Atuagagdliutit - 26.09.1968, Qupperneq 8

ÆDELSTEN-SLIBNING
for begyndere
AF HOFJUVELER OVE DRAGSTED
Ædelstene slibes for at få dem til
at tage sig endnu smukkere ud og der-
ved blive bedre egnet som smykke-
stene eller som prydgenstande. Det
er en menneskelig trang at give natu-
rens materialer ny form.
I oldtiden kunne man kun virkelig
tildanne ret bløde sten, såsom den
himmelblå tyrkis eller den natblå
lapis lazuli, mens de hårdere stene,
som ametyst, granat og safir kun kun-
ne glattes ud på overfladen og pole-
res.
Med stor møje og under anvendelse
af lang tid skar man relieffer ud i for-
skellige lagdelte agater og fremstil-
lede således de berømte caméer.
Først ved middelalderens begyndel-
se var man nået så vidt, at man kunne
slibe facetter på hårde stene.
Situationen i dag er, at man rundt
om i verden anvender mange forskel-
lige metoder til slibning af stene, lige-
fra de mest primitive med en bue,
der føres frem og tilbage med hånden
for at få en akse til at rotere, til de
mest avancerede maskiner, hvori man
lægger et hulkort, som dirigerer hele
slibeprocessen.
Her skal redegøres for en gennem-
prøvet metode til slibning først og
fremmest af cabochons under anven-
delse af motorkraft og moderne slibe-
midler, men iøvrigt helt og holdent
et arbejde, som er baseret på håndens
snilde og øjets sans for proportioner.
PRINCIPPET I SLIBNING BEROR PÅ
HÅRDHED
Mineralerne har ofte forskellig
hårdhed. Det vil sige, at nogle mine-
raler kan ridse andre mineraler. Et
skarpt stykke topas kan nogenlunde
let ridse et stykke bjergkrystal,
men bjergkrystallen kan ikke ridse
topasen. Hvis der er fremkommet en
streg under forsøget på at ridse, må
man huske, at stregen består af af-
skrabet pulver. Dette tørrer man af
og undersøger i lup, om der er en
ridse at se. Kvarts kan ridse flusspat,
og flusspat kan ridse i gips.
Mineralogen F. Mohs fandt i 1822
på at opstille de ti mineraler, som han
brugte til sine hårdhedsprøver i ræk-
kefølge således:
1. Talk (fedtsten, vegsten, klæbersten)
— den blødeste, kan ridses af alle
følgende.
2. Gips — ridser talk, ridses selv af
alle de følgende.
3. Kalkspat ridser gips, ridses selv af
alle de følgende.
4 Flusspat ridser kalk, ridses selv af
alle de følgende.
5. Apatit ridser flusspat, ridses selv af
alle de følgende.
6. Feldspat ridser apatit, ridses selv af
alle de følgende.
7. Kvarts ridser feldspat, ridses selv af
alle de følgende.
8. Topas ridser kvarts, ridses selv af
alle de følgende.
9 Korund ridser topas, ridses selv af
den følgende.
10. Diamant ridser alle andre mine-
raler.
Man kan meget vel med en sten-
hammer af hårdhed 6 knuse en dia-
mant: thi diamant er som så mange
stene ikke modstandsdygtig overfor
slag, den er sprød. Slår man på en
ægte perle (hårdhed 3V2), som ligger
på et træbord, kan det ske, at perlen
slås ned i bordpladen uden at gå itu!
Perlen er sej og elastisk, men med en
diamant fra en diamantring kan man
let afsætte en dyb ridse i den.
