Atuagagdliutit - 16.02.1995, Blaðsíða 10

10
INUIAQATIGIITTUT AVIISI
1861-imi tunngavilerneqartoq
Partiilersuulluni politikkimut
aningaasaqarnikkullu immikkut
arlaannaanulluunniit atanngitsoq
GRØNLANDS NATIONALE AVIS
Grundlagt 1861
Uafhængig af partipolitik
og økonomiske særinteresser
Naqiterisitsisoq
Udgiver
Suliffeqarfik imminut pigisoq:
Den selvejende institution
Atuagagdliutit/
Grønlandsposten
Aqqusinersuaq 4
Postbox 39, 3900 Nuuk
Tlf.: 2 10 83 Fax: 2 54 83
Fax: 2 31 47
Slulersuisut
Bestyrelse
Arqalo Abeisen
(siulittaasoq/formand)
Agnethe Nielsen
(siulittaasup tullia/næstform.)
Ib Kristiansen
Juaaka Lyberth
Hans Anthon Lynge
Egon Sørensen
Miki Larsen
Allattoqarfik
Administration _______________
Jan H. Nielsen (forretningsfører)
Jørgen Olsen
Inge Nielsen
Allaffiup ammasarfia/Kontortid:
Mandag-fredag: Kl. 9-12 og 13-16
Aaqqlssulsuuneqarfik
Chefredaktion
Laila Ramlau-Hansen (akis./ansv.)
Martha Labansen (adm. Dir.)
Aaqqissuisoqarfik
Redaktion
Kurt Kristensen
John Jakobsen
Pouline Møller
Jens Brønden
Ludvig Siegstad
Karen Kleinschmidt
Malene Lynge Andersen
Aleqa Kleinschmidt (nuts.Aolk)
Larséraq Nielsen (nuts./tolk)
Knud Josefsen (ass./fot.)
Ilanngutassiortortaavut
Korrespondenter
Nanortalik: Klaus Jakobsen
Qaqortoq: Paulus Simonsen
Narsaq: Johan Egede
Paamiut: Karl M. Josefsen
Maniitsoq: Søren Møller
Kangaatslaq: Lone Madsen
Qeqertarsuaq: Hans Peter
Grønvold
Upernavlk: Knud II Kristiansen,
Uummannaq: Thorkild Nielsen
Emil Kristensen
Tasiilaq: Simon Jørgensen
Ittoqqormiit: Jonas Brønlund
Annoncet
Annoncer______________________
Laila Bagge Hansen
(annoncechef)
Tlf. (009 299)2 10 83
Fax: (009 299) 2 31 47
Telefontid: Kl. 09-12 og 13-16
Svend Aage Svalberg
(annoncekonsulent)
Tlf. (009-299) 2 50 46
Fax. (009-299) 2 50 47
Ullut tunniussifflssaq klngulleq:
Marlun. aviisimut: Talliman. nal. 10
Sisiman. aviisimut: Ataasin. nal. 10
Sidste indleveringsfrist for:
Tirsdagsavisen: Fredag kl. 10
Torsdagsavisen: Mandag kl. 10
Plsartagaqarneq
Abonnement
Ukiup affaanut: kr. 675,-
Ukiup affaanut Politiken Weekly
ilanngullugu: kr. 857,-
Ataasiakkaarlugit
pisiarinerini: kr. 15,-
1/2 årligt abonnement kr. 675,-
1/2 årligt abonnement
ml Politiken Weekly kr. 857,-
Løssalgspris: kr. 15,-
Giro 9 06 85 70
Nuna-Bank: 120-00-26973
Grønlandsbanken: 150-424-7
Suliarlnnittut
Produktion __________________
David Petersen (Tekn. Dir.)
Niels Bjørn Ladefoged
Miki Larsen
Naqitcrneqarfia
Tryk
Kujataata naqiterivia/
Sydgrønlands Bogtrykkeri
Nissik
Reklame
Lis Stender
Box 929, 3900 Nuuk
Fax 2 31 47

NUUK(KK) - 1995-mi
ataatsimiinnermi siul-
lcrmi, ataasinngormat fe-
bruarip 13-ani aallarner-
neqartumi, 33-nik ukiu-
lik Vivi Lynge Petrussen
(Inuit Ataqatigiit) Nuup
kommunalbestyrelseani
partiinit tamanit tikillu-
aqquneqarpoq.
