Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 23.10.1991, Blaðsíða 8

Atuagagdliutit - 23.10.1991, Blaðsíða 8
Agnethe Nielsen: - Naluara atuakkat tungaatigut qanoq piginnaanneqarsimatigalunga, immaqami piginnaanneqalaarsi- mavunga. (Ass: Knud Josefsen) Agnethe Nielsen: - Jeg ved ikke hvor bogligt begavet jeg har været, men måske lidt. (Foto: Knud Josefsen) Sætter socialen højt Interview med 66-årige Agnethe Nielsen, som har været aktiv i politik i 35 år og formand eller borgmester i de 28 NUUK - Jeg er født uden- for ægteskab, og jeg vok- sede op uden en far. Min mor, Bodil, og hendes sø- ster blev tidligt foræl- dreløse og bortadobteret til hver deres familie. Den familie min mor kom til havde en datter, men de blev opdraget som søskende, og vores bedstefar, Otto Martin- sen, var storfanger, siger Agnethe Nielsen, der er født som Salomonsen og født udenfor ægteskabet den 13. møj 1915 i Qassi- miut i Sydgrønland. AG: Så man ikke dengang med andre øjne på børn født udenfor ægteskabet? - Jo, man mærkede mere til det. Men vi fik stor støtte og hjælp i vores bygd. Jeg mærkede aldrig noget fra de voksne, men blev selvfølge- lig drillet af børnene. Så på den måde fik jeg at mærke, at jeg var født udenfor ægte- skab. Men jeg ved også, at min mor fik at mærke, at hun havde haft et forhold udenfor ægteskabet. Min mor blev dog senere gift med en enkemand, og jeg blev hos mine bedsteforældre. - Da jeg var 15 år blev jeg så sendt på efterskole i Aasi- aat. Efterskole AG: Var det normalt at kom- me på efterskole? - Nej, det var det ikke. Vi var 24 på efterskolen i Aasi- aat dengang. Men jeg me- ner, at det var en sjælden- hed, at de tog sådan nogen som mig, for jeg var jo vok- set op som de der ikke havde forældre, fordi jeg jo var født udenfor ægteskab. Men det er ikke fordi jeg manglede noget i min barndom. - Men dengang var det kun de som havde lidt mere at skulle have sagt i samfun- det, som fik deres børn på efterskole. Sådan nogen som os kom sjældent videre. Men jeg kan huske, at vort med- lem i kommunerådet, Jonat- hans far, Søren Motzfeldt, sagde til mig, at jeg skulle være flittig i mit skolearbej- de. Han kan måske have skubbet på. For jeg ved ikke hvor dygtig jeg har været. Måske havde jeg nogen ev- ner. - Men vi havde også meget dygtige lærere dengang - ka- teket, Anders Nielsen og Ot- to Motzfeldt. Men Simon Nielsen havde størst indfly- delse i min skolegang. Han var meget dygtig til at lære os grønlandsk både i sprog og skrift. De tre lærere kan også have haft en betydning for min videre skolegang. AG: Men du var ikke ret gammel, da du forlod din bygd - kun 15 år. - Dengang gik man på ef- terskole i to år ad gangen. Og tanken om den lange rej- se - for det var langt den- gang - væk fra min bygd som 15-årig. Det var selvfølgelig ikke nemt. Videre uddannelse - Vi blev færdige i 1942, og da det var under krigen, be- sluttede Gam, at fem af os skulle i huset hos danskere. Formålet var, at vi skulle på videreuddannelse i Dan- mark, når krigen var over- stået. Jeg kom til familien Borsimat i Aasiaat. Men hel- digvis fik vi lov til at komme hjem på ferie først. Men da den var overstået, var jeg nødt til at tage afsted til Aa- siaat - vi gjorde hvad der blev sagt. Så da jeg fik at vide, jeg skulle i huset i Aasi- aat, så måtte jeg gøre det, selvom jeg ikke var glad for det. AG: Din mor blev heller ikke spurgt? - Nej, selvfølgelig ikke. Dengang spurgte man ikke. Men på den anden side, var min mor glad for at jeg fik en chance for at uddanne mig. Dengang var der ikke store muligheder. Enten kunne man komme i huset eller bli- ve daglejer. - På den måde var vi fem, der havde udsigt til at få en uddannelse. Jeg ville gerne være sygeplejerske, men jeg blev dårlig, når jeg for ek- sempel så blod. Så jeg be- sluttede at blive lærer. - Men i to år var jeg i huset hos Borsimaat, Fylla Han- sen blev