Atuagagdliutit - 05.08.1971, Page 4

Rejedræberen fra Sisimiut City
—
I fortsættelse af reportagen fra
journalist Mogens Berendts rej-
se til Grønland for nylig brin-
ger vi her hans anden og sid-
ste større artikel. Den handler
om danskere i Grønland. I den
grønlandske debat om Grøn-
land savner man den række
ærlige optegnelser, som følgen-
de artikel består af.
s______________________./
UPS! en førerhund til — den
nåede lige at katastrofebremse
med forpoterne, der bøjede sam-
men under bremsevægten som
hydraulikken under en landende
DC-8, og det var ikke til at af-
gøre, hvad der var det nærmeste
snit: hjulene og forpoterne eller
kofangeren og snuden. Vores ta-
xa fortsatte sit slalom ned gen-
nem Holsteinsborgs tospors ho-
vedgade med halvtreds kilometer
i timen, hvilket var ti mere end
tilladt i den grønlandske færd-
selslov; mig forekom det at være
en serie forsøg på at overtræde
loven om mand- og hundedrab, i
hurtig rækkefølge vekslende med
lastvogne, der tårnede sig op
foran én, forfulgt af raslende pri-
vatvogne og taxaer med et hjul-
par i grøftekanten og et par børn
midt på kørebanen, som vi ka-
ster os uden om uden samtidig
at køre ind i en grønlandsk fa-
milie arm i arm. I venstre vej-
side kyser vi en cyklist og en
mand, som kommer bærende med
en grim rødfisk i gællerne. Så
var det førerhunden fik sin for-
skrækkelse, næppe dagens første.
De fortovsløse grønlandske trafi-
kanter lever tæt på hinanden,
men de fleste synes at overleve.
En hund i ny og næ. „Og så
er det altid en førerhund, når
man får pelset sådan én,“ sagde
taxachaufføren. „Min bedste fø-
rerhund, siger de. De ska’ sgu
stå bundet heroppe nord for hun-
degrænsen“.
Vi standsede ude hvor byen
ender i en lodret krakemut-væg
på flere hundrede meter. Vagn,
taxachaufføren, rullede vinduet
ned og stak albuen ud, mens
Poul, den helikopterløse, fermt
knappede tre af de korthalsede
No Return — Tuborg fra Brug-
sen af mod sit dørhåndtag. Jeg
havde gjort landgang fra M/S
„Disko“, der lå nede i havnen og
samlede kræfter før vi skulle
stange os gennem isen op til
Christianshåb og Jakobshavn for
første gang i år, og Poul, den
rastløse cowboy, gik rundt i ef-
termiddagssolen med nogle kort-
halsede i lommen og bed negle
over sin Egedesminde-helikopter,
der ikke var startet fra Godt-
håb, og „Disko“, som han af se-
nere forståelige grunde ikke hav-
de lyst til at gøre turen til Ege-
desminde med.
Poul, den Store Hvide Cowboy
i den værste cowboyby i Vest-
grønland, Sisimiut, kendt på
dansk som Holsteinsborg. Den
Store Hvide Mand på 28 fra Dan-
nebrogsgade, der i løbet af tre år
fik bekræftet først og fremmest
sin egen, og dernæst sin races,
overlegenhed og var kendt i hele
Vesten for sin bankkonto, sin
rejekutter med grønlændere, sit
dykkerudstyr, sit hundespand,
sin Winchester 270 model 70 og
Remington 721 med sigtekikkert
(hvilket er nok til at blæse en
isbjørn om kuld), sine renjagter,
sine daglige elskovsaffærer: Ma-
skinmester Poul, Store Hvide
Cowboy.
Det var en ikke sjælden, men
måske i Pouls tilfælde en smule
overspillet, type dansker i det
grønlandske Klondyke, en af dis-
se rastløse, sommetider neuroti-
ske mennesker, som slår sig ned
deroppe og med tiden får stadig
sværere ved at holde drøm fra
virkelighed, fordi virkeligheden
sjældent svarer til drømmene om
Grønlands guld. Poul var en af
Vestens mest charmerende løgn-
halse, og absolut den mest sym-
patiske tyveknægt min tegnebog
har været ude for.
Vi sad i Vagns taxa og drak
stubhalsede Tuborg og gloede på
krakemutterne, mens samtalen
for Pouls vedkommende mest
drejede sig om, hvilke piger i
Holsteinsborg han ikke havde
været i clinch med.
