Atuagagdliutit - 12.01.1978, Qupperneq 18

Livet leves stærkere
i en grønlandsk bygd
— siger Vie McGregor, geolog med doktorgrad fra
New Zealand, der i mere end seks år har boet i byg-
den Atangmik. I en snak med AG fortæller han om sit
arbejde, sine sprogvanskeligheder — og hvorfor det
er lykken for ham at bo i en grønlandsk bygd
Atangmingme mérxat silame sangmissagssailexingitdlat. (åss.: LIL).
Udendørs er der nok at beskæftige sig med for børnene i Atangmik.
(Foto: LIL).
En newzealænder, der har taget
doktorgrad i geologi og som har
læst sig til at tale flydende dansk.
Som bor 1 bygden Atangmik som
eneste „dansker", og som to gange
om ugen holder legestue for bør-
nene på 5-6 år.
Det er Vie McGregor, og man
kan spørge sig selv, hvad der får
ham til at bo i en bygd, hvor der
ikke er elektricitet, indlagt vand,
TV eller andre faciliteter, som
man er vant til mange steder ude
i den „store verden".
Vi spurgte manden selv, Vie
McGregor:
— Jeg kom hertil- først og frem-
mest for at lære grønlandsk, fordi
det er mig meget imod at arbejde
i et land, hvis sprog jeg ikke ken-
der. Og jeg fandt ud af, at jeg
måtte bo et sted, hvor der kun
blev talt grønlandsk, hvis jeg
skulle gøre mig håb om at lære
sproget. Jeg havde kun tænkt mig
at blive i Atangmik et par år ind-
til jeg havde lært grønlandsk,
men livet her passer mig så godt,
at jeg er blevet, og jeg har ingen
tanker om at flytte.
— Men jeg har endnu ikke lært
sproget. Det er jeg meget ked af,
og det er lidt deprimerende. Jeg
forstår måske en trediedel eller
en fjerdedel af, hvad der bliver
sagt til mig, og jeg er endnu dår-
ligere til at tale det. Men folk tror
ikke på, at jeg ikke taler grøn-
landsk. Måske fordi jeg prøver at
lytte og somme tider siger ja og
nej på de rigtige tidspunkter.
Grønlandsk er et meget, meget
svært sprog, som ligger så for-
færdelig langt fra både dansk og
engelsk — dansk fik jeg lært på
et par år. Det er meget svært for
voksne grønlændere at lære dansk
— og for voksne danskere at lære
grønlandsk. Jeg mener dog ikke,
at det er umuligt at lære grøn-
landsk, men foruden en meget
ihærdig arbejdsindsats kræver
det to betingelser. For det første
en meget veltilrettelagt undervis-
ning, og for det andet rigelig lej-
lighed til at høre og senere bruge
grønlandsk. Jeg mangler den før-
ste betingelse, og jeg tror, at man-
ge af de, der har været på kursus
for nylig i Sisimiut, mangler den
anden.
— At så mange grønlændere
taler godt dansk skyldes, at de
har lært sproget, mens de var
børn —- på et tidspunkt, hvor man
har let ved at lære. Det er det
samme med danske børn, der bor
i bygder. De lærer sproget. De
voksne gør det ikke.
— Men hvordan kom du til
Grønland i det hele taget. Der er
langt fra New Zealand til Grøn-
land, og vel også store forskelle,
både geografisk, klimatisk og kul-
turelt?
VI HAR OGSÅ TO KULTURER
— Klimatisk, jo. Vores vinter
er som sommeren her i Grønland,
og jeg var 14 år, før jeg så sne
første gang. Kulturelt vil jeg sige,
at der er en vis lighed. På New
Zealand har vi også to kulturer,
to befolkningsgrupper, der mødes
og som skal leve sammen. Det er
maorierne, som er den oprindelige
befolkning, og tilflytterne, som
mest stammer fra de britiske øer.
De sociale problemer, som opstår,
når to kulturer mødes, har altid
interesseret mig.
— Jeg blev færdig som magi-
ster i 1964, og fik et forsknings-
legat for tre år, som jeg kunne
bruge hvor i verden, jeg ville.
