Atuagagdliutit - 22.07.1971, Síða 4

Det kan ikke undgås, at vi stiller krav
om selvstyre.
Danskerne bruger den paragraf om
erhvervslighed meget dygtigt.
De 700 miil. om året investerer danskerne
for sig selv.
Det grønlandske folk har i dag ingen vision
af deres eget samfund.
Vi må acceptere forvirring og ineffektivitet,
når vi overtager Grønland.
Du spørger om Grønland gider gøre noget
for sig selv. Tror du Danmark gider?
-------------------------------->1
Berlingske Aftenavis sendte for
nogen tid siden en journalist,
Mogens Berendt, til Grønland.
Hans manglende kendskab til
Grønland var hans forudsæt-
ning. Det var nemlig Berlingske
Aftenavis mening, at en mand,
som ikke vidste noget om for-
holdene skulle rejse langs ky-
sten for at se. Det har han
gjort. Han har brugt sine san-
ser som fotografiapparat og har
fortalt om, hvad han oplevede.
Helt objektiv kan man vel ikke
sige, han er, for selv hand-
lingsforløb, man refererer, som
det er sket, kan ordnes i en
rækkefølge, der stiller forfatte-
ren lidt i forgrunden og frem-
stiller noget af hans mening.
>.______________________________
DER LIGGER den så, Danmarks
hvide samvittighed. Et lagen af
is, og så hvidsprængt, brunt og
blåt og turkis, og dernede i gra-
nitten og isen skjuler landet sine
fyrre-halvtreds tusinde menne-
sker for din helikopterudsigt.
Byer du lander i, små farveskval-
drede bombemål, som du braser
ned i med din teknologiske tor-
denfugl og forbløffet ser, at der
har været andre af din slags før
dig. De har anbragt højhuse i
bjergslugterne og danske flag på
tændstikker, der er flagstænger.
Det begriber du ikke. Disse høj-
huse. Denne kæmpenatur! Hvil-
ken sjæl har et sådant land?
Der bor som sagt fyrre-halv-
treds tusinde mennesker, cirka
fyrre tusinde er grønlændere, og
otte-ti tusinde er danskere. Jeg
sagde: grønlændere og danskere!
Terminologien er måske lidt jævn
for dem, der i årevis har forsøgt
at lære sig dette her med nord-
dansker og syd-dansker. Det var
jo altid lidt akavet. Heroppe
glemmer man hurtigt sådant mel-
lemfolkeligt skulderklappen. Her-
oppe findes der noget, der hedder
Danmark og noget, der hedder
Grønland.
Det er 250 år efter, at Hans
Egede slog sig ned her og blev
bedt om at lade være, en snes år
efter at danskerne slap den eu-
ropæiske dynamik løs på grøn-
lænderne — efter at være blevet
bedt om det — og det er et
Grønland i krise. Måske ikke
større krise end der altid har
været i dette FN-ideale folkeeks-
periment, blot er den nu begyndt
at blive udmøntet i ord og me-
ninger og holdninger, i visioner
og stemninger hos en større grup-
pe grønlændere. Vi er i første
kvarter af første fase i en be-
vidsthedsfødsel. Andet kapitel i et
kolonifolks saga, det der kommer
til at hedde „Grønland for grøn-
lænderne", eller — moderne tider
—: Green Power!
DEN GRØNLANDSKE IDYL
Det bliver fra Landsrådet og
Grønlands egne politikere, impul-
serne vil nå til verdens hjerte i
København, og måske vil signa-
lerne blive opfanget allerede fra
det netop indvalgte Landsråd. En
serie interviews, bl. a. med de ny-
indvalgte yngre repræsentanter,
lod forstå, at de sidder der med
en varm linie til det Grønland,
man konfronterer sig med på en
rundrejse på Vestkysten, som jeg
for eksempel foretog, en konfron-
tation som nemt kan afstedkom-
me et blåt øje i det bløde, U-
landssmilende ansigt, man har er-
hvervet sig ved siden krigen at
være bevet bombarderet med
skolebogsidyller og små lokale
skandalenyheder fra et af ens
verdens mest afsides betydnings-
løse og uvedkommende lokalite-
ter. Grønland. Nord-Danmark.
