Atuagagdliutit - 22.12.1987, Qupperneq 30

30
juletillæg til ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN-imit juullimi atuagassat
NR. 52 1987
Lysmager Sara
Af Albert Nuka
At vi som en liile familie skulle
indvies i en historisk begivenhed
fra år 1900 havde vi ikke drømt
om. Og det skete midt i vores
hjemlængsel op under jul i det
herrens år 1957, da vi boede i
udkanten af Valby, i Vigerslevvej
nær Køge Landevej. Som foræl-
dre til fire små piger gjorde vi alt
for at gøre den stundende højtid
så hjemlig som overhovedet mu-
ligt. Ind imellem sine hjemlige
pligter fortalte mor om mormor
og morfar, små kusiner og fætre
og alle dem i vores store familie i
Nuuk, som vi måtte savne. Men
til næste år, lovede så far, ville vi
atter samles, så var vi tilbage i
Grønland.
Børn er fantastiske, når det
gælder forlig med situationen,
medens vi voksne sommetider
arter os på besynderlig vis og
hænger i bagateller. Se nu hvad
far gjorde. Træt af dagens slid og
slæb smed han sig på divanen og
ville ikke flytte sig, selvom den
ældste af pigerne plagede ham og
med en lille dames selvsikre, lidt
skingre stemme befalede ham til
at læse op af bogen med juleeven-
tyr. Jeg kan ikke huske, hvad det
var for en bog, den lille dame
holdt op foran mit søvnige an-
sigt. Der er trods alt gået 30 år
siden da, og masser af herlige ju-
ledage har vi oplevet med skiften-
de adresser, dog mest med fast
adresse i Nuuk.
Men hin aften er ikke til at
viske ud af erindringen, og det
skyldes en gæst eller rettere sagt
gæster, for der var to, der uven-
tet kom på besøg.
Ikke så lidt irriteret sagde jeg
til datteren, at far var træt, at
mor nok havde bedre tid. Det
sagde jeg, medens jeg så ind i
hendes øjne. Jeg mente at have
fornemmet hendes plagsomhed i
stemmen fra før, men disse øjne
var fulde af tillid, og hun plagede
ikke. Jeg fik af hende fortalt, at
mor var i køkkenet og havde
travlt, en påmindelse til mig om,
at mor havde nok at bestille.
Den store egoist til far lå stadig
og slapsvansede, da det ringede
på døren. Datteren benede efter
lyden og var hurtigt væk. Ude fra
entreen lød stemmer og værtin-
dens glade velkomst med ordene:
»Jamen Sara, dejlig at se dig,
kom dog ind!« En lattermild da-
mestemme overdøvede resten af
forstuesnakken og bekendtgjor-
de, at det var hendes skyld, at
Sara var her nu. Stemmen var
min moster Emmas, det kære
væsen, som jo var fast medlem af
vores kernefamilie. På det tids-
punkt boede hun i Holte. Trods
denne afstand var moster Emma
tit på besøg i Vigerslev.
Herligt, så var aftenen reddet!
Det var jo altid festligt, når mo-
ster Emma var her. Endnu festli-
gere måtte det da være, når hun
tog sin bedste veninde med. Sara,
familien Oldendows standhaftige
tjenestepige, kiffaq, som vi kald-
te hende, var godthåber, en lokal-
isering efter datidens danske
stednavn Godthåb for Nuuk.
Selv vi var godthåbere. Derfor
behøvede vi ikke at opføre os som
naboer i samhørighed, for Sara
måtte forlade sin elskede Nuuk
for 32 år siden, da familien 01-
dendow flyttede tilbage til Kø-
benhavn. Jo, det var utænkeligt,
at familien rejste uden Sara, det
ville også være et stort savn for
Mikki, familiens raske gut, at
skulle undvære madmor. En-
gang var Sara til julegudstjene-
ste i Nuuks kirke og præsten var
midt i sin julepræken, da Mikki
travede ind og styrede sine skridt
mod kvindernes storerække og
råbte efter Sara med ordene:
»Sumiippit?«, »Hvor blev du dog
af?« Hjertebåndet mellem Mikki
og Sara var lige så solidt som
graniten, som de begge færdedes
på, indrømmede Sara smilende.