Mens jeg studerede, var jeg to år
på Sydpolen for at arbejde som
feltgeolog, så jeg havde fået smag
for kolde steder. Og da jeg i New
Zealand også var bjergbestiger,
tænkte jeg på at forske i et af de
skandinaviske lande. Også fordi
man her har grundfjeldsgeologi,
som er mit speciale.
TROEDE DET VAR NOGET
MED HUNDESLÆDE
— Jeg ville også gerne prøve
at bo i et ikke-engelsktalende
land for at lære et andet sprog og
en anden kultur at kende. Jeg
valgte Danmark, fordi jeg derfra
kunne komme til Grønland. Jeg
havde forestillet mig noget med
hundeslæde over indlandsisen.
Havde jeg vidst, jeg skulle sejle
rundt i skærgården ved Nuuk i
en sejldugsjolle, var jeg nok al-
drig taget her op.
Vie McGregor kom til Grønland
første gang i sommeren 1965, støt-
tet af Grønlands geologiske Un-
dersøgelser (GGU), for at kort-
lægge fjeldene i Nuuk-området.
Det er rent videnskabelige under-
søgelser, som går ud på at forstå
og kortlægge fjeldene. Efter un-
dersøgelserne bliver der tegnet
kort, som mineselskabets geologer
siden kan bruge, når de skal lede
efter mineraler.
— Jeg blev interesseret i grøn-
landske forhold og begyndte at
lære grønlandsk på universitetet
i København om vinteren. Sam-
tidig begyndte jeg at læse om
bygdeproblemer.
DERFOR BLEV DET ATANGMIK
— I sommeren 1968 blev vi til-
fældigvis lukket inde en uge af
storisen i Atangmik — derfor blev
det her, jeg slog mig ned. Jeg
havde hørt om 60ernes politik
med at affolke bygderne og fandt
ud af, at her var et problem, jeg
kunne beskæftige mig med. Alle-
rede inden jeg flyttede hertil be-
Der er købekraft
i Grønland — og
man finder frem
til den ved at
annoncere i
GRØNLANDSPOSTEN
gyndte jeg at skrive og agitere
for bevarelse af bygderne. Jeg
fandt et sted, hvor Jég gerne ville
bygge et hus. Jeg fik tilladelsen
og byggede en norsk fjeldhytte.
Folk var nok lidt mistroiske i
begyndelsen. For hvad i alverden
ville en udlænding i en grøn-
landsk bygd? Men nu bor jeg her,
og jeg har den fordel, at jeg har
kendt andre lande og har nogen
erfaring ude fra. Og da jeg hver-
ken er dansker eller grønlænder
— og dog til dels begge dele, da
jeg er dansk statsborger og fast-
boende i Grønland — har jeg no-
genlunde forudsætninger for at
tale med begge parter og se sagen
fra to sider. Det kan være en for-
del.
GEOLOGISKE UNDERSØGELSER
— OG LEGESTUE
Vie McGregor arbejder stadig
hvert år i juni, juli og august for
GGU og laver kortlægning. Det er
ved det videnskabelige arbejde,
han tjener penge til sin vintertil-
værelse. Han er også ejer af en
25 fods familiebåd, som han om
sommeren lejer ud til GGU. Det
giver også lidt penge til hushold-
ningen.
— Lige da jeg kom hertil, fun-
gerede jeg også som timelærer, da
man på det tidspunkt manglede
en dansk lærer. Nu har jeg to
eftermiddage om ugen legestue
for børnene i børnehaveklasseal-
deren. Det fungerer som en slags
børnehaveklasse og foregår i mit
hus. Jeg har en pige fra bygden
til at hjælpe mig. Det er jo igen
det med sproget. Men det går dog
udmærket. Børnene snakker grøn-
landsk til mig, og jeg snakker
dansk til dem. Men alle materia-
ler og ting til at lege med må jeg
bare lægge frem. Jeg kan ikke
sådan sætte dem i gang, som jeg
ville kunne gøre med børn, med
hvem jeg taler samme sprog.
— Mit hus er indrettet til, at
her skal være børn. Der er næ-
sten hver dag bøm og unge i hu-
set, og ofte overnatter her en to-
tre stykker. Jeg giver dem måske
nogle tilbud, som de ikke kan få
andre steder her. Der er ikke
meget at beskæftige sig med in-
dendørs her i Atangmik. Uden-
dørs er her muligheder nok.
