, og at så mange former på arbejdspladsen er autoritære for- mer, har jeg sommetider undret mig over, at en arbejder i den grad kan engagere sig med virksomheden. RINSO ROULET agdlineKåsaoK -inik nutånik erKuiniuserdlugo i Rinso roulettime erkuiniutit Kulit åssigit åssigtngnik nor- mugdlit erKuiniutdlo nutåK atauseK erkuissutaussarput. eritugagssat 60.000 sivnerdlugit niviarsiarKanut nukagpiarKanutdlo tamanut Hamlet cyklit - Kreuzer-agdlautit Arnold Rapido KimugtuitsuarKat avKutigdlit Barbie- åma Ken-inussat oKalugtartup nutai Rinso roulettime erxuiniarnivik nangitdlune sékukitdllngivigdlunilo in g er dia vok. Rinso nutamik akugax - Kaugdloringne- russumik errorsissartoK - nangminSrdlutit takuslnauvatl Sunlight Fabrikkerne A/S R. 7 P-2252 — Men flakkerne er der altså. — De ,vi kalder flakkerne, er de, som benytter sig af retten til at skifte job. Grundene kan være mange. Man kan være utilfreds med arbejdsplad- sen. Men man kan også bare føle, at man ville befinde sig bedre ved et andet arbejde. Man vil prøve noget andet. Problemet er ikke omfattende. På den anden side antyder de flakkere, der er, entop den ændring, der er sket i forbindelse med den fulde beskæf- tigelse. Det er ikke længere frygten, der er fundamentet i ens tilhørsfor- hold til en arbejdsplads. Under de nye betingelser er det trivslen. Der er egentlig ikke noget besyn- derligt i, at et ungt menneske skif- ter job i sin søgen efter et sted, hvor han trives. Direktørgruppen har jo sådan set altid gjort det. En direktør skifter måske fra en branche til en anden, som er vidt forskellig fra den første. Direktør-flakkeren har man aldrig talt om — derimod synes man, der er forfærdeligt, hvis en ung mand på 17 år tillader sig at komme og sige, at han gerne vil søge noget andet. TRIVSEL OG TILPASNING ER MODSATTE BEGREBER — Men kan trivsels-begrebet ikke overdrives? — Jeg vil for det første gerne sige, at det ikke er os med „trivlsels-begre- bet", der fremtvinger de ændringer, vi her taler om. Det er ændringerne, der fremtvinger vort virke. Derefter kan man så føje til: Trivsel som sådan kan ikke overdrives. — Trivsel er en af de nye målsæt- ninger, som vi skal vænne os til. Der findes kun meget få modeller for, hvordan man praktiserer begrebet. Jeg har ingen modeller på lager, som jeg uden videre kan anbefale. Men det er det, vi må se at nå frem til ved at tale om tingene. Derfor triv- sels-ugen f. eks. Hidtil har man talt om tilpasning. Det er i virkeligheden et modsat be- greb. Tilpasning betyder, at man tager et menneske og tilpasser det til for- holdene. Man „indordner“ individet. Ved „trivsel,, indordner man omgi- velserne til individet. Og det er noget ganske andet. Det er her, det kniber med at finde den sikre model for, hvordan det gø- res. Man kan give en model til Jen- sen, og den bliver en succes. Man kan give den til Petersen, og den bliver en fiasko. Eller man kan give den til Hansen, og der sker intet som helst. Det er i virkeligheden en af de farer, man skal passe på — at tro for meget på modellen. — Er det farligt at forsøge? — Nej, man skal altid være klar over, at ens modeller for trivsel er ufuldstændige, fordi det i virkelig- heden er et indviklet emne. Lad os antage, at Petersen gerne vil gøre noget for sine medarbejdere. Han indretter en ny frokoststue. Og lad os antage, at det bliver lidt af en fiasko. Ved De, hvad der så sker med Petersen? .. Han bliver reaktio- nær. Han siger nemlig: „Der kan man selv se. Det hjælper ikke et hak at gøre noget for folk". MERE DEMOKRATI END MAN TROR — Er klimaet på arbejdspladsen hvad De forstår ved industrielt de- mokrati? tåssåuput Kalåt- dlit-nunine reje- nut ualorssuit a- torneKarnerssait. Den kongelige grønlandske Handelime piånerpåmik pisia- rineKarsfnåuput. \ristensens VAADBINDERI^ SKAGEN • TELE 41477 • ETABL1879 Direktør, cand. psych. Eggert Peter- sen: Vi er skabt til at slås, ikke til samarbejde. direktør, cand. psych. Eggert Petersen: akiunigssa- mut pingor- titauvugut, suleKati- gingnigssa- mut pinata. — Demokrati på arbejdspladsen ek- sisterer måske i højere grad, end folk tror. En kamp mod demokratiet på arbejdspladsen ville også være tabt på forhånd. Dette være sagt til arbejdsgiverne. Overfor arbejderne vil jeg sige: Siden man ikke har kunnet give begrebet „industrielt demokrati" konkret ind- hold, bør man måske snakke mindre om slagordet og i stedet prøve at dyk- ke ned i virkeligheden. Til begge parter kunne jeg sige: Hvad med at afsætte en time om ugen til samarbejde? Så tror jeg, man kun- ne nå frem til realiteterne. — En time om ugen er vel netop nu et problem, man skal slås om? — Vel. Kunne man så i stedet ikke blive enige om at bruge den time til noget virkeligt