Atuagagdliutit - 24.12.1972, Blaðsíða 32

Glade jul, dejlige jul...
Novelleformen er uden tvivl Gustav Wieds sikreste kunstneriske
udtryksform ved siden af satyrspillene. Få skandinaviske forfattere
står så stærkt i publikums bevidsthed som han med sine stadig
tidsvarende og kunstnerisk vedkommende menneskeskildringer.
Her folder den hurtige, vittige og gennemborende skribent sig ud
med ægte medfølelse og den berømte splint af troldspejlet i øjet.
I dette stemningsbillede fra begyndelsen af 90’erne, den varme-
ste periode i Wieds digtning, skildrer han med sin underfundige,
barokke humor en jul på godt og ondt.
Juleaften havde vi været „til træ“
hos Larsens.
Det var ellers ikke bestemmel-
sen. Vi havde fortæret vor gås i
ensomhed og spillet tremands
L’hombre med Romtody og Hava-
nacigarer; og jeg havde fattet det
vanvittige håb muligvis ad den
vej at kunne fremskaffe de halv-
fjerdsindstyve kroner, jeg skulle
betale den første januar klokken
tolv præcis.
Men så var der om formiddagen
kommet bud ned fra familien
ovenpå, om vi ikke havde lyst til
at komme op og se på juletræet
lej en bil
til opholdet i Danmark.
Nye modeller, flere
størrelser. Billigste pri-
ser bl. a. fordelagtige
uge- og månedspriser.
Skiv efter komplet pris-
liste eller ring til
12 05 75
m
| PUGGAARDSGADE 21. KOBENHAVN V. |
klokken seks, der kom en del
børn.
Jeg stemte for L’homberen;
men de to andre, der er dybere
gemytter, holdt på, at vi skulle
tage juletræet og børnene med.
Og derved blev det.
Klokken slog seks, og vi be-
gyndte at lette på os. Vi havde ta-
get gåsen til middag klokken fire
og derpå lagt os med kaffe og
Cognag; en på sofaen, en i gynge-
stolen og en på chaiselonguen i
hjørnet under oldemoders billede.
— Aa Gud ja, ja, ja! sagde den
ældste, der er jurist, og i hvis
hjem vi var — her er rart i det
lille Danmark! og så gabede han
og strakte sig, så det ligefrem
knækkede i ledemodene på ham.
— Gu’ er der så! sagde jeg og
sukkede ved det.
Men den yngste, der er bånd-
handlerkommis, sagde ingenting,
for hans kæreste sad i Rødby.
Så hørte vi en af gutterne oppe
fra trimle ned ad trapperne, og
døren blev vrikket op:
— Nu tænder de, nu tænder de!
råbte drengen og tog mig i hån-
den og trak afsted med mig. Op
ad køkkentrappen måtte vi, ind
gennem køkkenet og sovekamme-
ret og ind i spisestuen. Dér stod
ALPHA DIESEL
Salg - Service - Reparationer
Reservedelslager
Ombytningspumper og dyser føres
LISTER MOTORER
Reparationer ved specialuddannet
personale
Godthåb
Maskinværksted %
Box 619 . 3900 Godthåb
Telefon 21286-21486 Tig.: ALBOSHIP
en seks-otte børn stive og forvent-
ningsfulde.
— Derinde tænder de! hviskede
drengen og pegede på portieren,
der var trukket for ind til dag-
ligstuen.
Nu kom juristen og den forlo-
vede. Juristen lod sig straks dum-
pe ned i en lænestol og tog en lille
pige på skødet og begyndte at
dikkedikke hende på halsen, så
barnet hvinede af glæde. Den for-
lovede stillede sig op i en afsides
krog og smilede blegt ud over
forsamlingen.
Portieren blev slået til side. Og
dér stod træet med alle sine lys
tændte, så det skar mig i øjnene.
Jeg ville fugte dem lidt med det
øjenvand, jeg altid går med i
lommen, men inden jeg vidste et
ord af det, havde man taget mig
i begge hænder og rundt gik det
om juletræet.
— Halløj! tænkte jeg — der var
ellers ikke meningen!
Men rundt måtte jeg. Og så be-
gyndte børnene at synge:
— Glade jul, dejlige jul... !
sang de.
Ja, I kan sagtens, tænkte jeg.
— I skal ikke betale halvfjerd-
sindstyve kroner den første janu-
ar klokken tolv præcis!
Juristen var svært i sit es.
— Syng med! nikkede han til
mig og pustede med sit røde an-
sigt.
— Jeg mangler midler, sagde
jeg — og jeg er hæs.
Lidt efter standsede toget, og
man gav sig til at rapse af træet.
— Om der nu var halvfjerd-
sindstyve kroner til dig! tænkte
jeg, medens jeg stod og fortærede
en kandiseret blomme. Og jeg kig-
gede over til juristen, der for mig
repræsenterede kapitalen. Jeg
havde skrevet til ham om min sto-
re nød og sendt ham brevet pr.
post lillejuleaften; men han hav-
de ikke talt et muk om det hele
den lange dag. Nu stod han og
blinkede polisk med det højre øje
over til mig, medens han bandt en
sløjfe under hagen på en dukke
i rødt tarlatan, som en af småpi-
gerne havde fået. Jeg fattede håb.
— Hvis der nu er en pakke med
halfjerdsindstyve kroner i, tænk-
te jeg, hvor skal jeg da synge!
Den forlovede opholdt sig sta-
dig i hjørnerne. Nu stod han
klemt inde mellem bogskabet og
klaveret og rev konvulutten af et
stort brev i kabinetsformat. Hans
åsyn lyste med en mild glans.
