Atuagagdliutit - 27.07.1983, Qupperneq 31

nien skelettet af biskop Jon Smyrill
^rnason, der døde i 1209, ligger sta-
dig i sin grav, som nu er markeret
me<J en smuk, flad sten i kistefacon.
Kun en stenkast fra biskoppens
grav ligger Tupernas og Anders Ol-
sens jordiske rester. Anders Olsen
byggede selv hvilestedet med en me-
8et stor sten som låg. I nærheden er
der murrester fra nordbotiden. Abel
Kristiansen fortalte, hvordan man i
dans barndom brugte et hak i muren
dl at slagte kvæg. Hovedet blev an-
bragt på stenen og så fik dyret et or-
dentligt gok i knolden med en stor
hammer.
, Bedst som Abel foldede sig ud,
K°m hans ven, den store nordboeks-
Pert Knud Krogh, hvis smukke og
spændende bog om Erik den Rødes
Grønland kendes af mange. Ham
daf jeg første gang i Brahtalid, Erik
den Rødes boplads i sommeren 1965,
da han var i gang med at udgrave
Grønlands og den vestlige verdens
første kristne kirke. Det var forresten
fjbel, der præsenterede mig for Knud
Krogh dengang. Nu fik jeg lejlighed
h) at blive indviet i Igalikos tidligere
historie af en ekspert. Jeg fik bl.a. at
Vlde, at den mest velbevarede af den
meget imponerende ruinkompleks
yar biskoppens pakhus for opbeva-
hng af kirkeskat, der skulle sendes til
Kom. Mundheldet om, at alle veje
fører til Rom omfattede altså Grøn-
land allerede i middelalderen. Kirke-
skatten bestod for en stor del af
hvalros- og narhvalstand.
Abel var lykkelig over at møde
gamle venner, og han insisterede på,
at jeg skulle tage et billede af ham og
Knud Krogh. Han snakkede løs, og
med stolthed viste han sin originale
zeisskikkert, som han bar om halsen i
en rem. Ved nærmere øjesyn viste det
sig, at den er en ganske udspekuleret
lommelærke!
I giver ikke op
Klokken seks om aftenen samledes
bygdens befolkning og de indbudte
gæster foran forsamlingshuset. Her
bød bygderådsformanden velkom-
men. I en kort tale mindedes han An-
ders Olsen, som efterlod den grøn-
landske befolkning en smuk arv. Her
på grønsværen overraktes en række
gaver, der er skænket af tidligere Iga-
liko-boere, der nu er spredet på ky-
sten. Gamle og veltjente borgere fik
pengegaver som tak for en værdig
indsats for bygden.
Så var man klar til festmiddagen,
som foregik henholdsvis i cafeteriet
og forsamlingshuset. Og hvad er me-
re nærliggende, når der er fest i
Grønlands landsby end at servere ver-
dens mest velsmagende lammesteg?
Grønlandsk ørred og sprød lamme-
steg klæder nu godt hinanden.
Der var mange talere under den
hyggelige middag. Landsstyremand
for bygder og yderdistrikter Henrik
Nielsen, der er en ætling af Tuperna
og Anders Olsen bragte en hilsen fra
hjemmestyret og overrakte landets
gave: Et meget smukt maleri af KIstat
\jdithe Simonsen aningaussanik nersornausernemrpoK igalikume su/inia
darsimanine pivdlugo.
dudithe Simonsen fik en pengegave forsin indsats for bygden gennem år
Jakob II Egedep nukå Egede P. Egede 73-inik ukiulik.
Jakob II Egedes lillebror, den 73-årige Egede P. Egede.
Lund fra Narsaq, forestillende et
sydgrønlandsk fjordlandskab.
I få og velvalgte ord tolkede Hen-
rik Nielsen sine følelser overfor den
smukke bygd med den venlige og
driftige befolkning. — »Vi i Sydgrøn-
land er stolte af jeres indsats for at
klare det nye og vanskelige erhverv«,
siger han. I gør Grønland en ære ved
at vise standhaftighed og aldrig svig-
tende gå på mod. Mange gange ban-
ker modløsheden på jeres dør, når
kulden gnaver og snestormen suser
uden for i vinterens mørke. Men I
giver aldrig op«, siger Henrik Niel-
sen.
Borgmester Agnethe Nielsen fra
Narsaq lovede fortsat at støtte fåre-
avlen med de beskedne midler, kom-
munen har til sin rådighed. Og hun
overrakte et brev, hvori kommunen
forsikrer at overtage al fremtidig
vedligeholdelsesarbejde af bygdens
bevaringsværdige forsamlingshus,
der er bygget af smukke Igaliko-
sandsten. Unge frivillige fra sam-
fundstjenesten har netop istandsat
forsamlingshuset invendig.
Bysbarnet Abel Kristiansen kneb
en tåre, da han mindedes sin barn-
dom. Han voksede op som faderløs i
en ussel jordhytte med fladt tag, hvor
regnen dryppede ned på stormvejrs-
dage. Han var meget fattig og mange
gange mærkede han sulten gnave i sin
lille mave. Men takket være flinke
pladsfæller klarede han sig. Han
tjente til føden ved at muge ud i ko-
staldene og give køerne vand efter
skoletid.
Da bygden blev besat
Det mest udbredte efternavn i Igaliko
er Egede. Anders Olsens barnebarn
antog navnet Egede efter en ansøg-
ning til Den kgl. inspektør i Sydgrøn-
land. En meget stor del af Tupernas
og Anders Olsens efterkommere bæ-
rer i dag dette navn. Slægten har en
lune, som mange må misunde, og
den meste morsomme tale holdtes af
en Egede. Job fortalte, hvordan han
afværgede at bygden undgik at blive
besat i krigens tid.
En dag for over 40 år siden kom et
stort, gråt skib og ankrede ud for Iga-
liko. Der var krigstid, og det skabte
bestyrtelse i den lille befolkning. Sæt
nu, det var tyskere, der kom for at
jævne bygden med jorden? Det snak-
kede de gamle om med lavmælt røst
og pegede på det store skib.
Folk i uniform og med en stribe af
ordener kom i land og gennem en
tolk bekendtgjorde de, at man ville
tale med hele befolkningen. Alle sam-
ledes ved Tupernas og Anders Olsens
grav, og dér fortalte anføreren om sit
ærinde. Amerikanerne var kommet
for at meddele folk i Igaliko, at de
skal flytte, fordi stedet var udset som
(Fortsættes næste side)
ATUAGAGDLIUTIT
NR. 31 1983 31