Tror pokker jeg aldrig fik lært
at sige det...
Det idylliske Grønland ligger
GIDER
GRØN-
LAND?
der som det skal. Granit-krake-
mutterne er måske lidt vel ens-
formige, når man ikke ser dem
på billeder, de fleste byer har
fået deres egne elementopførte
Ballerupper inde mellem de ma-
lede træhuse, og hovedgaderne er
forurenet som havstokken i Kal-
veboderne, men, — men jeg vil
måske gerne spare et par Mid-
delhavsrejser sammen, med tiden,
blot for endnu engang at sidde
på en solvarmet klippe ved Ja-
kobshavn Isfjord og se Solen læg-
ge an til landing på horisont-
linien, ud og ind mellem hvide
og turkise himalayaer af driven-
de isfjelde, som ved midnat bli-
ver gule, orange og varmtblå,
mens Solen begynder at stå op
efter kun at have dyppet bugen,
og man sidder dér, allerede langt
inde i en ny dag, frustreret som
efter et nys, der ikke kom allige-
vel.
Den menneskelige idyl bliver
straks sværere at sælge til turi-
sterne — undtagen måske dem
fra FN. Snavset, skurhusene og
de tyve mennesker i de sociale
enfamilies træhuse vejes nok no-
genlunde op af etageejendomme-
ne, fiskehermetikfabrikkerne og
hospitalerne, og bevidstheden om
at det ikke altid er den europæ-
iske næse, der lugter rigtigst. Ud-
steder lever stadig som udsteder
med kajakker og hundeslæder,
hvaler og sæler, som man kan se
uden at betale for det, lever ac-
ceptabelt med deres kosttilskud
fra Den kgl. grønlandske Han-
del, hvis rugbrød til 20—30 kr. i
transportsomkostninger selvfølge-
lig sælges til landspris. Fangerne
på de tiloversblevne grønlandske
udsteder bliver måske i sidste
ende vinderne på Grønland. Så
der er nok at beundre for en stor
verden, der gav et lille, om end
velhavende, land lov til at ind-
føre det tyvende århundrede på
et af de steder, hvor det ser mest
akavet ud — blot vi skrev under
på, at de var vore brødre. Fæ-
ringer er frænder. En grønlæn-
der er en nord-dansker.
Den menneskelige idyl må nød-
vendigvis i en anti-kolonialistisk
og menneskerettighedsgarante-
rende organisation som FN kon-
kretiseres i sådan noget som por-
celænslokummer, fabrikker, sko-
ler, sundhedstilstand og ligeret
for loven, ellers kan det ikke
skrives på papir. Man kan ikke
betinge sig investeringer i et
folks sjæl som man kan i et folks
mave, og det vidste de danske
politikere vel godt nok, da de
efter krigen så sig nødsaget til
at slippe verden løs på Grøn-
land, eller i 1953, da vi officielt
indgik aftale med Grønland om
at gøre dem — dengang godt en
snes tusinde — til danskere. Det
har været og er stadig den cen-
trale filosofi i Grønlandspolitik-
ken. At gøre dem til danskere.
Og hvis nogen autoritet dengang
formåede at forestille sig hvad
det måtte ende med, så holdt de
mund, og ansvarlige grønlændere
tænkte naturligvis på maven og
ikke på sjælen, fordi de aldrig
havde prøvet at få en helikopter
i hovedet.
DANSKERNES MISMOD
Det er på sin vis ved at ende
nu. Maven er fuld, og sjælen er
tom. En ny fase er — med for-
skellige udtryk, forstår sig —
indtruffet samtidigt blandt såvel
ikke-skolede som intellektuelle
— Grønlands unge intellektuelle
mini-elite. Mavepolitikken skal
være forbi på Grønland, i denne
valgperiode har det ny landsråd
slået „mennesket" fast som det
centrale i sine bestræbelser, og
også blandt fastboende som sæ-
sonarbejdende danskere spores en
mærkelig statusstemning, vel nok
til dels afstedkommet af mulig-
heden for kildeskat heroppe om
et par år. Men den overvejende
status hos de fleste danskere er
mismod — desillusion med Grøn-
lands tilstand efter en årrækkes
milliardinvesteringer, som man
synes løber videre pr. 700 miil.
om året uden mål og med — i
hvert fald med mål som kun få
danskere, jeg har talt med her-
oppe, ser inden for muligheder-
nes rækkevidde. Nogle danskere
— deriblandt officielle — ser det
som en uundgåelig fase i et kolo-
nifolks historie, en identitetskrise
i et folk, som alt for længe hver-
ken har kunnet eller villet leve op
til krav fra et folk, som ikke for-
stod sig på solnedgange, hvorved
den ene part i længden taber sin
selvrespekt, den anden sine pen-
ge, og hver især respekten for
hinanden.