Det er meget vigtigt at forstå, at
man ved slibeprocessen ridser og
IRANSKE (PERSISKE) TÆPPER
v/ HENRY L. W. JENSEN
STRANDGADE 30
1401 KØBENHAVN K.
TLG.ADR.: IRANCARPETS
SÆLGER OVER HELE VERDEN
UDSØGTE TÆPPER FRA
IRAN OG AFGHANISTAN
I TRANSIT, UFORTOLDET OG
AFGIFTSFRIT FRA VOR
KREDITOPLAGER ELLER
FRIHAVNSLAGER
SKRIV OG FA ET UDVALG
UDEN FORBINDENDE
s« .'Hr' *3t -aT
skraber pulver af den sten, der skal
tildannes, men at man skal agte sig
for at knuse eller beskadige den.
SLIBEMIDLER OG SLIBESKIVER
Længe før Mohs’ tid var man na-
turligvis klar over, at man kunne bru-
ge pulveriserede hårde stene, såsom
granat og smergel, til at slibe mindre
hårde stene med.
Et pulver, der kan slibe hårde stene,
kaldes et slibepulver eller slibemid-
del. Man kan selv fremstille det ved
knusning af egnede hårde materialer,
men det er naturligvis mere praktisk
at købe det færdigt: så får man også
et materiale med ensartet kornstør-
relse.
De klassiske slibemidler er især føl-
gende tre:
Pulveriseret flintsten (hårdhed 7),
dette pulver kaldes sand, og papir
som er belagt dermed kendes som
sandpapir.
Pulveriseret granat (hårdhed ca.
7 V2).
Pulveriseret smergel (hårdhed 9),
smergel er en finkornet varietet af
korund. Smergellærred er belagt med
smergelpulver.
Pulveriseret diamant (hårdhed 10)
kaldes diamantstøv eller boort.
Hertil kommer de nyere kunstigt
fremstillede slibemidler hvoraf skal
nævnes.
Siliciumkarbid (hårdhed 9 V2), der
sælges under varemærker, som carbo-
rundum etc., opfundet 1981 af dr. Ed-
ward Goodrich Acheson, som hjalp
den berømte opfinder Thomas A. Edi-
son.
Syntetisk diamant (hårdhed 10),
fremstilledes første gang 1953 af ASEA
i Sverige.
Slibepulverne forekommer i forskel-
lige kornstørrelser. De er sigtet enten
gennem masker af forskellig størrel-
ser eller ved endnu finere separations
metoder.
Til ædelstensslibning bruger man
hyppigt et grovere og et finere slibe-
middel til henholdsvis grovslibning og
finslibning. Til bløde mineraler bru-
ger man kun det finere slibemiddel.
Men man kan meget vel nøjes med
en enkelt middelstørrelse.
Slibemidlet kan anvendes som løst
pulver, der blandet med vand stadig
føres ind på slibeskiven, mens en sten
slibes. Eller slibemidlet kan være fast
indlejret i en slibeskive, der så blot
skal holdes våd under slibningen.
Følgende kornstørrelser kan anbe-
fales:
No. 80 egner sig til grovslibning.
No. 200 egner sig til finslibning.
Men vil man nøjes med én størrelse,
kan fx. No. 120 bruges til de fleste
arbejder.
En slibeskive er et hjul hvori et
slibemiddel er indlejret i en masse,
der ofte er af keramisk art.
Slibemidlet kan til slibning af ædel-
stene, bortset fra de hårdeste, være
carborundum. De enkelte korn kan
sidde mere eller mindre tæt sammen:
til ædelstenslibning er det vigtigt at
kornene sidder langt fra hinanden, så
at det afslebne materiale kan komme
af vejen.
De bedst anvendelige er carborun-
dumskiver.
Man kan få slibehjul med større
eller mindre diameter. Mest praktisk
er til daglig en skive på 10 cm og
derunder.
Desuden kan man få kuglerunde og
kegleformede slibehjul til udhulings-
arbejder m. v.. Men her kan man lige-
såvel anvende en skive med så kort
diameter, at dens runding er lille nok
til at udhule en skål eller et aske-
bæger.
POLERMIDLER OG POLERSKIVER
Slibningen efterlader en mere eller
mindre ru overflade på den slebne
sten, alt efter hvor groft eller fint
slibemateriale, man har anvendt. Un-
der forstørrelse ser man, at denne ru-
hed består af utallige små toppe eller
forhøjninger med dale imellem.
