Atuagagdliutit - 18.12.1969, Blaðsíða 30

IMM?
Japans unge i kamp mod de
gamles autoritetsverden
Frustration avler revolutionslyst, men samfundet bekæmper kun autori-
tetskrisens virkninger og udskyder reformerne af et gammeldags og util-
strækkeligt undervisningssystem
Af Svend Garbarsch
Kampåret er begyndt i Japan. Det går fra sammenstød til sammenstød
mellem myndighederne og grupper, der med mere eller mindre hånd-
faste midler søger at genemtvinge deres mål: en radikal ændring af
Japans amerikanskvenlige sikkerhedspolitik. 1970 er af de yderligt-
gående grupper til venstre i det politiske spektrum udnævnt til kamp-
året, fordi den amerikansk-japanske sikkerhedstraktat dette år kom-
mer op til automatisk fornyelse. Men de indledende forhandlinger —
og i forbindelse hermed drøftelserne om en tilbagegivelse af den ame-
rikanskadministrerede ø Okinawa — har allerede sat kampene i gang.
Hårdt mod hårdt: japansk specialpoliti affyrer en salve tåregasbomber
mod de oprørske studenter.
perKarnisårtut såkortoKissumik akineKartarput: Japanime politit autdlai-
sinik Kaertartunik gasinik Kuvdliliornartunik imalingmik iliniarnertut er-
xigsivitdliortitsissut erKåukait.
Kampene kulminerede fornylig
ved den såkaldte internationale
fredsdag, hvis internationalisme
er begrænset til Japans venstre-
orienterede kredse, og et nyt høj-
depunkt indtraf i forbindelse med
den japanske ministerpræsident
Eisaku Satos afrejse den 17. no-
vember til forhandlinger i USA
om Okinawa-spørgsmålet.
De voldsomme demonstrationer
drejer sig overfladisk set om Ja-
pans udenrigs- og forsvarspolitik,
men bagrrunden for dem er i vir-
keligheden den autoritetskrise,
der hjemsøger Japan. En krise,
der nok har sit sidestykke i man-
ge andre lande, men som kun i
verdens sjetestørste nation har
nået et virkelig alvorligt omfang.
VOKSEVÆRK I GAMLE RAMMER
Det er ikke nyt, at der kæmpes
mellem Japans politi og demon-
stranter. Det har man i stadigt
stigende grad oplevet siden neder-
laget i 1945, og i den sidste halve
snes år er kampene mellem ven-
streorienterede studenter og po-
litiet blevet en næsten hverdags-
agtig begivenhed. Det nye er
midlerne, hvormed der kæmpes
— fra begge sider.
Studenterne, der tilsyneladende
var præget af skuffelse og for-
virring over, at den revolution,
de arbejdede for, ikke kom, tog
hårdere midler i brug. Visse grup-
per genemgik træning i brug af
guerillametoder og viste så småt,
at de ikke lod det blive ved træ-
ningen.
Samfundet, der hidtil havde
vist en forbløffende tolerance
over for kampformer, som i andre
lande, deriblandt Danmark, ville
have medført de hårdeste sank-
tioner, svarede igen. Man be-
gyndte for alvor at opfatte uroen
som farlig.
Men studenternes frustration
bundede dybest set i det misfor-
hold, der hersker i Japan mellem
et gammelt samfunds traditionel-
le rammer og et moderne, åbent
samfunds krav på plads til nye
veje, ny udvikling og nye tanker
i en tidsalder præget af stadig
ændring. Japan har på mange
måder fået vokseværk, men der
er ikke plads alt vokse på.
AUTORITETTROENS
SAMMENBRUD
Krisen er som så ofte før i Ja-
pans historie kommet udefra. Og
som så ofte før er bagmanden
USA. Da amerikanerne i 1945
dræbte japanernes tro på deres
egen uovervindelighed — til det
sidste troede mange menige ja-
panere på den militaristiske re-
gerings propaganda — døde en
væsentlig del af det egentlige Ja-
pan med den. Den guddommelige
kejser blev menneskelig. Han
fortsatte med -— på papiret — at
regere landet, men i hans sted
og i stedet for det, han og de
traditionelle institutioner stod
for, kom intet.
Japan tilpassede sig — og ind-
passede alt det nye, der væltede
ind over land med den ameri-
kanske besættelse — i kraft af
japanernes rigeste gave fra na-
turens hånd: deres enestående til-
pasningsevne.
En stund havde man en ny au-
toritet at tro på: amerikanerne.
Men den amerikanske besættelse
varede kun seks år, så stod man
påny alene. Udadtil så alt strå-
lende ud. Alt det, krigen havde
knust, blev genopbygget på re-
kordtid. I Tyskland kan man
endnu se ruiner fra anden ver-
denskrig. I Japan er kun de fre-
dede krigsspor tilbage.
