Atuagagdliutit - 23.12.1993, Blaðsíða 17

Nr. 118 ■ 1993
og Hardy skulle være hjem-
me og passe Emilie. Jeg bad
ham endelig ikke gå fra hen-
de. Det lovede han.
Jeg havde det så dejligt
hos mine venner, at tiden
fløj. Vi spiste grønlandsk
mad og lo ad grønlandske
vittigheder. Det var sent, da
jeg kom hjem og ringede på.
Det var ikke Hardy, som
lukkede op for mig. Erik åb-
nede døren hastigt og gav
mig en kraftig lussing. »Nå,
det er sådan du passer vores
barn!« sagde han vredt.
Jeg blev meget forskræk-
ket. Og det gjorde ondt på
min kind. Samtidig blev jeg
vred. »Av!« skreg jeg, »dit
dumme svin!«
»Det er, hvad du har for-
tjent. Hvad skal det ligne at
lade barnet være alene om
natten, mens du føjter rundt
i byen!«
»Hun var ikke alene. Jeg
havde nogen til at passe
hende. Det er dig, som har
smidt babysitteren ud!«
»Du skal ikke prøve at ly-
ve. Jeg har været her længe.
Der har ikke været andre.
Der var ingen hos barnet, da
jeg kom! Svar! Er det sådan,
du har passet barnet, mens
jeg var væk? Svar for fan-
den, kvinde!« blev han ved.
»Det er dig, der lyver. Det
er bare for at være ond ved
mig, at du siger der ikke var
nogne ved barnet, da du
kom. For der var nogen hos
hende, da jeg gik. Du har
smidt ham ud!«
»Nå, det var altså HAM,
en af dine sovekammerater,
mens jeg var borte, som
skulle have passet barnet?
Men han var nu gået.« Og
med højere stemme fortsat-
te han: »Emilie vågnede for
en time siden, hvad tror du,
der var sket, hvis jeg ikke
havde været der? Hva’? Du
er måske ligeglad? Det kun-
ne jeg bedst tænke mig. Og
det skulle vel ikke være Har-
dy, der skulle passe barnet?
Hvad?«
Jeg undgik at svare direk-
te, men sagde med høj usik-
ker stemme: »Hvordan kom
du da ind i lejligheden, når
der ikke var nogen til at luk-
ke dig ind? Du havde jo in-
gen nøgle.«
»Hvordan jeg kommer ind
i min egen lejlighed, rager
ingen. Jeg kan komme ind,
når det passer mig!«
Vi var kommet ind i stu-
en, og jeg prøvede på at læg-
ge min frakke, som jeg hav-
de holdt i arm en, på en stole-
ryg. Men den faldt ned, og
jeg lod den ligge på gulvet.
Så støttede jeg mig til stole-
ryggen, mens jeg jamrede:
»Åh nej, åh nej.«
»Nu må vi have helt klare
linjer! Nu er jeg hjemme, og
jeg må for fanden vide, om
jeg har en kone, som jeg kan
regne med, og som kan passe
vores barn ordentligt. Hvis
ikke, så skal du bare vide, at
jeg kan smide dig ud. Kan du
høre det? Og hvis jegsmider
dig ud, så skal du vide, at du
går alene! Ikke med barnet!
Forstået?«
Jeg hørte knapt alt det,
han sagde, for tankerne for
forvirret rundt i hovedet på
mig: den modbydelige vice-
vært havde selvfølgelig luk-
ket ham ind, og han havde
naturlivis fortalt Erik slem-
me ting om mig. Og Hardy
var naturlivis gået, før Erik
kom. »Åh nej, åh nej...« Det
var næsten det eneste, jeg
kunne sige.
»Ja, du står bare der og
siger »åh nej, åh nej«. Det er
for groft! Her har man hele
sommeren sendt penge, så I
kunne både leve og have et
sted at bo. Hvad kommer
man hjem til? Til en luder!«
»Hvad med dig? Hvad
med den kvinde, du havde i
Qaqortoq? Hvad?« skreg jeg.
Emilie vågnede og begyndte
at klynke inde i soveværel-
set. Erik for ind til hende, og
jeg hørte ham sige med en
meget mild stemme: »Det er
far, lille Emilie.« Men Emi-
lie holdt ikke op med at
klynke, og han kom ind i
stuen med hende. Hun ville
over til mig, og jeg tog hende
og vuggede hende i mine ar-
me, tU hun faldt i søvn igen.
Så lagde jeg hende i seng og
vendte tUbage tU stuen,
hvor vi fortsatte med at
skændes. Erik drak øl og røg
cigaretter. Jeg var så for-
skrækket, at jeg for en gangs
skyld ikke havde lyst tU no-
gen af delene.
Hen ad morgenstunden
faldt Erik i søvn på sofaen.
