Atuagagdliutit - 30.12.1993, Blaðsíða 16

76
Nr. 119- 1993

SS»
GRØNLANDSPOSTEN
Historien om Katrine
»Historien om Kathrine« er en lærerig roman om en
grønlandsk kvindeskæbne i Danmark. Romanen er
skrevet af Maliaraq Vebæk, som selv bor i Dan-
mark i dag. Følg med i AG’s roman hver torsdag.
Kapitel 7

Da vi var kommet hjem, be-
gyndte vi at tale sammen,
men det blev igen nærmest
til skænderier, dog ikke så
voldsomt som i nat. Vi var
begge alt for trætte, især
mig, for jeg havde jo slet ikke
sovet. Og lille Emilie kræve-
de også opmærksomhed.
Jeg havde hele tiden væ-
ret så bange for at høre, om
Hardy havde været hjemme
hos os, efter at Emilie og jeg
var gået. Hvis han havde
været der, havde Erik jo nok
ikke været blid ved ham.
Men da Erik ikke sagde no-
get om det, kunne jeg regne
med, at Hardy nok ikke hav-
de vist sig. Det undrede mig
heller ikke, for det var sket
et par gange, at han havde
været væk i nogle dage.
Efter at have snakket
frem og tilbage, blev Erik og
jeg enige om at prøve at leve
sammen igen og se, om det
kunne gå. Vi tænkte vist
begge på Emilie, som ingen
af os ville give afkald på.
Det gik også nogenlunde
et stykke tid. Så kom den
katastrofe, som jeg hele ti-
den frygtede. En aften blev
nøglen stukket i entredøren,
og vi hørte Hardy råbe ude
fra gangen: »Halløj piger.
Nu kommer onkel!«
Han vidste altså ikke, at
Erik var kommet hjem. Jeg
turde ikke se nogen steder
hen, men blev siddende gan-
ske stille på stolen. Erik rej-
ste sig så voldsomt, at han
væltede et lille bord. Og han
råbte til Hardy, som lige
havde fået vist sig ved døren
til stuen: »Ud! Ud!«
»Hva’ faen, skal jeg ud?
Jeg bor her da,« sagde Har-
dy forbløffet.
»Hvad siger du? Bor du i
min lejlighed? Kan du ikke
høre, hvad jeg siger! UD!«
råbte Erik.
»Jeg bor sgu da hos min
pige. Hun bor her jo. Er det
ikke rigtigt, Katrine?«
Men knap havde Hardy
fået sagt det sidste, før Erik
tog ham i armen. Hardy prø-
vede at vride armen ud af
Eriks greb: »Slip mig for hel-
vede, mand!« Han var lige
ved at falde, men rettede sig
bandende op. Men Erik var
hurtigere. Han åbnede yder-
døren på vid gab og råbte:
»Hvis du ikke vil slås i smad-
der, så forsvind og vis dig
aldrig mere her!« Så skubbe-
de han hårdt Hardy helt ud
på trappen og smækkede dø-
ren. Men Hardy havde sta-
dig nøglen. Han åbnede dø-
ren igen. Erik var der
straks. Han vred hurtigt
nøglen ud af Hardys hånd og
smed ham ud igen. Han hav-
de let ved at klare ham, for
Hardy havde vel drukket og
havde ikke så mange kræf-
ter som Erik.
Jeg skævede til Erik, da
han kom ind i stuen. Hans
øjne lynede. Med sammen-
bidte tænder tog han fat i
mine arme, løftede mig op
fra stolen, smed mig på gul-
vet og begyndte at slå på
mig. Han slog mig med knyt-
tet hånd i hovedet, i siden og
i brystet, mens han holdt
mig fast med den anden
hånd. Han lod samtidig for-
bandelserne hagle ned over
mig: »Nå, du benægtede,
hvad, din forpulede kæl-
ling!«
Jegjamrede og prøvede på
at forsvare mig: »Du var ik-
ke bedre. Du havde selv en
anden kvinde i Grønland.«
Men dels kunne jeg ikke tale
ordentligt, fordi jeg måtte
råbe »av« en gang imellem,
dels hørte Erik ikke efter.
Han bare slog.
Jeg var så forslået, at jeg ik-
ke kunne gå i den første tid,
og der gik flere dage, før jeg
turde vise mig ude. Jeg
mærkede, at Erik blev lidt
flov over sit store raserianf-
fald, da han så, hvordan jeg
var kommet til at se ud. Han
var mærkelig stille og var
mere hjælpsom end ellers.
