Atuagagdliutit - 23.06.1994, Side 12

Nr. 47 • 1994

GRØNLANDSPOSTEN
Qaanaaq qanittunnguanngoreerlugu tuperpugut, ingerlaq-
qinnginngitsinnilu Joorup qamutimi peerlaavinik pujas-
saalluni qapiartoq utoqqatsigalugu isiginnaarparput.
Vi slog lejr før de sidste lette havis kilometer til Qaanaaq, og
inden afgang måtte vi brødbetyngede kigge på, at Joorut
måtte høvle sine meder. (Ass./Foto: Lone Madsen).
Akunnerit sisam at ingerlareerluta 200 meterisut qutsissumii-
lerluta kiisami aputilimmut appakaappugut. Sunaana taama
qujanartigisoq.
Upemavik Kommune
Offentlig
Licitation
Upemavik Kommune udbyder herved 8 boliger i Upemavik
by i offentlig licitation.
Opgaven omfatter opførelse af 2 rækkehuse a 3 boliger og
1 dobbelthus.
Arbejderne udbydes i fagentrepriser og entrepriserne skal
skal udføres i perioden fra ultimo august 1994 til juni
1995.
Udbudsmateriale kan bestilles fra fredag den 24. juni hos:
Upernavik Kommune
Afd. for Teknik & Miljø
Postbox 95
3962 Upernavik
TIf. 5 12 77* Fax 5 II 77
- mod aflevering af depositum i form af crossed check på
kr. 1.000,- udstedt til Upemavik Kommune.
Licitationen afholdes den 25. juli 1994 kl. 10.00 i Upema-
vik Kommunes afd. for Teknik & Miljø.
Arbejdet forventes at kunne starte ultimo august 1994,
under forudsætning af de bevilgende myndigheders god-
kendelse af licitationsresultatet.
Arkitekt MAA. Niels Bennetzen
Mynstervej 1, 2 th.
1827 Frederiksberg C
TIf.31 31 38 77
Byens mest effektive
og mest centrale radio.
Bliv sponsor, annoncør
eller medlem.
Ring og hør nærmere
om vores billige priser.
TIf. 2 35 60
En sidste indsats til Qaanaaq
Så er turen slut for Kvindeekspeditionen ULO 94
Af Lone Madsen
Vi har nået det første Thule:
Uummannaq, Dundas ogPi-
tuffik. Nu skal vi op til det
nordligste Thule. Byen Qaa-
naaq.
Turen går via bygden Mo-
riussaq. Vi får blandede mel-
dinger om ruten. Alt fra at
den er OK til at vi bør slutte
turen i Pituffik.
Jakob fra Moriussaq
pendler næsten dagligt mel-
lem Moriussaq og Pituflik
og insisterer på at slå følge
med os. Han og hans kone
kigger mistroiske på vores
slæder: Så små slæder turde
de ikke køre med, og når vi
fortæller, at der, hvor vi
kommer fra, synes folk, at
de er store, ja så ser de noget
skeptiske ud.
Jakob kører i forvejen,
lægger et nyt spor mellem
Pituflik og Moriussaq, så vi
kan blot stille hundene på
autopilot og følge efter. Vi er
lidt spændte på ruten og de
mange revner, som vi er ad-
varet om, men enten er den-
ne nye rute MEGET bedre,
eller er vi ved at blive hård-
hudede. Vi oplevede på tu-
ren den bedste is siden
Uummannaq Kommune.
Følge over Politikens
Bræ
Fra Moriussaq til Qaanaaq
vil vi have følge. Vi har hørt
lange og seje beretninger om
krydsningen af Politikens
Bræ, som vi er henvist til på
den her tid af året. Havisru-
ten er ikke længere farbar.
Men i Moriussaq er det ikke
let at opdrive en følge slæde.
Reelt bor her ikke mere end
cirka 30 mennesker, hvoraf
de fleste er på fangst. Det
ender med, at vi får en slæde
fra Qaanaaq til at køre os i
møde.
Vi skal mødes ved en lille
hytte ved bunden af bræen -
på vores side. Da vi når
frem, er her ikke nogen.
60 kilometer fra målet.
