Atuagagdliutit

Årgang

Atuagagdliutit - 22.07.1971, Side 4

Atuagagdliutit - 22.07.1971, Side 4
Det kan ikke undgås, at vi stiller krav om selvstyre. Danskerne bruger den paragraf om erhvervslighed meget dygtigt. De 700 miil. om året investerer danskerne for sig selv. Det grønlandske folk har i dag ingen vision af deres eget samfund. Vi må acceptere forvirring og ineffektivitet, når vi overtager Grønland. Du spørger om Grønland gider gøre noget for sig selv. Tror du Danmark gider? -------------------------------->1 Berlingske Aftenavis sendte for nogen tid siden en journalist, Mogens Berendt, til Grønland. Hans manglende kendskab til Grønland var hans forudsæt- ning. Det var nemlig Berlingske Aftenavis mening, at en mand, som ikke vidste noget om for- holdene skulle rejse langs ky- sten for at se. Det har han gjort. Han har brugt sine san- ser som fotografiapparat og har fortalt om, hvad han oplevede. Helt objektiv kan man vel ikke sige, han er, for selv hand- lingsforløb, man refererer, som det er sket, kan ordnes i en rækkefølge, der stiller forfatte- ren lidt i forgrunden og frem- stiller noget af hans mening. >.______________________________ DER LIGGER den så, Danmarks hvide samvittighed. Et lagen af is, og så hvidsprængt, brunt og blåt og turkis, og dernede i gra- nitten og isen skjuler landet sine fyrre-halvtreds tusinde menne- sker for din helikopterudsigt. Byer du lander i, små farveskval- drede bombemål, som du braser ned i med din teknologiske tor- denfugl og forbløffet ser, at der har været andre af din slags før dig. De har anbragt højhuse i bjergslugterne og danske flag på tændstikker, der er flagstænger. Det begriber du ikke. Disse høj- huse. Denne kæmpenatur! Hvil- ken sjæl har et sådant land? Der bor som sagt fyrre-halv- treds tusinde mennesker, cirka fyrre tusinde er grønlændere, og otte-ti tusinde er danskere. Jeg sagde: grønlændere og danskere! Terminologien er måske lidt jævn for dem, der i årevis har forsøgt at lære sig dette her med nord- dansker og syd-dansker. Det var jo altid lidt akavet. Heroppe glemmer man hurtigt sådant mel- lemfolkeligt skulderklappen. Her- oppe findes der noget, der hedder Danmark og noget, der hedder Grønland. Det er 250 år efter, at Hans Egede slog sig ned her og blev bedt om at lade være, en snes år efter at danskerne slap den eu- ropæiske dynamik løs på grøn- lænderne — efter at være blevet bedt om det — og det er et Grønland i krise. Måske ikke større krise end der altid har været i dette FN-ideale folkeeks- periment, blot er den nu begyndt at blive udmøntet i ord og me- ninger og holdninger, i visioner og stemninger hos en større grup- pe grønlændere. Vi er i første kvarter af første fase i en be- vidsthedsfødsel. Andet kapitel i et kolonifolks saga, det der kommer til at hedde „Grønland for grøn- lænderne", eller — moderne tider —: Green Power! DEN GRØNLANDSKE IDYL Det bliver fra Landsrådet og Grønlands egne politikere, impul- serne vil nå til verdens hjerte i København, og måske vil signa- lerne blive opfanget allerede fra det netop indvalgte Landsråd. En serie interviews, bl. a. med de ny- indvalgte yngre repræsentanter, lod forstå, at de sidder der med en varm linie til det Grønland, man konfronterer sig med på en rundrejse på Vestkysten, som jeg for eksempel foretog, en konfron- tation som nemt kan afstedkom- me et blåt øje i det bløde, U- landssmilende ansigt, man har er- hvervet sig ved siden krigen at være bevet bombarderet med skolebogsidyller og små lokale skandalenyheder fra et af ens verdens mest afsides betydnings- løse og uvedkommende