Atuagagdliutit - 09.01.1969, Side 14

Ingen i Grønland må give
Men det koster noget at få opfyldt sit ønske om at blive som andre natio-
ner, siger landsrådsformand Erling Høegh i sin nytårstale.
Kære landsmænd.
Et år er afsluttet, et nyt er indledt.
Fra det ene sekund til det næste har
årsskiftet fundet sted. Vi dårligt nok
registrerede det, da vi oplevede det.
Selv om hvert sekundt i et menneskes
liv i og for sig er et årsskifte — en
overgang fra noget gammelt til noget
nyt — så føler vi altid årstalsskiftet
som noget særligt. Det er, som vi fø-
ler, at noget stort er sket inden i os,
og hele tiden bevæger vore tanker sig
fra det, der er foregået i det gamle
år, og til det, der venter at møde os
i det nye. Hvert årsskifte bliver derfor
for de fleste mennesker en opgørelsens
stund, hvor man efter at have kastet
blikket tilbage på det forgangne år,
stiller krav til sig selv om, hvad man
gerne vil i det nye år.
Vi gør dette enkeltvis, og mange
gange helst i ensom stilhed, og vi øn-
sker ofte ikke at fortælle nogen om,
hvor vore tanker har været og hvilke
forsæt, vi har sat os. Det er en god
ting for menneskene, hvor de end bor
i verden, at der kan gives dem tid til
at gøre op en gang imellem. En fa-
milie, der ønsker at holde sammen,
men også gøre det for at holde med-
lemmerne underrettet om sine me-
ninger om det, der er sket, og ønsker
om, hvordan fremtiden skal forme sig
i fællesskabet.
VI ER EN HUSSTAND
Vi har i det grønlandske samfund
en sådan opgørelsestime, når den, der
sidder som landsrådsformand, søger at
samle hele befolkningen i talen på
årets første dag. Vi er taknemmelige
for, at vi — på denne måde én gang
om året — får lov til at føle, at hvor
spredt vi end bor på den lange kyst-
strækning — da er vi i vor fælles
skæbne mere end bare et folk, vi er
en husstand. Lad os kalde os det. Der
er mange i denne verden, der kalder
sig et folk, men hele tiden kives og
bekriger de hinanden. Men måske net-
op fordi vi har fået tildelt de mest
ugæstmilde egne af jorden, har vi
ikke råd til andet end fornuftigt sam-
menhold, hvis vor husstand skal få
chancen for at leve på og eje den del
af jorden, der er tildelt os.
Vi samles nu for at føle, at vi er ét,
sådan som en husstand altid føler, når
festens time slår, eller når sorgen er
den ubudne gæst. Ja, sådan er det.
Det er skæbnen, der binder familien
sammen til en enhed: Fælles sorg, fæl-
les glæde, fælles kamp, fælles anlig-
gender, fælles mål.
Når mennesker, der føler sig knyt-
tet til hinanden, mødes efter ikke at
have set hinanden længe, mindes de
altid dem, som de ikke længere har
blandt sig. Både dem, der for bestan-
dig er borte, og dem, der på grund
af sygdom, uddannelse eller andre op-
gaver, må savnes.
Sådan må vi også nu, hvor vi sam-
les, sænke vore hoveder og i ærbødig-
hed og taknemmelighed for det, de har
været for os i livet, mindes dem, der
nu må tælles blandt vore døde. Hvil-
ket hverv de end har haft, hvordan
døden end har indhentet dem, så ud-
fyldte de i husstanden en plads, som
i dag står tom. Vi tænker hver især
på dem, der var os nærmest — dem,
vi kendte bedst. Alle havde en opgave.
Når jeg dog her vil nævne de fiskere,
så er det dels fordi denne ulykke
endnu står så frisk for os, og dels fordi
vi derigennem blev mindet om, at ha-
vet fortsat er vor skæbne, sådan som
det altid har været det i det grønland-
ske folks eksistens.
Æret være vore dødes minde.