Må vi virkelig give op nu? Vi
når at blive ganske deprime-
rede, mens vi overvejer,
hvordan vi skal tolke årsa-
gen til den udeblevne fan-
ger. Er bræen alligevel ble-
vet ufarbar? Eller er fange-
ren bare forsinket? Skal vi
trods alt prøve selv? Skal vi
vende om og prøve og finde
en ny ledsager? Der er mas-
ser af muligheder, og mens
vi prøver at finde den bed-
ste, hører vi et fjernt aha,
aha, aha. Det lokale opmun-
tringsråb til hundene. Vi
springer op på slæderne,
frem med kikkerten. Jo, der
er en slæde på vejen. Joorut
Odaq og Dorthe.
Slædekørsel over sten
Vi kører med det samme,
kan vi forstå. Vi forstår el-
lers ikke så meget heroppe i
Thule. Men ruten her i be-
gyndelsen er ikke til at mis-
forstå. Den er sej. Sneen er
væk. I starten går det rela-
tivt let hen over sandene og
græsklædte sletter, men se-
nere må vi presse os, slæder-
ne og hundene over en sten-
ørken. Et helt vanvittigt ter-
ræn for slæder. Havde Joo-
rut og Dorthe ikke været
der, var vi sikkert vendt om.
Her ville vi utvivlsomt vur-
dere at slædekørsel er umu-
ligt.
Nogen gange bliver det
umulige muligt. Vi fortsatte
i hver tilfælde. Vi prøvede at
køre med to hundespand
foran en slæde, og vi prøve-
de at køre uden hunde foran
slæderne, fordi de skulle fi-
res ned.
4 timer, og 200 højdeme-
ter og vi så atter sne; dette
dejlige hvide noget, der får
slæder til at glide let og
smertefrit. At de til tider var
halvtræg at køre i, gjorde in-
tet, det var en leg ved siden
af kæmpeblokkene uden
sne.
Snart var vi oppe på den
berømte bræ, der er navngi-
vet af ingen andre end My-
lius Erichsen, som var eks-
peditionsleder på den litte-
rære ekspedition i 1902-
1904, hvis slædespor vi føl-
ger på vores tur. Mylius
Erichsen var dengang jour-
nalist på avisen Politiken,
hvorfor han opkaldte bræen
efter avisen.
Bræen er stadig snedæk-
ket, men vi kan se, at det
ikke varer længe, før der er
åbne sprækker. Af og til
plumper en hund igennem
sneen og åbner for en
sprække. Dybeja, men bare
20-30 cm brede. Hundene
har fået bræseler på i nat-
tens anledning. En snor
bundet om bagpartiet og
fæstnet til resten af selen, så
hunden ikke kan glide ud af
selen, hvis den kommer til
at hænde og dingle frit i en
bræsprække.
I midnatssolens skær
Vi får en flot tur over bræen
- i midnatssolens skær. Det
er en fordel at krydse bræer-
ne om natten. Da er sneen
hårdere og bærer bedre - og
iøvrigt er det flottere. Det
blide nattelys gør udsigterne
flottere end det skarpe dags-
lys.
Snart skal vi ned igen. Vi
har sommerfugle i maven.
Det er NEDKØRSLEN fra
Politikens Bræ, der er be-
rygtet. Ikke opturen og den
er nu i sig selv en historie
værd. Vi kaster alt, hvad vi
har af bremsereb over me-
derne - og ender nærmest at
måtte skubbe slæderne ned.
Også her er der snefrie par-
tier, men bare få hundrede
meter, og det er det rene
barnemad sammenlignet
med opturen, men at det ik-
ke altid er sådan, kunne vi se
ved foden af bræen, for her
lå adskillige ødelagte slæder
og slæderester - en ren slæ-
dekirkegård.
Vi slog lejr før de sidste
lette havis kilometer til Qaa-
naaq, og inden afgang måtte
vi brødbetyngede kigge på,
at Joorut måtte høvle sine
meder. Hvad havde vi dog
gjort ved hans slæde.
Så er der bare 3-4-timer
til Qaanaaq. Vi er ventet.
Folk har holdt øje med os i
kikkert, og adskillige er på
isen for at ønske velkom-
men. Fra flere kvinder lyder
det: Det er godt, at I kan vi-
se, at kvinder også kan lave
sådan en tur.
Det bekræfter vi betingel-
sesløst, samtidig med, at vi
tænker på stakkels Joorut,
der i praksis har skubbet tre
slæder over Politikens
Bræ...