Vivi Lynge Petrussen
Elisa Jeremiassen-imut,
landsbibliotekarinngor-
nermi kingorna kommu-
nalbestyrelsemut ilaa-
sortaajunnaarsimasumut,
kingoraartaavoq. Vivi
Lynge Petrussen kom-
munalbestyrelsemi ilaa-
sortanngomermigut ilaa-
tigut suliassarilerpaa
kultureqarnermut ilinni-
artitaanermullu ataatsi-
miititaliami ilaasortaa-
V7vi Lynge Pelrussen -
Nuup kommunalbestyrel-
sean i Haasortanngorpoq,
Vivi Lynge Petrussen -
nyt medlem af kommu-
nalbestyrelsen i Nuuk.
(Ass./Foto: Knud Josef-
sen).
neq.
Vivi Lynge Petrussen
kommunalbestyrelsep a-
taatsimiittarfiani qatanngummi, viceborgmesterip
Kisla Lynge Høegh-ip, eqqaani issiassaaq, qatanngu-
tigiilli taakkua inummit qanigisarinngisaminnit sun-
nerneqarnermikut kommunalpolitikkerinngunngillat.
Ataataat ilinniartitsisuuneq Peter Petersen ukiorpaa-
lunni Nuup kommunalbestyrelseani ilaasortaateerni-
kuuvoq.
GRØNLANDSPOSTEN
Jeg slutter her
Den første del af dette kapi-
tel er Quppersimaans fortæl-
linger, men den sidste del er
ikke i alle tilfælde fra ham
selv, men skrevet af mig,
som nedskrev han biografi.
Men alligevel kan man ikke
tilegne ham det. Selvom det
er mig, der skriver det, har
jeg alligevel fået det fra ham
selv under mine mange sam-
taler og møder - af og til
kun enkelte ord, af og til een
eller flere sætninger, - brud-
stykker uden sammenhæng.
Jeg har udfyldt de tomme
mellemrum uden at forandre
hans ords meninger, men i
de fleste tilfælde forklaret
hans ord, selvom jeg måske
ikke brugte samme ord som
han. Men lad ham selv
fortsætte:
»Nu har jeg fortalt dig om
mig selv, om mine oplevel-
ser og erindringer. Måske
tænker du, at det var alt.
Nej, det er det ikke. Jeg har
endnu meget at berette. Jeg
har jo nået at se skikke og
vaner, som vi - i hvert tilfæl-
de under min opvækst og
manddom - benyttede, og
som vi havde troet var ufor-
anderlige, efterhånden var
blevet erstattet med andre
skikke og vaner, gennem
missioneringen og dåbs-
handlinger og af den grund
var de ligesom gledet i bag-
grunden. Man var næsten
holdt op med at praktisere
dem allerede under min ud-
dannelse til åndemaner. Og
så naturligvis en anden
grund: de begivenheder,
som angår netop mig, og
som var helt afgørende for
mit lig, har jeg allerede be-
rettet om til dig, derfor kan
du ikke få mere fra mig.
Men alligevel vil jeg nævne
endnu et par ting.
Roden til alt ondt, syg-
dom og død, anså man den-
gang sjæleraning for at væ-
re. Erfarede man noget
sådant, resulterede det altid i
hævnakt, i mange tilfælde
med beskadigelse og af og
til med drab som resultat.
En gang hørte jeg, at Kili-
miis - altså han, som jeg vil-
le have hævnet mig på - ko-
ne var død, fordi en eller an-
den (navnet kender jeg, men
det er uden betydning i den
forbindelse) havde taget
hendes medvandrerske (hen-
des skygge) væk - den slags
ting praktiseredes også.
Hendes mand havde prøvet
at »sætte« den tilbage til
dens plads, men det lykke-
des ikke for ham. Jeg hørte
intet om at Kilimii havde
hævnet sig, det havde han
muligvis ikke, - han blev
forresten døbt senere end os.