Hun elskede Mikki som sin
egen søn, levede og åndede for
ham. Det lød nok banalt, men
oprigtigheden kom til udtryk i
Mikkis og Saras grønlandske ver-
den, når Mikki, - med det lyslok-
kede hoved godt gemt i madmors
lange, grønlandsksorte hår - med
gråd i stemmen, betroede sig til
hende og fortalte, at der var nog-
le dumme grønlandske unger,
som drillede. Så måtte Sara trø-
ste, til drengen faldt til ro. Hun
gav sig god tid, for her drejede det
sig om at stikke sit kloge hovede
ind i de to vidt forskellige verde-
ner og sondere terrænerne før
hun fandt de rette ord, som dren-
gen kunne trøste sig ved. Og når
så Mikki smilede og de så ind i
hinandens øjne, så skete det, me-
dens fredens smukke gudinde et
sted i universet så til og konstate-
rede, at dett endnu engang er
lykkedes for Sara at slå bro mel-
lem to verdener.
Ligesom det ene af de fire ad-
ventslys var tændt til ære for høj-
tidsstunden og til glæde for vores
lille familie og gæsterne, var Sara
vores store oplevelse og midt-
punkt i Vigerslevlejligheden.
Hendes øjne strålede og hun ar-
tede sig som een, der livet igen-
nem havde været i ledtog med
lykkens gudinde overalt, hvor
hun færdedes. Det var en velsig-
nelse for hende og de mennesker,
hun var sammen med, at skæb-
nen havde været gunstig, hendes
sti havde været fri for skarpe gra-
nitsten, så hun ikke slog sig
slemt. Een ting kunne omverde-
nen måske spørge om, hvordan
det kunne være, at Sara aldrig
havde været gift. Og derfor ingen
børn havde. Takt og tone forbød,
at man stillede sådanne spørgs-
mål til een, man for første gang
mødte. Sådan var vores situa-
tion. Sara var i dag 66 år, på alder
med moster Emma, og hun vir-
kede frisk og veloplagt, dér hvor
hun sad, på stuegulvet om givet
af vore tre ældste piger.
Det viste sig, at hendes fore-
trukne siddeplads var gulvet. Ik-
ke noget med sofa eller lænestol,
hvis bløde polstring gav kroppen
en unaturlig stilling, påstod hun.
Så kom jeg til at tænke på tiden
omkring hendes bamdomsver-
den, hvor jordhytten var hjem-
met og siddepladserne hårde.
Nu sad Sara i en vigerslevvej-
stue således som hun sikkert tit
gjorde hjemme i jordhytten, når
hun sad sammen med resten af
familien og måske gæster, som
var på besøg for at lytte til sagn,
dygtigt og fascinerende fortalt af
Saras far, den navnkundige fan-
ger og sagnfortæller af Guds nå-
de, Jaakuaraq, Lille Jakob. Og
Sara var nu mere end nogensinde
faderens udtrykte billede. Den
grønlandske mesterfotograf
John Møller havde engang lyn-
skudt sagnfortælleren midt i
hans skuespiloptræden, og det
var som at se ham, nu da Sara
var i gang og fortryllede sine til-
hørere med historier, som hun
krydrede med en skuespillers liv-
tag med publikum.
»Kære børn, nu skal I bare hø-
re!« Det var tydeligt, at bemærk-
ningen var adresseret til pigerne,
men vi andre var Uge så meget
opslugt af hendes beretning fra
gammel tid, at vi glemte tid og
sted.
»Hver gang jeg tænder et jule-
lys, tænker jeg på mit forsøg som
lysmager for mange år siden, ja,
faktisk var det i året 1900 mit
store, spændende forsøg skete.«
Denne evne med at tryllebinde
tilhørerne såvel børn som voksne
havde Sara efter sin far, og jeg
kan forestille mig, at familien 01-
dendow var Uge så begejstret og
optaget - måske endnu mere, da
denne verden, som Sara gennem
sine historier opruUede, var jo
fremmed for dem. Og fantastisk
var det jo, at den danske famihe
og tjenestepigen var alle enkelt-
sprogede. Sara kunne ikke
dansk, og de andre kunne ikke
grønlandsk. Ikke desto mindre
skuUe samme famihe have gen-
fortalt Saras beretning om sit
lysmageri til stor morskab hos
andre danske famiher i byen.
Forklaringen herpå var, at
herskabet og tjenestepigen på et
tidligt tidspunkt havde lært at
meddele sig til hinanden ved
hjælp af mimik og fagter, og de
havde hver for sig et gebrokkent
sprog, et såkaldt køkken-grøn-
landsk eUer køkken-dansk, alt-
sammen sprog, som var meget
private.
