Atuagagdliutit - 22.01.1976, Blaðsíða 8

Blev drabsmand
på grund af drilleri
Et af de værelser på Anstalten for Domfældte, hvor der bor to indsatte.
Pladsen er meget kneben, og f. eks. er der kun et lillebitte skab til hver,
hvor der knap nok er plads til overtøj.
isertitsivingme init ilåt mardlungnut inigssiaK. ine angnikitsuararss'OvoK,
agdlåtdlo KåtigOnut inigssaxardluarnanilunit.
I denne artikel har vi talt med
en ung mand, der er dømt for
drab og idømt tre års ophold på
Anstalten for Domfældte. Han
er 24 år, bygningsarbejder og
tidligere fisker. Han fortæller:
— Da jeg for et par år siden
flyttede til en af de store byer
på vestkysten, blev jeg drillet
meget, fordi jeg kom fra en
bygd. Jeg var dengang fisker, og
i løbet af hele min fiskertid
blandede jeg mig ikke ret me-
get med andre mennesker. Jeg
holdt op med at være fisker og
fik et job på land, men blev dril-
let af mine tidligere fiskerkam-
merater med at jeg havde vendt
ryggen til mine forældre — selv
om det ikke var tilfældet.
Jeg begyndte at blive træt al
at være forfulgt, men i den for-
bindelse må jeg også sige, at jeg
samtidig er glad for mange andre
unge mennesker, ligesom de er
glade for mig. Jeg har aldrig
savnet kærlighed fra min mor,
men jeg har aldrig talt med min
far om andre ting end dem, der
vedrører erhvervslivet.
kriminel 3
BEGYNDTE AT SVARE IGEN
Jeg begyndte at svare igen over-
for dem, der drillede mig. Men
det betød, at forfølgelsen af mig
forøgedes. Selv om jeg i begyn-
delsen kun brugte munden, lærte
jeg mig selv at reagere hurtigt,
når nogen begyndte at lægge
hånd på mig — og det gjorde
jeg, fordi jeg ikke kunne vide,
hvilke følger det ville få for mig.
Jeg trænede mig selv i de bryd-
ningsformer, jeg kendte, og i de
måder at røre andre på, som
kunne være farlige.
Grunden til, at jeg begyndte at
træne mig selv op, var, at jeg
engang blev overfaldet og pryg-
let med en måneds sengeleje til
følge. Jeg truede mine overfalds-
mænd med, at jeg nok skulle
hævne mig på dem en skønne
dag. Da jeg mødte dem første
gang efter mit sengeleje, blev
jeg bange — sikkert fordi jeg var
anspændt. De blev fulde og gav
mig så en undskyldning og sagde,
at dengang de tævede mig, havde
de været så berusede, at de ikke
havde vidst, hvad de gjorde. Den
ene af dem — han var vist nok
særlig bange — sagde, at jeg bare
kunne tæve ham. Jeg fik så stor
medlidenhed med ham, at jeg gav
ham hånden, tilgav ham og lovede
ham og de andre, at jeg ikke
ville angribe dem én eneste gang.
VILLE DRIKKE SIG FULD
FOR SIDSTE GANG
Men jeg begyndte herefter at
svare igen, når jeg blev angrebet.
Senere fandt jeg ud af, at jeg
nogen gange morede mig over at
tæve andre mennesker. Nogen
gange tævede jeg dem leende,
uden at være rasende. Det var
nok også fordi, jeg aldrig tabte.
På det tidspunkt begyndte jeg
at mene, at ingen havde noget at
skulle have sagt over mig.
Jeg begyndte efterhånden at
anse andre mennesker som værdi-
løse, når jeg var på værtshus. Så
til sidst blev jeg og min kammerat
enige om, at vi ville drikke os
fulde for sidste gang — og hvis
ingen rørte os, ville vi heller ikke
røre nogen.
På det tidspunkt havde jeg
været i kredsretten fem eller seks
gange, fordi jeg havde tævet
andre.
Den pågældende aften mens
jeg var så fuld, at jeg ikke vidste,
hvad jeg gjorde, og ikke kan hu-
ske noget om det, havde én af
de unge drillet mig med, at jeg
ikke længere var fisker.
DEN SLAGS MENNESKER
BØR IKKE LEVE...
Jeg vågnede op næste dag. Det
var lige som alle andre morgener.
Jeg havde ikke dårlig samvittig-
hed. Da politiet kom efter mig
den morgen, fortalte de mig uden
videre, hvad jeg havde gjort, og
hvorfor de hentede mig.