DEN STORE VERDEN
RYKKET NÆRMERE
Sådan som det gamle år 1968 har
tilføjet os sorg, har det også bragt os
glæde, oplevelse, erfaring og opdra-
gelse, og skal vi finde en fællesnæv-
ner for de ting, vi har fået, må vi vel
sige, at vi i det gamle år er rykket
nærmere til den store verden. Alle de
begivenheder, der er overgået os, har
fortalt, at selvom vi nok danner en
husstand, der må holde sammen for
at klare tilværelsen i vort eget land,
kan vi ikke isolere os fra den verden,
der bevæger sig uden for os.
Allerede i årets første måned blev
vi på en chokerende måde mindet om
dette. Det var, da det amerikanske
atombombebærende B 52-fly styrtede
ned ved Thulebasen. Dette fortalte os,
at vi ikke længere kan betragte os
som boende i verdens yderste afkrog,
gemt og glemt. Afstandene i verden
skrumper ind; steder, der blot for få
år siden lå meget fjernt, kan i dag nås
i løbet af få timer. Dermed har men-
neskeheden fået skænket en mulighed
for at lære hinanden mere og bedre at
kende, for at kunne være noget for
hinanden. I denne menneskehedens
flok er vi nu indlemmet. Vi kan ikke
længere sige: Vi er fremmede, som
ingen kender, og hvad andre i verden
har af problemer, vedkommer os ikke.
Det koster altid noget at få et med-
lemskort.
SOMMERENS STORE GEVINSTER
Også vort kongepars besøg sammen-
holdt med statsministerens erklæring
om, at Danmark er helt indstillet på
at betragte Grønland som en dansk
landsdel, har virkelig været somme-
rens store gevinster. Det har taget
os om hjertet, at vor aldrende monark,
før han når støvets år, ønskede at
give sit riges folk en velbegrundet
følelse af, at vi er ét — uanset, der
ligger et verdenshav imellem disse to
dele af kongeriget, uanset naturen er
så forskellig, ja næsten modsat. Uan-
set, at sprogene adskiller sig så meget,
uanset at vore oprindelige racer og
kulturer ligger så fjernt fra hinanden.
Det må her siges, at den indsats, vor
konge og dronning gjorde med besøget
i sommer, var at erklære så at sige
under kongelig hånd og segl, at også
for det fælles dansk-grønlandske folk
gælder disse linier:
Vi ved, at fjeld kan sprænges
og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå,
som ikke vil det selv.
Det er viljen til at leve, til at over-
leve og til at leve videre, der er sjæ-
len i et folk.
Statsminister Baunsgaard udtalte i
sit svartelegram til landsrådet rege-
ringens indstilling, som vi dog ikke
får som gave, men helt naturligt.
Statsministeren skrev, at man i det
videst mulige omfang vil lytte til
landsrådet. Ansvaret for meget af det,
der sker og toregår heroppe, skal altså
være vores.
Det var et klogt svar og et opdra-
gende svar. For der er et gammelt
sandt ord, der siger: Penge gør det
ikke alene. — I det ligger, at de mil-
liarder, der tilflyder Grønland fra
statskassen, for Grønlands udvikling
er uundværlige, men skal de have en
virkning efter hensigten, så er det os,
der bor heoppe, der må forvalte inve-
steringerne.
Det ligger det grønlandske folkesind
meget fjernt bare at være modtagere
end sige tiggere; men man har i hele
vor samfundsopbygning aldrig fundet
nogen skam og nedværdigelse i at
modtage gaver eller hjælp fra den, der
har mere end én selv. Det at kunne
hjælpe hinanden opfattes som en men-
neskepligt, og det knytter mennesker
sammen.
FÆRØFORHANDLINGERNE
Jeg kan i den forbindelse heller ikke
lade være at tænke på forhandlin-
gerne i efteråret mellem færingernes
delegation og landsrådets og fiskeri-
erhvervets repræsentanter. Det var
første gang færinger og grønlændere
mødtes uden danske embedsmænds
ledelse og mellemkomst. Også det gav
os følelsen af, at fællesskabet på dette
område er ved at blive banet. Dette,
at vi ikke længere er en tilbagestående
enklave i rigsfællesskabet — en en-
kelthed, som man hele tiden skal tage
hensyn til, måske endda på en kun-
stig måde.