Jeg sagde ingenting. Efter
den tid blev det svært at ha-
ve det blot nogenlunde sam-
men. Vi kunne ikke glemme
det, der var sket. Alligevel
gik der nogle måneder, før vi
besluttede at gå fra hinan-
den. Erik flyttede ud til sin
mor. Det ville gå hurtigere
med skilsmissen, hvis vi ik-
ke boede sammen.
Vi ville begge have Emilie.
Hun var snart to år, og jeg
havde passet hende hele ti-
den, fordi der ikke var plads
i vuggestue, og jeg ikke hav-
de noget arbejde ud. Så det
ville undre mig meget, hvis
jeg ikke fik hende. Hvis Erik
fik hende, så ville jeg tage
livet af mig. Hvad skulle jeg
ellers leve for? Men selv om
Erik påstod nok så meget, at
han havde gode chancer, så
regnede jeg nu med, at jeg
fik hende.
Alligevel blev jeg efter-
hånden meget bange for at
miste Emilie. For Erik var
så sikker. Jeg tænkte, at han
måske havde talt med en ju-
rist, eller hvem man ellers
talte med om den slags sa-
ger. Erik kunne snakke for
sig. Det kunne jeg ikke. Jeg
tænkte nogle gange på at op-
søge en jurist, jeg havde set
i Grønland for mange år si-
den. Jeg kendte ham ellers
ikke, havde bare hørt, at han
skulle være god ved grøn-
lændere. Måske kunne han
hjælpe mig? Men hvordan
skulle jeg finde ham? Og han
talte vel ikke grønlandsk?
Jeg opgav. Jeg vidste heller
ikke bestemt, om Erik virke-
lig havde talt med en jurist,
jeg havde det bare på for-
nemmelsen. For hvorfor var
han så sikker på at få lille
Emilie? Hvor kendte han al-
le de bestemmelser fra? Jeg
var tit meget usikker, men
klamrede mig til mine ven-
inders forsikringer om, at
når Emilie var så lille, så var
det helt sikkert, at jeg fik
hende.
Vi blev skilt. Men der var
stadig ingen afgørelse med
hensyn til barnet. En dag
kom Erik hen til mig for at
tale med mig.
»Vi bliver nødt til at lade
retten afgøre sagen,« sagde
han.
»Hun skal blive hos mig,
når hun er så lille,« sagde jeg
bestemt.
»Det er ikke dig, der skal
afgøre det nu!«
»Sludder! Andre skal ikke
bestemme over sådan et lille
barn!«
»Når en mor ikke kan pas-
se eller ikke er egnet til at
passe barnet, kan hun ikke
beholde det, selv om det er
lille.«
»Du kan ikke passe hen-
de. Du har aldrig prøvet at
passe hende.«
»Kan du passe hende?
Passe hende ordentligt, me-
ner jeg? Tror du, jeg har
glemt, hvordan du har pas-
set hende i sommer?
»Det var din skyld! Fordi
du havde en kæreste i Grøn-
land, begyndte jeg at drik-
ke.«
»Den vil du have, jeg skal
tro på? Du drikker, og du
har altid drukket! Du skal
ikke komme her og prøve på
at bilde mig ind, at du først
er begyndt at drikke i som-
mer.«
»Det er dig, der har lært
mig at drikke!« skreg jeg.
»Du drikker meget mere end
mig, så det skal du ikke
skælde mig ud for!«
»Men jeg kan tåle det...«
»Hvad? Kan du tåle det?
råbte jeg. »Du bliver så ski-
degal, når du bliver fuld, at
du kan slå et menneske
ihjel. Jeg skal fortælle i ret-
ten, hvordan du slog mig.
Du kan tro, det skal komme
frem alt sammen, så du ikke
har en chance for at få lille
Emilie. Du får hende ikke!«
»Det er noget, retten af-
gør. Du kan godt holde din
kæft. Jeg har talt med en ad-
vokat. Han kommer også
snart og snakker med dig.«
Jeg kunne ikke lide den ad-
vokat, som Erik havde talt
med. Han var uvenlig, og
han lyttede slet ikke ordent-
ligt til mig. Så blev jeg ner-
vøs og kunne ikke finde på
noget at sige.
Jeg gik til Det grønlands-
ke Rådgivningskontor, PO-
OQ, og bad om at få en tolk.
Det fik jeg. Da jeg klagede til
socialrådgiveren over advo-
katen, sagde hun, at jeg godt
kunne få en anden, hvis jeg
ønskede det. Så ville de inde
på kontoret prøve på at
hjælpe mig. Men jeg havde
allerede en aftale med den
første advokat om en ny
samtale, når jeg havde fået
en tolk, så jeg ville godt lige
prøve en gang til. Men det
var lige som om det heller
ikke hjalp med en tolk. Ad-
vokaten var ikke interesse-
ret i mine forklaringer.