Efter at min kammerat og jeg
havde været på politistationen en
times tid, blev vi kaldt ind på det
kontor, hvor der skulle optages
rapport. Stationslederen var me-
get vred, og han begyndte med
det samme at skælde os ud med
en meget høj stemme.
Hvis jeg havde været mere fej,
havde jeg nok taget benene på
nakken og sporenstregs løbet min
vej. Men jeg kom i tanker om, at
jeg derved bare ville forværre
min situation, og blev siddende.
I et lokale ved siden af konto-
ret blev min kammerat skældt
ud for at være et dyr. Stations-
lederen tog ham i håret og ryk-
kede godt i det. Stationslederen
kom så ind til mig og begyndte
straks at skælde mig ud. Han
tog mig i håret og rykkede kraf-
tigt i det. Da han ville til at slå
mig i ansigtet, dækkede jeg mig
med armene. Tårerne begyndte
at løbe ned af kinderne på mig
— ikke fordi jeg var ked af det,
men på grund af smerter.
Stationslederen forsøgte flere
gange at vælte mig om på gulvet.
Så gik han hurtigt ind til sit
kontor, men sagde forinden, at
hvis han havde haft et gevær, så
havde han skudt os ned med det
samme — for den slags menne-
sker bør ikke leve på denne jord.
Han begyndte at rode i en af
skufferne inde på sit kontor, og
jeg troede, at han ledte efter en
revolver. Jeg blev så bange, at
jeg var lige ved at løbe min vej.
Men han kom ikke ud igen.
UMENNESKELIG BEHANDLING
Den mand, som min kammerat
og jeg havde gennemtævet, var
død otte timer efter vores uger-
ning. Men vi havde været så
fulde, at vi ikke vidste, at vi
havde gjort det. Vi havde tildelt
ham slag på kroppen og i hove-
det. Vi har aldrig set dødsatte-
sten.
Vi blev tilbageholdt i tre må-
neder og sad i detentionen.
I den tid gjorde stationslede-
ren alt, hvad han kunne, for at
gøre tilværelsen uudholdeligt for
os. Hans opførsel overfor os var
så grov og så umenneskelig, at
jeg havde begået selvmord, hvis
en grønlandsk betjent ikke havde
været vores tilsynsmand.
Denne betjent gjorde alt, for
at vi kunne have det så godt som
muligt. Han sagde: — Jeg vil
behandle jer som mennesker.
Men det blev han nødt til at gøre
i smug. Når jeg tænker på den
mand, så bliver jeg opfyldt af
stor taknemmelighed — men de
ting, jeg skal sige tak for, er så
mange og så store, at jeg ikke
ved, hvordan jeg skal få sagt tak
på en passende måde.
RESOCIALISEREDE SIG SELV
Mens vi var tilbageholdt, måtte
vi ryge en cigaret om dagen uden-
dørs. Den eneste bog, der fandtes,
var Det ny Testamente. Der vai
ingen aviser, ingen lokalblade,
intet andet læsestof.
Jeg læste Det ny Testamente
igennem cirka fem gange. Til
slut var jeg begyndt at tvivle på,
oin jeg igen skulle kunne leve
som andre mennesker. Men på
grund af bogens påvirkning blev
jeg klar over, at jeg kunne re-
socialisere mig, hvis jeg selv ville.
En overgang begyndte jeg at
anse mig selv for at være et slet
menneske og tænkte kun på at
tage hævn over stationslederen.
Men efter min læsning blev jeg
klar over, at det ikke ville nytte
noget. Herefter mærkede jeg, at
jeg begyndte at tænke på en an-
den måde — jeg holdt op med at
have onde tanker og begyndte at
tænke på min resocialisering.
Jeg forstod, at hvis formålet
er at resocialisere de kriminelle,
så kan resocialisering opnås gen-
nem samtaler med de kriminelle
— uden at straffe. Spørgsmålet
er, hvor let de enkelte kriminelle
forstår det, der bliver forklaret.
Spørgsmålet er ikke, hvor hårde
straffe de enkelte får.
HAR IKKE RESPEKT
FOR RETTEN
Jeg blev idømt tre års ophold
på Anstalten for Domfældte. Jeg
accepterede uden videre, fordi
min modstandskraft var fuld-
stændig brudt ned i løbet af de
81 dage, jeg havde været tilbage-
holdt.
Da jeg i retten blev spurgt, om
jeg accepterede min dom, havde
jeg ellers tænkt mig at fortælle
om den behandling, jeg havde
fået under min tilbageholdelse.
