Atuagagdliutit - 05.08.1971, Síða 23

En æresborger
fylder 75 år
Egedesminde bys æresborger, Edward Johansen, fotograferet i sin hyggelige stue.
Ausiait igdloKarfiane atarKinautaussumik fnugtaussoK Edward Johansen åssilineKarsimassoK inimine alianait-
sume.
— Men så en dag sagde far, at
nu var det vist på tide, at jeg
fik en uddannelse og lære noget
ordentligt, og det skulle være i
Danmark. Han havde ordnet det
hele. og så gik jeg om bord i
barkskibet „Thorvaldsen". Det var
i september 1914, men vi kom
først til Danmark sidst i novem-
ber —.
Edward Johansen, tidligere le-
der af bådeværftet i Egedesmin-
de og byens æresborger, fortæl-
ler i anledning af sin 75 års fød-
selsdag lidt om et langt, aktivt
og begivenhedsrigt liv.
„Min far hed Karl Jørgen Jo-
hansen. Han var bornholmer og
kom herop sidst i firserne som
fartøjsfører på den lille galease
„Louise". Det var et af de første
kystskibe, som sejlede forsynin-
ger til bugtbyerne. Skibet havde
hjemsted her i Egedesminde, og
her traf far så mor. Hun hed
Katrine Brandt og boede med
sine forældre i et lille hus, som
lå der, hvor der nu er rejefa-
brik. Mor og far blev gift i 1890,
og far byggede så et hus til dem.
Det er det nuværende posthus.
De fik ti børn, og jeg var nr. 3
og den eneste dreng. Af mine
mange søstre er der nu kun to
tilbage. Ja, man bliver alene, når
man bliver gammel.
Jeg begyndte at gå i skole hos
kateketen Nathaniel Dalager. —
Skolestuen var i et lille hus, som
lå der, hvor der nu er el-værk.
Det var meget primitivt. Det
skete ofte, at kakkelovnen røg så
meget, at vi ikke kunne være
der, og så fik vi fri. Det var vi
ikke så kede af. Vi lærte mest
grønlandsk og bibelhistorie og
salmevers. Det skulle vi kunne
udenad. Overkateketen Elias Gi-
deonsen kunne noget dansk, og
det prøvede vi også at lære, men
det var ikke så nemt. Hvis vi
ikke kunne sige de danske ord
rigtigt, kunne han godt lide at
rykke os i ørerne.
I 1906 blev far udstedsbestyrer
i Iginiarfik og flyttede dertil med
min mor og mine søstre. Jeg blev
herinde og boede hos min onkel,
Willie Brandt, for jeg skulle gå
til præst den vinter. Det var hos
pastor Ostermann. Der lærte jeg
meget dansk, og han sagde altid,
at jeg skulle blive præst, men
det havde jeg nu ikke så meget
lyst til. Jeg blev konfirmeret
hjemme i Iginiarfik, og der fort-
satte jeg også med at gå i skole.
Det var nu meget uregelmæssigt.
Det var mest om vinteren, og når
læseren havde tid. Han skulle jo
på fangst, når vejret var godt.
Mange gange begyndte vi først
skolen om aftenen, når han var
kommet hjem fra fangst i sin
kajak. Det skete sommetider, at
vi kom til skolen, og så lå han
og sov på briksen. Når vi væk-
kede ham, sagde han så, at nu
skulle vi læse et bestemt stykke
i bibelen, og så vendte han sig
om på den anden side og sov
videre. Det var mest bibelhistorie,
vi læste, men vi fik da også lært
en lille smule regning.
I Iginiarfik fik jeg min første
kajak, men redskaberne måtte
jeg selv lave. Det var svært at
lære, og vi måtte klare os selv.
Jeg var bange i begyndelsen,
men sammen med kateketens søn,
som var min gode ven, øvede jeg
mig og blev snart dygtig til det.