lokalite- ter. Grønland. Nord-Danmark. Tror pokker jeg aldrig fik lært at sige det... Det idylliske Grønland ligger GIDER GRØN- LAND? der som det skal. Granit-krake- mutterne er måske lidt vel ens- formige, når man ikke ser dem på billeder, de fleste byer har fået deres egne elementopførte Ballerupper inde mellem de ma- lede træhuse, og hovedgaderne er forurenet som havstokken i Kal- veboderne, men, — men jeg vil måske gerne spare et par Mid- delhavsrejser sammen, med tiden, blot for endnu engang at sidde på en solvarmet klippe ved Ja- kobshavn Isfjord og se Solen læg- ge an til landing på horisont- linien, ud og ind mellem hvide og turkise himalayaer af driven- de isfjelde, som ved midnat bli- ver gule, orange og varmtblå, mens Solen begynder at stå op efter kun at have dyppet bugen, og man sidder dér, allerede langt inde i en ny dag, frustreret som efter et nys, der ikke kom allige- vel. Den menneskelige idyl bliver straks sværere at sælge til turi- sterne — undtagen måske dem fra FN. Snavset, skurhusene og de tyve mennesker i de sociale enfamilies træhuse vejes nok no- genlunde op af etageejendomme- ne, fiskehermetikfabrikkerne og hospitalerne, og bevidstheden om at det ikke altid er den europæ- iske næse, der lugter rigtigst. Ud- steder lever stadig som udsteder med kajakker og hundeslæder, hvaler og sæler, som man kan se uden at betale for det, lever ac- ceptabelt med deres kosttilskud fra Den kgl. grønlandske Han- del, hvis rugbrød til 20—30 kr. i transportsomkostninger selvfølge- lig sælges til landspris. Fangerne på de tiloversblevne grønlandske udsteder bliver måske i sidste ende vinderne på Grønland. Så der er nok at beundre for en stor verden, der gav et lille, om end velhavende, land lov til at ind- føre det tyvende århundrede på et af de steder, hvor det ser mest akavet ud — blot vi skrev under på, at de var vore brødre. Fæ- ringer er frænder. En grønlæn- der er en nord-dansker. Den menneskelige idyl må nød- vendigvis i en anti-kolonialistisk og menneskerettighedsgarante- rende organisation som FN kon- kretiseres i sådan noget som por- celænslokummer, fabrikker, sko- ler, sundhedstilstand og ligeret for loven, ellers kan det ikke skrives på papir. Man kan ikke betinge sig investeringer i et folks sjæl som man kan i et folks mave, og det vidste de danske politikere vel godt nok, da de efter krigen så sig nødsaget til at slippe verden løs på Grøn- land, eller i 1953, da vi officielt indgik aftale med Grønland om at gøre dem — dengang godt en snes tusinde — til danskere. Det har været og er stadig den cen- trale filosofi i Grønlandspolitik- ken. At gøre dem til danskere. Og hvis nogen autoritet dengang formåede at forestille sig hvad det måtte ende med, så holdt de mund, og ansvarlige grønlændere tænkte naturligvis på maven og ikke på sjælen, fordi de aldrig havde prøvet at få en helikopter i hovedet. DANSKERNES MISMOD Det er på sin vis ved at ende nu. Maven er fuld, og sjælen er tom. En ny fase er — med for- skellige udtryk, forstår sig — indtruffet samtidigt blandt såvel ikke-skolede som intellektuelle — Grønlands unge intellektuelle mini-elite. Mavepolitikken skal være forbi på Grønland, i denne valgperiode har det ny landsråd slået „mennesket" fast som det centrale i sine bestræbelser, og også blandt fastboende som sæ- sonarbejdende danskere spores en mærkelig statusstemning, vel nok til dels afstedkommet af mulig- heden for kildeskat heroppe om et par år. Men den overvejende status hos de fleste danskere er mismod — desillusion med Grøn- lands tilstand efter en årrækkes milliardinvesteringer, som man synes løber