Jeg er selvfølgelig her ganske klar
over, at vort land er stort og vidtstrakt
og består af flere enkeltsamfund, hvis
livsvilkår og betingelser er så forskel-
lige som dag og nat; men der er også
områder i vort land, hvis betingelser
på grund af den tekniske udvikling og
de økonomiske overførsler er ved at
°P
stå konkurrencedygtige over for den,
der kommer fra andre dele af riget,
ja, måske endda overfor fremmede
nationer.
Her tænker jeg naturligvis først og
fremmest på fiskeriet på områder i
vort land, hvortil fremmede fiskere
foretager lange, lange rejser for at
hente fisken fra farvande, der ligger
lige uden for vor dør.
HAVET ER VOR SKÆBNE
Nu kommer jeg ind på overgangen
fra det forgangne til det, der er på vej.
Vi er enige om, at havet er vor
skæbne. Og det er en lov hos menne-
skene, at man skal indordne sig under
sin skæbne, ellers løber man fra den,
og så går man vild i livet. Det har in-
gen mennesker, der føler sig som men-
nesker, lov til. Det strider simpelthen
imod menneskelivets lov. I dit ansigts
sved skal du nyde dit brød. — Der skal
arbejdes i Grønland! — Det gælder
ganske specielt for dem, der har fået
de bedste betingelser og chancer. For-
stået på den måde, at man ikke skal
falde til ro med det, man har nået i
øjeblikket. Stadig udvikling er nød-
vendig, nye former skal søges og nye
veje må trædes. Vi må lære af andre,
der har større erfaring og rigere tra-
dition.
Der er ingen af os i tidens Grønland,
som kan tro, at vi kan klare os som
admiralen i den engelske operette
„Pinafore“, der klarede sig og fik kors,
bånd og stjerner på, fordi han lod an-
dre stå til søs! Nej, vi skal til søs! Og
vi skal lære af de andre, der er fuld-
befarne. Der har vi brug for vore egne
vidtsynede grønlandske fiskere og an-
dre, som viser os, hvordan vi kan klare
os i konkurrencen. Det er derfor, vi i
det nye år skal rive os løs fra troen
på, at vi kan fortsætte med den sta-
dige hensyntagen til os. Dette kendtes
ikke hos vore forfædre. De levede og
kunne overleve alle prøvelser, fordi
de var viljestærke og realistiske i de-
res bedømmelse af skæbneøjeblikket.
De måtte for hver dag tage en be-
slutning og følge beslutningen. For-
lade steder, de holdt af; indordne sig
under forhold, de var uvant med, for
at kunne fortsætte livet. Derfor kunne
de give os dette land og dette liv i arv.
Mange af vore fiskere har i det nu
afvigte år stået en prøvelse igennem.
Det gælder ganske særligt i områder,
hvor man hidtil har sat størst lid til
rentabelt og konkurrencedygtigt fi-
skeri. Det har glædet landsrådet, at
man i stedet for at give op har anmo-
det om råd og hjælp. Vi har i lands-
rådet taget deres og fangernes hen-
vendelse alvorligt og søgt at hjælpe
efter evne.
Det er imidlertid vor opgave ikke
alene at hjælpe rent økonomisk, men
også at give råd og undersøge, om der
kan skabes andre udveje for at komme
over vanskelighederne. Der har vi igen
måttet se kendsgerningerne i øjnene.
Vi må i sådanne situationer spejde
langt ud over vort eget lands grænser
og spørge: Hvordan har andre fiskeri-
nationer, der er kommet ud for sam-
me vanskeligheder, klaret sig? Svaret
har været: Omstilling — eller rettere:
fortsættelse af den omstillingsproces,
der er i gang:
Større både, længere til søs!