For at smykkestenens bedste egen-
skaber skal komme frem, må overfla-
den gøres helt glat og skinnende. Der-
ved får stenen lejlighed til at vise
al sin glans, og farven virker stær-
kere.
Ved poleringen bruger man midler,
som ofte er mindre hårde end stenen.
Der sker altså ingen afskrabning af
stenens materiale, men en udglatning.
De sidste toppe synes næsten at smelte
og flyde ud. Der dannes et Beilby-lag,
opkaldt efter G. Beilby, som i begyn-
delsen af dette århundrede studerede
det yderste lag, polituren, og gav for-
klaringen på, hvad der sker.
Som polérmidler anvender man især
følgende i fint pulveriseret tilstand:
1. Trippelse (egentlig terra tripoli-
tana, diatoméjord fra Tripoli),
gulbrunt. Bliver stenen ikke blank
nok, fortsætter man med
2. Tinaske (tinilte, SnO 3), gråhvidt,
lidt blødere end trippelse.
3. Polérmasse, såsom polérrødt (ju-
velérrødt) og polérgrønt. En blød
leragtig masse med iblandede po-
lérmidler. God til månestene m.
il.
Til polering anvendes en hård filt-
skive, gerne 4 cm bred (det dobbelte
af længden på den sten, man vil sli-
be).
HVILKEN FORM SKAL STENEN
HAVE?
Slibeformer.
Stene kan slibes i mange forskellige
former. Den enkleste kaldes cabochon
og anvendes til mindre gennemsigtige
eller ugennemsigtige stene. En almin-
delig cabochon er flad på undersiden
og hvælvet på oversiden, næsten som
en halvkugle. Der er utallige varia-
tioner til denne form. Man kan slibe
den med lav hvælving, eller meget
høj, måske henimod kegleformen. I
stedet for at slibe en flad underside,
kan man hvælve undersiden mere el-
ler mindre.
Stenens omrids, rondisten, behøver
ikke at være cirkelrundt, det kan væ-
re ovalt, dråbeformet, trekantet eller
kvadratisk (carré), rektangulært o.s.v.
eventuelt have mere eller mindre af-
rundede hjørner (antik). Rondisten kan
være spidsoval, så at den fra oven
ligner en båd (navette), eller den kan
være helt uregelmæssig (barok).
Der kan slibes et lille indhak i en
cabochon, hvis man holder stenen mod
slibeskivens skarpe kant og bevæger
den, og på den måde får man hjerte-
formen, som er ret nem at fremstille
og meget yndet.
De glatte former, som en cabochon-
sliber kan udføre, omfatter også kug-
ler og æg samt knapper (boutons), det
vil sige „kugler", som er fladtrykte
på undersiden og egner sig til øre-
knapper o.s.v.
Man kan også slibe glatte, flade el-
ler kun svagt buede plader, blot skal
yderkanten helst skråne udad, så at
stenen kan fastholdes i en fatning.
Sådanne plader kaldes signetstene, når
de kan indfattes i en ring, medaillo-
ner, når de er større og egner sig til
et hængesmykke.
Endelig omfatter de glatte slibe-
former en række prydgenstande, heri-
blandt små skåle, askebægre, brev-
pressere, bogstøtter o. s. v.
MASKINERI TIL CABOCHONSLIB-
NING (OG -POLERING).
Cabochonslibning er en meget en-
kel proces, som enhver begynder hur-
tigt kan lære sig, især hvis han eller
hun starter med relativt bløde stene
(op til hårdhed 7 på Mohs’ skala). I
USA hævdes det at være den tredie-
største hobby at gå på skattejagt efter
stene og bagefter slibe dem. Titusin-
der har lært sig denne kunst, og da
det er en fritidsinteresse, spiller tiden
ikke nogen afgørende rolle. Mange har
selv flikket deres sliberi sammen ved
hjælp af en gammel motor og med
lidt mekanisk snilde, medens andre
køber dyre, færdiglavede sliberier.