videre pr. 700 miil. om året uden mål og med — i hvert fald med mål som kun få danskere, jeg har talt med her- oppe, ser inden for muligheder- nes rækkevidde. Nogle danskere — deriblandt officielle — ser det som en uundgåelig fase i et kolo- nifolks historie, en identitetskrise i et folk, som alt for længe hver- ken har kunnet eller villet leve op til krav fra et folk, som ikke for- stod sig på solnedgange, hvorved den ene part i længden taber sin selvrespekt, den anden sine pen- ge, og hver især respekten for hinanden. Andre danskere — deriblandt en hel del selverhvervende i Grønland — er udpræget æng- stelige for de stemninger, som fra værtshusene og arbejdsplad- serne og gadehjørnerne i byerne er slået igennem i den noget mere modererede form blandt de nye yngre landsrådspolitikere. Der er et Grønland for grønlænderne, der er ved at dukke op. En cana- disk sociolog og eskimolog Hubert Schuurman, der for tiden er på udvekslings-studieophold i Godt- håb, siger lige ud, at han håber, polariseringen er på vej mellem danskere og grønlændere. „Na- tionalisme er en nødvendig fase i Grønlands udvikling. Danskere og grønlændere skal lære, at de har noget at give hinanden". Ikke så få fastboende danskere kalder denne voksende polarise- ring „danskerhad", slet og ret. De begrunder det i fornemmelser og i de stigende politi-statistiske mu- AF MOGENS BERENDT ligheder for at lide overlast i grønlandsk selskab. Man advares (og med rette, red. anm.) mod at besøge byernes pølsevogne (som normalt er i campingvognsstør- relse) omkring de tider, da afte- nens værtshusspiritus (som ud- skænkes fra kl. 17) begynder at indfinde sig i sanseorganerne på såvel grønlændere som danskere, og det sker skønsmæssigt hur- tigst for grønlænderne. Den sti- gende vold i Grønland er i ud- præget grad en stigende vold mod danskere, og ofte lige så udpræ- get provokeret vold. Danskere har svært ved at holde måde, når de udsættes for den grønlandske sexualmoral, og jalousi er en uni- versal egenskab i kulturelt for- skelligt betingede omstændighe- der, hvoriblandt spiritus dog nok har en ret verdensomfattende ag- gressivitetseffekt. Det er jo me- get hjemligt. Men man behøver ikke nødvendigvis at vise inter- esse for en populær pige, før man som dansker kan blive kik- ket ud i en by. Voksende indbrud og hærværk går, eftersom danskere ejer stør- steparten af det, der er værd at bryde ind i og begå hærværk imod, også i stigende grad ud over danskerne. — Alle disse forhold trækkes ikke frem som et stati- stisk materiale, men som en be- grundelse for disse grønlands- danskers fornemmelse af mod- vilje mod deres tilstedeværelse i landet. — Jeg mener heller ikke at kunne undlade disse banalite- ter, eftersom jeg selv registrerede åbenbare muligheder for at få — gætter jeg da på — mit livs stør- ste omgang bank af ikke under fem grønlændere pr. gang: første gang i Godthåbs berygtede pølse- vogn (alt for læserne!), anden gang til en lørdags-dansemik i Holsteinsborg Forsamlingshus, hvor der viste sig at være nogle hundrede unge grønlændere, et ældre dansk ægtepar samt Deres udsendte, som ikke var sig sine eventuelle provokationer bevidst, udover sin manglende evne til at tale grønlandsk. De syv-otte tusinde danskere — så mange er der, når sæsonarbej- derne myldrer ind om somme- ren — er Grønlands fremmedar- bejderproblem, udover at det, som forfatteren og grønlandseksperten Mads Lidegaard har sagt: Er be- viset på den danske Grønlands- politiks fejlslagen. Man kan selv drage sine paralleller og dertil lægge, at den stigende privatise- ring, som med Grønlandsministe- rens