Atuagagdliutit - 22.01.1976, Blaðsíða 6

Sådan modtog
jeg min orden
Af Nikolaj Fly Petersen
„Det vil behage Hendes Majestæt
Dronningen at overrække Dem
en ordensmedalje på et givet tids-
punkt ombord i sit skib. I den
anledning indbydes De herved
sammen med Deres kone ..
Således læste vi ordlydene den-
gang, vi modtog brevet. Vi så på
hinanden, rådvilde, vi var blevet
kun to alene, min kone og jeg.
Vore forældre var forlængst døde,
og vore børn var rejst til hver
sit for at studere eller tage en
stilling, og vore brødre og søstre
boede andre steder på kysten el-
ler i Danmark. Vi er tilflyttere,
og nu har vi boet her i 25 år.
Da dagen kom, mødte vi op på
skibet. Og endelig blev der sagt:
„Hendes Majestæt er parat til at
modtage ...“ Til denne store lej-
lighed havde jeg forberedt min
Annoncér
i
GRØN LAN DSPOSTEN
egen tale, og da der i brevet stod:
„Sammen med Deres kone...“
spurgte jeg, om konen skulle med,
men fik afslag, da audiensen
foretages enkeltmandsvis. Og da
jeg omsider stod foran Hendes
Majestæt Dronningen, gik det op
for mig, hvor lille jeg var. Af
væsen var jeg ellers aldrig ge-
nert over for andre mennesker,
men her gjaldt det om at opføre
sig med manér. Det eneste ord,
jeg kunne udtrykke, var „tak“,
og jeg kunne mærke rødmen i
ansigtet. Af dronningens frem-
rakte hånd modtog jeg ordenen.
Dette store øjeblik var helligt
for mig. Jeg tænkte, hvad havde
jeg egentlig udrettet i mit liv,
siden jeg skulle dekoreres.
Dengang, da Hendes Majestæt’s
fader, kongen, var på besøg i
Grønland i 1960, var jeg tolk for
vores nuværende dronning Mar-
grethe, og nu huskede jeg den
smukke begivenhed, der udfol-
dede sig uden for vores lille kir-
ke denne skønne søndag morgen.
Kongen gik smilende rundt og
trykkede hånden på det grøn-
landske folk. Så kom Hans Høj-
45fods FISKEKUTTER
1976-ime aulisariut kuttere 45 fodsiussoK rejerniutigssanik pisatser-
sugaK sananeKalerérsoK tunislnauvarput.
angatdlatip åssigå M/K »ALEK'A«, ManTtsoK.
akia Kalåtdlit-nunånut aputdlugo kr. 1.050.000,- migss.
angnerussumik påsissaKarusugtut atåssuteKarfiglsavåt:
BRANLACO A/S
Postbox 118.3900 Godthåb . Telefon 2 12 47
hed til et gammelt ægtepar. Man-
den bar en æresorden på brystet.
Kongen spurgte, hvor han havde
erhvervet ordenen og hvorfor. Og
den gamle mand svarede: „For
min ringe indsats for at hjælpe
nødstedte fangere. Denne fik jeg
af Deres Majestæt’s fader". Da
smilte kongen og trykkede tavst
hånden på den gamle fanger, der
havde tilbragt megen af sin tid
i kajak.
Denne dialog overværede jeg
i mit egenskab af tolk.
Noget senere kom jeg til en
øde ø langt ude i havet. Ingen
planter langs klippeskråningen,
hvor storme af bølger havde ra-
seret i tidens løb. Det var nat,
men det var polarsolens tid, hvor
nætterne var lyse med kraftige
genskin af den lave sol på det
blanke hav. Ternerne skreg og
sang i den klare luft.
Jeg satte mig på klippen lidt
længere opad havstokken. Jeg
spejdede ud mod det lyse hav,
og kom til at tænke på den gamle
mands ord til kongen: „For at
have hjulpet nødstedte fangere ..“
Mit syn på sagen klaredes. I
tankerne så jeg de stormomsuste
søer, hvor en enlig konebåd håb-
løst kæmpede sig frem mellem
de frådende bølger. Rorgængeren
gjorde sit bedste for at holde
båden på ret køl. Men så pludse-
lig kom snefaldet.
Jeg tvivler ikke på, at kongen
kunne se billedet, da den gamle
mand ytrede sin svarsætning.