Og da han havde fået papiret fjer-
net, kyssede han stille det, der lå
indeni. Han ænsede ikke omver-
denen længere.
— Herregud, tænkte jeg — det
er vist fra Rødby! Hvem der var
ung som han! Og jeg blev vemo-
digt stemt ved al den glæde om-
kring mig og ved smerten i mit
eget sønderrevne indre.
— Her er noget til dig! råbte
pludselig en stemme ved siden af
mig. Og min lille ven fra før rak-
te mig en pakke.
Jeg følte nervøst på den. Den
var blød. Det kunne godt være
tikronesedler. Jeg så over på ju-
risten. Han blinkede nu polisk
med begge øjnene.
— Glade jul, dejlige jul! sang
det indeni mig, da jeg begyndte
udpakningen. Der kom noget blå-
gråt til syne — Det er tikronesed-
ler, det er tikronesedler! tænkte
jeg, og livsglæden blussede hef-
tigt op i mig. Jeg følte pludselig
det kønne i denne gamle skik
med juletræet, sang, knas og pak-
ker ... Men hvad fanden var det!
Det var jo ikke papir det grå, det
var uld!
Jeg kiggede igen over på juri-
sten. Han ligefrem gnistrede af
indvendigt humør.
Jeg halede genstanden ud af
papiret, halede og halede. Og alt
som jeg halede, blev mit ansigt
længere og længere. Og jeg tror
nok, jeg fældede en stille tåre, da
jeg omsider stod med et par knæ-
varmere i hånden, et par grå uld-
garns knævarmere med blå bor-
ter!
Juristen rev dem fra mig og
ilede rundt til husets damer med
dem.
— Dem har jeg selv bestilt, fru
Larsen!
— Nydelige! sagde fru Larsen
— og med hæklede borter!
Og alle damerne beundrede ar-
bejdet, medens børnene glemte
deres legetøj, og selv den forlo-
vede nærmede sig efter at have
stukket pigen fra Rødby i bryst-
lommen.
Men jeg stod fortabt. Og jeg
syntes, at lysene på juletræet kæ-
dede sig sammen og skrev med
flammeskrift oppe under loftet:
Første januar klokken tolv præ-
cis!
— Er du ikke glad for dem?
spurgte juristen, da han kom til-
bage med knævarmerne.
— Jo, sagde jeg og smilte som
et svøbelsesbarn, der har mave-
kneb — jo, ganske overordentlig
fornøjet!
— Du fryser jo altid på knæ-
ene, siger du?
— Ja, væmmelig!
— På knæene? spurgte han igen,
og jeg synes, at han blinkede
— Nederdrægtig på knæene!
sagde jeg med overbevisning
— Jamen er du nu også rigtig
glad for dem?
— Ved Gud! sagde jeg og rev
mig ud af mine triste tanker —
det er jeg! Jeg er voldsom glad
for dem! Tak skal du ha’, gamle
ven, jeg skal aldrig glemme dig
denne overraskelse!
Juristen smilte. Og jeg tror vir-
kelig, at han gjorde så hastigt
omkring og gik bort fra mig for
at skjule, hvor heftigt han got-
tede sig — den prokuratorsnude!
Jeg kunne have visket ham om
næsen med hans infame knæ-
varmere! Og var han ikke gået,
jeg tror, jeg havde gjort det!
Klokken otte en halv var stad-
sen forbi, og vi gik ned til os selv
og satte os til at spille L’hombre.
Men først ville juristen abso-
lut hale bukserne af mig for at
se, hvordan knævarmerne klæd-
te. Jeg lod ham gøre det for mu-
ligvis at blødgøre ham med min
føjelighed; thi jeg havde endnu
ikke opgivet håbet om Ressour-
cer ...
Nå, men vi spillede altså L’hom-
bre, og vi drak Romtody, og vi
røg cigarer; og temperaturen steg.
De uldne knævarmere irriterede
og kradsede, og de halvfjerdsinds-
tyve kroner legede tagfat i min
hjerne. Juristens øjne lyste som
et par glødelamper, og hans over-
skæg vippede af velvære. Den for-
lovede trak imellem stunder sin
genstand op af brystlommen og
henfaldt i beskuelse. Men jeg
lavede tody og drak og drak på
fædrelandets vel, på en forbedret
retspleje, på jernbane til Rødby
og på alt mellem himmel og jord.
Og det lykkedes mig virkelig lidt
efter lidt om ikke helt at glemme
de halvfjerdsindstyve kroner så
dog skyde den første januar ud i
en uoverskuelig fremtid. Men til
sidst måtte også juristen og den
forlovede tage mig under armene
og ved fælles hjælp lægge mig
ind på mit smertensleje ...
Så gik jeg morgentur ude på
landevejen, der fører fra byen op
over nogle bakker og langt, langt
ud i verden.
Der var sne overalt. Hele jor-
den var en eneste hvid flade; og
himlen var grå, og jeg havde
hovedpine.
Det vil sige, det var ikke så-
dan egentlig hovedpine; men det
stod bare ikke rigtig til deroppe.
Der var noget, der skulle huskes,
men som jeg ikke kunne få frem
i forgrunden.
Imod mig kom gående to små
bønderdrenge i lyseblåt vadmels-
tøj og med træsko på. Man kunne
næsten ikke høre dem i den blø-
de sne; og så var de så ganske
overordentlig små, disse bønder-
drenge, syntes jeg; og midt imel-
32