„Se, der er nogle snigere“, sag-
de han og pegede over på tre
tilsyneladende midaldrende grøn-
landske kvinder, der af en eller
anden grund kom gående gen-
nem sneen. „Ska’ vi ta’ en sniger
inden helikopteren. Det ka’ lige
nås. Bare vink med flasken, så
er de her som små indianere".
Han vippede flasken ud ad vin-
duet og satte en ny i dørhåndta-
get. „Nej, de er sgu for gamle",
sagde han.
Maskinmester Poul — nåja, ma-
skinarbejder på vandværket var
han da — Maskinmester Poul
havde været i Holsteinsborg i
tre måneder, hvilket han opreg-
nede til 42 piger, så det havde
altså været en succes. Han førte
simpelt hen statistik over be-
kendtskaberne, rubriceret under
henholdsvis „Pumpemik" og
„Gruppemik", og lad så være
at tallet var ti-femten for højt,
sagen var, som han forklarede, at
han ikke spildte tiden med de
hvide. „De hvide piger, de går
sgu med grønlændere".
Vagn nikkede. „Jeg forstår ba-
re ikke du ikke er blevet træt af
alt det, du har jo været heroppe
i tre år".
„Narh... sig mig lige engang,
kender du hende Johanne ..
Poul var alene i sit livs slik-
butik. Den flotte fyr fra Vester-
bro, med sin lækre skindjakke
og åbentstående sportsskjorte, så
man kunne se måtten på brystet
selv i frostgrader, Poul med det
tilpas langtsiddende hår og de
metalindfattede solbriller i det
kønne ansigt, var næppe én der
var vant til sultekost nede i
swinging Denmark, alligevel teede
han sig heroppe som en sydeuro-
pæisk turist til sit første live
show i København. Han forstod
ikke noget, og selv om han tyde-
ligvis langt fra var uintelligent
var det klart, at han heller ikke
forsøgte at forstå det. Der er et
eller andet at forstå hvad angår
den grønlandske sexalmoral, så-
vel som hele den grønlandske
livsholdning. Men Poul fra Dan-
nebrogsgade var langt fra a-
typisk for den lille halve snes
tusinde danskere, der befinder
sig heroppe i sommerens højsæ-
son.
FASTBOENDE DANSKERE,
folk der har været i Grønland i
både ti og tyve år og kender
grønlændere og omgås grønlæn-
dere privat, selv sådanne dan-
skere har jeg aldrig hørt påstå,
at de begreb den grønlandske
psyke. De kan højst registrere
de forskelle, man tydeligt mær-
ker mellem éns europæiske og
den grønlandske mentalitet. —
Nogle forsøger også at acceptere
dem og leve med dem. Forsøger
at forklare sig selv og hinanden,
at grønlænderne har en privat
årsag til at blive væk fra arbej-
Et repor-
tage-essay
fra
Grønlands
vilde
vestkyst
Af Mogens Berendt
de med for korte mellemrum, til
at drikke lidt for tit, til at smide
om sig med deres penge, til at
miste lysten til det, de er begyndt
på. De har den grund, at de i lø-
bet af tyve år har fået trukket
et teknologisk, dynamisk, euro-
pæisk, og først og fremmest
dansk samfund ned over hovedet,
uden at nogen ind imellem er
standset op og har spurgt dem,
om det var det de tænkte sig, da
de efter krigen bad om at få del
i den vestlige udvikling. Det var
det måske, men grønlænderen
har vist sig at slå til i Dynamik-
ken som en skrædder i Helvede,
.klimaforskellen ufortalt. Det, de
tænksomme danskere grunder
over nu er, om det nødvendigvis
er grønlænderen, der er noget i
vejen med, og ikke Dynamikken
selv. Det er en del jo også be-
gyndt at tvivle på hjemme i Eu-
ropa, og det er der en del, om end
få, grønlændere, der er kommet i
tvivl om. Dynamikken er en bull-
dozer i den grønlandske glasbu-
tik, men hvis grønlænderne vil
standse op og lade sjælen ind-
hente sig (ligesom Livingstones
afrikanske bærere der med mel-
lemrum satte sig ned og ventede
et par dage, så „vore sjæle kan
få tid til at indhente os" — en
ikke uinteressant rejseregel for
de Concorde-flyvende!) ja, så må
de selv sige til, når de har fun-
det den, for hvilken dansker ken-
der den grønlandske sjæl? ... her
nytter det ikke at spørge Vor-
herre i København, hvis det, set
fra sjælens synspunkt, nogen sin-
de har nyttet.
