Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 05.08.1971, Blaðsíða 4

Atuagagdliutit - 05.08.1971, Blaðsíða 4
Rejedræberen fra Sisimiut City — I fortsættelse af reportagen fra journalist Mogens Berendts rej- se til Grønland for nylig brin- ger vi her hans anden og sid- ste større artikel. Den handler om danskere i Grønland. I den grønlandske debat om Grøn- land savner man den række ærlige optegnelser, som følgen- de artikel består af. s______________________./ UPS! en førerhund til — den nåede lige at katastrofebremse med forpoterne, der bøjede sam- men under bremsevægten som hydraulikken under en landende DC-8, og det var ikke til at af- gøre, hvad der var det nærmeste snit: hjulene og forpoterne eller kofangeren og snuden. Vores ta- xa fortsatte sit slalom ned gen- nem Holsteinsborgs tospors ho- vedgade med halvtreds kilometer i timen, hvilket var ti mere end tilladt i den grønlandske færd- selslov; mig forekom det at være en serie forsøg på at overtræde loven om mand- og hundedrab, i hurtig rækkefølge vekslende med lastvogne, der tårnede sig op foran én, forfulgt af raslende pri- vatvogne og taxaer med et hjul- par i grøftekanten og et par børn midt på kørebanen, som vi ka- ster os uden om uden samtidig at køre ind i en grønlandsk fa- milie arm i arm. I venstre vej- side kyser vi en cyklist og en mand, som kommer bærende med en grim rødfisk i gællerne. Så var det førerhunden fik sin for- skrækkelse, næppe dagens første. De fortovsløse grønlandske trafi- kanter lever tæt på hinanden, men de fleste synes at overleve. En hund i ny og næ. „Og så er det altid en førerhund, når man får pelset sådan én,“ sagde taxachaufføren. „Min bedste fø- rerhund, siger de. De ska’ sgu stå bundet heroppe nord for hun- degrænsen“. Vi standsede ude hvor byen ender i en lodret krakemut-væg på flere hundrede meter. Vagn, taxachaufføren, rullede vinduet ned og stak albuen ud, mens Poul, den helikopterløse, fermt knappede tre af de korthalsede No Return — Tuborg fra Brug- sen af mod sit dørhåndtag. Jeg havde gjort landgang fra M/S „Disko“, der lå nede i havnen og samlede kræfter før vi skulle stange os gennem isen op til Christianshåb og Jakobshavn for første gang i år, og Poul, den rastløse cowboy, gik rundt i ef- termiddagssolen med nogle kort- halsede i lommen og bed negle over sin Egedesminde-helikopter, der ikke var startet fra Godt- håb, og „Disko“, som han af se- nere forståelige grunde ikke hav- de lyst til at gøre turen til Ege- desminde med. Poul, den Store Hvide Cowboy i den værste cowboyby i Vest- grønland, Sisimiut, kendt på dansk som Holsteinsborg. Den Store Hvide Mand på 28 fra Dan- nebrogsgade, der i løbet af tre år fik bekræftet først og fremmest sin egen, og dernæst sin races, overlegenhed og var kendt i hele Vesten for sin bankkonto, sin rejekutter med grønlændere, sit dykkerudstyr, sit hundespand, sin Winchester 270 model 70 og Remington 721 med sigtekikkert (hvilket er nok til at blæse en isbjørn om kuld), sine renjagter, sine daglige elskovsaffærer: Ma- skinmester Poul, Store Hvide Cowboy. Det var en ikke sjælden, men måske i Pouls tilfælde en smule overspillet, type dansker i det grønlandske Klondyke, en af dis- se rastløse, sommetider neuroti- ske mennesker, som slår sig ned deroppe og med tiden får stadig sværere ved at holde drøm fra virkelighed, fordi virkeligheden sjældent svarer til drømmene om Grønlands guld. Poul var en af Vestens mest charmerende løgn- halse, og absolut den mest sym- patiske tyveknægt min tegnebog har været ude for. Vi sad i Vagns taxa og drak stubhalsede Tuborg og gloede på krakemutterne, mens samtalen for Pouls vedkommende mest drejede sig om, hvilke piger i Holsteinsborg han ikke