Jeg gik en hen til Erik og
sagde, at jeg ville have en an-
den sagfører. / s
»Det kan du ikke,« sagde
han, »ikke nu.«
»Hvorfor ikke?« spurgte
jeg.
»Det er meget besævrligt
at skifte advokat. Ham her
er allerede inde i sagen, så£
nu bliver det svært at findeø
en ny. Det forsinker også ba
re sagen.«
»Men han her tror ikke på
mig. Du har selvfølgelig for-
talt ham en hel masse løgne-
historier om mig.«
»Jeg har kun fortalt ham
sandheder.«
»Har du også fortalt, at du
havde en kæreste i Grøn-
land i sommer?«
»Det kommer ikke sagen
ved. Det, det kommer an på
i denne sag, er, hvem af for-
ældrene der er bedst egnet
til at passe barnet.«
»Du kan ikke passe hen-
de, når du også skal passe dit
arbejde, og der er ingen
plads til hende i vuggestue.
Det ved du godt!«
»Hvis jeg får hende - og
det er der gode chancer for -
så er der plads til hende i
vuggestuen.«
»Det passer ikke. Du ly-
ver!«
»Man skal ikke taget et
barn fra mig for anden
gang.«
»Det var noget andet den
gang! Du havde gjort mig
gravid, så det var da klart, at
din kone fik jeres barn. Det
får du heller ikke denne
gang. Nej, nej, nej!« skreg
jeg.
»Nu skal du holde kæft,
din hysteriske kælling! Jeg
kan fortælle dig, at jeg ved
mere, end du tror. Hvad
med det besøg fra Børne-
værnet i sommer, hvad? Der
skal meget til, før de kom-
mer.«
Så begyndte jeg at tudbrø-
le. Emilie gav sig også til at
græde og klamrede sig til
mig. Erik trak hende op til
sig og gav hende et stykke
chokolade. Hun holdt op
med at græde.
»Har han også fortalt det?
Åh nej, han er så ond mod
mig, den skrækkelige vice-
vært. Det var også ham, der
klagede til Børneværnet.
Det er jeg sikker på. Og der
skete jo heller ingenting.
Det var fordi, der ikke var
noget galt!« hulkede jeg.
Jeg kunne ikke tage mig
sammen til at finde en an-
den advokat. Dagen før afgø-
relsen gik jeg med Emilie
over til Amalie. Jeg kunne
ikke være alene. Jeg bad og-
så om at være der om nat-
ten. Emilie og jeg lå på sofa-
en. Men jeg kunne ikke sove.
Jeg sov overhovedet ikke.
Emilie lå på min arm, og jeg
kunne ikke få mig til at flyt-
te hende, selv om min arm
sov. Jeg lå og kiggede på
hende, mens forvirrede og
usikre tanker for rundt i ho-
vedet på mig.
Retsbehandlingen var
meget kortere, end jeg hav-
de forestillet mig. Alt for
kort, tænkte jeg mange gan-
ge senere hen. Hvis den hav-
de været længere, og man
havde givet mig tid til or-
dentlig forklaring og også
lyttet ordentligt til mig, hav-
de jeg sikkert fået min dat-
ter, tænkte jeg mange gange
bagefter.
Advokaten, som førte vo-
res sag, talte kun til Eriks
fordel, syntes jeg. Engang
måtte jeg råbe, at det var
løgn, det der blev sagt. For
det var det. Men jeg blev ba-
re bedt om at være stille. Da
Erik sagde noget, var han
meget rolig og selvsikker.
Jeg blev mere og mere ner-
vøs. Så da jeg skulle sige no-
get, kom ordene helt usam-
menhængende. Min stak-
kels tolk havde det nok ikke
nemt, tænkte jeg bagefter.
Mens min tolk forsøgte at
oversætte mine ord, lagde
jeg mærke til, at domsman-
den bladrede i nogle hæfter
eller hvad det nu var. Jeg
blev så gal på ham, at jeg
råbte: »Hør, du derovre! Er
du ikke klar over, at der bli-
ver talt til dig? Så lyt dog,
mand!« Jeg blev straks bedt
om at tie.
Da afgørelsen blev med-
delt: at man fandt moren
uegnet til at passe og opdra-
ge barnet, og at man derfor
gav faren forældremyndig-
hed, sortnede det for mine
øjne, og jeg brød sammen.
Min tolk hjalp mig med at
komme op, og da jeg varlige
ved at snuble, tog hun mig
under armen. Jeg græd, el-
ler jeg nærmest jamrede
højt. Jeg havde alligevel haft
et lille håb. Jeg kunne slet
ikke fatte, at lille Emilie ik-
ke længere skulle være hos
mig. Jeg rystede over hele
kroppen. Jeg var jo også me-
get træt, havde ikke sovet
om natten.