Alle fastboende danskere be-
går sig privat i grønlandske kred-
se svarende til interessesfærer,
såre naturligt. Mange fastboende
danskere beklager også, at de
ikke omgås flere grønlændere pri-
vat. Men selv om man kan gøre
sig begribelig for hinanden qua
grønlændernes, om end langt fra
overbevisende, danskkundskaber,
så er forholdet sjældent så lyk-
keligt, som det tegner, for hvem
tror vel han forstår sig på et
andet menneske, når han kun fat-
ter, hvad der bliver sagt og ikke
forstår, hvad der bliver tænkt?
Den Gode Dansker på Grøn-
land er ham, der indser, at han
ikke forstår så meget af Grøn-
land. Den Grimme Dansker er
ham, der mærker desillusionen
slå sammen over hovedet på sig,
måske efter mange års hårdt ar-
bejde på Grønland, med alle go-
de forventninger til grønlænder-
ne, alle gode ønsker, som gang
på gang er blevet skuffet. „Man
bliver realistisk, når man kom-
mer herop". Sådan formulerer
man det helst, men i bitrere stun-
der så man helst hele skidtet
overladt til grønlænderne selv,
så kunne de selv køre det i sænk,
eller de kunne blive tvangsfor-
flyttet til Danmark. En forret-
ningsdrivende i Godthåb, en æl-
dre mand, som havde skabt sig
en stor forretning på 12 år, sagde
bittert: „De tror, de bare kan
slå sig ned og begyndte at drive
forretning, uden kendskab til
hverken regnskaber eller ind-
købspolitik, uden forkundskaber.
Når de så krakker kort efter, så
beskylder de os danskere for at
konkurrere dem ud. Ja, gu’ kon-
kurrerer vi dem ud! Sådan er
betingelserne heroppe. Vi har er-
hvervslighed, men jeg har godt
hørt de politikere, der vil have
afskaffet den lov. Hvis det står
til de grønlændere, så kommer
alle love heroppe til kun at gælde
for sorthårede".
Grønlænderne, som af natur er
et åbent og venligt folkefærd, er
begyndt at vise tænder over for
danskere, og det giver sig også
rent korporligt udslag i fulde-
mandsoverfald, indbrud og hær-
værk. De sociale problemer er
vokset voldsomt de senere år,
ikke mindst som følge af den
danske koncentrationspolitik, der
har hevet en stor udstedsbefolk-
ning ind til byerne. Der er en
bisseflok i enhver by nu og po-
tentielle tæv at hente for dan-
skere på strategiske steder i by-
erne. Det har medført ikke
ukendte toner om lov-og-orden,
og det ikke bare fra danskere.
Det er altid faldet de fleste dan-
skere svært at affinde sig med
den specielle grønlandske straf-
felov, som i vid udstrækning be-
stræber sig på resocialisering af
kriminelle, der principielt ikke
betragtes som strafegnede efter
europæisk mønster. Man arbej-
der med tvangsuddannelse og
har i det hele taget et sæt straf-
rammer, som selv de mest pro-
gressive danske kriminalforsorgs-
folk ville lcalde progressive. Straf-
feloven er måske det eneste
punkt, hvor man virkelig har ta-
get hensyn til den grønlandske
psyke og indrettet sig derefter.
Underligt nok er der netop fra
grønlandsk side, f. eks. i det halv-
officielle Grønlandsposten, blevet
stillet krav om sideordning med
danske straffenormer. Det bak-
kes op af de fastboende danskere,
som følger „danskerhadet" om
sig. „Ja, hvis man bliver over-
faldet og beklager sig til politiet,
så siger de, at man bare kan
rejse hjem", påstod en anden for-
retningsdrivende i Godthåb.
Det kan man så sandelig også.
