Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 22.01.1976, Blaðsíða 8

Atuagagdliutit - 22.01.1976, Blaðsíða 8
Blev drabsmand på grund af drilleri Et af de værelser på Anstalten for Domfældte, hvor der bor to indsatte. Pladsen er meget kneben, og f. eks. er der kun et lillebitte skab til hver, hvor der knap nok er plads til overtøj. isertitsivingme init ilåt mardlungnut inigssiaK. ine angnikitsuararss'OvoK, agdlåtdlo KåtigOnut inigssaxardluarnanilunit. I denne artikel har vi talt med en ung mand, der er dømt for drab og idømt tre års ophold på Anstalten for Domfældte. Han er 24 år, bygningsarbejder og tidligere fisker. Han fortæller: — Da jeg for et par år siden flyttede til en af de store byer på vestkysten, blev jeg drillet meget, fordi jeg kom fra en bygd. Jeg var dengang fisker, og i løbet af hele min fiskertid blandede jeg mig ikke ret me- get med andre mennesker. Jeg holdt op med at være fisker og fik et job på land, men blev dril- let af mine tidligere fiskerkam- merater med at jeg havde vendt ryggen til mine forældre — selv om det ikke var tilfældet. Jeg begyndte at blive træt al at være forfulgt, men i den for- bindelse må jeg også sige, at jeg samtidig er glad for mange andre unge mennesker, ligesom de er glade for mig. Jeg har aldrig savnet kærlighed fra min mor, men jeg har aldrig talt med min far om andre ting end dem, der vedrører erhvervslivet. kriminel 3 BEGYNDTE AT SVARE IGEN Jeg begyndte at svare igen over- for dem, der drillede mig. Men det betød, at forfølgelsen af mig forøgedes. Selv om jeg i begyn- delsen kun brugte munden, lærte jeg mig selv at reagere hurtigt, når nogen begyndte at lægge hånd på mig — og det gjorde jeg, fordi jeg ikke kunne vide, hvilke følger det ville få for mig. Jeg trænede mig selv i de bryd- ningsformer, jeg kendte, og i de måder at røre andre på, som kunne være farlige. Grunden til, at jeg begyndte at træne mig selv op, var, at jeg engang blev overfaldet og pryg- let med en måneds sengeleje til følge. Jeg truede mine overfalds- mænd med, at jeg nok skulle hævne mig på dem en skønne dag. Da jeg mødte dem første gang efter mit sengeleje, blev jeg bange — sikkert fordi jeg var anspændt. De blev fulde og gav mig så en undskyldning og sagde, at dengang de tævede mig, havde de været så berusede, at de ikke havde vidst, hvad de gjorde. Den ene af dem — han var vist nok særlig bange — sagde, at jeg bare kunne tæve ham. Jeg fik så stor medlidenhed med ham, at jeg gav ham hånden, tilgav ham og lovede ham og de andre, at jeg ikke ville angribe dem én eneste gang. VILLE DRIKKE SIG FULD FOR SIDSTE GANG Men jeg begyndte herefter at svare igen, når jeg blev angrebet. Senere fandt jeg ud af, at jeg nogen gange morede mig over at tæve andre mennesker. Nogen gange tævede jeg dem leende, uden at være rasende. Det var nok også fordi, jeg aldrig tabte. På det tidspunkt begyndte jeg at mene, at ingen havde noget at skulle have sagt over mig. Jeg begyndte efterhånden at anse andre mennesker som værdi- løse, når jeg var på værtshus. Så til sidst blev jeg og min kammerat enige om, at vi ville drikke os fulde for sidste gang — og hvis ingen rørte os, ville vi heller ikke røre nogen. På det tidspunkt havde jeg været i kredsretten fem eller seks gange, fordi jeg havde tævet andre. Den pågældende aften mens jeg var så fuld, at jeg ikke vidste, hvad jeg gjorde, og ikke kan hu- ske noget om det, havde én af de unge drillet mig med, at jeg ikke længere var fisker. DEN SLAGS MENNESKER BØR IKKE LEVE... Jeg vågnede op næste dag. Det var lige som alle andre morgener. Jeg havde ikke dårlig samvittig- hed. Da politiet kom efter mig den morgen, fortalte de mig uden videre, hvad jeg havde gjort, og hvorfor de hentede mig. Efter at min kammerat og jeg havde været på politistationen