Jeg vil gerne her ved årsskiftet
bede vore hovederhververe, fiskerne,
forstå, at der også på dette punkt gæl-
der det samme, at vi er rykket ind i
verden som en del af den og må følge
dens eksempler.
Ingen i Grønland må give op!
Men det koster noget at få opfyldt
sit ønske om at blive som andre na-
tioner.
Vi har som fiskerination kun kort
tid at se tilbage i; men der er i denne
korte tid sket en fantastisk hurtig ud-
vikling, og denne udvikling fortsæt-
ter. Det er utroligt få år siden, man
fiskede fra kajak — så blev det num-
merbåde, så 30 fods kuttere, så 36 —
42 o. s. v. — og nu taler vi om tons.
50 tons, 60 tons, 100 tons, 250 tons.
Grønlands første trawler kommer her
i det nye år. Tab ikke modet, mine
kære landsmænd, men se frem!
Til de unge vil jeg sige, at de, der
har vilje, evne og lyst til at basere
deres fremtid på fiskeriet, ikke må
lade sig afskrække af de vanskelig-
heder, erhvevet står i i dag. Vi vil fra
politisk hold yde al rimelig hjælp til
selvhjælp for de fiskere, der udviser
evne og initiativ.
Spørgsmålet i en fiskerination må
aldrig blive selv at eje båd — men at
arbejde på havet og tjene til familie
og nationen.
Omstilling gælder ikke os alene. En
landbrugsnation som vort Danmark
har i de sidste årtier oplevet en meka-
nisering i brugene, så små ejendomme
måtte nedlægges eller sammenlægges,
og landboungdommen har måttet om-
stille sig, fordi de måtte drage ind i
byerne som industriarbejdere. Vi må
være forberedt på noget lignende, men
det skal foregå på havet og i fabrik-
kerne i land.
Det er vor pligt på den mest hen-
sigtsmæssige måde at udnytte vort
lands ressourcer til bedste for os alle-
sammen, der holder af landet og fol-
ket.
TAK TIL FISKERNE
Lad mig endnu en gang bede fi-
skerne om ikke at misforstå mig. Vi
taler jo sammen som medlemmer af
den familie, der hedder Grønland, og
vi skal tale lige ud og rent ud med
hinanden. Jeg personlig er sikker på,
at I alle forstår alvoren og nødvendig-
heden for, at jeg må sige det! Og jeg
vil endnu en gang sige jer tak, fordi I
trods lidelser, skuffelser og nervepres,
fortsat vil kæmpe videre for vort stør-
ste og vigtigste erhverv — og det gør
I, for I elsker jeres land og det hav,
der er vor skæbne.
Havet tilhører også vore fangere, der
bebor de yderligste egne. I har det
fornemme nationale erhverv, der har
gjort det muligt, at vi i dag kan kalde
os og være kalådlit. Også I ved, iat det
er begrænset, hvor mange, der med
udbytte kan leve af fangst. Derfor
kæmper også I en kamp. Ikke alle,
som fødes i jeres egne, kan få den
lykke at leve som fanger; også for jer
vil en omstilling og endda fraflytning
blive nødvendig. Men vor lykke er, at
vi ejer et stort land. Når pladsen i et
område er udnyttet, er der endnu
plads i andre egne.
GRØNLANDS BONDESTAND
Fåreholderne i den sydligste del af
vort land ønsker jeg tillykke med, at
I har haft evne til at rejse jer igen i
løbet af et enkelt år. Kun i fire gene-
rationer har dette erhverv bestået i
Grønland; men I har efter den sidste
katastrofe overbevist os alle om, at
erhvervet er levedygtigt. Det har i
landsrådet glædet os meget at erfare,
at også I er indstillet på hele tiden at
indordne jer under omstillinger — at
søge bedre og solidere driftsformer for
at kunne opbygge jert erhverv. De
nye vedtægter vedrørende fåreavlen
har givet os det indtryk, at I er blevet
overbevist om, at det ikke er den syd-
grønlandske natur, der skal klare fåre-
avlererhvervet, men de mennesker, der
har påtaget sig at danne Grønlands
bondestand.
