Atuagagdliutit - 01.04.1971, Síða 12

TV-DEBATTEN
Vinterens nøglediskussion med de store konsekvenser.
Af FINN LYNGE
Avis debatter frister en kummer-
lig tilværelse her til lands. A/G
kommer kun hver 14. dag, og
inden den er nået landet rundt
og er blevet læst, er der gået må-
neder; og hvem gider blande sig
ret meget i en debat, hvor det
sidste indlæg allerede er blevet
gammelt.
Lidt bedre går det i lokalpres-
sen, som for det meste kommer
en gang om ugen. Men her får
man jo kun sine' bysbørn i tale,
og dem snakker man jo alligevel
med under hyggeligere former.
Og så bliver man jo let anset
for en kværulant, hvis man alli-
gevel giver bolden op til noget
i den lille avis.
Og så er der jo alligevel em-
ner som skal og må debatteres,
og som også bliver det, alle for-
hindringer til trods. Et eksempel
herpå har vi i denne vinter set
i TV-debatten. Lidt trægt er det
gået, og dog har der været holdt
liv i den lige fra august måned
og op til disse valgtider. Bortset
fra tilbagevendende indlæg om
dette emne i diverse danske dag-
blade samt i Grønlands Radio er
hovedparten af debatten vistnok
blevet ført i Godthåbbladet Ser-
mitsiaK, som havde æren af at
give bolden op til denne nøgle-
diskussion i en opsats d. 14.8.70
(„TV som snublede i starten").
I nærværende artikel skal der
filosoferes lidt over et par af de
mere fundamentale aspekter af
den debat, som er blevet ført.
Lad det blive tydeligt sagt fra
begyndelsen, at der ikke her ta-
ges stilling til spørgsmålet om,
hvorvidt vi bør eller ikke bør
have TV i Grønland. Anliggendet
er et andet, nemlig simpelthen at
klare begreberne og blotlægge
nogle konsekvenser, som man gør
klogt i at se i øjnene inden man
tager sit standpunkt.
TEKNISKE OG ADMINISTRATIVE
SPØRGSMÅL
Problemerne omkring TV på
FOTO
&
KINO
KVALITET
til
KONKURRENCEDYGTIGE
PRISER
har altid været
vort mål
og er det også
fremover
Bestil derfor
Deres
FOTO-KINOVARER
hos os
Forlang eventuelt
vort tilbud
P0LAR-F0T0
Gothersgade 113
1123 København K.
Telegramadr.: POLARROSE
Grønland falder hovedsagelig i
tre kategorier: den tekniske, den
administrative og den kulturelle
problematik.
De tekniske spørgsmål, der rej-
ser sig ved en eventuel indførelse
af TV på Grønland er mangfol-
dige: lokalsendere? kassettesy-
stem? en hovedstation, som kan
hente canadiske programmer ned
fra satelliten over North West
Territories? omkostningerne ved
at prøve at få TV ud til udste-
derne? o.s.v. o.s.v. — Disse pro-
blemer og deres løsning hører vi
gerne fra teknikerne om.
Debatten omkring den admini-
strative side af sagen har hidtil
været indsnævret til eet emne:
spørgsmålet om vurderingen af
det private TV-initiativ i Godt-
håb og det såkaldte „lukkede te-
lenet", i modsætning til et evt.
statsdrevet TV, samt det på poli-
tisk plan opkastede spørgsmål om
hvem der er „inkompetente pro-
fitmagere" og hvem ej. Denne
sidstnævnte facet i sagen kan vist
betragtes som uddebatteret.
KULTURPROBLEMATIKKEN
Den kulturelle problematik er
nok det felt, hvor debatten har
været mest uklar og fortsat er
mest uafklaret, hvad der vel
egentlig ikke kan undre. Spørgs-
målet om TV på Grønland re-
præsenterer jo en problematik,
som selv for det klareste blik er
højst plumret, og de flg. betragt-
ninger vil da heller ikke give
sig ud for at skære ind til cen-
trum af sagen, endsige være ud-
tømmende. Her gør alle parter
vist godt i at erkende, at de fam-
ler rundt i tåge.
