Atuagagdliutit - 23.12.1993, Blaðsíða 16

76
Nr. 118 • 1993

,TTonYYRTEN
GRØNLANDSPOSTEN
Historien om Katrine
»Historien om Kathrine« er en lærerig roman om en
grønlandsk kvindeskæbne i Danmark. Romanen er
skrevet af Maliaraq Vebæk, som selv bor i Dan-
mark i dag. Følg med i AG’s roman hver torsdag.
Kapitel 6
Vi besøgte ikke Larsen og
Johanne mere. Jeg havde ik-
ke tid til det. Mine venner
optog meget af min tid. Vi
skiftedes til at være hos hin-
anden, snart hos den ene og
snart hos den anden. Men
oftest hos mig. Vi larmede
tit til sent om aftenen, radio-
en og fjersynet gik. Og beru-
sede folk taler gerne højt.
Jeg havde lagt mærke til,
at mine naboer blev mere og
mere uvenlige. De undgik
mig, og når jeg mødte nogen,
hilste de ikke. Den værste af
dem alle var viceværten. En
dag sagde han til mig, at vi
skulle være mere stille. For
der var mange, der havde
klaget over larmen fra min
lejlighed om aftenen og om
natten. Jeg svarede ham ba-
re: »Hvad rager det dig!«
En formiddag, mens jeg
endnu lå i sengen og halsov,
ringede det på døren. Hvem
kan det nu være? tænkte
jeg. Åh, det er nok en af ven-
nerne! Og jeg blev enig med
mig selv om ikke at lukke op.
De ved sku da godt, at jeg må
sove på denne tid!
Jeg havde lært at bande
og syntes, at det lød flot. Lil-
le Emilie legede halvnøgen
på gulvet. Nu ringede det
minsandten igen døren,
denne gang længe og kraf-
tigt. Jeg tænkte: Man har
sgu da heller aldrig fred!
Hvis det var en af vennerne,
skulle jeg vise ham eller hen-
de trappen. De var jo næsten
lige gået. Næ, der skulle ikke
serveres mere! Pludselig
tænkte jeg, at det måske var
den dumme vicevært. Jeg
skal give ham, hvis det er
ham! Nej, jeg lukker ikke op.
Det ringede igen. Åh, det var
nok Hardy. Han har før la-
vet det nummer med at
komme tilbage. Jeg kravlede
ned fra min seng og gik ud til
døren uden at tage noget
over min bare underkjole.
Uden for min dør stod der
en nydeligt klædt dame.
Hun spurgte, om jeg var Ka-
trine Jensen. Det bekræfte-
de jeg. Så sagde hun sit navn
og noget om, hvor hun kom-
mer fra. Om hun måtte
komme ind og tale med mig?
Jeg bød hende ind uden at
have forstået ret meget af
det, hun sagde. For jeg var
blevet forskrækket over det
helt uventede besøg. Jeg
skyndte mig ind i soveværel-
set for at tage noget på. Jeg
ville have taget min morgen-
kåbe på, men kom i tanker
om, at den var i stykker, og
tog så en tilfældig kjole på og
gik ind i stuen igen. Damen
stod og så smilende på Emi-
1. januar 1994 sakkut pillugit
Kalaallit Nunaannut inatsit
atuutilissaaq
makku pillugit inatsit malillugu
1. januar 1994 aallarnerfigalugu sakkut
inerteqqutaalerput:
Illuinnarsuutit (pistoler aamma revolvere) aallaasillu naatsut allat.
Aallaasit eqqarasuartaatit, t.i. aallaasit eqittaataa eqissimatillugu eqqartuartar-
tut.
Aallaasit arlalinnik immersartut, t.i. aallaasit imminnikimmersartut aammalu
eqit6taataata eqinneratigut igissutaasartut.
Aallaasinut taaneqartunut imassat aallaasillu taamaattut atortui.
Aamma aallaasinik, aallaasit imassaannik, qaartiterutissanik, sorsunnermi
atortunik kiisalu maskiinanik il.il. taaneqartunik sananermi iluarsaanermilu
atugassianik akuersissummik peqarani nunamit annissineq inerteqqutaavoq.
Sakkut pillugit inatsimmik unioqqutitsisoq pinerluttulerinermi inatsit tunn-
gavigalugu eqqartuunneqassaaq.
Matumani pineqanngillat:
Inuutissarsiutigalugu aallaaniartartut aallaaniarnermutatortumik allagartallit
aallaasinik eqittaannartakkanik inuutissarsiornermut atugassanik pigisaqar-
nissamut akuersissummik pisariaqanngillat. Aamma taamaappoq aallaasit ta-
makku imassaannut atortussaannullu tunngatillugu.
Aallaasit imassaasa ilaat aallaasinut akuerisaasunut inerteqqutaasunullu ator-
neqarsinnaasut akuersissuteqarnissamik pisariaqartitsinngillat.