Jeg ventede med at foretage
mig noget, til han sov helt
fast. Så fyldte jeg en taske
med børnetøj og med de
mest nødvendige af mine
ting. Mine penge lagde jeg
også i tasken. Og meget for-
sigtigt begyndte jeg at tage
Emilie op fra sengen. Hun
var lige ved at vågne, og jeg
skyndte mig at putte noget
slik i munden på hende.
Hun suttede på slikket og
faldt snart tU ro igen. Så løf-
tede jeg hende op. Jeg tog
tasken og stod et øjeblik helt
stUle og lyttede til Eriks
søvn. Jo, han sov fast nok.
Meget forsigtigt listede jeg
gennem stuen ud mod gan-
gen. Næsten efter hvert
skridt standsedejeg og lytte-
de tU Eriks snorken. Han
skuUe nødigt vågne nu!
Det var meget tidligt om
morgenen. De fleste menne-
sker sov. Jeg tog EmUies
klapvogn nede under vores
trappe, satte hende i den og
kørte ud med hende uden
noget bestemt mål. Bare
væk. Efterhånden kom vi tU
det kvarter, hvor Amalie bo-
ede. Men jeg vUle vente med
at gå op til hende, tUjegkun-
neregnemed, at hun var vå-
gen. Noget senere bankede
jeg på hendes dør. Det var
hendes ven, Jens, der lukke-
de op.
»Hvor er Amalie? spurgte
jeg-
»Hun er ikke hjemme.
Hun har fået arbejde,« sag-
de han.
»Hvor?«
»Hun gør rent, noget med
vogne, tror jeg, i nærheden
af SvanemøUen.«
»Hvornår kommer hun
hjem?«
»Ved Ure-tiden i efermid-
dag, tænker jeg.«
Jeg blev meget skuffet
over ikke at træffe Amalien.
Netop nu havde jeg sådan
brug for hende.
Hvor skuUe vi gå hen? Jeg
tænkte meget på Johanne
og Larsen. Men jeg følte mig
lidt flov over at skuUe opsø-
ge dem nu. Siden jeg hente-
de Emilne hos dem for flere
uger siden, havde vi ikke set
noget tU dem. Og Johanne
havde ikke været hos os.
Hun var vist godt klar over,
hvordan jeg havde det den
dag. Jeg havde haft sådan en
kvalme efter en druknat, at
jeg knapt kunne sige noget.
Så, hvad mon de vUle sige,
hvis vi pludselig kom nu?
Emilie blev sulten, og jeg
købte franskbrød og mælk
tU hende. Så spiste jeg noget
af brødet og drak resten af
mælken. Så kørte jeg hende
videre i klapvognen uden
plan. Pludselig opdagede jeg

GRØNLANDSPOSTEN
77
alligevel, at vi befandt os ud
for Johannes og Larsens op-
gang. Jeg tog EmUie op af
vognen, stiUede den uden
for hoveddøren, og vi be-
gyndte den lange tur op ad
trappen tU fjerde sal. Jeg var
ikke længere flov over at be-
søge »degamle«, tværtimod,
jeghgefrem længtes efter at
se dem. Jeg var også død-
træt. Og helt forpustet rin-
gede jeg på deres dør.
De gamle hUste på os med
den samme mUdhed og glæ-
de, som dengang vi jævnligt
kom hos dem. »Det er rart at
se jer igen. Kom indenfor.«
Så kunne jeg ikke lægnere
beherske mig, jeg brød ud i
voldsom gråd. De spurgte ik-
ke, men lod mig græde i fred.
De tog sig af EmUie, gav
hende mad og mælk. Og
snart kunne jeg mærke kaf-
feduften i Johannes køkken.
»Din mand ringede for ik-
ke så længe siden og spurg-
te, om du var her,« sagde Jo-
hanne rohgt, da hun skæn-
kede kaffe op tU mig.
Jeg blev lidt forskrækket
og meget'forbavset. »Hvor
vidste han fra, at vi kom?«
sagde jeg.
»Han vidste det heUer ik-
ke. Han spurgte bare. Det
var Larsen, der talte med
ham. Han sagde, at hvis I
kom, skuUe vi sige, at I skul-
le komme hjem. Men Larsen
sagde, at det var ikke sik-
kert, I kom, for det var læn-
ge siden, I havde været hos
os. Så snakkede de vist ikke
mere.«
Det, der undrede mig, var,
hvordan han havde fundet
på at ringe til Larsens. For
Larsens havde jeg først lært
at kende, efter at Erik var
rejst til Grønland. Han hav-
de nok fundet nogle papirer
med adresser og telefon-
numre, som lå hjemme på
hylden. Jeg kendte ikke ret
mange, der havde telefon, så
det havde været nemt at fin-
de frem tU Larsens. Vi selv
havde ingen telefon. Så han
havde nok ringet fra en tele-
fonboks. Jeg så på uret på en
kommode. Klokken var elle-
ve.