- Han døde heller ikke af al-
mindelig sygdom, men ved
et vådeskud, mens han end-
nu var i Kulusuk.
Jeg har berettet, at jeg vil-
le hævne mig uden direkte
at begå mord, mange kunne
simpelthen ikke lide at begå
drab. Jeg har hørt, og jeg
ved, at det er rigtigt, at en
mand, som var ivrig for at
myrde som hævn, havde
måttet dræbe et af sine børn,
for at øve sig til sin kom-
mende gerning.
At sjæleraning ikke alene
blev praktiseret af menne-
sker, troede vi også på.
F.eks. kunne dyr rane ens
sjæl. Derfor havde vi for-
skellige skikke og gøremål,
som skulle forhindre dette,
f.eks.: når en narhval blev
fanget, spiste man ikke på
det sted, hvor den blev fløn-
set under ebbe. Man spiste
først efter, at man havde
bragt flænsestykkerne læn-
gere op over flodgrænsen.
Hvis man spiste på flæn-
sestedet, kunne ens sjæl bli-
ve ranet med døden til følge.
Og en anden skik: når no-
gen havde fanget et større
dyr og det blev bragt i hus,
så skulle man være meget
stille, fordi man var bange
for, at dyret ellers fik ondt i
ørerne, og hvis det gjorde
det, så kunne fangeren ikke
mere fange samme dyr sene-
re hen.
At gøre gengæld (ikke
som hævn, men som tak)
benyttedes også meget. Man
fangede f.eks. et større dyr,
og når dets hovede på tredi-
edagen blev bragt i hus,
skulle man lægge »takken«
på det: såleskind, drilbor,
knive og andet. Hvis man
ikke gjorde det, ville fangst-
dyret blive fornærmet, og
fangeren kunne ikke fange
flere af dyr af samme art.
Når man fangede fugle, så
trak man »hjem«vingerne
(de inderste lange fjer af
vingerne) af den det samme
og smed dem væk, samtidig
med at man udtalte: »Du
skal hurtigst flyve hjem i-
gen!« - fordi de skulle blive
til levende fugle og blive
fanget igen.
Vi havde meget af den art.
Vi prøvede at finde på hvad
som helst, som kunne være
til gavn til os. Jeg har endog
set, at nogen benyttede per-
ler, europæiske perler. De
blev stukket på en lang snor,
og vedkommende benyttede
det som tryllemiddel ved at
lægge det på det sted hos
den syge, som smertede.
Derefter trak man perlerne
væk, i den mening, at per-
lerne skulle trække sygdom-
men - smerten - med sig.
Det var meget mærkeligt,
og vi blev fyldt med usik-
kerhed, da man begyndte at
missionere iblandt os. Her
havde vi mange skikke og
forskellige vaner, om hvilke
vi mente, at disse kunne vi
ikke opgive. Hvis vi opgav
dem, ville vi bare skade os
selv. Meget underligt var
det, da de begyndte at sige
til os, at disse skikke var til
ingen nytte, at vi skulle und-
lade at have med disse skik-
ke at gøre.
Det blev forlangt af os, at
vi skulle fortælle alt om dis-
se, fortælle åbenlyst, inden
vi blev døbt. Det gjorde vi,
til dels uden vanskelighed.
Der blev forlangt, at vi skul-
le fortælle om vores gøren
og laden åbenlyst, også det
vi ellers havde holdt hem-
meligt, for hvis vi ikkke
gjorde det, kunne vi ikke
blive født påny. Vi blev
formanet, at vi ikke skulle
prøve at beholde vaner og
skikke fra vores »hedninge-
tid«, men helt slippe dem,
nu da vi skulle leve som
kristne.
Naturligvis fortalte jeg
også om mine forskellige
gøremål, ikke så omfattende
som her, men kun i hovedt-
ræk. Men jeg havde undladt
at nævne én ting, og det var
om snespurven, som jeg
mødte som det allerførste.
Jeg havde undladt det, fordi
jeg tænkte, at det ikke havde
nogen betydning af nogen
art, hvis jeg undlod at for-
tælle om det, da jeg jo ikke
selv havde søgt den, at jeg
fandt den - ikke ved min e-
gen søgen, men efter en an-
dens anvisning. Men det
skulle ikke være tilfældet.