nylige håndslag sker for fuld kraft i landet, i langt overvejen- de grad vil sige stigende dansk privatisering. Kgl. grønlandske Handel forsøger i så vidt omfang som muligt at overdrage sine pro- fitforretninger til primært grøn- landske andelsselskaber (med vis- se brændte fingre, såsom et super- marked i Sukkertoppen til 2,2 ' mili. kr., der blev foræret en grønlandsk „brugsforening", som viste sig kun at bestå af godt 100 medlemmer) — men med KGH som en slags socialt handelsfore- tagende skaber stadig flere ud- I vandrede danskere sig store skat- tefrie indkomster på at introdu- cere den fri konkurrence og den lovfæstede erhvervslighed i Grøn- land. At mange nystartede grøn- landsk-ejede forretninger og fir- maer kvæles i starten af dansk overlegenhed og erfaring, skaber kun større bitterhed blandt grøn- lænderne. Danskerne føler sig på i lovens og — som oftest — på moralsk grund. Fri konkurrence er fri konkurrence, også selv om den blev indført i et U-land. Den grønlandske skat, som mu- ligvis bliver en kildeskat, ventes at lægge en dæmper på den dan- ske aktivitetstrang. Derudover vil man i den kommende tid komme til at høre stadig hyppigere krav fra Grønland om, at den ideale | lov om erhvrvsfrihed begrænses. Det vil bl. a. høres fra de nye medlemmer af landsrådet, dem som iagttagere i København men- te at slippe om ved at kalde re- præsentanter for et „ungdomsop- rør", for derefter at lade samme „ungdomsoprør" afgå ved avisdø- den, da præsten Jonathan Motz- feldt, efter at have slået lands- rådsformand Erling Høegh på hjemmebane i Julianehåb, allige- vel ikke blev valgt til formand. Det forlød endda, at Motzfeldt selv skulle have bedt om at få lov til at blive næstformand for at blive lidt mere erfaren, mens Lars Chemnitz varetog formands- posten. Lad det herved være for- stået, at Motzfeldt i allerhøjeste grad er misfornøjet med „at Landsrådet ikke tog konsekven- sen af valgets udfald". Det var det. — Han er lettere chokeret over at se Godthåb efter tre års fravær, og det indbefatter blandt Godthåbs mange øvrige besyn- derligheder det faktum, at langt de fleste erhvervsdrivende er danskere, og at mange danske forhenværende GTO-udsendte — Grønlands Tekniske Organisation — sæsonarbejdere er hoppet af og ernærer sig på det fri marked, i Godthåb som i andre byer, i konkurrence med grønlandske ar- bejdere, hvoraf en del går ar- bejdsløse. „Blot sådan noget som alle de danske taxichauffører, ja, jeg er chokeret", siger Jonathan Motzfeldt. (Godthåb, 8000 indb. og 3—4 km på hver led, har 92 hyrevogne). Højskolelærer Moses Olsen, 32, fra Knud Rasmussens Højskole i Holsteinsborg, som tabte ved Landsrådsvalget med den sæd- vanlige grønlandske hårsbred, gik til valg på blandt andet et klart krav om ophævelse af den for- melle erhvervsfrihed for dan- skere. „Danskerne bruger den paragraf meget dygtigt", siger han. „Der er én ting, man må begynde at forstå vedrørende Grønland. Det er, at der er to slags ligheder, den formelle og den reelle. På den reelle har vi ikke en chance". Også sociologen Schuurman er noget forbavset over den danske dominans i det grønlandske er- hvervsliv. Canadierne, der først for nylig har påbegyndt et ud- viklingsprogram blandt sine eski- moer, tog til Danmark for at stu- dere andelsbevægelsen, som man primært satser på i en noget min- dre dynamisk perspektivplan end den, danskerne har fyret af på Grønland. Det undrer sociologen, at man ikke i langt højere grad har udviklet andelsbevægelsen i Grønland. Lars Emil Johansen, 24-årigt 4

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.