Atuagagdliutit - 01.04.1971, Blaðsíða 10

Krydstogt mellem frimærker
En rejse i Filateliens verden, der starter med et lille kig på de første
frimærker.
Den store opfindelse, der hedder
et frimærke, har en alder af godt
130 år, for det var den 6. maj
1840, at de første frimærker var
til salg på samtlige postkontorer
i Storbritannien.
Vil man kigge på frimærkernes
historie, må man først kaste et
blik på det „væsen" der udgav de
første frimærker, postvæsenet.
Men hvad var grundlaget for
postvæsenet?
Grundlaget var vejene, både de
naturlige og de banede, søveje
såvel som landevej, de var grund-
laget for datidens menneskers
kommunikationer, samfærdsel,
handel og samkvem. Uden veje
kunne store stater ikke eksistere,
og allerede i oldtiden havde de
banede veje stor betydning for
kommunikationerne, og på old-
tidens veje færdedes „postfunk-
tionærer", sendebude, kurerer,
o.s.v. Nogle til fods, nogle til
vogns, men oftest var det ryt-
tere, der bragte datidens budska-
ber videre, og i de fleste tilfælde
var det den herskende magts be-
falinger, det drejede sig om, der-
for var oldtidens organiserede
post som regel statsposter. Privat-
breve var sjældne dengang, bl. a.
af den grund, at det store flertal
af datidens mennesker var anal-
fabeter, og de mennesker man
SPORTSUR
Kronograf
Automatik
med stopur
Den ideelle
løsning for
sportsfolk.
Stopur med
markering indtil
1/5 sekund.
Særskilt minut-
tæller. Auto-
matisk optræk,
dag og datoskift.
Model AHO 11
KR. 498,00
det japanske ur
med verdensgaranti
THE GREENLAND
MAIL ORDRE CORP.
Postboks 530 . Godthåb
kendte boede ikke ret langt væk,
for dengang rejste man helst ikke
frivilligt, og pennevenner var
ikke på mode i kulturens barn-
dom. De ældste kendte privat-
breve menes at stamme fra den
assyriske konge, Assurbanipal’s
udgravede bibliotek. Han regere-
de fra 669 til omkring 633 f. K.
Men ca. 700 år før var der post-
væsen i Ægypten, og omkring år
1300 f. K. træffer vi for første
gang på stillingsbetegnelsen: post-
bud (brevbærer), og det ægyptiske
postvæsen befordrede ikke alene
statens post, men også post for
private. Om det sidste var offi-
cielt eller uofficielt, lader sig i
øjeblikket ikke fastslå med sik-
kerhed.
Romerne havde i oldtiden et
vejnet, der nærmede sig 80.000
km, og et dygtigt og præcist post-
væsen, men kun for statens brug,
lykkedes det at få datidens ro-
merske postbude til at medtage
private budskaber, så kostede det
dyrt!
Middelalderens postbesørgelse i
Europa blev varetaget af mange
forskellige rejsende folk. Skippere
tog bud med til provins eller
fremmede lande, til lands brugte
man munke, der rejste fra et
kloster til et andet, ofte helt til
Rom, men tilløb til en organise-
ret posttjeneste kender man fra
universiteternes private postvæ-
sen. Omkring år 1500 var denne
tjeneste så godt organiseret, at
man foruden breve også befor-
drede personer, pakker og penge,
det hele med en sikkerhed, der
nærmer sig nutidens.
Til „lokalbefordringen" brugte
man oftest slagterne, der dengang
rejste rundt med hest og vogn i
byernes opland, for at opkøbe
kvæg, får og lam. De adviserede
deres ankomst til en landsby ved
at blæse i et horn. Man formoder,
at denne skik er grunden til post-
hornet.
Det moderne postvæsens fædre
er den tyske fyrsteslægt Thurn og
Taxis. Den første var Franz v.
Taxis, der i 1504 afsluttede en
overenskomst med Filip I (1478-
1506), om oprettelse af forskel-
lige forbindelser mod en fast år-
lig godtgørelse. I 1608 blev embe-
det som tysk generalpostmester
gjort arveligt indenfor fyrste-
slægten, og det varede lige til
1867, da den prøjsiske stat købte
rettighederne for 3 millioner tha-
ier.
