Atuagagdliutit - 12.12.1984, Blaðsíða 24

★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★
*
*
*
*
*
*
*
*
*
Julemørkets Lusse
og lysets Lucia
»Lussenatten hun er lang«, sagde soen, og koen svarede:
»La-a-ang!«
Af Jørn Piø
III. Helge Kiihn-Nielsen
*
*
af
af
af
af
af
af
af
af
★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★★
Natten til Luciedag den 13. decem-
ber kan dyrene tale, men kun i Syd-
norge og i Vestsverige og dét særligt
i kystegnene, hvor der igennem år-
hundreder har været knyttet mange
traditioner og overtroiske forestil-
linger til lussenatten, troldenes nat,
spøgelsernes nat — natten vor alt
sært og forunderligt kunne ske.
Noget af det mærkeligste og mest
uhyggelige var det næsten karne-
valsagtige — i alt fald groteske —
optog, der i susende fart for hen
over husene og gårdene i det buld-
rende mørke. Deltagerne i optoget
var skumle og frygtindgydende væ-
sener — det var trolde af alle arter.
Og de red på heste, der lyste op på
himlen, fordi de var gloende. Anfø-
reren var en gammel kælling, der
lignede eventyrenes langnæsede og
krumbøjede hekse. Det var hende,
der herskede over vinternatten, og
når hun råbte, at optoget skule
standse, tog det et styrtdyk ned over
en gård og lagde alt øde. Hun og
hendes slæng var af Fandens slægt.
Selv blev hun kaldt Lusse, og hele
optoget blev kaldt lussefærden.
Men hvem var hun, denne Lusse?
Nogle fortalte, at hun var en kvin-
delig Lucifer — deraf navnet. An-
dre sagde, at hun var den kvinde,
Adam var gift med, før Eva kom til
ham, og at hun var stammoderen til
alle overnaturlige væsener, alle de
underjordiske, alle bjergfolk og el-
lefolk. I gammeljødisk traditon
kaldes Adams første hustru for Li-
lit, og hun havde Lusses rolle.
Lusse rummer så at sige i sig al
rædslen og uhyggen i denne sorte
vinternat. Var man bange for no-
get, der pludselig bevægede sig
uden for huset — for man sammen,
når grene slog mod ruden, eller når
stormen susede i trætoppene — så
sagde man blot: »Nåh, det er bare
Lusse og lussefærden«. Og så fort-
satte man med at spille kort eller
med at fortælle om spøgelser, man
selv eller andre havde mødt.
Som soen sagde — den var i
øvrigt norsk — så er lussenat lang,
og før der blev lavet om på kalende-
ren i 1753, var denne nat årets læng-
ste. Det var den nat, vintersolhver-
vet var fikseret til. Det vil sige, at
det var den nat, solen drejede —
hverv betyder drejning. Ja, natten
var så lang, at dyrene måtte have
ekstrafoder tre gange, for man sag-
de, at de bed tre gange i krybben af
sult. Husbonden gik så ud i stalden,
og hver gang han gav et dyr en lusse-
bid — et ekstrafoder — dagde han:
»Det er lussenat i nat! Æd og bid og
tag kraft i nat!«.
Også menneskene måtte have en
lussebid, og denne bid kunne være
nok så stor. Det kunne være en hel
natlig julefrokost med alt, hvad
dertil hørte af sild, flæsk, pølse,
ost, lutfisk samt de specielle lusse-
brød: lussekruller og lussekatter. I
Vestsverige sagde man: Tre froko-
ster før dag! Selvom det formentlig
har været sagt i spøg, så betyder det
dog, at det har været utrolige
mængder mad, man har sat til livs i
solhvervsnatten — som man blev
ved at fejre, også efter at lussenat-
ten ikke var årets længste nat læn-
gere. Lang var den jo i al fald.
Man må nu forestille sig, at man
sad og spiste al denne mad i sengen,
24 NR. 50 1984
AIUAGAGD UUTIT