Atuagagdliutit - 22.12.1987, Síða 37

NR. 52 1987
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
37
AG-DEBAT
SKRIV DIN MENING TILAG
Kære »Ham Staten«
Landsstyremedlemmet for økonomi, Emil Abeisen, har
reddet landsstyrets og en række topembedsmænds julehyg-
ge. Han har skrevet til »Ham Staten« og fortalt, at der
mangler penge i kassen - i Landskassen. Eller for at citere
hjemmestyrets snart pensionerede direktør, John Jen-
sen: »Vi kommer så lidt langt ud og ser, at kassen er ved at
være tom«. Det er jo egentlig utroligt. Med stakkevis af høje
lønrammer, hvis eneste eksistensberettigelse er, at det
grønlandske samfund i disse års store omlægninger har
brug for en stor stab af eksperter, der har check på tingene
og kan lave de nødvendige oplæg til politikerne, burde man
ikke pludselig opdage, at kassen er ved at være tom.
Den ukvalificerede planlægning har kostet dyrt i dårlig
reklame og givet næring til mere eller mindre overfaldiske
påstande om, at Grønland ligner latinamerikanske banan-
stater.
Det har Grønland ikke fortjent. Det har været vanskelige
år med mange helt nødvendige overtagelser fra staten som
led i en naturlig udbygning af et mere selvstændigt og
ansvarsbevidst grønlandsk samfund.
Naturligvis bliver der begået fejl, når alt går så stærkt -
og det nytter ikke bare at sige, at det er gået for stærkt.
Tingene hænger sammen og det er ikke altid muligt selv at
sætte tempoet, hvis man vi etablere samlede løsninger til
gavn for samfundet.
Men spillet om den næsten tomme landskasse viser, at
der måske alligevel ikke findes den fornødne ekspertise i
hjemmestyret. Ellers havde Emil Abeisen ikke realistisk
men lidt ydmygende måttet gå tiggergang til »Ham Sta-
ten«.
Staten har i længere tid meldt hus forbi. Det er et hjem-
mestyreanliggende, det med pengene, har man ganske rig-
tigt sagt. Underforstået: Nu må Grønland også lære at løse
problemer og leve med konsekvenserne af dårlige løsnin-
ger. Det har staten været i sin gode ret til, men man har
altså alligevel på målstregen igen været storebror - eller
julemand - og skabt en løsning, der giver hjemmestyret
mulighed for en omkamp med det internationale lånemar-
ked, realkreditinstitutterne og specielt sin egen naivitet.
For det har været anivt at tro, at man sådan bare kunne få
op til 1.8 milliard danske kroner bare fordi man var stor
embedsmand i hjemmestyret.
Nu gælder det om for alvor at komme igang - også selvom
det betyder lidt arbejde i jule- og nytårsdage. Grønland har
fået penge i kassen, men nu kommer der heller ikke mere
bloktilskud før til sommer. Så nu skal låntagningen lykkes.
Landsstyret ahr ikke kunnet gøre andet, sådan som tin-
gene har udviklet sig. Men det er et stort ansvar her i den
søde juletid, hvor vi alle tager lidt på forskud på de næste
lønudbetalinger.
Glædelig jul og godt nytår!
SKRIV DIN MENING TIL AG-DEBAT
Skriv kort. Redaktionen forbeholder sig ret til
at forkorte. Du kan godt være anonym i avisen,
men debat-redaktoren skal kende dit navn og
din adresse
Kære J onathan!
Fra tidligere landsrådsformand Erling Høegh har vi modtaget følgende åbne brev til
landsstyreformand Jonathan Motzfeldt:
Jeg har altid haft det sådan, at nåren
glæde overgår mig, får jeg lyst til at
gøre andre delagtige i denne glæde.
Jeg ved, at du har det på samme må-
de. Du har vist det mange gange.
Hver gang du modtager en hæders-
bevisning og anerkendelse, har du
udtrykt din glæde og taknemmelig-
hed over for mig. Jeg har altid værd-
sat det.
Jeg husker, at du gjorde det første
gang, da du blev udnævnt til æres-
doktor, og da skrev jeg i AG, at vi
måtte modtage det som en hæders-
bevisning til det grønlandske folk
for den udvikling, som det har gen-
nemgået fra koloni til selvstyrende
område i det danske rige. Det var på
ingen måde min mening at tage æren
fra dig; det var min tanke, at jeg i
den tid, du har stået for landets sty-
re, har gjort dig identisk med vort
Grønland. Jeg mener virkelig, at du
med rette kan gøre Charles de Gaul-
le’s ord til dine: »Frankrig, det er
mig!«
Vi har moret os over, at hver gang
vi glædede os over, at du varden før-
ste grønlænder, der havde modtaget
en stor hædersbevisning, så kom vi i
tankeom Knud Rasmussen. Nu kan
vor glæde og stolthed ikke længere
forstyrres, for nu har jeg hørt det
lidt søgte udtryk: »Den første grøn-
lænder, hvor begge forældre er
grønlændere«. Du er altså den før-
ste grønlænder, hvis forældre begge
er grønlændere, der har modtaget
en så høj orden som kommandør-
korset. I øvrigt mener jeg, at Frede-
rik Nielsen har ret, når han siger, at
i vor dansk-grønlandske sammen-
hæng bestemmer vi hver især, om vi
er grønlændere eller danskere.