— Men en gang imellem træn-
ger jeg stærkt til at få lidt fred.
Så smider jeg alle gæsterne ud og
spiller nogle plader. Især Sibelius
passer fantastisk godt til den
grønlandske natur. Men jeg spil-
ler også meget Shoutakowitz og
Benjamin Britten.
— Hvad får du tiden til at gå
med i de mørke vintermåneder?
— Jeg har faktisk så meget at
lave, som jeg aldrig tør haft før.
Ja, jeg har ikke en gang haft tid
til at læse en bog i de seks år, jeg
har boet her. Men jeg oplever
også så meget, at jeg ikke behøver
at læse om andres oplevelser.
Det meste af min tid går med
husholdning. I september måned
er jeg på rensdyr jagt i Fiskefjor-
den for at få proviant til vinteren.
Vi er jo tit mange i huset. Og den
daglige husholdning tager sin tid.
Når man skal op til vandsøen for
at hente vand til opvask, hente
petroleum til opvarmning, lave
mad og hygge sig med børnene.
Og om vinteren skal jeg også
tegne kort, skrive rapporter og af-
handlinger og skrive sommerens
dagbog ren. Jeg står også meget
på ski — mine rypejagter foregår
altid på ski.
FORTÆLLER VERDEN OM
GRØNLAND
Vie McGregor er højt anerkendt
inden for den geologiske verden.
Han har bl.a. fundet ud af, at de
ældste jordlag overhovedet, de
ældste bjergarter, findes i Nuuk-
området. De er 3,8 milliarder år
gamle! Samme alder som de fle-
ste måneprøver, man har bragt
ned til jorden.
— Grønlænderne kan være
stolte over den interesse, man
verden over viser undergrunden
omkring Nuuk — altså rent vi-
denskabelig interesse, siger Mc-
Gregor. Sidste år var jeg fire må-
neder af sted for at holde fore-
drag om Nuuks geologi og var i
Moskva, Melboume, Los Angeles,
Denver, Washington, Chicago og
Oxford.
— Og jeg må indrømme, at jeg
havde en forfærdelig hjemve ef-
ter Grønland og især Atangmik
efter få dage. Og jeg, der aldrig
har haft hjemve efter New Zea-
land!
Vi får også geologer fra hele
verden på besøg om sommeren.
De er meget interesserede i at se,
hvad vi finder ud af her. Jeg får
dog næsten aldrig besøg ude fra
om vinteren.
Nogle af de lykkeligste stunder
er, når jeg sidder alene og det er
blevet for mørkt til at skrive. Så
sætter jeg en god plade på gram-
mofonen, tager et glas portvin og
sidder ved mit arbejdsbord og
kikker ud over bygden og ud til
det åbne hav. Jeg har aldrig haft
det så godt før og været så lyk-
kelig, som jeg er her. Jeg har kon-
takt med mennesker på en helt
anden måde, end jeg har haft før.
Og kontrasten. Et meget akade-
misk, videnskabeligt arbejde på
den ene side og et meget hyggeligt
hjemmeliv i barske omgivelser på
den anden.
Det giver balance.
Man lever simpelt hen livet
stærkere her i Atangmik, slutter
Vie McGregor.
mh
Vie McGregor vil en gang i ,det
nye år i en artikel fortælle AGs
læsere om de spændende resulta-
ter af de geologiske undersøgelser
ved Nuuk.
Atangmingne McGregorip plnguartarfiutåne Ludortut.
Der spilles Ludo i Vie McGregors legestue i Atangmik.
Skønne ægte
TÆPPER
Rimelige priser — fri for told og moms.
Der er altid et stort udvalg i
ARCTIC-GALERIE
Vi er stadig væk Grønlands største forhandler af finere, hånd-
knyttede orientalske tæpper.
Leveres fragtfrit overalt i Grønland — ring — så kan vi drøfte
et udvalg!
aArctic- Qalerie.^
Box 44 . 3900 Nuuk . Tlf. 214 78
KUNST og GAVESHOP
18