Når jeg således har nævnt de tre
hovederhverv, er det på ingen måde,
fordi jeg ønsker at stille andre borgere
i skyggen. Tværtimod har alle en post
at udfylde, som ikke kan undværes,
hvis samfundsmaskineriet skal køre.
FLID OG PÅPASSELIGHED
Mange gange, når jeg ser, at folk går
trofast og pligtopfyldende til deres ar-
bejde, gribes jeg af en angst for, at
mit valgsprog: „Der skal arbejdes i
Grønland" måske bliver taget ilde op
af jer. Fordi der netop er flere, end
man tror, der arbejder flittigt. Jeg må
derfor sende en tak til alle, der trods
lille løn og dårlige arbejdsforhold har
passet arbejdsydelsen ind i deres livsT
rytme. Jeg tænker ikke alene på de
mennesker, der udviser flid og påpas-
selighed på deres arbejdspladser; men
også på de mange, der udfører et stort
arbejde i deres fritid i foreninger eller
på oplysningsfronten. Disse menne-
skers arbejdsindsats kan ikke vurde-
res højt nok. Blot må man håbe, at
endnu flere vil melde sig for at være
med i dette vigtige arbejde inden for
vort samfund. Selv om der udføres
godt og solidt arbejde rundt omkring i
mange foreninger, så kan jeg heller
ikke lade være med at fremhæve det
arbejde, der gøres i kvindeforenin-
gerne. Det har både glædet og impo-
neret mig at se, hvor flittige og tro-
faste medlemmerne er til at frem-
møde, men det har også imponeret mig
at erfare kvaliteten af deres møde-
programmer. Det vil ikke være for
meget sagt, når man udtaler, at kvin-
deforeningerne er de foreninger, der i
største omfang udfører et folkeoply-
sende arbejde i Grønland.
Hos disse mennesker, der arbejder
ihærdigt og flittigt, finder jeg altid
med glædelig overraskelse forståelsen
af, at det at have borgerret også giver
borgerpligt, netop en pligt til at yde
til samfundets trivsel.
Også på dette punkt føler vi, at vi
er rykket ind i den normale samfunds-
ordning, sådan som den kendes rundt
omkring i verden. Vi har hidtil haft en
begrænset selvstyreordning, men nu
overlades flere og flere ting til be-
stemmelse hos os. Dette betyder sim-
pelthen, at vi også selv skal frem-
skaffe en del af de midler, der skal
bruges.
VANSKELIGE OPGAVER
En af de vigtigste ting, som vi i det
kommende år skal beskæftige os med,
bliver således indførelse af direkte
beskatning. Borgerret giver borger-
pligt er også sentensen her.
Når vi blot tænker på, hvor om-
fattende det sociale område er, og hvor
nødvendigt det er, at man på dette
område udfører et fyldestgørende ar-
bejde, så er jeg sikker på, at alle, der
har gode indtægter heroppe, vil være
med til at betale, hvad det koster for
at andre mindre bemidlede kan blive
hjulpet.
Ved sidste årsskifte overgik arbejds-
og socialvæsenet helt til landsrådet.
Det er et meget stort og betydnings-
fuldt sagsområde, landsrådet således
nu har fået direkte indflydelse på.
Arbejds- og socialdirektionen har i
årets løb måttet tage stilling til be-
tydningsfulde nydannelser; men man
har dog ikke alene beskæftiget sig
med planerne for det nye arbejds- og
socialvæsen i Grønland. En videre-
førelse og åjour-føring af de mere
traditionelle opgaver i kommunerne
har i høj grad interesseret direktionen.