Vi mennesker har den vane at rå-
be højt og lave larm, når en af vore
fremtrædende medborgere begår
handlinger, som ikke alle kan accep-
tere. Som offentlige personer bliver
vore politikere meget let skydskive
for anderledes tænkende, og i Grøn-
land sparer man ikke på krudtet, når
man angriber. Der findes vel næppe
noget andetland,hvormani samme
grad er på vagt over for, at træerne
ikke vokser ind i himlen.
For os, der står uden for Siumuts
inderkreds, så det i sommer ud, som
om du, Jonathan, var genstand for
meget skarpe angreb af dine egne.
Hvorvidt angrebene var beretti-
gede kan vi ikke-Siumutter ikke vur-
dere, og det var strengt taget vel også
et internt Siumut-anliggende, der
var årsag til det dramatiske
Godthåb-opgør. Vi skal holde os fra
kommentarer. Men — mange af di-
ne egne og hele den øvrige grønland-
ske befolkning, også oppositionen,
følte sig ilde berørt af den frem-
gangsmåde, som angrebene mod
dig blev øvet på. Der blev benyttet
en taktik, som ikke kunne accepte-
res som værdig grønlandsk politisk
udøvelse. Havde dine modstandere
haft til hensigt at udlevere dig som
uværdig i det højeste embede i vort
samfund, da blev resultatet i befolk-
ningen lige modsat. Alle, som jeg
har talt med efter disse bevægede
dage, gav udtryk for, at det slet ikke
er tiden til at skifte dig ud. Set ud fra
disse reaktioner kom dine angribere
til at gøre dig en tjeneste i stedet for
at skade dig.
Du vandt mange stemmer fra an-
dre politiske lejre end den, du selv
står i. Det gik op for mange, mange
vælgere og andre interesserede, at
din person har betydet meget for
den måde, som overgangen hjem-
mestyret er forløbet på. Som en æld-
re grønlandsk personlighed sagde til
mig for nylig:
»Jonathan er jo garanten for, at
udviklingen i Grønland forløber på
en måde, som vi meget gerne ser
det.«
Jeg ved, at han særlig tænkte på
det gode og hjertelige forhold mel-
lem Danmark og Grønland, som du
har bestræbt dig på at bevare i den
nye tid, hvor flere og flere admini-
strative og økonomiske anliggender
er overgået til det grønlandske
hjemmestyre fra det dansk styrede
ministerium. Det varen proces, som
blev fulgt meget intenst af alle, der
havde hjerte for Grønland både i
Danmark og i Grønland.
Selv om alle kunne blive enige
om, at udviklingen i Grønland efter
Anden Verdenskrig viste en strøm-
pil mod stadig stigende selvstyre i
dets egne anliggender, var der man-
ge meninger om, hvordan det kunne
gøres. Du ved selv, at en mand som
Augo Lynge — ligesom jeg — troe-
de på, at Grønland skulle blive et
amt i kongeriget, sådan som Færø-
erne var det, før hjemmestyrets ind-
førelse der. Men du ønskede at
springe dette led over og få indført
hjemmestyret med det samme. Det
var ikke bagstræbere, der ønskede
et langsommere tempo end det, du
gjorde dig til talsmand for; det var
folk, der var bange for, at en forha-
stet ny ordning ville give bagslag i
form af visse befolkningsgruppers
udvikling til et identitetløst proleta-
riat. Ønsket var, at grønlændernes
overtagelse af styret i egne anliggen-
der skulle foregå på en sådan måde,
at tilknytningen til Danmark på in-
gen måde ville blive svækket.
Jeg har med meget stor glæde den
ene gang efter den anden noteret
mig, at du i din politiske embedsfø-
relse lægger stor vægt på bevarelsen
af fællesskabet med Danmark, og
det er kommet til udtryk i det tillids-
forhold, der består mellem dig og
statsministeren samt udenrigsmini-
steren, i din forståelse for amerika-
nernes tilstedeværelse i Grønland
og din meget positive indstilling
over for vort kongehus.