Pludselig mærkede jeg, at
nogen tog mig i armen, og
jeg hørte vores adovkat sige:
»Prøv at være stærk. Det
kan jo ikke være anderle-
des.« Jeg rystede vredt hans
hånd af mig uden at sige no-
get. Men tænkte: ’Hvorfor
hjalp du mig ikke, mens tid
var? Fjols!’ Jeg kunne have
spyttet på ham, men gjorde
det ikke. Mine knæ var helt
bløde. Så jegvar glad for min
tolk, som støttede mig.
Udn for retsbygningen
stod Erik og talte med vores
advokat. Da jeg så Eriks an-
sigt, der lyste af tilfredshed,
gik der ligesom panik i mig.
Jeg havde pludselig kræfter
igen, og jeg gjorde mig fri af
tolkens arm og for over mod
de to mænd.
»Ved hjælp af løgne vandt
du idag! Men vi er ikke fær-
dige!« råbte jeg. »Jeg skal
gøre alt for at få lavet afgø-
relsen om. Og selv om jeg
skal igennem en masse ube-
hageligheder, vil jeg arbede
på at få min lille datter tilba-
ge!«
»Man kan ikke lave om på
rettens afgørelse. Rettens
afgørelse idag var retfærdig!
Vi må ikke glemme, hvordan
barnet havde det hos dig i
sommer,« svarede Erik.
Pøj, hvor han talte fint!
Bare fordi nogen hørte.
Hvor jeg dog hadede ham!
»Det var din skyld, at jeg ik-
ke passede mit barn godt
nok en overgang i sommer.
Hvis jeg ikke havde været så
ked af, at du havde en kære-
ste i Grønland, var det aldrig
sket. Men så galt som du og
ham der fremstillede det in-
de i retten, så galt var det
ikke. Ham her,« jeg pegede
på advokaten, »han ved ik-
ke, hvor falsk du er! Han
troede på dine løgnehistori-
er. Han aner ikke, at du har
bedraget mig, og han aner
ikke, hvor fordrukken og
voldelig du er. Han ved ikke,
at du liere gange har slået
mig sådan, at du kunne have
været straffet, hvis jeg hav-
de meldt det til politiet. Ja,
idag vandt 1.1 vandt, fordi I
havde aftalt det hele. I er
svindlere begge to. Men I
kan tro, det skal blive løgn!
Jeg kender en god jurist,
meget bedre end ham dér.
Han skal hjælpe mig med at
få mit barn tilbage,« råbte
jeg.
Sagføreren forsøgte at
standse mig, men jeg fort-
satte: »I kan tro, min jurist
kan få afgørelsen lavet om,
så jeg får mit barn alligevel.«
Ak, hvor kunne jeg tale nu.
Nu da det ikke længere var
nødvendigt. Inde i retssalen
kunne jeg knapt nok sige en
eneste sætning rigtigt. Så-
dan var det altid: Når det
gjaldt, kunne jeg aldrig.
»Nå, det tror du?« sagde
Erik til min sidste bemærk-
ning. Han rystede på hove-
det og fortsatte: »Men her
kan vi ikke skændes. Vi skal
overhovedet ikke tale sam-
men mere. Sagen er afgjort.
Du har nøgle til lejligheden.
Du skal hente dine ting idag.
Så må du selv linde et sted at
bo. Jeg har allerede sagt til
dig liere gange, at du skulle
se dig om efter en anden lej-
lighed. Men det har du sik-
kert ikke gjort. Hent dine
ting tidligt på eftermidda-
gen, og gå før jeg kommer
hjem. Jeg vil ikke se dig me-
re idag!«
Før jeg kunne svare, var
der én, som tog mig blidt i
armen. Jeg så op. Det var
sagføren. Jeg blev så rasen-
de på ham, at mit hjerte ga-
ve et hop.
»Hvad vil du mig?« sagde
jeg. »Lad være med at prøve
på at være venlig nu, da det
ikke længere er nødven-
digt!« Jeg skubbede ham
væk.
»Vi skal hjem nu,« sagde
han og førte mig hen til en
holdende taxa.
Jeg så Erik gå hen imod
en anden taxa, og jeg råbte
til ham: »Emilie kender dig
slet ikke, og du kender ikke
hende. Hun vil slet ikke væ-
re hos dig...« men jeg var ik-
ke sikker på, om han hørte
det, for min hæse stemme
druknede nærmest i motor-
larmen fra de mange biler,
som var ved at starte.
»Histonen om Katrine«
Fortsættes næste tors-
dag i AG