Atuagagdliutit - 05.02.1992, Qupperneq 8

8
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 15 1992
Café Rudolfiml qallpakkaL Aqagu sisamanngornermi
nalunaaqutaq ulloq qeqqanut qiteqqunneraniit sapaa-
tiuppat unukkut arfineq pingasup tungaanut Café Ru-
dolfimi qalipakkanik saqqummersitsisoqassaaq. Tassa
Karno Reimerip uuliamik pasteluuliamiUu qalipakkani
saqqummersissammagit. Qalipakkat tingerlaatissiamut
qalipaavissiamullu tingerlaatissiangasumut sanaajup-
put. Karno Reimer pinngortitamiit isumassarsiorsima-
voq, saqqummersitseqqaatiminilu qaamaneq annermik
soqutigisaraa. Karno Reimer 80-ikkulli aallartilaartut
qalipaasalerpoq. Kisianni aatsaat saqqummersitsivoq,
saqqummersitanilu ukiup kingulliup ingerlanerani qali-
passimavai.
Saqqummersitsiviusoq, Café Rudolf Juulimaap Sulli-
viata ilaagaa. Kaifisorniartarfik sisamanngornermiit sa-
paat ilanngullugu nalunaaqutaq 11.30-miit 20.00-imut
ammasarpoq. Café Rudolf Greenland Contractors-imit
ingerlanneqartoq. Café Rudolfimi sulisoq Jørgen Pedeer-
sen oqarpoq, kafiisorniartarfik ukiup ingerlanerani assi-
giinngitsunik sammisassaqartitsiniarlutik. Taamaalillu-
ni taallianik saqqummisoqartassaq, kaffisorniartarfiullu
inuit soqutiginaatillit aggersar tar ni arpai oqaluttuartin-
niarlugit apeqqutinillu akitittarlugit. (Ass.: Knud Josef-
sen).
Malerier på Café Rudolf. I morgen torsdag klokken 11.30
åbner en udstilling med kunstmalerier på Café Rudolf.
Det er Karno Reimer, der udstiller olie- og pasteloliema-
lerier. Malerierne er lavet enten på lærred eller på pa-
plærred. Karno Reimer har hentet inspiration fra natu-
ren, og det er især lyset, der interesserer den debuterende
maler. Karno Reimer har malet fra begyndelsen af 80’er-
ne. Men som udstiller er hun debutant, og de malerier,
hun udstiller, hun har lavet den sidste års tid.
Café Rudolf, der er rammen om udstillingen, er en del
af Julemandens Værksted. Caféen har åbent torsdag til
søndag fra klokken 11.30 til 20.00. Jørgen Pedersen fra
Café Rudolf fortæller, at caféen vil holde forskellige ar-
rangementer i løbet af vinteren. Således vil der være
digte- og viseaftner, og stedet vil også invitere spændende
personligheder til at fortælle og svare på spørgsmål. (Fo-
to: Knud Josefsen). ,
Tallimanngormat unnukkut angutit m ar luk aallaaserlutik
Deres Tankstationip Nuummiittup karsia imaariartoralu-
arpaat. Niviarsissat marluk niuertarfimmiipput. Taakku
ullumikkut suli tupassimaqaat. (Ass.: Knud Josefsen).
Fredag alten mødte to bevæbnende mænd op på Deres
Tankstation i Nuuk for at tømme pengekassen. I forretnin-
gen stod to piger. I dag er de stadig rystede. (Foto: Knud
Josefsen).
Så lige ind i riffelløb:
Alt stod stille for mig
Ung ekspedient stadig rystet efter væbnet røveri på Deres Tankststion i Nuuk
NUUK(EH) - Jeg stod og
kiggede lige ind i geværlø-
bet. Jeg tænkte ingenting,
var kold over hele kroppen
og følte faktisk, at jeg var
død. Alt stod stille.
Kathe Staub var på arbej-
de på Deres Tankstation i
Nuuk fredag aften. Hun sad
på lageret og talte kassen op,
da hendes kollega pludselig
kom farende ud tU hende.
