Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 24.12.1972, Blaðsíða 32

Atuagagdliutit - 24.12.1972, Blaðsíða 32
Glade jul, dejlige jul... Novelleformen er uden tvivl Gustav Wieds sikreste kunstneriske udtryksform ved siden af satyrspillene. Få skandinaviske forfattere står så stærkt i publikums bevidsthed som han med sine stadig tidsvarende og kunstnerisk vedkommende menneskeskildringer. Her folder den hurtige, vittige og gennemborende skribent sig ud med ægte medfølelse og den berømte splint af troldspejlet i øjet. I dette stemningsbillede fra begyndelsen af 90’erne, den varme- ste periode i Wieds digtning, skildrer han med sin underfundige, barokke humor en jul på godt og ondt. Juleaften havde vi været „til træ“ hos Larsens. Det var ellers ikke bestemmel- sen. Vi havde fortæret vor gås i ensomhed og spillet tremands L’hombre med Romtody og Hava- nacigarer; og jeg havde fattet det vanvittige håb muligvis ad den vej at kunne fremskaffe de halv- fjerdsindstyve kroner, jeg skulle betale den første januar klokken tolv præcis. Men så var der om formiddagen kommet bud ned fra familien ovenpå, om vi ikke havde lyst til at komme op og se på juletræet lej en bil til opholdet i Danmark. Nye modeller, flere størrelser. Billigste pri- ser bl. a. fordelagtige uge- og månedspriser. Skiv efter komplet pris- liste eller ring til 12 05 75 m | PUGGAARDSGADE 21. KOBENHAVN V. | klokken seks, der kom en del børn. Jeg stemte for L’homberen; men de to andre, der er dybere gemytter, holdt på, at vi skulle tage juletræet og børnene med. Og derved blev det. Klokken slog seks, og vi be- gyndte at lette på os. Vi havde ta- get gåsen til middag klokken fire og derpå lagt os med kaffe og Cognag; en på sofaen, en i gynge- stolen og en på chaiselonguen i hjørnet under oldemoders billede. — Aa Gud ja, ja, ja! sagde den ældste, der er jurist, og i hvis hjem vi var — her er rart i det lille Danmark! og så gabede han og strakte sig, så det ligefrem knækkede i ledemodene på ham. — Gu’ er der så! sagde jeg og sukkede ved det. Men den yngste, der er bånd- handlerkommis, sagde ingenting, for hans kæreste sad i Rødby. Så hørte vi en af gutterne oppe fra trimle ned ad trapperne, og døren blev vrikket op: — Nu tænder de, nu tænder de! råbte drengen og tog mig i hån- den og trak afsted med mig. Op ad køkkentrappen måtte vi, ind gennem køkkenet og sovekamme- ret og ind i spisestuen. Dér stod ALPHA DIESEL Salg - Service - Reparationer Reservedelslager Ombytningspumper og dyser føres LISTER MOTORER Reparationer ved specialuddannet personale Godthåb Maskinværksted % Box 619 . 3900 Godthåb Telefon 21286-21486 Tig.: ALBOSHIP en seks-otte børn stive og forvent- ningsfulde. — Derinde tænder de! hviskede drengen og pegede på portieren, der var trukket for ind til dag- ligstuen. Nu kom juristen og den forlo- vede. Juristen lod sig straks dum- pe ned i en lænestol og tog en lille pige på skødet og begyndte at dikkedikke hende på halsen, så barnet hvinede af glæde. Den for- lovede stillede sig op i en afsides krog og smilede blegt ud over forsamlingen. Portieren blev slået til side. Og dér stod træet med alle sine lys tændte, så det skar mig i øjnene. Jeg ville fugte dem lidt med det øjenvand, jeg altid går med i lommen, men inden jeg vidste et ord af det, havde man taget mig i begge hænder og rundt gik det om juletræet. — Halløj! tænkte jeg — der var ellers ikke meningen! Men rundt måtte jeg. Og så be- gyndte børnene at synge: — Glade jul, dejlige jul... ! sang de. Ja, I kan sagtens, tænkte jeg. — I skal ikke betale halvfjerd- sindstyve kroner den første janu- ar klokken tolv præcis! Juristen var svært i sit es. — Syng med! nikkede han til mig og pustede med sit røde an- sigt. — Jeg mangler midler, sagde jeg — og jeg er hæs. Lidt efter standsede toget, og man gav sig til at rapse af træet. — Om der nu var halvfjerd- sindstyve kroner til dig! tænkte jeg, medens jeg stod og fortærede en kandiseret blomme. Og jeg kig- gede over til juristen, der for mig repræsenterede kapitalen. Jeg havde skrevet til ham om min sto- re nød og sendt ham brevet pr. post lillejuleaften; men han hav- de ikke talt et muk om det hele den lange dag. Nu stod han og blinkede polisk med det højre øje over til mig, medens han bandt en sløjfe under hagen på en dukke i rødt tarlatan, som en af småpi- gerne havde fået. Jeg fattede håb. — Hvis der nu er en pakke med halfjerdsindstyve kroner i, tænk- te jeg, hvor skal jeg da synge! Den forlovede opholdt sig sta- dig i hjørnerne. Nu stod han klemt inde mellem bogskabet og