DET FUNDAMENTALE DILEMMA
Årsagen til, at spørgsmålet om
et grønlandsk TV er så uhånd-
terligt, er at det må ses i funk-
tion af et andet spørgsmål, over
hvilken ingen har noget egent-
ligt overblik: hvor er vi på vej
hen i det hele taget? Er for en
realistisk og usentimental be-
tragtning en stadigt mere gen-
nemgribende danisering den ene-
ste farbare vej fremover, eller vil
der i fremtiden være noget som
hedder en levekraftig grønlandsk
egenart, som vil kunne gøre sig
gældende midt i den moderne
verden og sætte sit præg på alle
det moderne samfunds medier?
Og i bekræftende fald: nøjagtig
hvilken egenart vil der da blive
tale om?
TV OG DANISERINGEN
Såfremt det er det første alter-
nativ, som gælder, er det ganske
klart, hvorfor vi snarest muligt
må have indført et landsdæk-
kende TV: det er det mest effek-
tivt tænkelige middel til at ned-
bryde sprogbarrieren og akcele-
rere daniseringsprocessen. Dette
ærlige og fuldt ud fattelige syns-
punkt er åbent blevet fremført
f. eks. af redaktør Eva Rée i Po-
litiken d. 10.9.70.
Såfremt man derimod gør sig
til talsmand for det andet alter-
nativ, bliver et landsdækkende
TV med omgående virkning
straks mere problematisk.
For det første vil et sådant jo
rent faktisk ikke kunne beman-
des med grønlandske program-
sekretærers til nogen parters til-
fredsstillelse, tværtimod vil det,
for at citere Mads Lidegaard i
fCristeligt Dagblad d. 24.11.70, „i
hvert fald stensikkert betyde en
ny hærskare af danske teknikere,
fotografer, lydmænd, producere
og kontorfolk. Det vil ikke være
muligt at bemande med grønlæn-
dere de næste 20 år. Og hvordan
skal alle disse danskere kunne
løse den vældige pædagogiske og
folkeoplysende opgave man
drømmer om, mennesker som
ikke taler landets sprog og ken-
der folkets tanker?" Gruppen af
udsendte danske, som alle er eni-
ge om er alt for talrig, vil i endnu
en lang årrække blive endnu tal-
rigere.
Det er i debattens løb blevet
sagt, at dette problem vil løse
sig selv, efterhånden som unge
grønlændere får lyst til at gå ind
i dette arbejde og tager den nød-
vendige uddannelse. Men man
overser her det danskprægede
TV’s store og uundgåelige virk-
ning inden man kommer så vidt.
De grønlændere, som til den tid
går ind i et arbejde som produ-
cere og programsekretærer, vil gå
ind i en helt anden situation end
den vi står i nu. De vil komme
til at arbejde i et langt mere da-
niseret samfund. — „Jamen gør
det da noget?" Nej, slet ikke, eller
tværtimod, såfremt man går ind
for Eva Rées standpunkt. Lad
dette så blot blive sagt højt og
tydeligt, så vi undgår ethvert
indtryk af spillen under dække
med den grønlandske offentlig-
hed! — Men såfremt man taler
om et TV bl. a. „til den grøn-
landske kulturs bevarelse", så
står man her i en selvmodsigelse.
Det er også blevet sagt, at man
jo selvfølgelig til en begyndelse
(d.v.s. iflg. Mads Lidegaard i rea-
liteten de første 20 år) vil sørge
for gode grønlandske kommenta-
rer og forklaringer til de danske
og fremmedsprogede program-
mer. Men som alle ved, er de
dygtige dobbeltsprogede grønlæn-
dere jo i forvejen overbebyrdede
med urimelige krav fra alle si-
der til deres arbejdsindsats (se
Ole Brandts indlæg i SermitsiaK
d. 5.3.71: „Misbrug af menne-
sker"). Hvilken del af den yderst
nødvendige indsats, de yder, skal
de da stryge til fordel for TV?
Og himlen fri os for dilettanter
til dette job.
TV OG DEN GRØNLANDSKE
KULTUR
Der er i de senere år blevet sagt
mange mer eller mindre begribe-
lige ord om den grønlandske kul-
turs bevarelse. Men hvis man
tror at mene noget som helst
reelt med dette, så synes tiden
nu at være kommen til at holde
hovedet klart. Hvilken grøn-
landsk kultur er det, man ønsker
at videreføre i en TV-alder?