Men jeg fortalte ikke noget. Jeg
havde fra mine tidligere ophold
hos politiet og i retten erfaring
for, at jeg alligevel ikke havde
noget håb om at blive troet.
En gang da jeg gik fra en pige,
jeg kendte, anklagede hun mig
for at have voldtaget hende. Selv
om jeg overhovedet ikke havde
voldtaget hende, blev det i retten
stadfæstet, at jeg havde gjort det.
En anden gang blev jeg dømt for
at have gennemtævet en mand,
som jeg aldrig havde hverken
mødt eller set. Når jeg tænker
over disse hændelser, føler jeg,
at jeg ikke har respekt for ret-
ten — fordi jeg har forstået, at
heller ikke retten arbejder ret-
færdigt.
BØR STRAFFES EFTER
FORSTAELSESNIVEAU
Den straf, jeg har fået og afsoner
nu, har ingen nyttevirkning på
mig, fordi jeg — allerede før jeg
kom hertil — har forstået det,
jeg skulle forstå. Nu skal jeg bare
igennem min straf, og den er kun
til besvær for mig. Mens jeg er
her, styrker det mig, at jeg har
forstået, at vejen frem i resociali-
sering. Jeg passer på, at jeg ikke
får nervesammenbrud. Forleden
mærkede jeg, at der var noget
galt med mine nerver. Jeg tvang
mig selv til at bringe det i orden.
Jeg ved jo, at hvis det går galt
med nerverne, så er der meget
små chancer for at rehabilitere
sig.
Nu er jeg ikke ligegyldig over-
for og ligeglad med andre men-
nesker. Jeg kan se værdier, jeg
ikke har kunnet se før. Derfor,
og fordi jeg har forstået, at jeg
bliver nødt til at resocialisere
mig, lever jeg her i fred. Måske
ville jeg ikke have gjort det, hvis
jeg havde været lige så ligegyldig
og ligeglad som før.
Jeg tror, at på grund af en for
kraftig og dårlig tilvænning af
dårlige vaner og mindre gode ad-
færdsmønstre hos de indsatte, der
har været her i lang tid og gen-
gangere, så mister de indsatte
alt for mange menneskelige vær-
dier og mister evnen til at værd-
sætte disse værdier. Det er der-
for uundgåeligt, at de, der her
fra anstalten vender tilbage til
det øvrige samfund, tit har andre
følelser og anderledes adfærd.
Jeg mener, at mennesker bør
straffes efter deres forståelses-
niveau og følsomhed. Derved kan
de måske lære tingene på en let-
tere måde og måske kan straffen
have større indvirkning på dem
på den måde.
Påbe.
Tjenestemandsstillinger
SUNDHEDSVÆSENET
Følgende tjenestemandsstillinger under sundhedsvæsenet i
Grønland er ledige til besættelse efter nærmere aftale.
Afdelingssygeplejerske med foreløbig placering ved di-
striktssygehuset i Upernavik.
Afdelingssygeplejerske med foreløbig placering ved børne-
afdelingen, Dronning Ingrids Hospital, Godthåb.
Førsteassistent med foreløbig placering ved børneafdelin-
gen, Dronning Ingrids Hospital, Godthåb.
Stillingerne som afdelingssygeplejerske er klassificeret i
lønramme 17 og stillingen som førsteassistent i lønramme
11/12 i henhold til lev om tjenestemandslønninger m.v. og
klassificering af statens tjenestemandsstillinger i Grønland.
Ansættelse sker fortrinsvis som tjenestemand, men kan und-
tagelsesvis ske med tjenestemandslignende lønning svarende
til samme lønramme. Såfremt tjenestemandsansættelse ikke
ønskes, skal ansøgningen indeholde motivering herfor.
Ansøgning med angivelse af tidligste tiltrædelsestidspunkt
stiles til Ministeriet for Grønland og indsendes via Lands-
lægen. Ansøgninger, der skal påtegnes af ansøgerens fore-
satte, kan evt. fremsendes telegrafisk.
Ansøgningsfristen udløber den 29. januar 1976.
atorfit Kulåne pineKartut pivdlugit ersserxingnerussumik
påsiniaissoKarsinauvoK kommunekontorimut sågfigingningni-
kut.
LANDSHØVDINGEN OVER GRØNLAND
KÆRE MUSIKVENNER
Bestil gratis katalog og nyhedsliste. — Vi ekspederer hurtigt
og momsfrit.
Grammofonplader . Kassettebånd . Pladespillere . Båndop-
tagere . Transistorradioer . Guitarer . Harmonikaer . Orgler
Kort sagt
ALT I MUSIK
Algade 44
4760
Vordingborg
8