Atuagagdliutit - 12.12.1984, Blaðsíða 26

Min barndoms jul i Grønland
Af Chr. Bert helsen
III. Jens Rosing
Forfatteren, der er forhenværende skoledirektør i
Grønland fortæller i disse barndomserindringer fra
begyndelsen af århundredet, hvordan julen — med enkle
midler og uden særlige materielle goder — var det store
lyspunkt i den lange, mørke polarvinter
Mine første erindringer om julen
går tilbage til årene omkring 1920
og til bygden Kangeq godt 20 km
nordvest for Nuuk, Godthåb, Ste-
det er ikke længere beboet, idet be-
folkningen flyttede ind til Godthåb
for en halv snes år siden.
Kangeq, som lokaliteten jo sta-
digvæk hedder, er beliggende ved
indløbet til den store Godthåb
Fjord, beskyttet mod de værste bøl-
ger fra Davisstrædet af øgruppen
Kook-øerne. Lige nord for Kangeq
ligger Håbets 0. Det var på denne
ø, præsten Hans Egede landede i
1721 og boede i de første 8 år. Der
var dengang mange mennesker i
området, og rejsende fra nord og
syd gjorde ophold på Kangeq.
Herrnhut-missionærerne, som i
1733 startede deres missionsarbejde
i Grønland, og som havde deres fa-
ste station i Ny Herrnhut ved Godt-
håb, havde også en menighed i Ka-
ngeq, indtil de forlod Grønland i
året 1900. Det var også her, at den
navnkundige akvarelmaler, illu-
strator og sagnfortæller, »Aron fra
Kangeq«, levede.
I min barndom boede der ca. 100
mennesker på stedet, og det var
fangst, man levede af. Kangeq var
kendt for sine meget dygtige kajak-
roere. Kangeq blev i sin tid — før de
hurtiggående motorbådes tid — be-
tegnet som Godthåbs spisekam-
mer, fordi der var så mange søfugle
i området, bl.a. de meget næringsri-
ge lomvier, der op imod jul ind-
handledes gennem den stedlige bu-
tik med henblik på videre salg i ko-
lonien — som var betegnelsen for
Godthåb dengang. Det gav indbyg-
gerne på Kangeq en kærkommen
lejlighed til at tjene nogle penge
umiddelbart før jul. De indfangne
fugle blev transporteret til Godthåb
i kajakker. Som barn syntes jeg, det
var meget spændende at følge for-
beredelserne til en sådan transport.
Jeg husker ikke hvor mange fugle,
hver kajak kunne have med. Men
jeg erindrer tydeligt, at lomviens
spidse næb blev klippet med en
knibtang, for at det ikke skulle bore
sig ind i kajakkens skindbetræk og
lave hul. Man puttede fuglene en-
keltvis og meget omhyggeligt ned i
kajakken, helt ud i bagenden og i
forenden foran fødderne, således at
al plads blev udnyttet. Kajakkerne
stak dybt i vandet, når de tog af
sted.
Julen var uden overdrivelse den
alt overskyggende begivenhed i den
mørke vintertid. Allerede i novem-
ber måned begyndte folk at give ud-
tryk for deres glade forventninger.
Hjemme hos mine forældre fik vi
den første egentlige forsmag på ju-
lens nærhed den 22. november, min
mors fødselsdag. Der blev bagt ka-
ger, og bagværk var jo ikke nogen
hverdagsspise dengang. Dagen lang
var der et rend af mennesker, der
kom for at drikke kaffe. Man var
opstemt og talte om julens snarlige
komme.
Men det var adventssøndag, de
egentlige forberedelser indledtes
åndeligt såvel som materielt. Jule-
salmerne, som man hidtil havde
undgået at synge, blev med ét »fri-
givet«. Den stedlige organist, der
var selvlært, begyndte at indøve ju-
lesange, som et kor af unge menne-
26 NR. 50 1984
ATUAGAGDLIUTIT