Den gamle grønlandske mate-
rielle kultur ved vi jo alle er på
retur. Det industrialiserede sam-
fund er kommen for at blive, og
der går ingen vej tilbage fra
trawlerne over sejldugsjollerne
til kajakkerne.
Den grønlandske åndelige kul-
tur er sværere at få hold på,
men man går ikke helt fejl ved
at karakterisere den som stille-
stående, en åndskultur hvis for-
nemste litterære udtryk er den
underholdende fortælling pcjen
egentlig „pointe". Det intellek-
tuelt dynamiske, søgende, disku-
terende menneske var ikke hvad
der prægede livet på de små
grønlandske bopladser i gamle
dage. Og mangelen på evne til
saglig diskussion er da også sta-
digvæk hvad der præger det in-
terne forum i det grønlandsk-
sprogede samfund. Dette funda-
mentale træk i den grønlandske
karakter er det tvingende nød-
vendigt at udvikle sig bort fra
i et moderne demokratisk sam-
fund, et formål, som TV ganske
udmærket vil kunne tjene. Men
heller ikke på dette punkt vil
man altså med rimelighed kunne
sige, at TV bør gå „den grøn-
landske kultur“s ærinde.
Til den åndelige kultur hører
jo som bekendt også sproget. Men
er der megen mening i at tale
om TV som det grønlandske
sprogs tjener, når det i alt væ-
sentligt skal køres af danske de
første 20 år? Når det grønland-
ske indslag nødvendigvis bliver
begrænset til en tekstning, hvis
lødighed man på forhånd kan til-
lade sig at betvivle?
TILBAGE TIL DET FUNDAMEN-
TALE ALTERNATIV
Alt i alt ville det synes ærligere,
og simpelthen mere forståeligt,
om man sagde, enten:
„Grønland er uhjælpeligt på vej
til at blive et moderne vesteuro-
pæisk land, hvor al tale om den
gamle grønlandske kultur er
idealistisk skønsnak uden bund i
virkeligheden, derfor kan man
ikke standse på halvvejen. Masse-
kommunikation er en forbandet,
men uundværlig del af det mo-
derne samfund, og netop TV vil
have en kolossal effekt i et sam-
fund, der har alt at lære" (Niels
Højlund i Kristeligt Dagblad d.
7.10.70). Vi skal have et lands-
dækkende, statsdrevet TV nu,
fordi en akcelerering af danise-
ringsprocessen er den eneste rea-
listiske vej frem.
Eller:
„TV til undervisningsbrug i
skolerne ønsker jeg indført sna-
rest muligt, når de tekniske og
økonomiske krav er opfyldte, da
denne del af TV kun beror på
et bevillingsspørgsmål. Et lands-
dækkende TV derimod må vi gi-
ve os tid til at forberede, og ikke
bare indføre, fordi man har det
i andre lande. Vi må simpelthen
vente til den dag, hvor vi kan
sigfe, at nu er vi rustede til at
kunne importere dette meget vig-
tige massemedium. Hvis vi tager
en forhastet beslutning om, at nu
vil vi have et landsdækkende TV
i Grønland, fordi det rent tek-
niske og økonomiske er i orden,
risikerer vi, at det i stedet for
at blive et hjælpemiddel i oplys-
ningens tjeneste vil medføre en
akcelerering af daniseringspro-
cessen. Når den vigtige forudsæt-
ning, et grønlandsk TV-persona-
le er, er bragt i orden, kan vi
indføre landsdækkende TV. Ved
at indføre skole-TV skaber vi den
nødvendige arbejdsplads til den-
ne uddannelse" (fra en af de
godthåbske landsrådskandidaters
valgprogram).
Dette enten-eller synes da at
være det fundamentale alterna-
tiv i denne sag. At vi her står
overfor et valg, blev i begyndel-
sen af efterårets debat benægtet
af skoledirektør Chr. Berthelsen
(„Mere om TV i Grønland", Ser-
mitsiaK 28.8.70), hvis indstilling
til TV på Grønland nærmest er
Kontorassistent
Velkvalificeret, regnskabskyndig kontorassistent, helst ugift,
søges omgående til GTO’s kontor i Jakobshavn. — Aflønning i
henhold til GAS-overenskomsten. — Bolig kan påregnes anvist.