En gang, vi sejlede lidt uden for
kysten, væltede han og kunne
ikke komme op igen. Jeg holdt
hans hoved over vandet og råbte
på hjælp. Heldigvis hørte far det
og kom hurtigt til hjælp. Det kun-
ne nemt være gået galt, for jeg
havde ikke ret mange kræfter til-
bage, da far nåede frem med sin
jolle. Far forærede mig en dejlig
Remmington-riffel og en hagl-
bøsse, og jeg blev snart en hel
storfanger. Jeg husker engang,
hvor vi næsten ikke havde mere
ammunition. Jeg fik tre fæng-
hætter til haglpatroner af Jens
Geislers far, Gert Geisler. Det
var en stor gave, for det var de
eneste, der var. De skulle helst
bruges godt. Jeg sejlede ud i
kajakken, og jeg var meget hel-
dig. Men det første skud fik jeg
2 gæs og med det næste 7 edder-
fugle. På vej hjem så jeg en sæl,
og den fik jeg så med det sidste
skud. Det var en god fangst, og
jeg var meget stolt, da jeg kom
hjem. Jeg var ja den eneste dreng
i familien og skulle skaffe mad
til dem alle sammen. Far havde
som regel travlt i butikken. Spæk
og skind af mine sæler solgte
jeg til far, og så fik mor pengene.
Dengang hjalp man hinanden og
sted sammen om tingene. Jeg sej-
lede altid ud lige efter midnat,
når vandet var stille, og kom
først hjem om morgenen, når det
begyndte at blæse. Det var en
dejlig og fri tilværelse.
Men så kom far i 1912 tilbage
efter en rejse til Danmark. Mor
havde ikke været med, og jeg
havde været familiens „forsør-
ger" i næsten et helt år. Under
rejsen havde far besøgt sin bror,
som boede i Bredballe ved Vejle
fjord. Hans kone bestyrede tele-
foncentralen der. Far havde talt
med lederen af Vejle Fjord Både-
byggeri, Ohstrup, og aftalt, at jeg
kunne komme i lære der og så
bo hos min farbror. Jeg skulle
have en ordentlig uddannelse og
lære et håndværk, sagde far, og
så var det bestemt. Sådan var
det dengang.
I september 1914 gik jeg så om
bord i sejlskibet „Thorvaldsen" i
Egedesminde. Barndommen var
forbi. Nu måtte jeg ud at stå på
egne ben og klare mig selv.
Det blev en lang, men spæn-
dende tur. Vi havde meget hårdt
vejr undervejs. Jeg rejste sam-
men med en dansk tømrer, Møl-
ler. Han var meget søsyg, og han
lå i sin køje det meste af vejen.
En dag havde jeg fået ham lok-
ket op på dækket. Det klarede
han meget godt, men så pludselig
kom der en stor dønning, som va-
skede ind over dækket og gen-
nemblødte os fuldstændig, og så
kom Møller nedenunder igen i en
fart. Ud for Norges kyst kom vi
ind i et område, som var fuldt
af vraggods. Den 1. Verdenskrig
var jo i gang, og kort efter blev
vi standset af et stort engelsk
krigsskib. Vi måtte tage alle sej-
lene ned, og der kom engelske
officerer om bord og undersøgte
skibet. Skipperen kunne ikke en-
gelsk, men styrmanden forstod
lidt, og vi blev så beordret til
Bergen. Der lå vi i 14 dage og
havde det dejligt. Vi var i land
og til dansemik. Jeg beundrede
de dygtige spillemænd, jeg havde
aldrig troet, at der kunne spil-
les sådan på violin. Jeg så også
lysbilleder for første gang.
Endelig kom vi af sted og liste-
de ned langs Norges kyst. Ved
Skagen lå vi i storm i tre døgn
og kunne ikke komme rundt. Så
gik vi ind til Frederikshavn, og
derfra kom jeg med dampskib til
København. Det var sidst i no-
vember. Min kusine hentede mig,
og så tog vi damperen til Vejle,
men først havde jeg fået mig et
sæt nyt tøj, det fineste, jeg nogen-
sinde havde haft. Det kostede 30
kroner.