Det var ikke Saras skyld, at
hun aldrig fik sig lært at beher-
ske det danske sprog, simpelthen
af den naturhge grund, at tungen
ikke kunne klare en så stor opga-
ve som at skulle udtale danske
vokaler, som krævede hele
mundhulens medvirken. Modsat
kunne danskeren heUer ikke kla-
re mangt og meget i det grøn-
landske sprog. Dertil kræves der
isolation og samhv med lutter
grønlændere.
Sara havde nu haft 32 år bag
sig som husbestyrerinde hos fa-
mihen, der havde hus på Ama-
ger. Stadig var hun enkeltsprog-
et, hendes kontaktkreds var stor,
både grønlændere og danskere,
og hun snakkede med alle.
Og så sagde hun, at historien
om hendes forsøg i lysmageri-
kunsten var en af Mikkis favorit-
historier. Den var han aldrig
træt af at høre.
Her er så Saras beretning, for-
talt til tre små piger, som sad på
gulvet tæt op ad hende, og til tre
voksne, som følte sig meget glade
og var overbevist om, at blandt
de historier, de havde hørt i ti-
dens løb, var denne absolut en af
de bedste.
»Vi gik i skole, og klassen var
et søUe rum. I et hjørne stod en
stor kakkelovn til opvarmning,
hvilket den havde svært ved at
klare, når vinterens kulde træng-
te ind gennem utæthederne i hu-
set. Ovnen var konstant rødglø-
dende af varme. Trods det kunne
vi ikke sidde roligt på bænkene,
fordi vi frøs og fødderne var kol-
de.«
Som om Sara stadig kunne
mærke kulden fra dengang,
krympede hun sig, virrede med
hovedet og gryntede et »uh!«, så
man skulle tro, at dér, hvor hun
sad nu, var kulde og træk at
mærke. Denne illusion blev ef-
terfulgt af hendes latter så mild
og smittende, at vore små piger
smilede over hele ansigtet, me-
dens de ufravendt stirrede på for-
tælleren.
»Det kan ikke nægtes, at den-
gang var vintrene i vores land
meget mere kolde især i en perio-
de, når nordenvinden konstant
og længe føg henover det sne-
dækte landskab i en sådan
strenghed, at alt frøs til.
Efter en hundekold klasseti-
me, gik vi så ud i frikvarteret.
Piger og drenge dannede hold til
en omgang fodboldkamp, og jeg
skal love for, at vi blev hurtig
varme. Vi var jo iført varmt grøn-
landsk skindtøj. Varmen Uge-
frem dampede omkring vore bare
hoveder. Ind i det kolde klasse-
rum igen, hvor vi hurtigt blev
afkølede. Kulden sneg sig ind,
først i fødderne, dernæst opefter
i bølgebevægelse indtil hele krop-
pen begyndte at ryste af kulde!
En decemberdag var vi i fri-
kvarteret dannet i grupper såle-
des, at nogle spiUede fodbold, me-
dens andre spillede tagfat. Jeg
var med i den sidste, og vores
gruppe tog det hele med ro. Det
var Ugesom, at gejsten var gået af
os.
Så var der en dreng, som for-
talte, at præstens buk skuUe vist-
nok slagtes. Vi spurgte, hvornår
det skete. Det vidste han ikke
noget om, så han blev på stående
fod udnævnt til vores spion med
pUgt til at underrette os, så snart
datoen for likvidationen blev
fastsat.
En dag fortalte han så, at det
var i morgen bukken skulle afli-
ves. Det var aUe tiders nyhed.
EndeUg skete der noget i vores
trivielle hverdag. Den side af bar-
netilværelsen, som konstant var
på jagt efter dramatik, den fik
aldrig nok af det, medens spæn-
dingen omkring hvad den stun-
dende jul ville bringe glæde og
overraskelser hele tiden var tfl
stede.
Så oprandt den dag, da bukken
skulle sige verden farvel og fare
til menneskers evige jagtmarker
hinsides døden.«
Saras ansigt, som var rundt,
blev endnu mere rundt, da hun
med glimt i øjet bøjede sig lidt
hen i retning af børnene, smålo
og sagde hviskende: »Ersissann-
gilasi!«, »I skal ikke være ban-
ge!«.
Med håndfladen strejfede hun
munden og næsen og rettede sig
op, genfandt sin vante siddestil-
ling.