Der blev ikke vekslet et ord
mellem de to. Det var ikke
nødvendigt, for Kathe Staub
forstod med det samme, at
der var noget galt.
»Hvad skulle det
være?«
- Jeg rejste mig og gik ud i
butikken. Jeg var helt rolig,
faktisk afslappet, men jeg
var helt iskold i hele krop-
pen. Sådan som man har
det, når man har influenza
Jo mere jeg nærmede mig de
to mænd, der stod bøjet over
kasseapparatet og hamrede
løs på det for at få det op,
desto mere kold blev jeg. Så
stod jeg der og »gloede
dumt« og sagde ingenting.
Jeg havde egentlig mest lyst
til at spørge dem om noget.
Om jeg kunne hjælpe dem
med noget. Som om de var
kunder, fortæller Kathe
Staub.
Derefter gik tingene hur-
tigt. Den ene af de to mænd
bad Kathe om at åbne kasse-
apparatet, derefter lød der
klirren af flasker, fordi der
var kommet kunder i butik-
ken, og de to mænd stak af.
De havde begge elefanthuer
på, så de ikke kunne genken-
des.
Så det hele for sig Igen
og Igen
Da de to mænd var stukket
af, løb Kathe Staub hen og
låste døren til butikken.
Hun sørgede for at få kun-
derne væk fra vinduerne og
ringede til politiet og chefen.
Det var først efter, hun hav-
de ringet til chefen, at det
gik op for hende, at hun rent
faktisk havde ringet til ham.
- Mine ben og min stemme
rystede. Så satte jeg mig ned
og røg en cigaret. En halv
time efter kom min mand og
hentede mig, som han ple-
jer.
Men det var også det ene-
ste, der var, som det plejede
at være. Om natten kunne
hun ikke sove.
- Hver gang jeg lukkede
øjnene, så jeg det hele for
mig igen og igen. Jeg var op-
mærksom på den mindste
støj. Lyden af en bil fik mig
til at fare sammen.
Holder øje med døren
Men selv om Kathe Staub
stadig har problemer med at
sove om natten, har hun ik-
ke et sekund overvejet at si-
ge op på sit arbejde, hvor
hun har været i halvandet
år. Allerede næste morgen
mødte hun op.
- Det var meget vigtigt for
mig at komme på arbejde så
hurtigt som muligt. Hvis jeg
var blevet hjemme, havde
jeg fået et knæk, fordi jeg
ikke havde andet at tænke
på. Men det var ikke nemt.
Jeg skulle virkelig tage mig
sammen. Jeg forsøgte at
holde mig fra disken, løb
frem og tilbage mellem bu-
tikken og lageret, satte mig
ned og tændte en cigaret, og
jeg skiftevis svedte og frøs,
siger Kathe Staub.
I dag - seks dage efter - er
alt stadig ikke helt, som det
plejer at være.
- Det er ligesom at starte på
en ny arbejdsplads. Jeg skal
lære det hele at kende igen
og føler mig helt genert.
Men jeg er da begyndt at la-
ve mere. Jeg står stadig og
kigger ud af vinduerne og
holder øje med døren. Jeg er
bange for at møde de to
mænd igen, ikke fordi jeg
tror, at de kommer tilbage
for at tømme kasseappara-
tet, men tænk, hvis de kom
som kunder. Alle kunder får
for tiden et ekstra blik. Hel-
digvis er alle de andre med-
arbejdere her til at støtte
mig, de har taget sig meget
af mig.
Piaarnerpaamik suleqqilernissara uannut pingaartorujus-
suuvoq. Angerlarsimaannarsimagaluaruma allamik eqqar-
saateqarsimanavianngikkaluarpunga. Ersinera piaartumik
qaangerusussimavara, Kathe Staub oqarpoq. (Ass.: Knud
Josefsen).
- Det var vigtigt for migat komme på arbejde så hurtigt som
muligt. Hvis jeg havde siddet hjemme, havde jeg ikke tænkt
på andet. Jeg ville overvinde min angst med det samme,
siger Kathe Staub. (Foto: Knud Josefsen).