Atuagagdliutit - 06.07.1978, Page 14

Alfred Toft
GODTHÅB. NUUK
I GÅR OG I DAG---
HOLLÆNDERNE
I april måned kom 15 hollandske
hvalfangerskibe på vej nordover
i vanskeligheder på grund af is-
situationen. Ni af dem sad fast
i isen, de resterende søgte til land
og kastede anker i Godthåb skibs-
havn.
Grønlænderne var henrykte for
denne oplevelse, men europæerne
rystede på deres kloge hoveder
og græmmede sig, da de så mænd,
kvinder og børn ile over stok og
sten for at komme først til hav-
nen.
Og det gik — naturligvis —
som det plejede: grønlænderne
bortbyttede deres vinterforråd og
fik oven i købet en smitsom syg-
dom bragt på halsen.
Da forrådet slap op (et grøn-
lænderhus forbrugte en halv snes
fade spæk til lys og varme i løbet
af vinteren) begyndte man at fry-
se og sulte i de før så hyggelige
jordhytter, men se: Brødrene åb-
nede da deres døre for de ind-
fødte og lod dem skiftes til i
hold at komme indenfor og var-
me sig, ligesom de også delte de-
res levnedsmidler med dem.
Sådan gik det.
Men omsider kom da sommeren.
Da brødrene i juni måned aflagde
årets tredje besøg i Kangeit, så de
et skib nærme sig fra Davisstræ-
det med kurs mod Godthåb.
Fra agterstavnen smældede det
rød-hvide dannebrog.
NATHANAEL
På grund af den stærke blæst
turde brødrene ikke selv sejle hen
til skibet, men sendte kajakman-
den Nathanael af sted. Han kom
tilbage og fortalte, at han på det
store skib havde bemærket to
særligt iøjnefaldende personer,
nemlig den bekendte „Mattheser-
soack“ — således kaldte han den
tyske missionær Mathhæus Stach
— og ved hans side en mand, der
så meget „kærlighedsfuld" ud!
SKIBET
„Det er i sandhed en stor velger-
ning af Gud“, udbrød Matthæus
Stachs ledsager, den kærligheds-
fulde biskop Johann von Watte-
wille (34) om bord på det gode
skib St. Birgitte, ført af kaptajn
Lars Pedersøn Præstøe, der for-
sigtigt manøvrerede ud og ind
mellem isbjerge og skosser i Da-
visstrædet, „— at der på denne
årstid næsten ikke er nat her i
strædet."
Om morgenen den 12. juni så
de for første gang land og klok-
ken 9 om formiddagen tydeligt
de snedækkede bjerge og tinder.
Kl. 10 præsenterede sig et
mærkværdigt fænomen på him-
len, nemlig tre bisole og seks cir-
kler imellem, ved siden af og
omkring disse. Ingen af de om-
bordværende havde nogen sinde
set noget lignende.
„Vi havde først vesten-, der-
efter en kraftig søndenvind. Og
da vi nu var kommet for langt
mod nord, måtte vi næste mor-
gen krydse et stykke tilbage ...
strømmen hjalp os, så vi ved 10-
tiden var ud for de yderste øer.
Da kom den første vilde og der-
efter to grønlandske brødre ud
imod os, men brødrene kunne på
grund af den stærke vind ikke
komme os nær.
Det imponerede mig meget, at
grønlænderne i deres kajakker,
der i den hårde vind og de høje
bølger så ud som svømmende æn-
der, var så hurtige, at de hele
tiden var foran skibet, og det
endda selv om de ofte var halvt
under vand.
Så sejlede vi mellem Kangeit og
Kookøerne gennem det såkaldte
Nordergat ind i Baals Revier
(Godthåbfjorden).
På grund af tiltagende vind, ef-
terhånden næsten storm, måtte
vi tage det ene sejl ind efter det
andet, og dog skød skibet som en
pil forbi ø efter ø.
Jeg blev ganske blød om hjer-
tet, og glædestårer trådte frem i
mine øjne, da jeg fik øje på vort
kære Neu-Herrnhut“, skriver bi-
skoppen i sin dagbog.
Netop denne dags løsen var
„På bjerget skal være frelse, og
det skal være en helligdom", og
dér lå missionsstationen, ganske
vist ikke på bjerget, men ved dets
fod i den grønne, frodige dal —
lige efter bibelens ord: „Som en
høne, der samler småkyllingerne
under sine vinger" (Obadias).
Blæsten sled i takkelagen, og
det begyndte at regne kraftigt,
men klokken 1 om eftermiddagen
lykkedes det at få skibet bakset
ind i skibshavnen.
JOHANN BECK
„Vi havde næppe fået gjort fast,
før vor broder Johann Beck kom
ud til skibet (de andre var ikke
hjemme). Jeg skulle netop til at
gå op på dækket, da han kom
ned ad trappen, uvidende om,
hvorvidt nogen af brødrene fra
Tyskland var med, og løb lige i
mine arme — så jeg omfavnede
ham, uden at han genkendte mig.
Og da han så så på mig, blev han
ganske ude af sig selv af glæde,
ja, begyndte at græde som et
barn."