konstruktivt. Der skal jo tid til at tale sammen. Det ved ar- bejdsgiverne godt. Direktøren har jo så mange møder med folk, han skal samarbejde med. Jeg ved godt, at det- te at gå til møde med en mappe under armen er en slags statussymbol, og statussymboler giver man ikke uden videre fra sig. Det er jo egentlig besynderligt, at direktøren, som måske har fem under- direktører eller kontorchefer at diri- gere med, holder møder med dem for at samarbejde om tingene, men han venter, at en arbejdsleder, der måske har 70 mand at dirigere, blot stræk- ker pegefingeren ud og siger til sine folk „gør sådan og sådan". Det ville en direktør aldrig i livet drømme om at sig til sin underdirektør. IKKE SKABT TIL SAMARBEJDE — Man har jo samarbejdsudvalgene. — Javist. Og på papiret er den nye samarbejdsudvalgsaftale også et frem- skridt i forhold til den gamle. Men LO og Dansk Arbejdsgiverforening har ikke erkendt virkeligheden: nem- lig at samarbejdet alligevel ikke går. Man kalder udvalgene for „plakatud- valgene", fordi de drøfter, hvilke pla- kater, der skal hænges op. — Erkendelsen ligger vel i, at man nu har oprettet et sekretariat, som netop skal sætte gang i samarbejdet hos de virksomheder, som ikke har fået det reelle samarbejde. — Indrømmet. Men det er en dråbe i havet. Man tager alligevel ikke triv- slen alvorligt. Man taler om trivsel i forbindelse med effektiviteten — man taler ikke om trivsel for dens egen skyld. Gjorde man det, ville man må- ske erkende, at adskillige store virk- somheder burde have deres eget sek- retariat — det samme sekretariat, som nu skal klare det for alle de tusinder af virksomheder. Man ville måske er- kende, at man skulle bruge denne ti- me om ugen til at snakke sammen. Samarbejde er en ny kulturform. Vi er ikke skabt til det. Vi mennesker er skabt til at slås. Jeg mener, vi skal ind på gruppe- arbejdet. „Team work" er et af de begreber, der ikke rigtig er blevet forstået. Det oversættes ved „samar- bejde". Men det er ikke helt rigtigt. Team work er gruppesamarbejde. Kunne man tænke sig skolen af i dag uden gruppe-begrebet? Jeg tror det ikke. Man er gået væk fra skole- mester-begrebet og gået over i „team work". Men i erhvervslivet har man ikke erkendt gruppe-psykologien. Man kø- rer endnu med skolemester-begrebet. Men ordren — og autoriteten. Høj levealder og lav spædbørnsdødelighed Skærende modsætning mellem de nordiske lande og udviklingslandene, hvor forholdene er lige omvendt. De nordiske lande har verdens laveste spædbørnsdødelighed. Over 98 procent overlever deres 1-års fødselsdag. Den skærende modsætning til udviklings- landene fremgår af, at 20 af 100 levendefødte børn i flere asiatiske og afrikan- ske lande dør, inden de er fyldt 1 år. Af De forenede Nationers nye be- folkningsstatistiske årbog (Demogra- phic Yearbook 1965) fremgår, at Sve- rige i 1965 havde den laveste spæd- børnsdødelighed i verden, nemlig 12,4 pr. 1000 indbyggere. På anden pladsen kom Holland med 14,4. Finland hav- de 17,4. For de øvrige nordiske lande foreligger der kun oplysninger for 1964, hvor Norge havde 16,8, Island 17.7 og Danmark 18,7 (Grønland i 1963: 70,5). De forenede Stater havde i 1965 24.7 og Sovjetunionen 28,0. Den største børnedødelighed har Gabon med 229 pr. 1000 indbyggere. Øvre Volta har 182, Congo (Brazza- ville) har 180, Tyrkiet 165, Indien 139 og Chile 114. I visse dele af Central- amerika og De caraibiske Øer er bør- nedødeligheden gået ned, f. eks. i Den dominikanske Republik, Mexico, Ni- caragua og Panama. En pige, der fødes i Norge, Sverige eller Frankrig kan forventes at leve længst — over 75 år. For drenge, der kommer til verden i Norge, Sverige eller Holland, er den forventede leve- alder over 71 år. Den gennemsnitlige levealder i de andre nordiske lande er: Danmark 70,3 for drenge og 74,4 for piger, Finland 64,9 for drenge og 71.6 for piger, Island 70,7 for drenge og 75 for piger. I De forenede Stater kan piger reg- ne med en gennemsnitlig levealder på 73,7 år, drenge 66,9 år. I Sovjet- unionen er de tilsvarende tal 73 og 65 år. Børn født i visse afrikanske lande kan ikke forventes at leve længere end i 40 år, f. eks. i Congo (Brazza- ville), Ghana, Guinea og Togo. Leve- tiden for en indisk drenge er 41,9 år, for en pige 40,6. I Cambodia er den henholdsvis 44,2 og 43,3, i Thailand 48.7 og 51,9. Den statistiske årbog viser også, at flere og flere mennesker gifter sig. I 1965 registreredes 9,2 ægteskaber pr. 1000 indbyggere i USA, hvilket var et rekordtal. I Danmark er antallet af ægteskaber pr. 1000 indbyggere ste- get fra 7,8 til 8,5 mellem 1960 og 1965. I de øvrige nordiske landet har man registreret en tilsvarende tendens. 22

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.