Vi er mange i dit folk, der ikke ba-
re lægger mærke til de ting, der kan
være kritisable hos dig, både hvad
angår dine handlinger og din optræ-
den som vort samfunds første-
mand. Det er rigtigt, at vælgerne har
ret til at forlange en værdig optræ-
den ved udøvelsen af det hverv, som
du har fået. Vi må indrømme, at vi
grønlændere er sådan indstillede, at
vi har svært ved at optræde som
overhoved, der befinder sig i en lidt
højere atmosfære, omgivet af en vis
utilnærmelighed. Vi finder det mere
naturligt, at folkets leder færdes
blandt os som ligemand. At han er
en, som alle kan slå på skulderen og
være dus med.
Når dine modstandere og ikke
mindst dine egne fæller har været
bemærkelsesværdigt kritiske, er det
måske et udtryk for, at man forlan-
ger, at folkets førstemand skal være
forbillede for mængden; men man
kan ikke forlange, at han i alle hen-
seender skal være et fejlfrit dyds-
mønster, som gør alle tilpas. Han
skal have lov til at udfolde sin farve-
rigdom, at være den blodrige per-
sonlighed, han er — uden dermed at
løbe løbsk af manglende selvdi-
sciplin.
Det, at man udviser interesse for
folkets førstemand, betyder ikke, at
man bare skal drage de negative ting
frem. Det betyder sandelig også, at
man udtrykker sin glæde og tilfreds-
hed over de gode resultater, han op-
når. Det synes jeg, at de mennesker,
der forlanger så meget af dig,
glemmer.
Du har ved flere lejligheder vist,
at du forstod kravet til dit embede.
Du kunne med præsident Mitterand
have sagt: »Jeg er ikke alene præsi-
dent for socialisterne, men for hele
Frankrig.« Jeg har hørt, at du i EF er
blevet mødt med stor respekt. Da du
mødtes med Tysklands Helmut
Kohi, modtog han dig med samme
agtelse som andre statsmænd. Da
du indbød statsminister Schliiter til
Landstingets åbning, rakte du ikke
alene hånden frem til samarbejde
med Danmark, men viste også for-
ståelse for nødvendigheden af stats-
ministerens nærkontakt med
Landstinget. Da du inviterede reg-
entparret og dronning Ingrid til
hjemmestyrets 10-års jubilæum,
knyttede du klogt og smukt båndet
tættere til Danmark. Du har således
mere end een gang vist dit format.
Jeg synes, du har gjort det godt.
Der har selvfølgelig været perioder,
hvor en del af os syntes, at overgan-
gen til hjemmestyret burde have
strakt sig over en længere årrække;
men da det nu er sket, kan vi se, at
det lod sig gøre! Og du har søgt at
undgå for megen grådighed, når det
gjaldt bidrag fra statskassen. Man
kunne ikke undgå at lægge mærke
til, hvordan du virkelig voksede
med opgaverne. Selv om du i lands-
styret kunne møde urimelige øko-
nomiske krav, som kunne skabe
forviklinger mellem regeringen og
hjemmestyret, har du altid kunnet
forhandle med regeringens repræ-
sentanter med værdighed og
klogskab.
Personligt har det glædet mig
meget at nyde dit venskab og få ind-
sigt i personen, som tegner vort land
i dag. Du er ikke nogen enspænder-
natur. Du er ikke egenrådig, tværti-
mod ønsker du gerne at høre
anderledes tænkendes bedømmelse
af et problem eller en situation. Du
er ikke nogen selvoptaget person,
der skilter med, hvor langt han er
nået. De udmærkelser, du får, går
digikketil hovedet. Jeg harmed stor
glæde oplevet, at du ønsker at dele
din glæde med andre og siger med
klædelig beskedenhed:
»Det er ikke mig alene, der får an-
erkendelsen, men Grønland for den
udvikling, det har præsteret.«
I dag vil jeg gerne sige:
»Jonathan, det er også dig, der
får anerkendelserne.« Jeg føler mig
overbevist om, at med det store ar-
bejde, du har udført, og din kloge og
charmerende optræden har du gjort
dig fortjent til det. Jeg var lige ved at
gå ud af mit gode skind af vigtighed,
da jeg erfarede, at du som den første
grønlænder, hvor begge forældre er
grønlændere, modtog så stor en or-
den som Kommandørkorset af
Dannebrog, oven i købet overrakt
personligt af Hendes Majestæt.
En ting til må jeg fremdrage
blandt dine mange dyder. Det er din
gode og venskabelige omgang med
de ældre, og at du altid er kamme-
ratlig over for mig som din første
forgænger i Grønlands demokrati.
Jeg ønsker dig at hjertet til lykke
med din fine, store orden. Sidst,
men ikke mindst ønsker jeg dig til
lykke med din nye minister, som jeg
ved, du arbej der godt sammen med.
Din hengivne Erling Høegh