han kaldt sådan. Men da jeg ikke havde det så godt der, besluttede jeg at tage tilbage til Sydgrønland. Og jeg kom i huset i Qaqor- toq. Kommende mand - I Qaqortoq mødte jeg min mand Kaj i foråret 1944. Kaj var på ferie fra Ivittuut. Og så kunne jeg ikke andet end at søge i hus i Ivittuut, og var heldig at blive taget. Si- den dengang var vi sammen. - I 1945 fik jeg telegram fra Gam, som sagde, at jeg skulle i skole i Danmark. Men jeg måtte svare ham, at jeg ikke kunne, da jeg snart skulle giftes. Jeg har senere fortrudt, at jeg på den måde ikke fik mig en uddannelse. Men da krigen sluttede tog Kaj i efteråret 1945 til Dan- mark og jeg fulgte efter ham i foråret 46 og vi blev gift i september. Frem til 1951 bo- ede jeg i Danmark, mens Kaj ret ofte tog til Grønland. - Derfor flyttede vi tilbage til Grønland i 1951, først til Qaqortoq, senere Ilulissat og i 1953 flyttede vi til Nar- saq. Vi var ved at få bygget hus i Qaqortoq på det tids- punkt, men vi blev så glade for Narsaq, at vi besluttede, at her ville vi bo. Og det har vi gjort siden. Agnethe Nielsen fik i 1954 en pige i pleje og i 1955,58 og 63 fik de selv sønner. Politik Da der i 1955 var valg til kommunalbestyrelsen stil- lede Agnethe op som supple- ant til Ingvar Høegh. -1 begyndelsen ville jeg el- lers ikke, for jeg interessere- de mig overhovedet ikke for politik. Men dengang havde vi meget tuberkulose i lan- det. Det havde jeg interesse- ret mig for og hjulpet syge og familier, for dengang var der intet socialt net at ty til. Må- ske var det det der fik Ingvar til at spørge. Jeg ved det ik- ke. - Ingvar blev valgt ind, og i marts 1956 meddelte han mig, at han flyttede til Qa- qortoq, så den 6. april 1956 var jeg til mit første kommu- nalbestyrelsesmøde, som folkevalgt. Og siden den- gang frem til 1. maj 89, hvor jeg trak mig, har jeg siddet i kommunalbestyrelsen i Narsaq. - Ja, det er sådan med mig, at jeg bliver valgt ind, som suppleant. Det samme ske- te, da der var valg til Lands- tinget i 1979. Da stillede jeg op som suppleant for Lars Godtfredsen og i 1980, da han trak sig, blev jeg både borgmester og landstings- medlem. For jeg blev for- mand, dengang man ikke havde borgmestre, i Narsaq i 1960 frem til 1975. Og der- efter var der to perioder, hvor der sad andre. Den- gang valgte man for et år ad gangen. Så jeg har været formand og borgmester i omkring 28 år. Og i alle de år har jeg sat hjælpearbejdet frem for noget som helst an- det. Tilbage igen AG: 11989 trak du dig tilba- ge, men ved sidste valg stil- lede du op igen. Hvorfor? - Min mand døde i 1987. Jeg har rejst meget i alle de år jeg har været indenfor po- litik, og da havde jeg altid min mand til at se efter bør- nene. I det hele taget var han en stor støtte for mig. Og han havde været her i landet i nøjagtig 50 år, da han døde. Han lå lang tid i dødsleje, og jeg passede ham selv. Da han døde, beslutte- de jeg, at jeg ikke længere ville være politiker. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Jeg fik ellers mange opfordrin- ger til at stille op igen, men jeg havde besluttet mig. - Men det kan selvfølgelig have en betydning, at min mand døde i 87. Lige om- kring det tidspunkt, hvor valgkampen igen skulle igang. Mine tanker var helt andre steder. Jeg havde ikke interesse for det mere. Min mand og jeg havde jo været gift i 40 år, da han døde. - Men ved sidste valg fik jeg så mange henvendelser, at jeg tog sagen op til overve- jelse, efter i første omgang at have afvist den. Men jeg havde det bedre og havde fået mit gamle liv tilbage, så jeg besluttede at hjælpe mit parti, Atassut, ved at samle stemmer ind. Jeg spekulere- de ikke et øjeblik på, at jeg ville blive vigt ind. Men det kom jeg. Og jeg fortiyder ik- ke noget, jeg mener, jeg end- nu kan bidrage med noget. Så håber jeg, at jeg kan være til hjælp.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.