Kongen var jo selv en gammel
sømand og måtte være i stand til
at forestille sig de strabadser, sø-
manden måtte gennemgå, i hård
sø ombord i et skib. Hvad kajak-
manden kunne udrette i det ark-
tiske uvejr for at klare sig selv,
og navnlig for at redde de andre
menneskers liv, måtte være helt
tydeligt for kongen.
Den gamle mand fik sin æres-
orden til sin fulde ret.
Men hvad mig selv angår, fik
jeg min orden for at have hjulpet
de mennesker, der sandt at sige
var trængende til hjælp. Jeg er
ikke nogen maritim helt, men jeg
havde mine egne forestillinger om
menneskeværd.
Nikolaj Fly Petersen
ordensmodtager
Fra Centralanlægget POLAROIL uliausivigssuaK Kangerdluarsso-
i Færingehavn leverer rutsime avguaiviussarpoK
DET GRØNLANDSKE
OLIEAKTIESELSKAB
kalåtdlit uliamik
pigingneKatigigfiat
Olieprodukter til grønlandske kalåtdlit igdloKarfinut ulialersuineK,
byer, der har havnetankanlæg tankeKartune umiarssuartigut
for forsyning med kysttankskib. pajugtortardlugit.
Kong Frederik — han forstod kajakmandens farefyldte indsats, skriver
artiklens forfatter Nikolaj Fly Petersen.
Kunge Frederik — Kåinap navianartorsiortaKalune napatitsiniarnera påsi-
simavå, taima agdlagpoK Nikolaj Fly Petersen.
Grønlandsk teater
Et grønlandsk teater — Tugkan-
teatret — er blevet etableret i
Grønlænderhuset i Holstebro un-
der ledelse af skuespilleren Rei-
dar Nilsson.
Det er hensigten, at Tugkaic-
teatret om nogle år skal flytte til
Grønland og danne grundlag for
et teatercentrum i Grønland.
Kulturministeriet har netop ef-
ter indstilling fra Teaterrådet be-
vilget 10.000 kr. til Tugkan-teat-
ret, og Ministeriet for Grønland
har godkendt teatret som støtte-
berettiget uddannelse for de ele-
ver, der arbejder i gruppen.
Det er planen, at teatret per-
manent etableres med 4-5 grøn-
landske skuespillere. Undervis-
ningen af dem vil omfatte studier
af gamle grønlandse fortællinger,
sagn, myter, og viser samt nye og
aktuelle tekster. Der vil også bli-
ve undervist i teaterteori.
Tugkan-teatret vil producere
en forestilling om året, som skal
på turne til Grønland.
Om baggrunden for oprettelsen
af TugnaK-teatret siger initiativ-
tageren Reidar Nilsson til Hol-
stebro Dagblad: — Da Grønlæn-
derhuset i Holstebro havde 5 års
jubilæum i marts sidste år lavede
vi et teaterstykke på grønlandsk,
baseret på frie improvisationer
over et eskimoisk sagn. Det var
starten, og vi opdagede, at der
var et vældigt behov for grøn'
landsk teater. I maj var vi på en
uges turne på Færøerne arrange'
ret af det færøske lagting og
Grønlands landsråd. Nu har vi
mærket, at ideen er levedygtige
så der kan blive tale om et per-
manent teater.
Reidar Nilsson fortsætter: At
spille teater i Grønland er pro-
jektets egentlige berettigelse. Det
er hensigten, når gruppen er ble-
vet så stærk, at den kan stå ale-
ne, så den skal flytte til Grønland-
Det kan vare nogle år, men det
er det langsigtede mål. Jeg flytter
ikke selv med. Det ville være for-
kert. Jeg kan give gruppen nogle
af mine erfaringer her, men det
må være grønlænderne selv, der
danner et teatercentrum i Grøn-
land.
Vi vil bygge på den gamle grøn-
landske forestillingsverden. Vort
grundmateriale er de gamle my-
ter og fortællinger, som vi vil
skabe improvisationer over. Vi vil
også beskæftige os med de aktu-
elle ting, som sker — prøve at
bygge bro mellem det gamle
Grønland og det nye.
Tugkan, som teatret heder, be-
tyder harpunspids. Den er et
symbol på vort arbejde, siger Rei-
dar Nilsson. Den slynges mod må-
let, hvor den hager sig fast, men
linen er fast forankret i udgangs-
punktet.
6