Atuagagdliutit - 12.12.1984, Blaðsíða 15

flere i Landet har det været meget
paafaldende, at de sidste Missionæ-
rer, uden nogen grundet Aarsag :
man var den Gang bleven godt for-
synet med Levnedsmidler og andre
tiltrængende Fornødenheder : for-
lod Landet førend andre Missionai-
rer var udkommen i deres Sted: og
end mere paafaldende var det, at de
overantvortede Missionen til nogle
Formands-Catecheters Bestyrelse.
Dette Foretagende tilsammentaget
troer jeg, ikke ret vel kunde forsva-
res af dem.« Han har altsaa ikke
vidst, at det sidste skete efter Mis-
sionskollegiets« egen ordre.
Kun en præst tilbage
Den eneste missionær i hele Grøn-
land fra 1813 var Bernt Hartz i Ege-
desminde. Han var Normand, født
i Svorkmo i Orkedal 1781 som af en
bergskriver. 1806 blev han theolo-
gisk kandidat med næstbedste ka-
rakter og udsendtes samme aar som
missionær til Egedesminde, men
med den hensigt, at han skulde flyt-
te til Godhavn, naar det der paa-
tænkte læreinstitut blev oprettet,
og forest aa dette. Krigen satte som
bekendt en stopper herfor og han
blev i Egedesminde indtil videre.
1807 var han bleven gift med Sara
Margrethe Lammersen, f. 1790 i U-
månaq som Datter af overassistent
Johann Friderich Lammersen og
hustre Ane, der var en datter af
Egedesmindes mangeaarige køb-
mand Johannes Pedersen Dorf i
blandet ægteskab.
Da missionær Bram i Jakobs-
havn hjemrejse 1813 og Hartz blev
til bage som eneste missionær i hele
Grønland, indsaa han straks, at for
Sydgrønland kunde han intet gøre,
men for saa meget som muligt at
kunne besørge hele Nordgrønland,
flyttede han med det samme til Ja-
kobshavn, idet han med bolig nord
for Isfjorden lettere kunde gøre reg-
ning paa, ialtfald om vinteren, at
kunne foretage rejser baade til Di-
sko og op i Umånaqbugten, hvilket
han ogsaa trolig gennemførte hvert
aar i den følgende tid.
Under byrden af det uhyre an-
svar, som nu alene hvilede paa ham,
skrev han straks til missionskollegi-
et og forestillede d’hrr., at da det nu
vel ikke kunde ventes, at theologi-
ske kandidater under de foreliggen-
de omstændigheder skulde ville
søge til Grønland, var det vel værd
at overveje den mulighed, om ikke
unge mennesker fra Vajsenhuset
kunde uddannes til og udsendes
som kateketer. Sligt havde jo fun-
det sted i det forrige aarhundrede,
og flere af disse mænd havde gjort
et godt og trofast arbejde i den
grønlandske missions tjeneste:
»Det er Erfarings Sandhed, at de
gamle og gode danske Catecheter
her i Landet have udrettet meget, og
at det Maal i Oplysningen, hvortil
de bragte det, neppe kan vedlige-
holdes med de nu værende Natio-
nalcatecheter«. Kollegiet indrøm-
mede villigt dette, og vilde gerne ha-
ve taget hans henstilling ad notam,
men — bekostningen forbød de-
sværre dens realisation.
Usædvanlig beslutning
Derimod foretog kollegiet et uven-
tet og efter datidens forhold og be-
tragtningsmaade særdeles paafal-
dende skridt. I et forhandlingsmø-
de 25. april 1814 besluttedes det at
indstille kateketformand Frederik
Berthelsen i Sukkertoppen til ordi-
nation, for at han kunde remplace-
re de hjemgaaede sydgrønlandske
missionærer, og indstilingen ud-
færdigedes samme dag til kongens
approbation.
Frederik Berthelsen var født
1750 i Godthaab som søn af den
særdeles dygtige danske kateket
Berthel Laersen (1722-82), der selv
1764 blev ordineret til præst for
Sukkertoppens menighed, og hans
grønlandske hustru Susanne, var
oplært af faderen til kateket og hav-
de gentagne gange gjort sig fordel-
agtigt bemærket, bl.a. ved at dæm-
pe den sværmeriske bevægelse,
som den bekendte Habakuk og
hans hustre Maria Magdalene hav-
de rejst aarene omkring 1790 og
som atter blussede op 1802-3, lige-
som han havde det fordelagtigste
vidnesbyrd af sine forskellige over-
ordnede og især af missionær N. G.
Wolf, hvis initiativ det egentlig
skyldtes, at han nu foresloges til or-
dination.
