Atuagagdliutit - 17.11.1994, Side 11

Nr. 89 • 1994
11

GRØNLANDSPOSTEN
Nattaannguaq og jeg
oqilisimatigalunga misigisi-
mavunga. Soorluli suut ta-
marmik ajornarunnaarneru-
simasut, suut tamarmik oqi-
linerusimasut. Taamatut mi-
sigisimariarama suli ilima-
geriarnagu taavaana qajara
tikittareerlugu. Tikillugulu i-
ngerlaannarlunga taamaal-
laammi ikigama. Ikillungalu
aallarlungalu annertuumik
matuminnga paasisaqarpun-
ga: Qarsaaq taanna nammi-
neq ikilerneqaraluarsima-
voq, tamatuminngali nerillu-
ni ikilerneqarnini ajoqutis-
saajunnaarsissimavaa ajoqu-
tigisimanagulu. Misigisanilu
tamanna uannut tunniuppaa
iluaqutigeqqullugu, imaali-
orluni: Orneqqaaraminga
tikillungalu saneqqakkut
siggumminik kapisimavaa-
nga, tassalu taamaalineqar-
nera qupinnguallaatigalugu
ilisimajunnaarutigigaluar-
para. Kapisinermigulli iki-
lerneqarnermini misigisani
taanna uannut tunniuppaa,
taamaattumillu paasisaqaler-
punga. Paasisaqalerpunga,
nalujunnaarlugulu anaa-
nama kaporneqartarnerata
akkisissaa qanoq naammas-
sineqassasoq.
Taama akiniutissannik na-
lujunnaarpunga, aalajange-
reersimavungalu iverlugu,
saamasumik inngerlunga a-
kiniarniarlunga. Taava uan-
nut tullinnguuppoq pitsior-
nissaq, pitsiornissaq ilunger-
sunartoq, tassami suli maan-
namut taamaaliornermik mi-
siliisimannginnama, una ki-
siat: Piserpassuit inngeruter-
passuillu tusarsimavakka
taamaaliortullu tusarnaartar-
lugillu isiginnaartarsima-
vakka.
Ataguli iluatsitsissajun-
narsivunga.
S------------------------N
GEORG QUPPERSIMAAN
Tulliani sisamnngornenni
AG-mi nangissaaq
Jeg har fortalt dig om min
første hjælpeånd Nattaan-
nguaq. Jeg har også fortalt,
at de første hjælpeånder
havde man mest kontakt
med, man kom mere sam-
men med dem. Sådan var
det også med Nattaannguaq
og jeg. Hvor som helst jeg
gik søgende inde i landet,
kunne han komme uden var-
sel, og i mange tilfælde for-
hindrede han mig i at fort-
sætte min søgen. Men hans
komme betød altid at han
ville give mig råd af forskel-
lig art. Lad mig fortælle et
eksempel:
En sommer hvor vi op-
holdt os i Ikkatseq, roede vi
før sommeren var forbi ned
til Toqqutaq. Vi skulle over-
vintre dér.
Da det blev sommer igen,
flyttede vi til Qeqertaasaq
ved Ikerasaarsuk. En dag
var jeg på fangst uden tanke
for at lede efter noget, kun
for at jage sæler inde i fjor-
den. Jeg var netop startet, da
jeg så en sæl og fik den -
næsten med det samme. Ef-
ter at have ordnet den, be-
gyndte jeg at ro hjem. Før
den dag havde det blæst pi-
teraq i to dage, og frisk mad
var tiltrængt. Jeg havde der-
for god fart på - for når jeg
fik en sæl under en suitepe-
riode, benyttede jeg mine
øvede kræfter, så jeg kunne
nå hurtigere hjem. Sådan
gjorde jeg også den dag. På
vejen var jeg ved at runde et
næs, da jeg hørte nogen si-
ge: »Allerede på vej hjem?«
Jeg havde ikke ventet at
møde nogen - jeg var ikke
ude for at lede efter noget -
og jeg blev derfor forskræk-
ket, så mig omkring og fik
øje på et menneske, der sad
oppe på næsset og som
klappede jorden ved siden af
sig. Der var ikke andet at
gøre, jeg måtte op til ham.
Det var Nattaannguaq, - al-
lerede da jeg nåede stran-
den, kunne jeg næsten ken-
de ham. Så sagde han:
»Kom op fra din kajak.