Inuit inatsisip atortuulernerani eqqarasuartaatinik eqittaannartakkanillu taak-
kulu atortussaannik pigisaqartut taakkuninnga pigisaqaannarsinnaapput, pi-
gisaqarneq kingusinnerpaamik 31. december 1994 politiinut nalunaarutigine-
qarsimappat. Nalunaaruteqarneq aallaasit imassaannik peqarsinnaatitsissu-
taanngilaq.
Nunamit annisseqqusinnginnermi pineqanngillat inuit sakkunik imassaan-
nillu sakkut pillugit inatsimmi inerteqqutaanngitsunik pigisaqarlutik Kalaallit
Nunaannut tikittut aammalu qaammatit 3 tikillugit Kalaallit Nunaanneereer-
lutik sakkunik imassaannillu aallarussiumasut.
Paasissutissat erseqqinnerusut, qinnuteqaatit nalunaarutiginninnerlu:
Najukkani politeeqarfiit erseqqinnerusumik paasissutissiisinnaapput. Politee-
qarfimmi sakkut pillugit inatsit nalunaarutillu tassunga tunngasut pineqar-
sinnaapput.
Sakkut il.il. 1. januar 1994 kingoratigut inerteqqutaasut pillugit qinnuteqaatit
nalunaarutillu uunga nassiunneqassapput: Våbenkontoret, Postboks 1006,
3900 Nuuk.
Sakkut pillugit akuersissut 840 kr.-nik akilerneqassaaq.
Kalaallit Nunaanni Politimesteri
lie, som var holdt med at le-
ge, men sad og kikkede for-
bavset på den fremmede da-
me.
»Må jeg sætte mig?«
spurgte damen. Jeg sagde
»ja« og skyndte mig i min
nervøsitet at tage en cigaret
og satte mig ned på en anden
stol. »Du er klar over, hvor-
for jeg er kommet, ikke?«
sagde hun. »Nej,« svarede
jeg.
»Jeg kommer fra børne-
værnet.« »Hvad er det?
Hvorfor?« »Det er menne-
sker der tager sig af børn,
som ikke bliver passet for-
svarligt hjemme.« Og efter
en kort pause fortsatte hun:
»Der er blevet klaget over
dig fra opgangen her. Det si-
ges, at du forsømmer dit
barn. Men mit besøg i dag er
blot en advarsel. Vi må jo
kontrollere, om klagerne
har noget på sig. Vi tager ik-
ke dit barn fra dig i dag. Jeg
håber heller ikke, vi kom-
mer til at gøre det.«
Det var, som om alting be-
gyndte at køre rundt for
mig. Jeg følte mig svimmel.
Alligevel havde jeg kræfter
nok til at skrige: »Det er
løgn! Jeg passer mit barn
godt! Godt nok. Hun skal ik-
ke tages fra mig!« Jeg greb
lille Emilie, satte hende på
skødet, holdt hende hårdt
ind til mig og fortsatte gråd-
kvalt: »Ingen må tage det
eneste, jeg har, fra mig. Hun
er den eneste, der betyder
noget i mit liv. Det eneste.
Hun skal ikke tages fra
mig!« Emilie blev åbenbart
forskrækket, eller måske
holdt jeg hende for hårdt,
for hun begyndte at græde
voldsomt og forsøgte at gøre
sig fri for min omfavnelse.
Men hun blev siddende hos
mig, mens hun skreg helt
hysterisk.
»Lad os tale roligt sam-
men...« sagde damen, men
jeg afbrød hende: »Klagerne
er falske! Det er løgn, alt det
mine naboer har fortalt jer.
Jeg er sikker på, at det er
ham den ondskabsfulde vi-
cevært, der har sagt alt det.
Han er altid efter mig. Han
er så væmmelig. I skal ikke
tro alle hans løgnehistori-
er.«
Jeg gik ud i køkkenet for
at hente noget køkkenrulle
til at tørre ansigtet med, og
da jeg kom ind i stuen igen,
pegede jeg grædende på lille
Emilie og sagde: »Hun er
den eneste, jeg har. Min
mand bedrager mig. Han le-
ver sammen med en anden
kvinde i Grønland. Hvis I ta-
ger min lille pige fra mig, ta-
ger jeg livet af mig.« Jeg be-
gyndte at græde voldsomt og
løftede Emilie op igen.
Da min gæst var gået, føl-
te jeg mig helt mat, fortviv-
let og samtidig noget ærger-
ligt. For da jeg kikkede
rundt i stuen, måtte jeg ind-
rømme, at der kunne have
set bedre ud. Der var rodet.
Tomme ølflasker stod her og
der, og askebægrene var
fyldt. Mest ærgerlig var jeg
over, at Emilie kun havde en
snavset undertrøje på. Det
var da også uheldigt, at den
dame skulle komme idag.