Fyrsterne Thurn og Taxis ind-
førte de systemer, og en stor del
af de blanketter postvæsenet bru-
ger den dag idag. De nåede at
udsende 54 frimærker, der miste-
de deres gyldighed den 30. juni
1867.
I Danmark var det kong Chri-
stian IV der indførte postvæsenet
i 1624, og det var endda på selve
juleaften, at han udsendte sin
„FORORDNING OM POST-
BUDDE"
der begyndte således:
„Wi Christian dend Fierde
giore alle Witterligt/ at efftersom
Wi Naadigst for faat anseet
haff/ Ordinarie Budde offuer alt
vort Rige Danmarck at anrette
og sluttede:
„hvorefter Alle og huer ved-
kommer/ sig haffuer at rette og
forholde".
Ganske nøje havde majestæten
udtænkt hvorledes hans postvæ-
sen skulle virke, inden han begav
sig til julefesten i 1624.
Postmesteren skulle, hedder det
videre i forordningen, være en
ædru og flitig mand, og han måtte
ingen anden „stor håndtering
drive". Hver eftermiddag skulle
han lade sig befinde på Børsen,
osse om eftermiddagen fra 3-4,
og der modtage og aflevere de
breve, der kunne forekomme til
og fra købmændene. Til andre
tider skulle han mest lade sig
befinde hjemme, og til dørtavle
skulle han lade udhænge en hvid
hest med en blå rytter på.
Her har vi altså en beskrivelse
på det første postkontorskilt i
Danmark. Allerede Chr. IV kend-
te reklamens magt.
Der var praktiske folk i Dan-
mark i 1624, og postmesteren
faldt det ikke svært at møde
frem på Børsen til de forlangte
tider, for det var Børsens portner,
der var Danmarks første post-
mester.
KØBENHAVNS FØRSTE
POSTKONTOR
LÅ I NYBROGADE
Postmesterens bolig var osse det
første postkontor. Han boede i
Nybrogade ved kanalen, der skil-
ler Slotsholmen fra den øvrige
del af København. Det ved man,
men stedfæste det nøjere kan
man desværre ikke.
Da Chr. IV i 1625 trådte ind i
Trediveårskrigen kostede det
Danmark mange penge, og det
VIL DE HENTES I
LUFTHAVNEN?
Vognene bringes til lufthavnen, og kan afleveres samme sted.
Skriv eller ring om tilbud Vi kan tilbyde følgende: VOLVO 142 og priser.
TAUNUS 17 M
CORTINA
CAPRI VW m. m. på
meget billige betingelser.
Forudbestilling:
Irwing Jensen Ole Siewartz Nielsen
Backersvej 15 Postboks 9
2300 København S 3940 Frederikshåb
TIf.: 55 10 60 TIf.: Frh. 72 85
svækkede kongens autoritet ind-
adtil, og hans postvæsen forfaldt.
Ruten København-Hamborg var
den, der holdt sig længst.
Men postvæsenets fødselsår i
Danmark regnes altså for 1624, og
ved 300 års jubilæet i 1924 blev
der til minde udsendt en serie
på 3 frimærker. Værdierne var
10, 15 og 20 øre. Frimærkerne
viste portrætter af Chr. IV og
Chr. X, således at majestæterne
skiftevis kiggede til venstre og
til højre. Der var altså fire for-
skellige frimærker i en fireblok.
Noget lignende havde man aldrig
før set i Danmark.
(Se venligst side 11)
I 1653 blev postvæsenet bort-
forpagtet til en hamburger, ved
navn Poul Klingenberg. Historien
beretter ikke om hans kendskab
til postvæsen, men han var en
dygtig mand med sæde i stats-
og kommercekollegiet, og det har
måske hjulpet en del, at han osse
havde lånt kongen penge. Han
reorganiserede postvæsenet med
energi og praktisk sans, men
måtte ophøre med forpagtningen
i 1685.
Derefter blev postvæsenet „for-
æret" til Chr. Gyldenløve, der
var søn af Chr. V. Efter Gylden-
løves død i 1703 fortsatte hans
enke forpagtningen til 1711, hvor-
efter postvsésenet atter blev et
statsforetagende i Danmark.