havde været i clinch med. „Se, der er nogle snigere“, sag- de han og pegede over på tre tilsyneladende midaldrende grøn- landske kvinder, der af en eller anden grund kom gående gen- nem sneen. „Ska’ vi ta’ en sniger inden helikopteren. Det ka’ lige nås. Bare vink med flasken, så er de her som små indianere". Han vippede flasken ud ad vin- duet og satte en ny i dørhåndta- get. „Nej, de er sgu for gamle", sagde han. Maskinmester Poul — nåja, ma- skinarbejder på vandværket var han da — Maskinmester Poul havde været i Holsteinsborg i tre måneder, hvilket han opreg- nede til 42 piger, så det havde altså været en succes. Han førte simpelt hen statistik over be- kendtskaberne, rubriceret under henholdsvis „Pumpemik" og „Gruppemik", og lad så være at tallet var ti-femten for højt, sagen var, som han forklarede, at han ikke spildte tiden med de hvide. „De hvide piger, de går sgu med grønlændere". Vagn nikkede. „Jeg forstår ba- re ikke du ikke er blevet træt af alt det, du har jo været heroppe i tre år". „Narh... sig mig lige engang, kender du hende Johanne .. Poul var alene i sit livs slik- butik. Den flotte fyr fra Vester- bro, med sin lækre skindjakke og åbentstående sportsskjorte, så man kunne se måtten på brystet selv i frostgrader, Poul med det tilpas langtsiddende hår og de metalindfattede solbriller i det kønne ansigt, var næppe én der var vant til sultekost nede i swinging Denmark, alligevel teede han sig heroppe som en sydeuro- pæisk turist til sit første live show i København. Han forstod ikke noget, og selv om han tyde- ligvis langt fra var uintelligent var det klart, at han heller ikke forsøgte at forstå det. Der er et eller andet at forstå hvad angår den grønlandske sexalmoral, så- vel som hele den grønlandske livsholdning. Men Poul fra Dan- nebrogsgade var langt fra a- typisk for den lille halve snes tusinde danskere, der befinder sig heroppe i sommerens højsæ- son. FASTBOENDE DANSKERE, folk der har været i Grønland i både ti og tyve år og kender grønlændere og omgås grønlæn- dere privat, selv sådanne dan- skere har jeg aldrig hørt påstå, at de begreb den grønlandske psyke. De kan højst registrere de forskelle, man tydeligt mær- ker mellem éns europæiske og den grønlandske mentalitet. — Nogle forsøger også at acceptere dem og leve med dem. Forsøger at forklare sig selv og hinanden, at grønlænderne har en privat årsag til at blive væk fra arbej- Et repor- tage-essay fra Grønlands vilde vestkyst Af Mogens Berendt de med for korte mellemrum, til at drikke lidt for tit, til at smide om sig med deres penge, til at miste lysten til det, de er begyndt på. De har den grund, at de i lø- bet af tyve år har fået trukket et teknologisk, dynamisk, euro- pæisk, og først og fremmest dansk samfund ned over hovedet, uden at nogen ind imellem er standset op og har spurgt dem, om det var det de tænkte sig, da de efter krigen bad om at få del i den vestlige udvikling. Det var det måske, men grønlænderen har vist sig at slå til i Dynamik- ken som en skrædder i Helvede, .klimaforskellen ufortalt. Det, de tænksomme danskere grunder over nu er, om det nødvendigvis er grønlænderen, der er noget i vejen med, og ikke Dynamikken selv. Det er en del jo også be- gyndt at tvivle på hjemme i Eu- ropa, og det er der en del, om end få, grønlændere, der er kommet i tvivl om. Dynamikken er en bull- dozer i den grønlandske glasbu- tik, men hvis grønlænderne vil standse op og lade sjælen ind- hente sig (ligesom Livingstones afrikanske bærere der med mel- lemrum satte sig ned og ventede et par dage, så „vore sjæle kan få tid til at indhente os" — en ikke uinteressant rejseregel for de Concorde-flyvende!) ja, så må de selv sige til, når de har