Under 27. maj 1814 skrev kollegi-
et til Berthelsen om den trufne be-
slutning »paa Grund af de fordelag-
tige vidnesbyrd om Duelighed, Sæ-
delighed og Flid, som stedse ere
meddelte Dem som Catechet, i De-
res Embeds Førelse«, beordrede
ham til at tage bolig i Godthaab og
tillagde ham 300 rd. i aarlig gage
foruden de sædvanlige emolumen-
ter, ligesom præstekjole og-krave
udsendtes til ham. Og under samme
dato tilskrev kollegiets Hartz om at
ordinere ham og vedlagde biskop
Munters fuldmagt hertil. Denne
gaar ud paa, at da det ved krigen er
gjort umuligt at forsyne Grønland
med danske kandidater — »og du,
elskelige Broder, nu er den eneste
tilbageblevne, saa har det beslutte-
des, at Frederik Berthelsen maatte
ordineres, i hvis Følge jeg herved
paa mit biskoppelige Embedes Veg-
ne giver dig Fuldmagt til i mit Sted
og Navn efter den apostolske Skik,
og den danske Kirkes Ritual, under
inderlig Bøn og Haandspaalæggel-
se at ordinere bemeldte National
Catechet Frederik Berthelsen og
dermed at overdrage ham Magt og
Myndighed herefter, som en ret
Guds og Jesu Christi Tjener at præ-
dike Guds Ord, hemmelig og aa-
benbare i Kirken at uddele de høi-
ærværdige Sacramenter efter Chri-
sti egeh Indstiftelse, og at forrette
alt, hvis dette Guds hellige Kald
vedkommer, efter Guds Ord og
christelig Skik og Brug.« Desuden
gav biskoppen i en særlig Skrivelse
detailleret Anvisning om frem-
gangsmaaden med ordination og
raad med hensyn til ordinationsta-
len, eden efter ordinationen, Be-
rthelsens introduktion hos menig-
heden og de danske m. m.
Forgæves rejse
Imidlertid var krigen nok endt, men
forbindelserne til Grønland var
endnu ikke kommen helt i sædvan-
lig gænge, og da ordren til at ordi-
nere Berthelsen først kom Hartz i
hænde i slutningen af august maa-
ned, kunde han umulig efterkom-
me den dette aar. Berthelsen kom
derved til at gøre en forgæves rejse
til Holsteinsborg, hvor ordinatio-
nen skulde finde sted, og maatte, da
Hartz ikke kom, vende uordineret
tilbage til sit hjemsted Sukkertop-
pen. Derfor begav han sig i 1815 al-
lerede paa vej 23. maj for, om
Hartz heller ikke da skulde kunne
komme til Holsteinsborg, at fort-
sætte til Jakobshavn. Han fik imid-
lertid store hindringer undervejs af
storm og uvejr og kom først til Hol-
steinsborg 14. juni. Da han endnu
ikke traf Hartz der, rejste han efter
14 dages ophold videre, men mødte
poster paa vejen og fik at vide, at
han var undervejs, hvorfor han
vendte tilbage for at træffe forbere-
delser til ordinationen, at alt kunde
være klart, naar ordinator kom.
Hartz paa sin side var rejst hjem-
mefra 14. juni, men maatte paa
grund af det denne sommer særde-
les ustadige vejr døje meget under-
vejs af sne, regn og storm, hvorved
han tillige sinkedes meget og først
nogle dage ind i juli naaede Holste-
insborg . Men saa var ogsaa omsider
alle hindringer overvundet og den
store og i Grønland næsten ukendte
højtidlighed kunde finde sted —
dog den at landsdelens højeste myn-
dighed, inspektør Myhlenphort i
Godthaab, kunde naa at være med.
Hartz havde skrevet derom til ham
allerede 2. februar, men brevet naa-
ede ham ikke tidsnok.
Bethelkirken i Holsteinsborg var
paa det bedste blevet pyntet og ud-
smykket til højtideligheden, gulvet
og stolene var malet og alt var »rent
og net«. Lørdag d. 8. juli kl. 2. rin-
gedes til skriftemaal og Fr. Berthel-
sen og 40 andre kommunikander
gik til skrifte.
Den store højtidsdag
Endelig oprandt højtidsdagen, søn-
dag den 9de juli 1815. Vejret var
smukt, klart og stille og alle var paa
benene og i højtidsdragt. Om mor-
genen kl. 8 ringedes første gang
med kirkens store klokke, hvorpaa
der fra taarnet blev blæst salmeme-
lodier paa to valhorn. Kl. 814 ringe-
des anden gang, hvorefter de dan-
ske ved stedet samt nogle besøgende
danske fra Sukkertoppen gik til
skrifte. Derefter traadte Fr. Be-
rthelsen ind til Hartz i »skriftesto-
len, som er Præstens Kirke-Stol«.
Saa ringedes der sammen og kirken
fyldtes til sidste plads af menighe-
den »under Orgelets Spil af den
Psalme-Melodie Nalekkama pa-
ranganga« (Herren han er min Hyr-
de god).
Gudstjenesten begyndtes med
indgangsbønnen paa grønlandsk,
hvorefter man sang en salme paa
dansk (nr. 371 i evangelisk-kristelig
salmebog: Bered os selv, o Gud,
naar vi ind i dit Tempel træde). Der-
paa intimerede Hartz paa dansk
over Mat. 6, 6-23 og omhandlede:
»Den nøje Forbindelse som bør fin-
de Sted imellem Troe og Dyd hos en
Christen. A: en blot Mundsbekjen-
delse af Religionens Hovedsandhe-
der og de os foreskrevne Dydsplig-
orssuerniat. — Handel med spæk i Grønland.
AIUAGAGtDLIUTIT
NR. 50 1984 15