Men noget andet var slået i
Stykker. Den skade har man end-
nu ikke fundet midler til at re-
parere, og det er den skade, der
har bredt sig og ført til Japans
gennemgribende samfundskrise.
VI HAR INTET ...
En ung japaner, der undervejs
igennem Tokyo i en taxa rede-
gjorde for sit syn på samfundet,
standsede et øjeblik talestrøm-
men, da vi passerede den ameri-
kanske ambassade. Han pegede
på det amerikanske flag og ud-
brød:
— Se der. I kan flage. I kan
være stolte af jeres land og jeres
symboler. Vi har intet.
Man ser det japanske flag vaje
rundt om i landet. Man hører na-
tionale taler. De store virksom-
heder fungerer fortsat som en
slags familieforetagender med de
fleste ansatte som en slags slægt-
ninge der omfatter firmaet med
respekt og får respekt og omsorg
igen. Der er også familier, der
endnu fungerer efter de gamle
mønstre, og dermed masser af
folk, der endnu følger statsreli-
gionen, shintoismen.
Men for det store flertal er
dette mere eller mindre fortid.
Nogle har sat materialismen i
stedet, men mange søger forvirret
efter noget at tro på. En del af
de unge har valgt revolutionen.
Valget blev ikke gjort af dem
selv. Det blev truffet af deres
lærere, hvoraf mange er venstre-
orienterede og efter krigen —
med efterkrigstidens nyvundne
frihed — prædikede, hvad de an-
så for sandhedens evangelium:
du skal modsætte dig autoritet.
EVNEN TIL SELVSTÆNDIG
TÆNKNING
Det gamle samfund var bygget pa
et fintvævet mønster af autoritet.
Man klatrede op gennem sam-
fundspyramiden gennem en vær-
dig respekt for siine overordnede-
Sammenstødet mellem dem, der
var indlevet i denne tradition, og
de nye unge, der var opdraget til
at modsætte sag den, måtte fØr
eller siden resultere i en -voldsom
konfrontation.
Dertil kommer, at den evne til
selvstændig tamkning, der opøve-
des under det traditionelle skole-
system — selv om denne opøvelse
havde sine begrænsninger —
faldt i efterkrigstiden. Der ind-
førtes i skolerne et simplificeret
prøvesystem, hvorunder eleverne
blot skulle besvare spørgsmål
med x’er eller o’er. Systemet bru-
ges ved 80 pct. af prøverne i un-
derskolen og mellemskolen.
Ydermere består en væsentlig
del af undervisningen i uden ads-
læren. Man lærer det, der s tår i
bogen, men lærer ikke at bruge
det. Alle unge japanere har haft
mindst tre års engelskundervis-
ning, men de færreste kan sige
eller forstå een eneste sætning
på sproget.
De, der har modtaget en så dan
uddannelse, udgør i dag samtlige
studenter ved universiteterne-
Her møder de en særdeles gam-
meldags undervisningsform
samtidigt med at universiteterne
har vokset sig så kæmpemæssig^
at de ligger uden for kontrol af
enhver art.
Underformand
Med tiltrædelse den 1. januar 1970 søges en kvalificeret under-
formand til GTO’s auto- og entreprenørmat-erialeværksted.
Da underformanden skal kunne afløse formanden kræves ind-
gående kendskab til bl. a. „VW“, „Land-Rover“, „Atlas Copco“,
„Magirus Deutz“, „Caterpiller", „Massey Ferguson" og „Krøll-
kraner".
Stillingen aflønnes i henhold til Regulativ om formænd og
underformænd i statens tjeneste i Grønland § 6, hvor begyndel-
seslønnen pt. incl. dyrtidstillæg udgør kr. 1.562,20 pr. måned.
Skriftlig ansøgning bilagt referencer skal være os i hænde
senest den 15. december 1969.
GRØNLANDSK TEKNISKE ORGANISATION
Værkstedstjenesten
Godthåb
ÅRETS BEDSTE
FOTO-TILBUD
ALDIS 2000 DE LUXE
• fuldautomatisk, 24x36
• 150 watt jodlampe
• standard-magasiner,
exel. lampe kun
KR. 388,00
CHR. RICHARDT
Aktieselskab
7800 SKIVE
SØMANDSHJEMMET I HOLSTEINSBORG
søger hurtigst muligt 2 unge grønlandske piger, gerne dobbelt-
sproget. til hjælp i køkken og cafeteria, ikke under 19 år.
Henvendelse personligt pr. telegram eller pr. brev til:
HANS GRØNKJÆR
Sømandshjemmet . 3911 Holsteinsborg
30