Opgaverne er mange og vanskelige,
og det vil tage år at komme løsnin-
gerne nærmere. Landsrådets økono-
miske vanskeligheder har ikke gjort
arbejdet lettere, men trods alt synes
jeg, vil har ret til at sige, at arbejdet
er kommet godt i gang. Ikke mindst vil
jeg fremhæve det samarbejde, der er
ved at blive etableret med kommu-
nerne på dette område. Jeg lægger
stor vægt på det arbejde, der er ud-
ført gennem arbejds- og socialdirek-
toratets instruktionsmøder for at in-
formere de kommunale socialudvalg
om såvel udvalgenes almindelige op-
gaver som de større linier i hele det
sociale arbejde. — De større linier!
— ja vi skal jo have udmøntet de
tanker og ønsker, som er blevet frem-
sat i handling — i handlinger, som
er i harmoni med den øvrige udvik-
ling af det grønlandske samfund.
Derfor er information og viden
nødvendig såvel til kommunerne som
til de centrale myndigheder; ikke
mindst inden for det sociale område
pr det vigtigt, at arbejdet udføres i
et åbent og loyalt samarbejde mellem
kommunerne, landsrådet og de stats-
lige organer.
Arbejdet vil blive fortsat med ufor-
mindsket interesse i det nye år, for
der er brug for et aktivt socialvæsen
til at lette vilkårene for de menne-
sker, for hvem udviklingen af det
grønlandske samfund kommer på
tværs.
Vi er jo enige om, hvor end vi bor
på vor lange kystlinie, hvad end vi
er sat til at udføre, så er vi én og
samme husstand, hvis medlemmer må
holde sammen, hjælpe hinanden og
føre ærlig og åben og utvetydig tale
til hinanden.
TILLID OG SAMMENHOLD
Det er overordentligt vigtigt, at der
består et tillidsfuldt og åbent forhold
mellem folket og myndighederne.
Ingen må føle sig usikker eller tviv-
lende over for, at myndighederne er
sat til at tjene folket. Vi er i lands-
rådet helt indstillet på samarbejde
med alle i familien, vi vil altid være
taknemmelige for råd, tilrettevisnin-
ger og kritik. Ingen af os tror, at vi
er ufejlbarlige, og ingen af os tror,
at vi kan udføre arbejdet alene. Der-
for benytter vi enhver dejlighed til
at opfordre vore vælgere til åbenhed
og samarbejde.
Der er mange vigtige problemer,
som vi i fællesskab må søge at løse
— et af dem, som har beskæftiget
mange mennesker heroppe, er spiri-
tusproblemet. Dette arbejde er nu nået
til folketingets bord, og først når det
høje tings afgørelse foreligger, kan vi
påny fortsætte arbejdet i landsråds-
sekretariatet.
Vi har her, hvor vi er sammen igen,
hele tiden talt om sammenhold, ær-
lighed, fortrolighed — det, iat vi gerne
skal holde os underrettet om, hvad
vi hver især mener, tænker og siger.
Noget af det, som jeg glæder mig
mest til i det nye år, er etableringen
af en informationsafdeling i landsrå-
det. Denne afdeling skal have den op-
gave løbende at informere landsråds-
medlemmerne, kommunalbestyrelser
og dermed vælgerne om, hvad der fo-
regår i landsrådet også uden for sam-
lingerne — og det skal være et kon-
tor, hvor alle, der har noget at bringe
til landsrådet, kan henvende sig. Det
er en vigtig ting i et folkestyre, at
man har en kontinuerlig forbindelse
med hinanden. Vi er jo alle indstillet
på at arbejde sammen, hjælpe hinan-
den, at få det bedste ud af vore mu-
ligheder. Må jeg så slutte af med et
citat fra vor store nationaldigter
Hendrik Lund:
Da verden bestandig bevæger sig
frem, vil den, som ej ønsker at
følge dens gang, lammes og lades
tilbage.
Lad os så sammen ønske hinanden
et godt nytår ved at tage hinanden
i hånden og love hinanden, at vi i dag
indleder et viljens år.
Godt nytår fra landsrådet til alle
i vort Grønland og hele det danske
rige. — Godt nytår.
Erling Høegh.
P. HIRTH & JUL. HANSEN
Ingeniører &. Entreprenører
Godthåbsvej 104 — København F.
Tlg.adr.: BYGHANS
14