Og dette spontane glædesud-
brud havde den mirakuløse virk-
ning, at en grim febersygdom,
Harbour of Hope, Igdluerunerit, uvdlume erKigsinardlutigdlo agtorneKångitsutut (put, sordlo taimane Hans
Egede tåssane nunalingmat tåssångånitdlo takussagssarsiortardlune nunasiagssaminik nalerKutumik ujardler-
dlune. månåkut tåuna taineKartarpoK Faltings Havn. — (åss.: Alfred Toft).
Harbour of Hope, hollænderhavnen på den gamle Rensø ligger i dag lige så fredfyldt og uberørt, som da
Hans Egede gik i land og herfra foretog sine recognosceringsrejser for at finde en egnet plads til kolonien.
Stedet benævnes i dag Faltings Havn. — (Foto: Alfred Toft). '
I MENIGHEDSHUS
1 kirkesal
2 pigernes skolestue
3 spisestue
II BEBOELSE (l.sal)
1 skolestue drenge
2 ungkarlenes stue
III BEBOELSE (stueetage)
1 brønd
2 komfur
3 bageovn
4 spisekammer
jkøkken
IV SIDEBYGNING
1 proviant
2 træ
3 snedkerværksted
4 fårestald
V HAVE
VI KIRKEGÅRD
VII BÅDEHUS
VIII GRØNLÆNDERHUSE
a broderhus
b søsterhus
c enkehus
d proviant
e - q boliger
III
K’atångutigingniat sanåvisa titartarnerat ukioK 1750 migssånit.
Skitse af Herrnhut-anlægget fra omkring år 1750.
broder Johann længe havde lidt
af, straks forlod ham for stedse.
„I mellemtiden var skibet ble-
vet fortøjet med en trosse til klip-
pernes store jernringe, og stormen
tog sådan til, at vi i en jolle med
et reb måtte trækkes ind til land.
Og således besteg vi da i Jesu
navn den grønlandske jord og gik
i løbet af et kvarters tid over land
til Neu-Herrnhut."
RASMUS BRUUN
Skibet havde tre andre passage-
rer, nemlig koloniens nye præst,
Rasmus Bruun (27), hans hustru
Malene (32) og dennes søster.
Deres velkomst var ikke nær så
hjertelig som tyskernes.
På compagniets vegne, som fik
et årligt statstilskud på 5000 rdlr.
til missionens opretholdelse, hil-
ste Moltzau præsten på sit klin-
gende norske modersmål. Køb-
mandens mor var Hans Egedes
søster, og på grund af slægtska-
bet havde han sympati for den
danske mission, men på den an-
den side var herrnhutternes
grønlændere for tiden de bedste
leverandører til handelen.
Bertel Laersen og Povel Grøn-
lænder var også med for at hilse
på.
Det var egentlig ganske beteg-
nende, at Laersen boede midtvejs
mellem kolonien og Herrnhutda-
len, for hans kone tilhørte nem-
lig den herrnhuttiske menighed,
og ligesom han ved sit blandede
ægteskab befandt sig midt imel-
lem europæerne og eskimoerne,
stod han også religiøst mellem to
lejre. „En inficeret Herrenhut"
kaldte Poul Egede ham.
I de sidste seks år var den
herrnhuttiske menighed vokset
næsten eksplosivt, og dens med-
lemmer blev ikke alene anset for
at være de mest fromme, men
også „udi anseelse formedelst de-
res hurtighed i fangsten", hvori-
mod den danske menighed var
på retur både åndeligt og time-
ligt.
Den pietistiske hr. Drachard
havde levet i fredelig sameksi-
stens med herrnhutterne. Han og
Laersen lod endog brødrene del-
tage i dåbshandlinger i kirke-
stuen. Efterhånden udartede det-
te sig til, at der kun brugtes
herrnhuttiske sange — Egedernes
salmeoversættelser kendtes slet
ikke i Godthåb, ja, præsten havde
til sidst ligefrem været ved at
overtale missionskollegiet til at
sammenlægge de to menigheder!
Hvorledes ville forholdet blive
mellem kateket Laersen og den
ny præst?
Povel, derimod, var helt Hans
Egedes mand, og hans håndtryk
det mest uforbeholdne.
BRUUNS FLYTTER IND
Bruun og de to damer, der var
lidt rystede efter sørejsen, over-
nattede om bord. Næste dag blev
de med deres sparsomme flytte-
gods sejlet om til kolonien.
Broder Johannes og hans to led-
sagere var kommet helskindet
over fjeldet og alle vandpytter-
ne og nærmede sig Herrnhutda-
len, da Nathanael springende kom
dem i møde, idet han skreg af
glæde: „Johannes Assersok, ta-
kerrarparso" — den elskelige Jo-
hannes er kommet for at besøge
jer!
ÅRETS LØSEN
Ved årets begyndelse havde brød-
rene, i mangel af en rigtig løsen-
bog, slået op på et tilfældigt blad
i bibelen for at finde årets løsen.
Det blev: „Herren Herren, der
samler Israels bortstødte, siger:
Jeg vil samle endnu flere til den
flok, som allerede er samlet."
Vinteren havde dog næsten ta-
get modet fra dem, men nu skin-
nede solen! Lad os lytte til lidt
af den beretning, Watteville ned-
skrev og senere sendte til sin svi-
gerfader, grev Zinzendorf.
(fortsættes)
14