Kravl i land og kom herop!«
Da jeg gjorde det, sagde han
videre: »Du skal se en fugl.«
»Hvad skal det være godt
for med den fugl?«
»Hvis der er noget, du er
bange for, og som vi ikke
kan klare, så skal den fugl
klare det for os.«
»Ja!« Han sagde ikke me-
re om, hvad jeg skulle fore-
tage mig, men næsten i det
samme så jeg en fugl i gli-
deflugt komme susende
mod os. Det så ud til at være
en stor fugl. Først da den
landede ved siden af os, så
jeg, at det var en falk, men
en ualmindelig stor falk.
Den havde netop sat sig,
da Nattaannguaq henvendte
sig til mig: »Nu har du set
den fugl. Hvis du bliver
bange på et eller andet tids-
punkt og tænker: bare den
fugl var her - så kommer
den med det samme.«
»Ja!« »Så rør ved den!«
Adlydende hans ord rørte
jeg den med min venstre
hånd.
»Nu har du rørt ved den;
hvis du møder noget ræd-
selsfuldt, og du råber efter
fuglen, så kommer den til
dig med en stor hast!«
Han var knap nok færdig
med sine ord, før falken fløj
bort, glidende hen over jor-
den, ind i fjorden, hvor den
havde sit opholdsted på et
højt fjeld, ikke langt fra
bræen, et sted, som det var
nærmest umuligt at komme
til.
Falken var en af de stær-
keste og evnerigeste hjæl-
peånder. Hvis for eksempel
de andre hjælpeånder ikke
kunne fange en tupilak, som
var på land og toornaarsuk
ikke kunne få fat på den,
fordi den uikke kunne kom-
me op på land, så kunne fal-
ken fange tupilakken. Men
den kaldtes ikke toorna-
arsuk, skønt dens evner var
de samme.
Da falken fløj bort, var
jeg kun et kort stund hos
Nattaannguaq. Men vi sagde
ikke noget til hinanden.
Derfor tog jeg afsted, mens
han endnu sad dér. Og da
jeg på ny vendte næsen
hjemefter, syntes min fangst
at være blevet endnu lettere
- tegn på, at min kunnen var
blevet rigere.
Sådan kunne Nattaanngu-
aq opføre sig.
Derfor plejede jeg at ud-
spørge Nattaannguaq om
hvad som helst, jeg spekule-
rede over og ville komme til
klarhed over. En anden
gang, da vi således mødtes,
spurgte jeg ham om noget,
som i længere tid havde be-
skæftiget mine tanker. Jeg
havde nemlig følelsen af, at
nogen havde rette sine onde
øjne mod mig: »Hvordan
skal jeg opføre mig overfor
mine medmennesker, når de
har onde tanker om mig, og
når jeg bliver klar over, at
de foragter mig?«
Efter en kort tavshed sag-
de han: »Når en af de, som
er forsynet med et rør (med
et lem) ligesom du, prøver
at være ondskabsfulde, har
mørkt ansigt, og du vil hæv-
ne dig på ham, uden at han
lægger mærke til det, så skal
du skaffe dig en vandmand,
en gople, tage et stykke af
den og lægge det på hans
mad. Når han uden at lægge
mærke dertil spiser den
sammen med noget andet,
vil hans mavesæk af sig selv
gradvis ødelægges, så han
til sidst dør af det.«
Efter en længere tavshed
sagde han videre: »En anden
måde er den, at du skaffer
dig lidt madrester af en eller
anden art fra en stenbiders
mavesæk, og når du har
skaffet dig det, kommer det
i hans drikkevand. Når han
drikker det, vil hans ånded-
ræt begynde at »falde sam-
men«, hans luftrør vil klistre
sig sammen, og hans ånded-
ræt bliver besværligt, og det
vil ende med hans død.«
Og efter yderligere en
kort pause fortsatte han:
»Du kan også gøre det, at du
hænger nogle grene af en
enebærbusk over det sted,
hvor han plejer at opholde
sig, så vil disse begynde at
stikke ovenfra uden at han
egentlig opdager det, og det
vil ende med, at stikkene når
hans indre organer (Ȍbner
ind til ham«), og det vil en-
de med hans død.«
Men han gav mig disse
råd og oplysninger, lyttede
jeg til ham, mens jeg samti-
dig tænkte på noget andet,
som jeg mange gange har
spekuleret over. Jeg elskede
at ro i kajak og være på
fangst, det var jo den eneste
mulighed for at opretholde