en times tid, blev vi kaldt ind på det kontor, hvor der skulle optages rapport. Stationslederen var me- get vred, og han begyndte med det samme at skælde os ud med en meget høj stemme. Hvis jeg havde været mere fej, havde jeg nok taget benene på nakken og sporenstregs løbet min vej. Men jeg kom i tanker om, at jeg derved bare ville forværre min situation, og blev siddende. I et lokale ved siden af konto- ret blev min kammerat skældt ud for at være et dyr. Stations- lederen tog ham i håret og ryk- kede godt i det. Stationslederen kom så ind til mig og begyndte straks at skælde mig ud. Han tog mig i håret og rykkede kraf- tigt i det. Da han ville til at slå mig i ansigtet, dækkede jeg mig med armene. Tårerne begyndte at løbe ned af kinderne på mig — ikke fordi jeg var ked af det, men på grund af smerter. Stationslederen forsøgte flere gange at vælte mig om på gulvet. Så gik han hurtigt ind til sit kontor, men sagde forinden, at hvis han havde haft et gevær, så havde han skudt os ned med det samme — for den slags menne- sker bør ikke leve på denne jord. Han begyndte at rode i en af skufferne inde på sit kontor, og jeg troede, at han ledte efter en revolver. Jeg blev så bange, at jeg var lige ved at løbe min vej. Men han kom ikke ud igen. UMENNESKELIG BEHANDLING Den mand, som min kammerat og jeg havde gennemtævet, var død otte timer efter vores uger- ning. Men vi havde været så fulde, at vi ikke vidste, at vi havde gjort det. Vi havde tildelt ham slag på kroppen og i hove- det. Vi har aldrig set dødsatte- sten. Vi blev tilbageholdt i tre må- neder og sad i detentionen. I den tid gjorde stationslede- ren alt, hvad han kunne, for at gøre tilværelsen uudholdeligt for os. Hans opførsel overfor os var så grov og så umenneskelig, at jeg havde begået selvmord, hvis en grønlandsk betjent ikke havde været vores tilsynsmand. Denne betjent gjorde alt, for at vi kunne have det så godt som muligt. Han sagde: — Jeg vil behandle jer som mennesker. Men det blev han nødt til at gøre i smug. Når jeg tænker på den mand, så bliver jeg opfyldt af stor taknemmelighed — men de ting, jeg skal sige tak for, er så mange og så store, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal få sagt tak på en passende måde. RESOCIALISEREDE SIG SELV Mens vi var tilbageholdt, måtte vi ryge en cigaret om dagen uden- dørs. Den eneste bog, der fandtes, var Det ny Testamente. Der vai ingen aviser, ingen lokalblade, intet andet læsestof. Jeg læste Det ny Testamente igennem cirka fem gange. Til slut var jeg begyndt at tvivle på, oin jeg igen skulle kunne leve som andre mennesker. Men på grund af bogens påvirkning blev jeg klar over, at jeg kunne re- socialisere mig, hvis jeg selv ville. En overgang begyndte jeg at anse mig selv for at være et slet menneske og tænkte kun på at tage hævn over stationslederen. Men efter min læsning blev jeg klar over, at det ikke ville nytte noget. Herefter mærkede jeg, at jeg begyndte at tænke på en an- den måde — jeg holdt op med at have onde tanker og begyndte at tænke på min resocialisering. Jeg forstod, at hvis formålet er at resocialisere de kriminelle, så kan resocialisering opnås gen- nem samtaler med de kriminelle — uden at straffe. Spørgsmålet er, hvor let de enkelte kriminelle forstår det, der bliver forklaret. Spørgsmålet er ikke, hvor hårde straffe de enkelte får. HAR IKKE RESPEKT FOR RETTEN Jeg blev idømt tre års ophold på Anstalten for Domfældte. Jeg accepterede uden videre, fordi min modstandskraft var fuld- stændig brudt ned i løbet af de 81 dage, jeg havde været tilbage- holdt. Da jeg i retten blev spurgt, om jeg accepterede min dom, havde jeg ellers tænkt mig at fortælle om den behandling, jeg havde fået under min tilbageholdelse. Men jeg fortalte ikke noget. Jeg havde fra mine