»Hvad skal jeg gøre?«
spurgte jeg Johanne.
»Det er nok bedst, du ta-
ger hjem tU ham,« svarede
hun.
»Jeg er bange for ham,«
sagde jeg.
»Åh, det bliver nok ikke så
galt, som du tror. Men hvis
du er bange, kan Larsen gå
med jer. Så sker der ikke no-
get,« sagde hun.
»Han slår mig ihjel!« sag-
de jeg.
I samme øjeblik ringede
det på døren, og Larsen gik
ud for at lukke op. Jeg hørte
en mandestemme. Det var
Erik! Det var mærkeligt, at
han kom, når han Uge havde
fået at vide, at vi ikke var
her, tænkte jeg forskræk-
ket.
Det var typisk for Larsen.
Jeg hørte, han hUste venUgt
på Erik, ogat han med over-
raskelse i stemmen sagde:
»Nå, du er altså Katrines
mand? LiUe EmUies faar?
Velkommen, kom inden-
for!« Jeg opfattede ikke
Eriks svar.
Da Erik kom ind i stuen,
undgik jeg at se på ham. Jeg
sad bare og så ned.
»VU du have kaffe?«
spurgte Larsen Erik.
»Nej, eUers tak,« svarede
Erik.
»Du viUe eUers have godt
af en kop kaffe. Du har vel
gået rundt længe for at finde
vores hus,« sagde Larsen
Udt drUsk og fortsatte: Det
er ikke altid, vi har øl i hu-
set. Men det kunne da være.
Mor, h var vi noget øl?« råbte
Larsen ud i køkkenet, hvor
Johanne var.
»Jeg er ikke tørstig. Jeg
skal ikke have noget,« sagde
Erik.
»Hvor bliver min kaffe af,
mor?« sagde Larsen højt
igen. »Jegkan sgu ikke und-
være min formiddagskaffe.«
Johanne havde åbenbart
ikke hørt, at Erik ikke vUle
have kaffe. Hun stUlede en
kop foran ham og begyndte
at skænke i den.
»Han vU ikke have noget,«
sagde Larsen.
»Nå, det var jeg ikke klar
over,« sagde Johanne og
holdt op ed at skænke og tog
koppen.
»Det gør ikke noget, lad
den bare stå. Jeg kan godt
drikke den.«
AASIAAT(01uf Ostermann)
- Foreningen af ældre er-
hvervsudygtige i Aasiaat
holdt julehygge for sine
medlemmer, særlige ind-
budte samt familiemedlem-
mer i Aasiaats forsamlings-
hus den 11. december 1993
kl. 14.00. Der kom i alt ca.
100 mennesker til julehyg-
gen.
Foreningens formand
Marius Petrussen bød vel-
kommen og var glad for at,
mange kunne være med til
julehyggen.
Foreningen bød på smøre-
brød, kaffe og the. Under
spisningen sang en af Aasi-
aat’s sangkor »Nililukkut«
sange og samler under ledel-
se af Hans Poulsen.
Under sin tale viderebrag-
te formanden Marius Pe-
trussen bl.a. nyheder og
hilsner fra landsforeningen.
Han var glad for at kommu-
nen støtter foreningen, og
tilkendegav sin taknemme-
lighed over videoen, som
blev lavet i forbindelse med
de ældres udflugt til Qeqe-
tarsuaq i sommer. En af ta-
lerne var borgmester Knud
Sørensen. Han takkede for
indbydelsen og kom ind på
omsorg af ældre som natur-
ligvis udføres på grundlag af
love og bekendtgørelser, og
ønskede at foreningen ikke
bruger medierne når den
noget på hjertet. Borgme-
sterne mente, at det vil være
mere udslagsgivende, hvis
foreningen henvendte sig
FRIMÆRKER KØBES
Grontandske på klip, pris efter ind-
hold, mærkeantal og kvalitet men
for pæne små klip med nyere
mærker, betaler vi op til 3000 kr.
pr. kilo 300,- pr. 100 gram mini-
mum kob ca. 500 mærker alt kø-
bes gamle som nye firmærker
samt hele kuverter dog købes va-
skede mærker ikke kontant afreg-
ning samme dag vi modtager dit
brev har du noget du vil sælge så
bare send det til os telefon
+ 45 98 26 99 66 og
fax+45 98 26 98 66.
•HUSFRIM*
WHOLESALE
Biersted
9440 Åbybro DK______
»Nå, det var bedre!« sagde
Larsen igen. Han kunne jo
nok se, at Eriks humør ikke
var det bedste. »Så får du
smagt Johannes kaffe, og vi
håber så, at det ikke bhver
sidste gang.«
EmUie betyndte at inter-
essere sig for Erik. Måske
kunne hun genkende ham.