For det meste havde jeg det
jo pænt i min stue. Jeg gjor-
de meget tit rent i lejlighe-
den. Jeg havde jo ikke så me-
get andet at lave. Men når
man har haft gæster, så
måtte der jo se sådan ud. Jo,
jeg var klar over, at jeg bur-
de have passet min lille dat-
ter bedre. Men hvordan
kunne jeg leve anderledes,
når min mand... åh, nej, nej,
nej! Min fortvivlelse blev
pludselig til vrede. Når Har-
dy kom igen, ville jeg bede
ham om at flytte ind hos
mig. Ikke fordi jeg følte no-
get særligt over for ham,
men han havde da sovet hos
mig mange gange i den sene-
ste tid, og vi havde haft det
meget godt sammen. Hvis
han flyttede ind hos mig, ku-
N.A.P.A.
NORDENS INSTITUT I GRØNLAND
Stipendium til
Åland, Færøerne,
Nordkalotten og Island
Instituttet udlyser hermed et stipendium på indtil
Dkr. 25.000,- til en studierejse til Åland, Færøerne
eller Nordkalotten, og et stipendium, som dækker
rejse, ophold og kursusafgift til en deltager i et
kursus i islandsk i Reykjavik i juli 1994.
Kulturarbejdere, journalister og lærere bosiddendl
1 Grønland kan søge, og stipendiet skal anvendd
inden udgangen af 1994. Skriv ansøgningen
dansk, norsk eller svensk og send den
NAPA/Nordens Institut i Grønland, postboks 770,
3900 Nuuk, så den kan være os i hænde inden den
17. januar 1994. Ansøgninger kan også faxes til
2 57 33.
N.A.P.A.
Nordens institut i Grønland
NORDENS HUS PÅ FÆRØERNE
NORDENS INSTITUT PÅ ÅLAND
NORDISK INFORMATIONSKONTOR I ALTA
NORDENS HUS I REYKJAVIK
ne jeg være mere hjemme,
og han kunne være hos Emi-
lie, når jeg skulle besøge mi-
ne grønlandske veninder
alene om aftenen. Jeg måtte
gøre noget for ikke at miste
lille Emilie.
»Mor, jeg er sulten!« Det
var Emilie, som rykkede mig
i kjolen. Jeg rejste mig for at
gå ud i køkkenet efter noget
morgenmad. Jeg trængte
selv til kaffe oven på alt det,
jeg lige havde oplevet. Emi-
lie løb ud i køkkenet foran
mig. Hun var altid så ivrig
for at hjælpe mig.
»Du er her så meget, Hardy.
Du kan da ligeså godt flytte
rigtigt ind hos os, ikke?«
sagde jeg, da Hardy kom se-
nere på dagen. Han sad og så
hen for sig og smilede Lidt.
»Du er her snart hver dag og
spiser og sover her også nog-
le gange, så hvorfor ikke
flytte rigtig ind? Du har jo
heller ikke et ordentligt sted
at bo. Hvis du boede her,
kunne du også se efter Emi-
lie, når jeg gerne vil besøge
grønlændere alene. På den
måde kan du betale din mad.
Hvad siger du til det?
»Det var satans! Snakker
du om at tage noget for den
smule mad, jeg får? Du som
altid er så glad, når jeg bliver
hos dig om natten. Hvad
fanden er egentlig menin-
gen?« sagde han.
»Åh, lad være med at gøre
dig kostbar. Du skulle da
være lykkelig over, at der er
nogen, der gider have noget
med dig at gøre.«
»Hvad så når din mand
kommer hjem? Skal jeg så
bare skride? Eller skal vi
måske bo sammen alle tre?
Hvad?«
»Han kommer ikke hjem
til mig, når han kommer til-
bage fra Grønland. Jeg har
skrevet til ham, at han ikke
skal komme. Jeg er ligeglad
med ham!«
Det endte med, at Hardy
flyttede ind hos mig. Ikke
fordi han havde ret meget at
flytte. Han kom hjem til mig
med en gammel kuffert med
noget tøj i. Emilie var glad
for ham. Det var altid noget.
Hun havde jo forlængst
vænnet sig til ham. Vi blev
mere hjemme, og vi havde
ikke så ofte gæster mere.
Hardy undrede sig over det.
Jeg sagde bare, jeg var træt,
og jeg ikke var rigtig rask.
Jeg fortalte ham ikke, at jeg
havde haft besøg af den fine
dame. Nej, hende ville jeg
undgå at tænke på. Hun
havde virkelig gjort mig
bange. Og selv om det ikke
morede mig, var jeg derfor
mere hji
serne fra Grønlands Tekni-
ske Organisation skulle
Erik være i Grønland i otte
måneder. Hvis han rejste
hjem før, skulle han selv be-
tale hjemrejsen. Det var
ganske vist ved at være ef-
terår. Men jeg havde ingen
fornemmelse af tiden, så jeg
skænkede det ikke en tanke,
at han kunne komme.
En aften skulle jeg besøge
nogle grønlandske venner,