Mange vil sikkert også gøre det,
eller tror de vil gøre det, når den
grønlandske indkomstskat kom-
mer om et par år. Men langt de
fleste vil blive, fordi det stadig
vil være lukrativt at gøre forret-
ning på Grønland. Hundredvis af
fastboende, og tusindvis med
kortere besøgstid, har skabt sig
store skattefrie formuer i et land,
hvor den frie konkurrence kun
båndlægges af naturen, andre
danskere samt statens monopoler,
som i øvrigt hurtigt udhules til
alles tilfredshed — det skulle for
resten lige være med undtagelse
af grønlændernes. Der er private
danske rejehermetikfabrikker,
private danske skindopkøbere, re-
dere, entreprenører osv. osv., plus
all det, der foregår på statens
initiativ via store hjemmedanske
firmaer.
Der er k.un én ting, der moti-
verer danskeren til at slå sig ned
og drive forretning på Grønland,
og det er penge. Jeg har ikke
hørt nogen hævde andet. Jeg har
ikke mødt én eneste dansker, som
ville sige, at han var her for
grønlændernes skyld. Det er
praktisk U-landsarbejde på den
nordlige halvkugle!
Så det er vel for meget for-
langt, at de danske guldgravere
oven i købet skulle forsøge at
forstå deres omgivelser. De fle-
ste har vanskeligt nok ved at
forstå, hvordan man skal over-
leve i dette land, hvor tilbudde-
ne er så få og omgivelserne, de-
res storslåethed til trods, så kvæ-
lende for en lavlænder. Grøn-
land stiller store krav til én,
sagde en dansk embedsmand.
„Her skal man lære at leve på
sine egne ressourcer".
Der er penge og eventyr på
Grønland, og hvis virkeligheden
viser sig lidt trægere end drøm-
mene, er der alligevel mange
der hager sig fast heroppe: Man
er en hvid mand i et U-land, man
er en overlegen teknokrat i et
ret ukompliceret samfundssy-
stem, man er en lille smule fri-
ere, lidt vildere.
DE BERYGTEDE udsendte
danske GTO-sæsonarbejdere (op-
sendt af Grønlands Tekniske Or-
ganisation som arbejdere for
danske stats-entreprenører i
Grønland) burde næppe være så
berygtede, som historierne har
gjort dem i Danmark, for —
sommerfugle som de er — gav
de over for mig udtryk for nogle
af de fineste og mest tyndhudede
observationer af Grønland, jeg
hørte på hjemmedansk heroppe.
Netop fordi der ikke er store
penge at tjene for dem, søger de
ihærdigt anden motivation for at
begrunde, at de sidder her i maj-
sne til anklerne, indkvarteret
som soldater, betragtet og be-
handlet som flokdyr.
GTO-arbejdere sendes så vidt
muligt hjem inden to år, som er
minimumsgrænsen for skattefri-
tagelse. De indkvarteres i barak-
ker i byerne, normalt lidt afsides
beliggende, bor i fire kvadrat-
meter store celler, hvor man selv
må sørge for hygge, gardiner og
„det er forbudt at slå søm i
væggene". De har, i hvert fald i
højsæsonen, gode kantineforhold
(gratis) og udmærkede fritids-
faciliteter med bl. a. billard. De
bruges kun lidt.
De er danske håndværkere,
mestendels i tyverne, flest jyder
fra arbejdsløshedsøerne og en
forbløffende masse bornholmere.
Det er fordi, siger De, GTO helst
vil have jyder. Københavnere er
for besværlige. (Langt størstepar-
ten af de danskere, der overho-
vedet opholder sig i Grønland,
er at dømme efter dialekten jy-
der, og som sagt uforholdsmæs-
sigt mange er bornholmere).
Jeg sidder i samlingsstuen
med en halv snes håndværkere
omkring en kasse af de korthal-
sede. Det er de samme, som man
ser i „Kristinemut" eller hos
Naja, et andet Godthåb-værts-
og dansehus, hvor de hver dag
indvier spiritusudskænkningen
klokken 17 og — hvis det ikke er
sidst på ugen — fortsætter til
lukketid kl. 22,30 — yderligere
fortsættelse følger så hjemme i
barakkerne. I „Kristinemut" hed-
der den faste, tidlige stok „Fem-
klubben", sibsidært „Sexklub-
ben“.
De er Grønlands fremmedar-
bejdere, og de føler sig som
fremmedarbejdere. Det er LO-
medlemmer uden strejkeret, som
lader sig sende herop uden så
meget, som én uges garanteret
arbejde, og de kan sendes hjem
uden videre, hvis de bliver for
4