tidligere ophold hos politiet og i retten erfaring for, at jeg alligevel ikke havde noget håb om at blive troet. En gang da jeg gik fra en pige, jeg kendte, anklagede hun mig for at have voldtaget hende. Selv om jeg overhovedet ikke havde voldtaget hende, blev det i retten stadfæstet, at jeg havde gjort det. En anden gang blev jeg dømt for at have gennemtævet en mand, som jeg aldrig havde hverken mødt eller set. Når jeg tænker over disse hændelser, føler jeg, at jeg ikke har respekt for ret- ten — fordi jeg har forstået, at heller ikke retten arbejder ret- færdigt. BØR STRAFFES EFTER FORSTAELSESNIVEAU Den straf, jeg har fået og afsoner nu, har ingen nyttevirkning på mig, fordi jeg — allerede før jeg kom hertil — har forstået det, jeg skulle forstå. Nu skal jeg bare igennem min straf, og den er kun til besvær for mig. Mens jeg er her, styrker det mig, at jeg har forstået, at vejen frem i resociali- sering. Jeg passer på, at jeg ikke får nervesammenbrud. Forleden mærkede jeg, at der var noget galt med mine nerver. Jeg tvang mig selv til at bringe det i orden. Jeg ved jo, at hvis det går galt med nerverne, så er der meget små chancer for at rehabilitere sig. Nu er jeg ikke ligegyldig over- for og ligeglad med andre men- nesker. Jeg kan se værdier, jeg ikke har kunnet se før. Derfor, og fordi jeg har forstået, at jeg bliver nødt til at resocialisere mig, lever jeg her i fred. Måske ville jeg ikke have gjort det, hvis jeg havde været lige så ligegyldig og ligeglad som før. Jeg tror, at på grund af en for kraftig og dårlig tilvænning af dårlige vaner og mindre gode ad- færdsmønstre hos de indsatte, der har været her i lang tid og gen- gangere, så mister de indsatte alt for mange menneskelige vær- dier og mister evnen til at værd- sætte disse værdier. Det er der- for uundgåeligt, at de, der her fra anstalten vender tilbage til det øvrige samfund, tit har andre følelser og anderledes adfærd. Jeg mener, at mennesker bør straffes efter deres forståelses- niveau og følsomhed. Derved kan de måske lære tingene på en let- tere måde og måske kan straffen have større indvirkning på dem på den måde. Påbe. Tjenestemandsstillinger SUNDHEDSVÆSENET Følgende tjenestemandsstillinger under sundhedsvæsenet i Grønland er ledige til besættelse efter nærmere aftale. Afdelingssygeplejerske med foreløbig placering ved di- striktssygehuset i Upernavik. Afdelingssygeplejerske med foreløbig placering ved børne- afdelingen, Dronning Ingrids Hospital, Godthåb. Førsteassistent med foreløbig placering ved børneafdelin- gen, Dronning Ingrids Hospital, Godthåb. Stillingerne som afdelingssygeplejerske er klassificeret i lønramme 17 og stillingen som førsteassistent i lønramme 11/12 i henhold til lev om tjenestemandslønninger m.v. og klassificering af statens tjenestemandsstillinger i Grønland. Ansættelse sker fortrinsvis som tjenestemand, men kan und- tagelsesvis ske med tjenestemandslignende lønning svarende til samme lønramme. Såfremt tjenestemandsansættelse ikke ønskes, skal ansøgningen indeholde motivering herfor. Ansøgning med angivelse af tidligste tiltrædelsestidspunkt stiles til Ministeriet for Grønland og indsendes via Lands- lægen. Ansøgninger, der skal påtegnes af ansøgerens fore- satte, kan evt. fremsendes telegrafisk. Ansøgningsfristen udløber den 29. januar 1976. atorfit Kulåne pineKartut pivdlugit ersserxingnerussumik påsiniaissoKarsinauvoK kommunekontorimut sågfigingningni- kut. LANDSHØVDINGEN OVER GRØNLAND KÆRE MUSIKVENNER Bestil gratis katalog og nyhedsliste. — Vi ekspederer hurtigt og momsfrit. Grammofonplader . Kassettebånd . Pladespillere . Båndop- tagere . Transistorradioer . Guitarer . Harmonikaer . Orgler Kort sagt ALT I MUSIK Algade 44 4760 Vordingborg 8

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.