Atuagagdliutit - 23.10.1991, Page 8

Agnethe Nielsen: - Naluara atuakkat tungaatigut qanoq piginnaanneqarsimatigalunga, immaqami piginnaanneqalaarsi-
mavunga. (Ass: Knud Josefsen)
Agnethe Nielsen: - Jeg ved ikke hvor bogligt begavet jeg har været, men måske lidt. (Foto: Knud Josefsen)
Sætter socialen højt
Interview med 66-årige Agnethe Nielsen, som har været aktiv i politik i 35 år og formand eller borgmester i de 28
NUUK - Jeg er født uden-
for ægteskab, og jeg vok-
sede op uden en far. Min
mor, Bodil, og hendes sø-
ster blev tidligt foræl-
dreløse og bortadobteret
til hver deres familie.
Den familie min mor
kom til havde en datter,
men de blev opdraget
som søskende, og vores
bedstefar, Otto Martin-
sen, var storfanger, siger
Agnethe Nielsen, der er
født som Salomonsen og
født udenfor ægteskabet
den 13. møj 1915 i Qassi-
miut i Sydgrønland.
AG: Så man ikke dengang
med andre øjne på børn født
udenfor ægteskabet?
- Jo, man mærkede mere
til det. Men vi fik stor støtte
og hjælp i vores bygd. Jeg
mærkede aldrig noget fra de
voksne, men blev selvfølge-
lig drillet af børnene. Så på
den måde fik jeg at mærke,
at jeg var født udenfor ægte-
skab. Men jeg ved også, at
min mor fik at mærke, at
hun havde haft et forhold
udenfor ægteskabet. Min
mor blev dog senere gift med
en enkemand, og jeg blev
hos mine bedsteforældre.
- Da jeg var 15 år blev jeg
så sendt på efterskole i Aasi-
aat.
Efterskole
AG: Var det normalt at kom-
me på efterskole?
- Nej, det var det ikke. Vi
var 24 på efterskolen i Aasi-
aat dengang. Men jeg me-
ner, at det var en sjælden-
hed, at de tog sådan nogen
som mig, for jeg var jo vok-
set op som de der ikke havde
forældre, fordi jeg jo var født
udenfor ægteskab. Men det
er ikke fordi jeg manglede
noget i min barndom.
- Men dengang var det
kun de som havde lidt mere
at skulle have sagt i samfun-
det, som fik deres børn på
efterskole. Sådan nogen som
os kom sjældent videre. Men
jeg kan huske, at vort med-
lem i kommunerådet, Jonat-
hans far, Søren Motzfeldt,
sagde til mig, at jeg skulle
være flittig i mit skolearbej-
de. Han kan måske have
skubbet på. For jeg ved ikke
hvor dygtig jeg har været.
Måske havde jeg nogen ev-
ner.
- Men vi havde også meget
dygtige lærere dengang - ka-
teket, Anders Nielsen og Ot-
to Motzfeldt. Men Simon
Nielsen havde størst indfly-
delse i min skolegang. Han
var meget dygtig til at lære
os grønlandsk både i sprog
og skrift. De tre lærere kan
også have haft en betydning
for min videre skolegang.
AG: Men du var ikke ret
gammel, da du forlod din
bygd - kun 15 år.
- Dengang gik man på ef-
terskole i to år ad gangen.
Og tanken om den lange rej-
se - for det var langt den-
gang - væk fra min bygd som
15-årig. Det var selvfølgelig
ikke nemt.
Videre uddannelse
- Vi blev færdige i 1942, og
da det var under krigen, be-
sluttede Gam, at fem af os
skulle i huset hos danskere.
Formålet var, at vi skulle på
videreuddannelse i Dan-
mark, når krigen var over-
stået. Jeg kom til familien
Borsimat i Aasiaat. Men hel-
digvis fik vi lov til at komme
hjem på ferie først. Men da
den var overstået, var jeg
nødt til at tage afsted til Aa-
siaat - vi gjorde hvad der
blev sagt. Så da jeg fik at
vide, jeg skulle i huset i Aasi-
aat, så måtte jeg gøre det,
selvom jeg ikke var glad for
det.
AG: Din mor blev heller
ikke spurgt?
- Nej, selvfølgelig ikke.
Dengang spurgte man ikke.
Men på den anden side, var
min mor glad for at jeg fik en
chance for at uddanne mig.
Dengang var der ikke store
muligheder. Enten kunne
man komme i huset eller bli-
ve daglejer.
- På den måde var vi fem,
der havde udsigt til at få en
uddannelse. Jeg ville gerne
være sygeplejerske, men jeg
blev dårlig, når jeg for ek-
sempel så blod. Så jeg be-
sluttede at blive lærer.
- Men i to år var jeg i huset
hos Borsimaat, Fylla Han-
sen blev han kaldt sådan.