. livet. Mens jeg var ung, var
der en mand som led af ka-
jaksvimmelhed, skønt han
ikke var gammel. Jeg vidste
ikke, hvorfor noget sådant
skete, men jeg havde speku-
leret på, hvor trist det ville
være, hvis jeg skulle komme
ud for det. Derfor havde jeg
haft i sinde at spørge ham
om det, da det jo kunne
være godt at vide noget om
på forhånd. Efter hans sidste
anvisning, følte jeg det der-
for passende at spørge ham
om det: »Hvorfor lider nog-
le af mændene af kajak-
svimmelhed?«
Han svarede: »For de fle-
stes vedkommende kommer
det af, at deres medmenne-
sker søger at gøre dem ondt
eller forårsage ulykker for
dem. Du skal altid under-
søge din kajak grundigt, i-
sær ved vintertide. For når
landet er dækket af sne og
blomsterne ikke er til at se,
og du opdager, at der er lagt
nogle planter i din snefri ka-
jak, så er dette beregnet på
at gøre dig svimmel. Men
hvis du opdager det og smi-
der dem væk, bliver du ikke
skadet.«
»Hvordan skal jeg forhol-
de overfor den mand, der
har gjort det?«
»Når du kommer ud for
en sådan, skal du gøre føl-
gende: du tager disse planter
og lægger dem udenfor hus-
gangen hos den mand, som
du anser for at være den
skyldige. Hvis han træder på
dem, er det ham, der bliver
kajaksvimmel.«
Jeg blev stadig klogere.
Mens jeg er ved det med
min hjælpeånd Nattaanngu-
aq, skal jeg lige nævne no-
get andet, skønt det ikke
stammer fra dengang. En
gang, hvor vi som sædvan-
lig var sammen, og han gav
mig forskellige anvisninger,
sagde han: »Når du engang
ser en stenbider, så spis et
lille stykke at dens sugeski-
ve.«
Siden tænkte jeg ikke
nærmere over det, glemte
det faktisk, indtil en dag jeg
var ude i kajak. Jeg gik
pludselig trang til at træde
af på naturens vegne og gik
i land og så en stenbider i
stranden. Jeg fik den op og
spiste et lille stykkke af
dens sugeskive, skønt jeg
ikke vidste, hvad det skulle
gøre godt for. Han sagde
nemlig ikke dengang noget
om, hvilken gavn jeg skulle
have af det, mens jeg deri-
mod huskede hans anden
anvisning om, hvor stor en
skade den kunne gøre. Først
senere hen forstod jeg, hvor-
for han havde givet denne
anvisning.
Lang tid senere kom han
til mig, mens jeg var ude på
fangst. Og han begyndte
med det samme at tale til
mig om noget, som jeg el-
lers aldrig havde tænkt på
før: »Hvis du dør efter at du
har fået kone, skal dine børn
fortsætte dit liv.«
Jeg blev forbavset og efter
nogen usikkerhed svarede
jeg ham: »Det er mig umu-
ligt at kontakte de menne-
sker, som ikke er forsynet
med rør.«
»Hvorfor?«
»Af generthed«.
»Sådan må du ikke være.
Hvis du er sådan, hvem skal
så leve videre efter din død?
Du skal ikke genere dig for
dem, som ingen rørredskab
har, du skal slet ikke genere
dig for dem.«
Jeg svarede ikke, og han
fortsatte: »Da jeg opfordre-
de dig til at spise et stykke
af stenbiderens sugeredskab
gjorde du det vel? Det skal
være dig til gavn således: en
gang når du møder en kvin-
de som du tragter efter, men
som ikke vil, så brug dine
kræfter, ta hendes hænder
og lægge dem sammen bag
om hendes nakke og sug luft
ind og pust kraftigt ud, så
vil hendes hænder suge sig
fast sammen. Hvis hun uden
at tage hensyn til det, ved-
bliver at gøre sig kostbar og
skriger, skal du med høj røst
sige til hende: »Hvis du
råber så meget og jeg skam-
fuld må gå min vej uden
først at løsne dine hænder,
og du tager hjem, hvem skal
så løse dem? Der er ingen
andre, der kan løse dem,
kun den, der fik dem suget
sammen! Så vil hun hengive
sig til dig.«
Men jeg benyttede ikke
denne hans anvisning. Jeg
havde aldrig haft sådanne
tanker, måske på grund af
den altoverskyggende foræl-
dreløshed og angstfornem-
melse. Heller ikke dengang,
han talte til mig om dette,
vågnede min lyst.