I slibeindustrien, hvor hvert minut
tælles i penge, er arbejdet stærkt ud-
specialiseret. Nogle har specialiseret
sig i at slibe én slags stene, andre en
anden slags. På nogle sliberier går
stenen fra hånd til hånd, og speciali-
ster udfører hver sin lille del af ar-
bejdet. Desuden bliver maskineriet me-
re og mere udviklet, halv- og helauto-
matiske maskiner, som er overordent-
lig kostbare, overtager det arbejde,
som dygtige fagfolk med årelang øvel-
se og erfaring hidtil har udført på
øjemål og sat en ære i at gøre så
smukt som muligt.
Man kan klare sig med meget lidt
maskinelt udstyr. Ja, strengt taget
kan man klare sig uden maskiner, blot
ved hjælp af smergelpapir, smergel-
fil og andet håndværktøj, men det er
naturligvis meget sent.
Først må man være klar over, hvil-
ken strømforsyning man råder over.
Lyselektricitet giver kun mulighed for
at installere en lille motor; en større
motor kræver tre-faset strøm.
Motoren og arbejdsbordet — slibe-
bænken — må være boltet godt fast
i gulv og vægge. Rystelser slider på
motor og slibeskiver og resulterer let
i ødelagte sten.
Man kan anskaffe en almindelig
slibemaskine, en motor med en akse
eller penol ud til hver side, hvorpå
en slibeskive kan skrues eller boltes
fast. Herpå kan man udføre lodret
slibning (og polering).
Eller man kan under slibebænken
anbringe en motor med remtræk og
lade denne drive en lodret spindel,
hvorpå forneden sidder et remtræks-
hjul og foroven, altså over bordet,
en fastsvejset vandret tallerken, op-
igennem hvilken spidsen af spindelen
rager. Man spænder så slibeskiven
(eller polérskiven) fast oven på taller-
kenen. Det hele minder lidt om en
grammofon, på hvis tallerken man
lægger plader. Der skal helst være to
tallerkener, så at man ikke hele tiden
skal skifte om, og det kan være prak-
tisk med forskellige hastigheder.
Desuden rejses en kant, som kanten
på en kasse, omkring hver tallerken
for at hindre, at slibeslam slynges om-
kring i rummet.
Af sikkerhedshensyn bør der an-
bringes beskyttere over slibeskiverne
ved lodret slibning. De kan fremstilles
af en blikkenslager, eller man kan
selv bøje noget blik eller sømme dem
sammen af træ.
Ovenover sliberiet, hvadenten ski-
verne står lodret eller vandret, an-
bringes en vandbeholder med rør eller
gummislanger, som er klemt sammen,
så at kun en passende tynd stråle kan
løbe ned over hvert hjul.
En omdrejningshastighed på om-
kring 1400 omdrejninger i minuttet
er passende til både slibning og pole-
ring. Har man mulighed for flere ha-
stigheder, vil man til selve slibningen
kunne gå op i den dobbelte hastighed.
Ved de sydtyske sliberier grovsliber
(ebaucherer) man på lodrette carbo-
rundumskiver, som er meget store
(V*—V2 meter) i diameter og 3—6 cm
tykke, og som derfor kun løber ca.
300—500 omdrejninger i minuttet. Man
finsliber på vandrette skiver, navnlig
af bly med diamantboort eller carbo-
rundum med 400—600 omdrejninger.
Derefter poleres, ligeledes på vand-
rette skiver, især tinskiver med om-
kring 1000 omdrejninger. De vandret-
te skiver måler fra 18 til 24 cm i dia-
meter og er ca. 2 cm tykke.
Under de vandrette processer an-
vendes som regel en kitstok, en pind
omtrent som en blyant (et gammelt
penselskaft kan bruges). I den ene
end kittes stenen fast med knivkit.