— Skriftlig eller personlig henvendelse til byggeleder G. Falken-
berg.
dikteret af det store behov for
den bredest og grundigst mulige
folkeoplysning. At en tilfredsstil-
lelse af dette behov gennem et
landsdækkende TV ikke kan ske
uden medfølgende konscekvenser,
som måske ikke alle anser for
ønskelige på indeværende tids-
punkt, har skoledirektøren ikke
berørt.
Ellers synes det, som om der-
fra gnsvarlig politisk side i disse
år §}cer en udkrystallisering hen-
imqd et voksende klarsyn overfor
det store dilemma, udviklingen
stiller os overfor. I efteråret 69
udtalte landsrådsmedlem Lars
Chemnitz på en kongrps i Frank-
rig (talen var om k^røpen for at
bevare det eskimoiske' sprog), at
„man kan også dø af stolthed",
og i landsrådsformand Erling
Høeghs fremragende nytårstale i
Grønlands Radio 1.1.71 (gengivet
i uddrag i A/G 7.1.71 og i sin
helhed i tidsskriftet „Grønland“s
fpbruarnqpimer), hørte vi linier
$otn disse;: „1 den offentlige grøn-
landske debat har der gang på
gang kunnet spores tendenser til
at se bort fra, at vi står i en
valgsituation . . men vi får intet
gratis i den verden, vj lever i
i dag . . på den ene side venter
den moderne verden i Europas
skikkelse på os; vælger vi den,
vil .. vor hverdag omformes i
i europæisk billede .. på den an-
den side lokker forestillingen om
alt det kære og endnu så nære
frå vort folks historie og fortid;
vi kan Ikke både blæse og have
mel i munden .. vi må træffe
vort valg med åbne øjne .. lad
os da ikke stikke de vanskelige
problemer under stolen, lad os
ikke vende ryggen til realiteter-
ne, lad os drøfte tingene ligeud
.. med kendsgerningerne på bor-
det og åbne øjne".
TV OG VÆLGERNE
Hvor står den tavse grønlandske
majoritet, i dette fundamentale
spørgsmål om europæiseringen,
som historiske omstændigheder
har villet skulle blive en dani-
sering? Bortset fra, at vi alle
kender til sporadiske anti-danske
følelsesudbrud, så er der ingen
der reelt kender svaret på dette
spørgsmål, eller rettere, det er et
spørgsmål uden mening, for den
brede grønlandske befolkning er
jo netop ikke kommen langt nok
til at kunne have en velbegrun-
det stilling til dette dilemma. Det
skulle jo netop være en af TV’s
opgaver at bringe den grønland-
ske befolkning derhen, hvor den
i det hele taget kan formulere
sig.
Af interesse må det dog være,
hvad realskoleeleverne i Godthåb
har sagt om denne sag: „Hvis vi
skal følge med udviklingen, kan
vi ikke blive ved at beskytte vort
sprog .. alle, såvel unge som
gamle, trænger til underholdning.
De gamle går og visner hen. De
fleste unge har ikke noget at tage
sig til, så de begynder at drikke
og lave optøjer .. nødvendigt
med TV? Ja! Det kan vist ikke
siges kortere" (3. real b. i Ser-
mitsiaK d. 23.10.70).
Personligt vil jeg tillade mig
at betvivle, at det store grøn-
landske flertal ikke vil være in-
teresseret i at beskytte sproget.
Og i et demokratisk samfund må
det jo altid være flertallets øn-
ske, man i første række spørger
efter.
Men skal spørgsmålet om TV i
Grønland afgøres på anden måde
end fra oven af og nedefter, må
man jo til en begyndelse lægge
sagens akter ærligt frem, så fol-
ket forstår, hvilke konsekvenser
valgets muligheder indebærer. Vi
har ingen lang tradition for væl-
gerkontakt og folkelig opinions-
dannelse (om overhovedet nogen).
Var det ikke på tide, der blev
gjort noget på dette felt?
12