Andre danskere — deriblandt
en hel del selverhvervende i
Grønland — er udpræget æng-
stelige for de stemninger, som
fra værtshusene og arbejdsplad-
serne og gadehjørnerne i byerne
er slået igennem i den noget mere
modererede form blandt de nye
yngre landsrådspolitikere. Der er
et Grønland for grønlænderne,
der er ved at dukke op. En cana-
disk sociolog og eskimolog Hubert
Schuurman, der for tiden er på
udvekslings-studieophold i Godt-
håb, siger lige ud, at han håber,
polariseringen er på vej mellem
danskere og grønlændere. „Na-
tionalisme er en nødvendig fase i
Grønlands udvikling. Danskere og
grønlændere skal lære, at de har
noget at give hinanden".
Ikke så få fastboende danskere
kalder denne voksende polarise-
ring „danskerhad", slet og ret. De
begrunder det i fornemmelser og
i de stigende politi-statistiske mu-
AF MOGENS BERENDT
ligheder for at lide overlast i
grønlandsk selskab. Man advares
(og med rette, red. anm.) mod at
besøge byernes pølsevogne (som
normalt er i campingvognsstør-
relse) omkring de tider, da afte-
nens værtshusspiritus (som ud-
skænkes fra kl. 17) begynder at
indfinde sig i sanseorganerne på
såvel grønlændere som danskere,
og det sker skønsmæssigt hur-
tigst for grønlænderne. Den sti-
gende vold i Grønland er i ud-
præget grad en stigende vold mod
danskere, og ofte lige så udpræ-
get provokeret vold. Danskere har
svært ved at holde måde, når de
udsættes for den grønlandske
sexualmoral, og jalousi er en uni-
versal egenskab i kulturelt for-
skelligt betingede omstændighe-
der, hvoriblandt spiritus dog nok
har en ret verdensomfattende ag-
gressivitetseffekt. Det er jo me-
get hjemligt. Men man behøver
ikke nødvendigvis at vise inter-
esse for en populær pige, før
man som dansker kan blive kik-
ket ud i en by.
Voksende indbrud og hærværk
går, eftersom danskere ejer stør-
steparten af det, der er værd at
bryde ind i og begå hærværk
imod, også i stigende grad ud over
danskerne. — Alle disse forhold
trækkes ikke frem som et stati-
stisk materiale, men som en be-
grundelse for disse grønlands-
danskers fornemmelse af mod-
vilje mod deres tilstedeværelse i
landet. — Jeg mener heller ikke
at kunne undlade disse banalite-
ter, eftersom jeg selv registrerede
åbenbare muligheder for at få —
gætter jeg da på — mit livs stør-
ste omgang bank af ikke under
fem grønlændere pr. gang: første
gang i Godthåbs berygtede pølse-
vogn (alt for læserne!), anden
gang til en lørdags-dansemik i
Holsteinsborg Forsamlingshus,
hvor der viste sig at være nogle
hundrede unge grønlændere, et
ældre dansk ægtepar samt Deres
udsendte, som ikke var sig sine
eventuelle provokationer bevidst,
udover sin manglende evne til at
tale grønlandsk.