Men ustandselig opfordre-
de Nattaannguaq til noget
sådant. Således skete det og-
så engang vi var i Inissalik.
Jeg var ude på fangst, så in-
tet og kravlede op på land
for at kigge efter sæler fra
land. Jeg stod på et lille næs,
og pludselig var han der. Jeg
hørte ham ikke engang kom-
me før han sagde: »Hvad er
der i vejen med dig?«
»Jeg prøver at kigge efter
sæler, om der skulle dukke
én op, jeg trænger til en
sæl.«
»Er du meget sulten?«
»Ja, i de sidste dage har vi
haft sult, derfor kigger jeg
efter sæler, som jeg kan fan-
ge.«
»Hvorfor holder du dig
tilbage med at tage en ko-
ne?«
»Jeg kan ikke tænke mig
at tage en kone nu.«
»Jo, det skal du! Når du
tager en kone, vil hun skaffe
dig mad, når du er sulten.«
»Men hvordan?«
»Når du tager en kone og
får børn, og hun lavder mad
til sit barn, så vil du også få
del i den.«
»Det er mig umuligt at
tække mine hænder ud efter
det andet køn, så hvordan
skal jeg få et barn?«
»Når du får en kone, så
får du også hurtigt et barn.«
»Jeg har sagt dig: jeg kan
ikke røre ved det andet
køn.«
Han var tavs en tid, så
sagde han: »Ja, du lever jo
på jorden, det bliver din e-
gen sag.«
Så gik han sin vej.
Efter at han var gået kun-
ne jeg dog mærke noget,
som jeg ellers aldrig havde
mærket før. Modsat tidligere
begyndte jeg at tænke på en
kvinde - uden dog at attrå
hende - for jeg vidste, at jeg
ikke kunne tage initiativ til
det. Og senere hen forstod
jeg, at Nattaannguaqs opfor-
dring havde været rigtig.
For endnu senere, da jeg ef-
ter opfordring flyttede hos
hende, var det sket med at
fryse og sulte - ih, hvor blev
man lyksalig. Når jeg noget
sulten og lidt frysende lagde
mig ved siden af hende,
tænkte jeg dog endnu ikke
at avle børn, for jeg tænkte,
at hvis jeg prøvede at røre
hende, og hun ikke var glad
for det, ville hun fortælle
om mig til sine forældre. -
Men det viste sig, at hun
faktisk kun ventede på mig.
Først efter nogle
års forløb lykkedes det, da
jeg liggende ved siden af
hende begyndte at røre hen-
de og tage hende.
Men før den tid var der
sket så meget andet, og jeg
skal fortælle dig mere om
det, vi eller har talt om, men
måske er det bedst hvis jeg
først fortæller hvordan jeg
gik en kone. Jeg var meget
genert dengang, hvad den
slags ting angik. Det er rig-
tigt - jeg var genert, til trods
for, at vi egebtkug var iodra-
get til ikke at være generte.
Nu skal du høre. Da jeg var
barn har jeg flere gange op-
levet lampeslukningslege.
Du har sikkert hørt, at vi
havde lampeslukningslege
om vinteren, når mørket
kom. Og det gjorde man og-
så, når der kom gæster fra
andre bopladser. Nå de ville
begynde, ventede de ikke til
vi børn var faldet i søvn. De
tog ikke så meget hensyn til
os. Når de fik lyst til at be-
gynde på legen, begyndte
de. Når lampernes slukke-
des, søgte vi børn altid en
passende plads, i fleste
tilfælde ved bagvæggen.
Men når vi kunne høre, at
de for alvor begyndte at ha-
ve samleje, flyttede vi vore
pladser og kravlede mellem
og over parrene, samtidig
med at vi prøvede at røre
ved dem. Vi rørte ved dem
allesammen, én efter én. -
Alligevel blev jeg aldrig rig-
tig interesseret i dette, og
følte skam ved det6. Jeg ved
ikke om det kan skyldes, at
jeg skulle uddanne mig til
åndemaner, selvom jeg den-
gang intet vidste om, at jeg
skulle blive det.
Først når de var mætte af
denne leg, tændte man lam-
perne igen.«
GEORG QUPPERSIMAAN
fortsætter næste torsdag
i AG.