Kitten varmes op i en gryde under
det svageste blus, den må ikke komme
til at ryge, da sammenhængskraften
let forsvinder. Stenen varmes også op,
sådan at kitten bindes på stenen.
Korunder (rubin, safir) slibes på ski-
ver af en særlig legering, og der an-
vendes diamantboort, rørt ud i olie.
Man fugter under poleringen med
vand, dog fugtes polérmassen til peri-
dot og granat med fortyndet svovl-
syre, til jade med fortyndet eddike.
FREMGANGSMÅDEN VED
CABOCHONSLIBNING
Selve arbejdet udføres ved, at man
holder stenen fast med fingrene mod
hjulet (ved lodret slibning imod den
brede kant, ikke mod dets store side).
Der skal holdes godt fast og ofte pres-
ses hårdt til.
Forinden har man studeret den sten,
man vil slibe. Det vil i begyndelsen
være en sten af en sådan form og
størrelse, at der ikke skal slibes for
meget af. Har den særlige tegninger,
har man bestemt, hvorledes de skal
sidde på den færdige sten for at virke
smukkest. Desuden har man bestemt
formen, for eksempel har man beslut-
tet at slibe en oval cabochon.
Når man på den side, der skal være
underside, har slebet en plan flade,
kan man indtegne en oval figur. Nogle
slibere har i pap eller metal udskåret
skabeloner, som de lægger på stenens
bagside, og derpå tegner de med en
blyant eller et stykke aluminium (det
udviskes ikke så let) den ovale kon-
tur.
Stenen dyppes hyppigt i vand for
at afkøle den og for bedre at se, hvor
langt man er kommet. Men desuden
skal der hele tiden rinde vand ned
over slibeskiven fra den opsatte be-
holder. Tørslibning er ubehagelig,
pulver flyver til alle sider, og det er
ikke godt at indånde; desuden kan
den sten, man sliber, blive varm og
sprænges.
Stenen vendes og drejes, køres frem
og tilbage for at opnå en regelmæs-
sig runding på den. Formgivningen
sker fuldstændig på fri hånd.
Når man har tildannet stenen i den
ønskede form med flad basis og en
smukt og regelmæssigt hvælvet krone
(overside), skal man passe på ikke at
tage mere af stenen. Den skal ikke
ændre facon. Nogle bruger nu en fin-
slibningsproces, men det er ikke nød-
vendigt, medmindre man har brugt
meget groft slibemiddel til at begynde
med for at fremskynde arbejdet.
Man vasker nu omhyggeligt stenen,
så at korn af det hårde slibemiddel,
der eventuelt har sat sig på stenen,
såvel som støv af stenen selv, bliver
fuldstændig fjernet, inden man begyn-
der på næste proces.
Derefter sættes en filtskive på pe-
nolen, for nu skal cabochonen poleres.
Som polérmiddel kan man anvende
trippelse og fortsætte om nødvendigt
med tinaske og juvelérrødt.
Der skal presses godt til, og man
må blive ved, til stenen er blevet
spejlblank eller i hvert fald så blank
som mulig. Ikke alle stene tager en
god politur. Den blågrå safirin fra
Fiskenæsset kan således kun opnå en
olieagtig glans, ikke glasglans, me-
dens agat bliver fint blank.
SAV OG SAVNING
Det tager tid at slibe, derfor vil det
være praktisk at anskaffe en sav, så
at man kan save stenene ud i plader
og disse igen i mindre stykker til
fremstilling af cabochons. Naturligvis
kan man med en hammer og mejsel
brække en sten op i mindre stykker,
men det er en uøkonomisk måde, hvor
alt for meget af en smuk sten vil gå
til spilde.
I Østen kan man endnu se, hvorle-
des en eller to mænd trækker en bue,
hvis streng er smurt med fedt og dia-
mantstøv, frem og tilbage over en
blok af den grønne jade, for at dele
8