Hun gik hen imod ham,
langsomt, smUende og så løb
hun tUbage tU mig. Hun
nærmede sig sin far igen, og
jeg så for første gang på
Erik.
» Vi skal hjem,« sagde han
meget bestemt. Jeg sagde ik-
ke noget. Jeg lagde mærke
tU, at Larsen så på os, og jeg
tænkte: de gamle er nok klar
over, hvordan det står tU
med Erik og mig. -Men de
sagde ingenting. Hvis Erik
ikke var kommet så hurtigt
efter os, hvade jeg nok fået
skriftligt til myndighederne,
og henviste iøvrigt til kom-
munens medarbejdere, som
udfører deres omsorg for æl-
dre, meget tilfredsstillende.
Formanden takkede for
talen og lovede indbyrdes
samtaler i fremtiden.
Der var også tid til oplæs-
ning, som pastor Akvillas
Larsen stod for.
Også socialudvalgsfor-
manden Rasmus Brandt
holdt takketale og ønskede
alle ældre en glædelig jul og
godt nytår. Johanne Ras-
mussen mindedes de glade
dage op til jul i Efterskole-ti-
den, hvor mange elever fra
dengang var kendte ansigter
i Aasiaat.
Hun fortalte om forskel-
len på ældres omsorg i dag
og dengang, hvor omsorgen i
dag er betydeligt bedre end
dengang. Men da inflatio-
nen også kan mærkes hos de
ældre, syntes hun det er uri-
meligt for dem. Hun kom
lidt ind på forældreløse
børns kår i gamle dage, der
snakket med Johanne. Men
nu blev vi nødt tU at gå med
Erik.
»Du har sgu et par dejlige
piger, Jensen,« sagde Lar-
sen tU Erik, og han fortsat-
te: »Vi har lært Katrine og
denne lUle tøs at kende,«
Larsen ruskede lUle Emilie i
håret, »i sommer, og vi er
blevet så glade for dem. Så vi
håber, at de fortsat vU kom-
me her sammen med dig. I
skal altid være velkomne, al-
le tre.«Ingen svarede. Og ef-
ter at have kikket sig lidt
omkring, tog Larsen sin pibe
og stoppede den, mens han
beyndte at fløjte næsten
uhørligt.
Jeg rejste mig. Vi måtte jo
gå. Stemningen var tryk-
kende. Jeg tog Emilie i hån-
den, og Erik fulgte os.
ikke kan samlignes med vo-
re dage. Men når julen nær-
mede sig dengang, manglede
dygtige fangere ikke provi-
ant - især når storfangeren
Piitannguaq Brandt delte
sin fangst med sine lands-
mænd. Mellem jul og nytår
plejede han at invitere
provst Balle og alle beboere i
Aasiaat til kaffimik.
Til slut sagde Johanne til
forsamlingen, at hun synes
at, Piitannguaq Brandt, der
huskes som en omhyggelig
og dygtig person, ligesom er
blevet glemt af offentlighe-
den. Derfor håber hun på at,
en af vejene navngives efter
ham.
Endeligt ønskede hun alle
glædelig jul. Til slut delte
man gaver ud efter udtræk-
ning af numre, som man fik
ved indgangen. Gave-giver-
ne var Sundkiosken og Mi-
nik Kiosken.
Man afsluttede julehyg-
gen med at synge Rasmus
Berthelsens julehymne
»Guuterput«.
1 konkursboet
Ameralik Seafood A/S,
reg. nr. 67.127, 3900 Nuuk
opfordres enhver, der har fordring eller andet
krav, til inden 4 uger efter denne bekendtgørelse
til boets kurator:
advokat K.G. Erich sen,
Fj cldvej 16, Box 59, 3900 Nuuk
skriftligt at anmelde deres krav, opgjort med
eventuelle renter pr. konkursdagen den 5. no-
vember 1993.
Dokumentation for kravet og genpart af anmel-
delsen bør medsendes.
Der indkaldes til skiftesamling:
torsdag, den 10. februar 1994, kl.
09.15,
til prøvelse af fordringerne og eventuelt andre
krav. En fortegnelse herover med kurators indstil-
linger og anmeldelserne ligger til eftersyn i lands-
retten 2 uger før skiftesamlingen.
Der henvises til sagl.nr. A 701/93.
Skiftesamlingen afholdes i Grønlands Landsret,
retssal 3, Tjalfesvej 1, 3900 Nuuk.
Grønlands Landsret
den 17. december 1993.
Julehygge
Foreningen af ældre erhvervsudygtigsrente-modtagere i
Aasiaat nar holdt julehygge