Jeg blev meget glad for min
læreplads på bådebyggeriet. Min
mester var en dygtig og rar
mand. Jeg lærte meget, og han
var glad for mig, så jeg fik man-
ge betroede opgaver. Jeg skulle
passe dampmaskinen, have opsyn
med flere ting og skulle sørge for,
at alt var lukket og slukket ved
fyraften. Jeg fik 10 kr. om ugen
i løn. De andre lærlinge fik kun
6 kr. Engang havde mesters børn
røget cigaretter i sengen, og der
var lige ved at blive ildebrand,
men jeg opdagede det heldigvis
cg fik slukket i sidste øjeblik.
Efter fire års læretid skulle
jeg på højskole, men blev syg af
den spanske syge, og så måtte
det udsættes. I vinteren 1919 var
jeg så et halvt år på højskole, og
så skulle der aflægges svende-
prøve. Jeg byggede en 22 fods
klinkbygget kutter med kahyt og
fik ros for den. Far kom til Dan-
mark på den tid, og vi skulle
sammen ha’ været til Bornholm
for at besøge fars familie, men
der var sømandsstrejke, så det
blev ikke til noget. Vi rejste til-
bage til Grønland med „Hans
Egede", og endelig var jeg hjem-
me igen og kunne begynde mit
arbejde. Jeg kan huske, at vi
blev meget populære, da vi kom
hjem til Iginiarfik, for vi havde
nemlig tobak med, og det havde
de ikke haft der i lang tid. Far
delte hollandsk rulletobak ud, og
jeg havde mange cigaretter. De
kostede dengang 1 øre stykket,
og folk var helt vilde med dem.
De var slet ikke vant til det, og
der var mange, som blev helt be-
rusede af bare en enkelt cigaret.
Nu var jeg så selvstændig tøm-
rer, og min første opgave blev
kirken i Kangatsiak. Der var
ingen maskiner dengang. Alt blev
lavet i hånden, men det må da
alligevel have været meget godt,
for kirken ligger der endnu. Kir-
ken blev indviet i oktober 1921
af provst Balle.
I Christianshåb havde jeg truf-
fet en ung pige, som jeg var ble-
vet forelsket i. Hun hed .Birgitte
Olsvig og arbejdede som kivfak
hos bestyrer Krogh i Jakobshavn.
Jeg kom dertil for at reparere
præsteboligen, og så besluttede vi
at gifte os. Vi boede først i præ-
steboligen, mens jeg ordnede den.
Præsten, Mathias Storch, var på
rejse. Da der ikke var mere ar-
bejde i Jakobshavn, besluttede vi
at flytte til Egedesminde. Vi kørte
på slæder med alt vort gods her-
til, og vores første bolig blev den
gamle hvalkommandørbolig, som
nu er lokalbladsredaktion. Den-
gang var der bageri. Vi boede
ovenpå, og der lugtede altid af
rugbrød og maling. Far og mor
var flyttet til Egedesminde igen.
Om foråret fik jeg træ hjem med
fragtskibet, og så byggede jeg
vort første hus der, hvor nu Son-
destationen ligger. Vi boede der
til 1946. Da rev jeg huset ned og
byggede huset på Bakkevej. Det
var jo bedst, at jeg som leder af
Landskassens nye bådebyggeri
var i nærheden af arbejdsplad-
sen. Det blev mange gode år med
meget arbejde. Der skulle opfø-
res værkstedsbygninger, laves en
dæmning og en ophalerbedding,
der skulle bygges nye kuttere,
der var en masse reparationer, og
ikke mindst var der opgaven med
at oplære interesserede unge
mennesker til dygtige skibstøm-
rere. Jeg konstruerede en ny
nummerbådstype, som blev meget
populær. Jeg tror, jeg har bygget
en 75-80 stykker gennem årene.
I 1946 var jeg 6 måneder på
Holbæk Skibsværft for at få ind-
blik i reparation af motorer og
den slags. Siden har jeg ikke
været i Danmark.
Efterhånden blev det for stort
et arbejde for een mand, og jeg
fik Niels Olsen som medhjælp og
leder af maskinværkstedet. Da
jeg trak mig tilbage i 1960, blev
Niels Olsen så leder af hele både-
værftet. Nu er det jo efterhånden
blevet en stor virksomhed, og det
er morsomt for mig at følge ud-
viklingen på den arbejdsplads,
som jeg var med til at starte
for så mange år siden. Mange
af de dygtige svende dernede er
mine gamle elever.