»Og sikken en morgendag,«
fortalte hun videre, »for det hele
var hvidt, jorden, luften, det he-
le! Sydvesten, som startede i lø-
bet af natten, var taget til, og det
ruskede i vores lille hytte!
Til trods for uvejret måtte vi gå
i skole. Fraværende kunne vi jo
ikke - ikke den dag bukken skulle
aflives. Ikke tale om! For vores
skyld ku’ vejret rase så tosset det
ville.
Nå, vi gik altså i skole. Kakke-
lovnen var rødglødende, men vi
frøs og det var meget svært at
koncentrere sig om skolearbej-
det, for hele tiden var det tanken
om vores forestående oplevelse
med bukken, som forstyrrede vo-
re små hjerner. Hviskende
spurgte jeg pigen, min siddekam-
merat, om hun tog med. Det kun-
ne hun ikke, hun skulle passe
lillebror, sagde hun. Jeg lovede
hende et stykke af bukkens talg,
hvis jeg var heldig at få fat i no-
get. Der var sikkert rift om det,
sagde jeg og sukkede.
Efter skolen løb vi hjem med
bøgerne, og derfra gik turen vide-
re til stalden, hvor husdyrene
holdt til. Det var ellers svært at
finde stien. Hele tiden var den
væk for mig, så benene stak i den
bløde og dybe sne i stedet for.
Den hårde blæst hvirvlede sneen
op og verden blev hvid. Jeg øn-
skede, at afstandende mellem
husene var mindre, og anstreng-
te øjnene for at få et glimt af en
sort plet i alt det hvide. Men for-
gæves.
Endelig var den der, endda en
stor, sort plet. Jeg ramte målet,
stalden ved præstegården. Men
hvor var de andre henne? Måske
i læ? Jeg rundede hjørnet af den
lille bygning, og dér var de, mine
kammerater fra skolen, men ikke
allesammen. De stod i en klynge
og lignede støtter af sne.
Her stod vi så, sagde ikke et
ord til hinanden, stod og ventede
længe, meget længe. Ventetiden
var ulidelig, fordi fygesne lagde
sig inde i skindtøjets åbninger
ved halsen, håndledene og hvor
der ellers var... Selv med vanter-
ne på frøs hænderne. Af og til
hørtes en højlydt grynten efter
kuldegysninger med en tænder-
klapren til følge.
Pludselig skete der en hel mas-
se på een og samme tid. Først et
glimt af noget sort, der fløj gen-
nem luften og landede i den bløde
sne lige foran os, så de kammera-
ter, der i forskrækkelse pludselig
veg tilbage og i faldet tog os andre
med sig, og endelig den lille flok,
der hurtigt kom på benene og
kastede sig over et formodet byt-
te.
»Ja, her er det!« hørte jeg een
sige, medens jeg rodede efter no-
get og kæmpede mig frem mel-
lem sparkende ben og vridende
kroppe. Så fik jeg fat i noget blødt
og varmt. Det, vi kæmpede om,
var bukkens indvolde og talgen,
som skulle være der.
Dyret var åbenbart ikke så fed
som ventet, for talg var det småt
med. Men noget fik vi da hver.
Jeg fik en ret stor klump og holdt
den ind mod kroppen. Jeg var
aldrig klar over de andre kamme-
raters hensigt, men min, den var
klar, min hensigt var at omdanne
denne fedtklump til et eller må-
ske flere julelys!«
Nå, det var det du ville! Selv
moster Emma lød overrasket.
Hun havde da hørt historien før,
for det var fra hende vi fik nys om
Saras lysmageri, men ikke i de-
taljer. Sara kastede hovedet til-
bage i latterudbrud, og det kom i
staccato og var så smittende, at vi
andre lo med uden at være rigtig
klar over morsomheden i hendes
lysmageriplaner. Jeg kikkede ef-
ter moster Emma, som sad der og
lo hjerteligt. Hun kendte histori-
ens konklusion, det var jeg klar
over.
»I det øjeblik, jeg trådte ind i
vores hytte,« fortalte Sara vide-
re, »var mor og far ikke så lidt
forbavsede og spurgte hvor jeg
havde været henne i det vejr. Det
fortalte jeg dem, men rystede så
meget af kulde og tænderne klap-
rede, at jeg var bange for de ikke
rigtig fik fat i det, jeg sagde.
(fortsættes næste side)