fun- det den, for hvilken dansker ken- der den grønlandske sjæl? ... her nytter det ikke at spørge Vor- herre i København, hvis det, set fra sjælens synspunkt, nogen sin- de har nyttet. Alle fastboende danskere be- går sig privat i grønlandske kred- se svarende til interessesfærer, såre naturligt. Mange fastboende danskere beklager også, at de ikke omgås flere grønlændere pri- vat. Men selv om man kan gøre sig begribelig for hinanden qua grønlændernes, om end langt fra overbevisende, danskkundskaber, så er forholdet sjældent så lyk- keligt, som det tegner, for hvem tror vel han forstår sig på et andet menneske, når han kun fat- ter, hvad der bliver sagt og ikke forstår, hvad der bliver tænkt? Den Gode Dansker på Grøn- land er ham, der indser, at han ikke forstår så meget af Grøn- land. Den Grimme Dansker er ham, der mærker desillusionen slå sammen over hovedet på sig, måske efter mange års hårdt ar- bejde på Grønland, med alle go- de forventninger til grønlænder- ne, alle gode ønsker, som gang på gang er blevet skuffet. „Man bliver realistisk, når man kom- mer herop". Sådan formulerer man det helst, men i bitrere stun- der så man helst hele skidtet overladt til grønlænderne selv, så kunne de selv køre det i sænk, eller de kunne blive tvangsfor- flyttet til Danmark. En forret- ningsdrivende i Godthåb, en æl- dre mand, som havde skabt sig en stor forretning på 12 år, sagde bittert: „De tror, de bare kan slå sig ned og begyndte at drive forretning, uden kendskab til hverken regnskaber eller ind- købspolitik, uden forkundskaber. Når de så krakker kort efter, så beskylder de os danskere for at konkurrere dem ud. Ja, gu’ kon- kurrerer vi dem ud! Sådan er betingelserne heroppe. Vi har er- hvervslighed, men jeg har godt hørt de politikere, der vil have afskaffet den lov. Hvis det står til de grønlændere, så kommer alle love heroppe til kun at gælde for sorthårede". Grønlænderne, som af natur er et åbent og venligt folkefærd, er begyndt at vise tænder over for danskere, og det giver sig også rent korporligt udslag i fulde- mandsoverfald, indbrud og hær- værk. De sociale problemer er vokset voldsomt de senere år, ikke mindst som følge af den danske koncentrationspolitik, der har hevet en stor udstedsbefolk- ning ind til byerne. Der er en bisseflok i enhver by nu og po- tentielle tæv at hente for dan- skere på strategiske steder i by- erne. Det har medført ikke ukendte toner om lov-og-orden, og det ikke bare fra danskere. Det er altid faldet de fleste dan- skere svært at affinde sig med den specielle grønlandske straf- felov, som i vid udstrækning be- stræber sig på resocialisering af kriminelle, der principielt ikke betragtes som strafegnede efter europæisk mønster. Man arbej- der med tvangsuddannelse og har i det hele taget et sæt straf- rammer, som selv de mest pro- gressive danske kriminalforsorgs- folk ville lcalde progressive. Straf- feloven er måske det eneste punkt, hvor man virkelig har ta- get hensyn til den grønlandske psyke og indrettet sig derefter. Underligt nok er der netop fra grønlandsk side, f. eks. i det halv- officielle Grønlandsposten, blevet stillet krav om sideordning med danske straffenormer. Det bak- kes op af de fastboende danskere, som følger „danskerhadet" om sig. „Ja, hvis man bliver over- faldet og beklager sig til politiet, så siger de, at man bare kan rejse hjem", påstod en anden for- retningsdrivende i Godthåb. Det kan man så sandelig også. Mange vil sikkert også gøre det, eller tror de vil gøre det, når den grønlandske indkomstskat kom- mer om et par år. Men langt de fleste vil blive, fordi det stadig vil være lukrativt at gøre forret- ning på Grønland. Hundredvis af fastboende, og tusindvis