Men der blev tid til andre
arbejder ind imellem bådebyg-
geriet. Jeg har været med til at
bygge mange huse her i byen,
f. eks. den gamle drengeskole og
det første sygehus. Derimod har
jeg ikke blandet mig i det politi-
ske arbejde i kommunalbestyrel-
se og landsråd. Jeg har altid sagt,
at jeg ikke havde tid, for jeg
skulle passe mit arbejde. Jeg har
dog været medlem af menigheds-
repræsentationen, fordi det kirke-
lige arbejde altid har interesseret
mig. Det var lidt vemodigt for
mig at se den gamle kirke blive
nedrevet. Jeg husker, at min far
ved rejsegildet på kirken i 1901
kravlede med mig op i tårnet.
Der var en dejlig udsigt.
Der er mange ting i mit liv,
jeg husker og ser tilbage på med
glæde. Da kongeparret var på
besøg her i 1952 fik jeg af Kon-
gen overrakt Fortjenstmedaljen i
guld. Det var en stor dag. Det
var det også, da jeg i 1960 fra
Landshøvdingen fik diplom for
40 års tjeneste. Og så gjorde kom-
munalbestyrelsen og byen mig jo
i 1963 ved Egedesmindes 200 års
jubilæum den store ære og glæde
at udnævne mig til æresborger.
Det synes jeg næsten ikke, jeg
fortjente. Der er jo så mange an-
dre, som har været lige så meget
med i byens liv og udvikling som
jeg har. Men jeg er da meget tak-
nemlig for æresborgertitlen.
Ved det sidste kongebesøg var
det meget morsomt at ledsage
Kongen under hans besøg på
bådeværftet. Han var så inter-
esseret i alting. Han undersøgte
bådene, lugtede til træet og skul-
le røre ved alting. Vi var også
på besøg på „Dannebrog". Dron-
ningen sagde til mig: „Dig ken-
der jeg jo. Du taler godt dansk".
Dronningen hentede kaffe til min
kone, og jeg fik en lang samtale
med Margrethe. Det var en stor
oplevelse.
Min kone døde i 1963, og det
var ikke nemt at blive alene,
men jeg må være taknemlig for,
at mit helbred er så godt. Jeg kan
da klare mig selv endnu. Pen-
sionen er jo ikke så stor, men
jeg kan da endnu sætte sælgarn
og fiske noget, så jeg klarer mig
godt nok. Jeg tørrer de fisk, jeg
fanger, ingen ting må gå til spil-
de, det har jeg lært. Nu skal du
smage. De er gode".
Og så henter Edward Johan-
sen tørfisk og øl, og det smager
dejligt, og mens vi tygger på det
fine, hvide kød og skyller efter
med køligt, skummende øl, ser vi
på de mange gulnede portrætter
af de mange kære, som ikke er
mere, og „minderne dugger, og
læberne be’r" — og man må
undrende erkende, at det i så
høj en alder er muligt at være
i den grad frisk, levende, aktiv
og interesseret.
På Edward Johansens 75 års
fødselsdag arrangerede kommu-
nalbestyrelsen en reception på
hotel Nikomut, og fødselsdags-
barnet fik lov til at invitere dem,
han ønskede at se omkring sig
på denne dag. Det blev en stor
flok, som samledes for at hylde
og lykønske æresgæsten. I sin
hvide anorak, med byens gyldne
nøgle og den skinnende medalje
på brystet, påhørte Edward Jo-
hansen glad og bevæget de man-
ge taler. Stemningsfuldt og smukt
og som et udtryk for Edward Jo-
hansens personlige, kristne hold-
ning var det, da forsamlingen
istemte salmen „Mana Kujangår-
punga".
Edward Johansen tog selv or-
det til sidst og takkede hjerte-
ligt for den glæde og hyldest, der
blev ham til del. Han mindedes
de svundne år og udtrykte håbet
om endnu en tid at kunne få lov
til at være med og følge udvik-
lingen. Han sluttede med at sige:
„Jeg beder hver aften for jer
alle, for min by og for mit lands
fremtid".
v.
23