Men da jeg ikke havde det så
godt der, besluttede jeg at
tage tilbage til Sydgrønland.
Og jeg kom i huset i Qaqor-
toq.
Kommende mand
- I Qaqortoq mødte jeg min
mand Kaj i foråret 1944. Kaj
var på ferie fra Ivittuut. Og
så kunne jeg ikke andet end
at søge i hus i Ivittuut, og
var heldig at blive taget. Si-
den dengang var vi sammen.
- I 1945 fik jeg telegram
fra Gam, som sagde, at jeg
skulle i skole i Danmark.
Men jeg måtte svare ham, at
jeg ikke kunne, da jeg snart
skulle giftes. Jeg har senere
fortrudt, at jeg på den måde
ikke fik mig en uddannelse.
Men da krigen sluttede tog
Kaj i efteråret 1945 til Dan-
mark og jeg fulgte efter ham
i foråret 46 og vi blev gift i
september. Frem til 1951 bo-
ede jeg i Danmark, mens Kaj
ret ofte tog til Grønland.
- Derfor flyttede vi tilbage
til Grønland i 1951, først til
Qaqortoq, senere Ilulissat
og i 1953 flyttede vi til Nar-
saq. Vi var ved at få bygget
hus i Qaqortoq på det tids-
punkt, men vi blev så glade
for Narsaq, at vi besluttede,
at her ville vi bo. Og det har
vi gjort siden.
Agnethe Nielsen fik i 1954
en pige i pleje og i 1955,58 og
63 fik de selv sønner.
Politik
Da der i 1955 var valg til
kommunalbestyrelsen stil-
lede Agnethe op som supple-
ant til Ingvar Høegh.
-1 begyndelsen ville jeg el-
lers ikke, for jeg interessere-
de mig overhovedet ikke for
politik. Men dengang havde
vi meget tuberkulose i lan-
det. Det havde jeg interesse-
ret mig for og hjulpet syge og
familier, for dengang var der
intet socialt net at ty til. Må-
ske var det det der fik Ingvar
til at spørge. Jeg ved det ik-
ke.
- Ingvar blev valgt ind, og
i marts 1956 meddelte han
mig, at han flyttede til Qa-
qortoq, så den 6. april 1956
var jeg til mit første kommu-
nalbestyrelsesmøde, som
folkevalgt. Og siden den-
gang frem til 1. maj 89, hvor
jeg trak mig, har jeg siddet i
kommunalbestyrelsen i
Narsaq.
- Ja, det er sådan med mig,
at jeg bliver valgt ind, som
suppleant. Det samme ske-
te, da der var valg til Lands-
tinget i 1979. Da stillede jeg
op som suppleant for Lars
Godtfredsen og i 1980, da
han trak sig, blev jeg både
borgmester og landstings-
medlem. For jeg blev for-
mand, dengang man ikke
havde borgmestre, i Narsaq
i 1960 frem til 1975. Og der-
efter var der to perioder,
hvor der sad andre. Den-
gang valgte man for et år ad
gangen. Så jeg har været
formand og borgmester i
omkring 28 år. Og i alle de år
har jeg sat hjælpearbejdet
frem for noget som helst an-
det.
Tilbage igen
AG: 11989 trak du dig tilba-
ge, men ved sidste valg stil-
lede du op igen. Hvorfor?
- Min mand døde i 1987.
Jeg har rejst meget i alle de
år jeg har været indenfor po-
litik, og da havde jeg altid
min mand til at se efter bør-
nene. I det hele taget var
han en stor støtte for mig.
Og han havde været her i
landet i nøjagtig 50 år, da
han døde. Han lå lang tid i
dødsleje, og jeg passede ham
selv. Da han døde, beslutte-
de jeg, at jeg ikke længere
ville være politiker. Jeg kan
ikke forklare hvorfor. Jeg
fik ellers mange opfordrin-
ger til at stille op igen, men
jeg havde besluttet mig.
- Men det kan selvfølgelig
have en betydning, at min
mand døde i 87. Lige om-
kring det tidspunkt, hvor
valgkampen igen skulle
igang. Mine tanker var helt
andre steder. Jeg havde ikke
interesse for det mere. Min
mand og jeg havde jo været
gift i 40 år, da han døde.
- Men ved sidste valg fik
jeg så mange henvendelser,
at jeg tog sagen op til overve-
jelse, efter i første omgang
at have afvist den. Men jeg
havde det bedre og havde
fået mit gamle liv tilbage, så
jeg besluttede at hjælpe mit
parti, Atassut, ved at samle
stemmer ind. Jeg spekulere-
de ikke et øjeblik på, at jeg
ville blive vigt ind. Men det
kom jeg. Og jeg fortiyder ik-
ke noget, jeg mener, jeg end-
nu kan bidrage med noget.
Så håber jeg, at jeg kan være
til hjælp.