klaveret og rev konvulutten af et stort brev i kabinetsformat. Hans åsyn lyste med en mild glans. Og da han havde fået papiret fjer- net, kyssede han stille det, der lå indeni. Han ænsede ikke omver- denen længere. — Herregud, tænkte jeg — det er vist fra Rødby! Hvem der var ung som han! Og jeg blev vemo- digt stemt ved al den glæde om- kring mig og ved smerten i mit eget sønderrevne indre. — Her er noget til dig! råbte pludselig en stemme ved siden af mig. Og min lille ven fra før rak- te mig en pakke. Jeg følte nervøst på den. Den var blød. Det kunne godt være tikronesedler. Jeg så over på ju- risten. Han blinkede nu polisk med begge øjnene. — Glade jul, dejlige jul! sang det indeni mig, da jeg begyndte udpakningen. Der kom noget blå- gråt til syne — Det er tikronesed- ler, det er tikronesedler! tænkte jeg, og livsglæden blussede hef- tigt op i mig. Jeg følte pludselig det kønne i denne gamle skik med juletræet, sang, knas og pak- ker ... Men hvad fanden var det! Det var jo ikke papir det grå, det var uld! Jeg kiggede igen over på juri- sten. Han ligefrem gnistrede af indvendigt humør. Jeg halede genstanden ud af papiret, halede og halede. Og alt som jeg halede, blev mit ansigt længere og længere. Og jeg tror nok, jeg fældede en stille tåre, da jeg omsider stod med et par knæ- varmere i hånden, et par grå uld- garns knævarmere med blå bor- ter! Juristen rev dem fra mig og ilede rundt til husets damer med dem. — Dem har jeg selv bestilt, fru Larsen! — Nydelige! sagde fru Larsen — og med hæklede borter! Og alle damerne beundrede ar- bejdet, medens børnene glemte deres legetøj, og selv den forlo- vede nærmede sig efter at have stukket pigen fra Rødby i bryst- lommen. Men jeg stod fortabt. Og jeg syntes, at lysene på juletræet kæ- dede sig sammen og skrev med flammeskrift oppe under loftet: Første januar klokken tolv præ- cis! — Er du ikke glad for dem? spurgte juristen, da han kom til- bage med knævarmerne. — Jo, sagde jeg og smilte som et svøbelsesbarn, der har mave- kneb — jo, ganske overordentlig fornøjet! — Du fryser jo altid på knæ- ene, siger du? — Ja, væmmelig! — På knæene? spurgte han igen, og jeg synes, at han blinkede — Nederdrægtig på knæene! sagde jeg med overbevisning — Jamen er du nu også rigtig glad for dem? — Ved Gud! sagde jeg og rev mig ud af mine triste tanker — det er jeg! Jeg er voldsom glad for dem! Tak skal du ha’, gamle ven, jeg skal aldrig glemme dig denne overraskelse! Juristen smilte. Og jeg tror vir- kelig, at han gjorde så hastigt omkring og gik bort fra mig for at skjule, hvor heftigt han got- tede sig — den prokuratorsnude! Jeg kunne have visket ham om næsen med hans infame knæ- varmere! Og var han ikke gået, jeg tror, jeg havde gjort det! Klokken otte en halv var stad- sen forbi, og vi gik ned til os selv og satte os til at spille L’hombre. Men først ville juristen abso- lut hale bukserne af mig for at se, hvordan knævarmerne klæd- te. Jeg lod ham gøre det for mu- ligvis at blødgøre ham med min føjelighed; thi jeg havde endnu ikke opgivet håbet om Ressour- cer ... Nå, men vi spillede altså L’hom- bre, og vi drak Romtody, og vi røg cigarer; og temperaturen steg. De uldne knævarmere irriterede og kradsede, og de halvfjerdsinds- tyve kroner legede tagfat i min hjerne. Juristens øjne lyste som et par glødelamper, og hans over- skæg vippede af velvære. Den for- lovede trak imellem stunder sin genstand op af brystlommen og henfaldt i beskuelse. Men jeg lavede tody og drak og drak på fædrelandets vel, på en forbedret retspleje, på jernbane til Rødby og på alt mellem himmel og jord. Og det lykkedes mig virkelig lidt efter lidt om ikke helt at glemme de halvfjerdsindstyve kroner så dog skyde den første januar ud i en uoverskuelig fremtid. Men til sidst måtte også juristen og den forlovede tage mig under armene og ved fælles hjælp lægge mig ind på mit smertensleje ... Så gik jeg morgentur ude på landevejen, der fører fra byen op over nogle bakker og langt, langt ud i verden. Der var sne overalt. Hele jor- den var en eneste hvid flade; og himlen var grå, og jeg havde hovedpine. Det vil sige, det var ikke så- dan egentlig hovedpine; men det stod bare ikke rigtig til deroppe. Der var noget, der skulle huskes, men som jeg ikke kunne få frem i forgrunden. Imod mig kom gående to små bønderdrenge i lyseblåt vadmels- tøj og med træsko på. Man kunne næsten ikke høre dem i den blø- de sne; og så var de så ganske overordentlig små, disse bønder- drenge, syntes jeg; og midt imel- 32

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.