med kortere besøgstid, har skabt sig store skattefrie formuer i et land, hvor den frie konkurrence kun båndlægges af naturen, andre danskere samt statens monopoler, som i øvrigt hurtigt udhules til alles tilfredshed — det skulle for resten lige være med undtagelse af grønlændernes. Der er private danske rejehermetikfabrikker, private danske skindopkøbere, re- dere, entreprenører osv. osv., plus all det, der foregår på statens initiativ via store hjemmedanske firmaer. Der er k.un én ting, der moti- verer danskeren til at slå sig ned og drive forretning på Grønland, og det er penge. Jeg har ikke hørt nogen hævde andet. Jeg har ikke mødt én eneste dansker, som ville sige, at han var her for grønlændernes skyld. Det er praktisk U-landsarbejde på den nordlige halvkugle! Så det er vel for meget for- langt, at de danske guldgravere oven i købet skulle forsøge at forstå deres omgivelser. De fle- ste har vanskeligt nok ved at forstå, hvordan man skal over- leve i dette land, hvor tilbudde- ne er så få og omgivelserne, de- res storslåethed til trods, så kvæ- lende for en lavlænder. Grøn- land stiller store krav til én, sagde en dansk embedsmand. „Her skal man lære at leve på sine egne ressourcer". Der er penge og eventyr på Grønland, og hvis virkeligheden viser sig lidt trægere end drøm- mene, er der alligevel mange der hager sig fast heroppe: Man er en hvid mand i et U-land, man er en overlegen teknokrat i et ret ukompliceret samfundssy- stem, man er en lille smule fri- ere, lidt vildere. DE BERYGTEDE udsendte danske GTO-sæsonarbejdere (op- sendt af Grønlands Tekniske Or- ganisation som arbejdere for danske stats-entreprenører i Grønland) burde næppe være så berygtede, som historierne har gjort dem i Danmark, for — sommerfugle som de er — gav de over for mig udtryk for nogle af de fineste og mest tyndhudede observationer af Grønland, jeg hørte på hjemmedansk heroppe. Netop fordi der ikke er store penge at tjene for dem, søger de ihærdigt anden motivation for at begrunde, at de sidder her i maj- sne til anklerne, indkvarteret som soldater, betragtet og be- handlet som flokdyr. GTO-arbejdere sendes så vidt muligt hjem inden to år, som er minimumsgrænsen for skattefri- tagelse. De indkvarteres i barak- ker i byerne, normalt lidt afsides beliggende, bor i fire kvadrat- meter store celler, hvor man selv må sørge for hygge, gardiner og „det er forbudt at slå søm i væggene". De har, i hvert fald i højsæsonen, gode kantineforhold (gratis) og udmærkede fritids- faciliteter med bl. a. billard. De bruges kun lidt. De er danske håndværkere, mestendels i tyverne, flest jyder fra arbejdsløshedsøerne og en forbløffende masse bornholmere. Det er fordi, siger De, GTO helst vil have jyder. Københavnere er for besværlige. (Langt størstepar- ten af de danskere, der overho- vedet opholder sig i Grønland, er at dømme efter dialekten jy- der, og som sagt uforholdsmæs- sigt mange er bornholmere). Jeg sidder i samlingsstuen med en halv snes håndværkere omkring en kasse af de korthal- sede. Det er de samme, som man ser i „Kristinemut" eller hos Naja, et andet Godthåb-værts- og dansehus, hvor de hver dag indvier spiritusudskænkningen klokken 17 og — hvis det ikke er sidst på ugen — fortsætter til lukketid kl. 22,30 — yderligere fortsættelse følger så hjemme i barakkerne. I „Kristinemut" hed- der den faste, tidlige stok „Fem- klubben", sibsidært „Sexklub- ben“. De er Grønlands fremmedar- bejdere, og de føler sig som fremmedarbejdere. Det er LO- medlemmer uden strejkeret, som lader sig sende herop uden så meget, som én uges garanteret arbejde, og de kan sendes hjem uden videre, hvis de bliver for 4

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.