De syv-otte tusinde danskere —
så mange er der, når sæsonarbej-
derne myldrer ind om somme-
ren — er Grønlands fremmedar-
bejderproblem, udover at det, som
forfatteren og grønlandseksperten
Mads Lidegaard har sagt: Er be-
viset på den danske Grønlands-
politiks fejlslagen. Man kan selv
drage sine paralleller og dertil
lægge, at den stigende privatise-
ring, som med Grønlandsministe-
rens nylige håndslag sker for fuld
kraft i landet, i langt overvejen-
de grad vil sige stigende dansk
privatisering. Kgl. grønlandske
Handel forsøger i så vidt omfang
som muligt at overdrage sine pro-
fitforretninger til primært grøn-
landske andelsselskaber (med vis-
se brændte fingre, såsom et super-
marked i Sukkertoppen til 2,2 '
mili. kr., der blev foræret en
grønlandsk „brugsforening", som
viste sig kun at bestå af godt 100
medlemmer) — men med KGH
som en slags socialt handelsfore-
tagende skaber stadig flere ud- I
vandrede danskere sig store skat-
tefrie indkomster på at introdu-
cere den fri konkurrence og den
lovfæstede erhvervslighed i Grøn-
land. At mange nystartede grøn-
landsk-ejede forretninger og fir-
maer kvæles i starten af dansk
overlegenhed og erfaring, skaber
kun større bitterhed blandt grøn-
lænderne. Danskerne føler sig på i
lovens og — som oftest — på
moralsk grund. Fri konkurrence
er fri konkurrence, også selv om
den blev indført i et U-land.
Den grønlandske skat, som mu-
ligvis bliver en kildeskat, ventes
at lægge en dæmper på den dan-
ske aktivitetstrang. Derudover vil
man i den kommende tid komme
til at høre stadig hyppigere krav
fra Grønland om, at den ideale |
lov om erhvrvsfrihed begrænses.
Det vil bl. a. høres fra de nye
medlemmer af landsrådet, dem
som iagttagere i København men-
te at slippe om ved at kalde re-
præsentanter for et „ungdomsop-
rør", for derefter at lade samme
„ungdomsoprør" afgå ved avisdø-
den, da præsten Jonathan Motz-
feldt, efter at have slået lands-
rådsformand Erling Høegh på
hjemmebane i Julianehåb, allige-
vel ikke blev valgt til formand.
Det forlød endda, at Motzfeldt
selv skulle have bedt om at få
lov til at blive næstformand for
at blive lidt mere erfaren, mens
Lars Chemnitz varetog formands-
posten. Lad det herved være for-
stået, at Motzfeldt i allerhøjeste
grad er misfornøjet med „at
Landsrådet ikke tog konsekven-
sen af valgets udfald". Det var
det. — Han er lettere chokeret
over at se Godthåb efter tre års
fravær, og det indbefatter blandt
Godthåbs mange øvrige besyn-
derligheder det faktum, at langt
de fleste erhvervsdrivende er
danskere, og at mange danske
forhenværende GTO-udsendte —
Grønlands Tekniske Organisation
— sæsonarbejdere er hoppet af
og ernærer sig på det fri marked,
i Godthåb som i andre byer, i
konkurrence med grønlandske ar-
bejdere, hvoraf en del går ar-
bejdsløse. „Blot sådan noget som
alle de danske taxichauffører, ja,
jeg er chokeret", siger Jonathan
Motzfeldt. (Godthåb, 8000 indb.
og 3—4 km på hver led, har 92
hyrevogne).
Højskolelærer Moses Olsen, 32,
fra Knud Rasmussens Højskole i
Holsteinsborg, som tabte ved
Landsrådsvalget med den sæd-
vanlige grønlandske hårsbred, gik
til valg på blandt andet et klart
krav om ophævelse af den for-
melle erhvervsfrihed for dan-
skere. „Danskerne bruger den
paragraf meget dygtigt", siger
han. „Der er én ting, man må
begynde at forstå vedrørende
Grønland. Det er, at der er to
slags ligheder, den formelle og
den reelle. På den reelle har vi
ikke en chance".
Også sociologen Schuurman er
noget forbavset over den danske
dominans i det grønlandske er-
hvervsliv. Canadierne, der først
for nylig har påbegyndt et ud-
viklingsprogram blandt sine eski-
moer, tog til Danmark for at stu-
dere andelsbevægelsen, som man
primært satser på i en noget min-
dre dynamisk perspektivplan end
den, danskerne har fyret af på
Grønland. Det undrer sociologen,
at man ikke i langt højere grad
har udviklet andelsbevægelsen i
Grønland.
Lars Emil Johansen, 24-årigt
4