I 1777 overtog postvæsenet per-
sonbefordringen (de agende pos-
ter) og antog navnet post- og be-
fordringsvæsenet, et navn som
væsenet slæbte rundt med lige
til 1916, fem år efter at den sid-
ste diligence havde sluttet sin
færd på de jyske hedeveje mel-
lem Give og Brande.
DEN ENGELSKE POSTREFORM
Inden det første frimærke ud-
kom, var det i England, og alle
andre lande en besværlig hand-
ling at afsende et brev. Man måtte
begive sig til posthuset, opgive
sit navn og adresse, og vente på
at brevets porto blev beregnet.
Der betaltes nemlig efter vej-
længde, og portoen var langt høj-
ere end selv de takster vi beta-
ler idag. Afsenderen kunne frit
vælge, om han ville betale por-
toen, eller lade den opkræve hos
brevets modtager. Der var folk,
der kunne se, at denne ordning
ikke var tidssvarende. Men der
var kun en, der fandt frem til
den rigtige løsning, og det var den
skotske boghandler Chalmers i
Dundee. Han opfandt „det løse
frimærke, på bagsiden forsynet
med vandopløselig plantegummi".
I lang tid satte man den engelske
postmand Rowland Hiil i den
rolle, at han havde fået ideen til
frimærket, og efter Chalmers og
Hiils død, udkæmpede efterkom-
merne en brav strid om den ære.
Chalmers gik af med sejren, han
havde osse fremstillet frimærke-
prøver og forslag til annullerings-
stempler.
Men Rowland Hiil førte ideen
ud i livet, det har der hele tiden
været enighed om. Da han døde
blev han begravet i Westminster
Abbey. Chalmers glemte man.
Der var mange stridigheder at
overvinde, og det varede fem år
før det første frimærke forelå,
og det var den 6. maj 1840.
Frimærket var kun en del af
postreformen. Man kunne nu sen-
de breve over hele Storbritan-
nien, når man klistrede et sort
frimærke udenpå, og prisen var
kun 1 d. Der var opsat postkas-
ser, her kunne man hele døgnet
nedlægge sine brevskaber, og man
var fri for at løbe på postkonto-
ret og opgive sit navn og adresse.
Der er ingen tvivl om, at ver-
dens første frimærke var en stor
succes. Det var trykt i ark med
240 stk. I hvert hjørne forneden
var der to bogstaver, begyndende
med A A derefter A B, A G,
A D o.s.v., således at alle 24(j
mærker i arket blev forskellige.
Derved kunne man altid se, hvil-
ken plads i arket et bestemt fri-
mærke havde haft. Frimærkerne
var utakkede, kpbte man mere
end et mærke måtte man have
en saks parat. Frimærkerne hav-
de vandmærke, „lille krone", og
billedet var dronning Victoria’s,
der prydede samtlige engelske fri-
mærker lige til 1902.
Christian IV startede det danske
postvæsen juleaften 1624, og fik
sit potræt på frimærkerne i anled-
ning af 300 års jubilæet.
Christian IV-ata danskit agdlag-
kerissarfiat autdlarnerpå jutdliar-
Kame 1624, ukiutdlo 300 Kångiung-
mata åssine frimærkimititdlugo.
Det er bemærkelsesværdigt at
dette ungdomsbillede af dronning
Victoria aldrig blev ændret, selv
om hun ved sin død i 1901 havde
den ærværdige alder af 92 år.
Hun regerede i 64 år og vil til
sene tider stå som verdens mest
afbildede person. Det utal af fri-
mærker England og kolonier an-
vendte med hendes billede i åre-
nes løb er et astronomisk tal,
man ikke engang skal forsøge at
gætte om.
HVEM VAR DEN FØRSTE
FRIMÆRKESAMLER?
Nu kender vi det første frimærke.
Men den første samler, den per-
son, der opfandt den sport at
samle frimærker, det menneske
kender vi ikke. I tidens løb er
mange blevet nævnt med navn,
men den første har det ganske
afgjort ikke været. En engelsk
kontorist skrev i 1842, at hans
chef havde den besynderlige vane,
at han forlangte at kontoristen
forsigtig skulle pille frimærkerne
af firmaets korrespondance, og
henlægge mærkerne i en lille
æske. Hver lørdag aften tog che-
fen frimærkerne med hjem. Men
chefens navn, det nævnede han
desværre ikke.
(Fortsættes næste nr.)