En tid efter, at vi var ble-
vet døbt, var vi i Umittu-
arsuit, og mens vi var der,
blev jeg syg, så syg, at jeg
troede, at jeg skulle dø.
Mens det stod på, udbrød
mine børn flere gange:
»Hvorfor kvidrer mon den
snespurv oven over vores
vindue, når det er blevet af-
ten?« Jeg tænkte ikke nær-
mere over det, men da de
gentog det flere gange, kom
jeg pludselig i tanker om
denne snespurv, som jeg ik-
ke havde fortalt om. Ganske
vist havde den været i mine
tanker tidligere, men det var
første gang nu i forbindelse
med min sygdom, at jeg
kom i tanker om den, og at
den måske var skyld i min
sygdom. Da jeg så kom i
tanker om den, fortalte jeg
det.
Jeg fik det bedre og bedre
efter, at jeg havde fortalt
det. Det viste sig, at den var
ude efter at dræbe mig, fordi
jeg ikke havde fortalt om
den og havde kvidret så u-
trætteligt, så jeg kunne høre
den kvidren og berettede om
den. - Jeg blev rask og blev
mere lettet om hjertet.
Når jeg fortæller dig om
disse begivenheder, begyn-
der du måske at forstå, hvor
besværligt vort liv har
været. Og det er rigtigt. Men
vi blev mere klar over dette
forhold, efter at missionerin-
gen var begyndt her, og efter
at vi var blevet døbt. Det
besværlige eller ubehagelige
var stort, at man ikke kunne
undgå at have denne følelse,
at selv midt i vores glæder,
f.eks. under fællesspisning,
trommedans og leg og andre
lignedne forhold, kunne
man blive udsat for hvad
som helst, eller man selv
kunne finde på at gøre hvad
som helst mod sine med-
mennesker.
Ganske vist levede vi som
i fred og uden bange anelser.
Der kom perioder med
smukt vejr, og vi sørgede
selv for at havde det hygge-
ligt. Vi kontaktede hinanden
og havde fælles tidsfordriv,
som du vel blev klar over
under min beretning. Når
det behøvedes, hjalp vi hin-
anden. Men bag om dette le-
vede vi stadig med onde a-
nelser om farer, både fra vo-
res synlige medmennesker
side og fra de usynlige
tilfældigheders side. Sådan-
ne faktiske forhold og sådan
livsførelse havde gjort os
svage. Det var derfor jeg
sagde: det var så mærkeligt
og underligt, da man be-
gyndte at missionere blandt
os og lære os, hvordan vi
skulle opføre os overfor vo-
re medmennesker: at vi ikke
skulle tænke, sige eller gøre
ondt mod hinanden.
Men det var nu ikke altid
så nemt, som det var sagt.
Det var vanskeligt at huske,
at det var svært at frigøre sig
fra de gamle tanker, som
mann havde levet hele livet
med og ment, at det var det
eneste rigtige. Det var tungt
at få dem stemplet som nyt-
teløse , de ting, som man
havde tillært sig i løbet af så
lang tid og med så stort bes-
vær. Nu var de til ingen ver-
dens nytte, vi skulle holde
op med at regne med dem.
Ligeledes var det ikke nemt
helt at forandre de og de be-
stemte tanker om den eller
den person og at mene, at
nogle personer, som man
vidste havde bestemte tan-
ker om én, helt skulle foran-
dre deres liv.
Men når man havde lært
at stille krav til sig selv og
havde lært gennem sit liv, at
man kunne anstrenge sig og
havde opnået et og andet
ved altid at anstrenge sig, så
var det også muligt at foran-
dre sig ved at anstrenge sig.
Og det var en stor glæde,
da de sagde, at de var tilfre-
edse med vores resultater i
undervisningen, og de havde
tillid til, at vi ville anstrenge
os, og at man håbede, at vi
ville bevare denne iver og
vilje, da vi blev døbt. For
mig var det ikke fremmed at
anstrenge mig.
Ja, det var lykkeligt, det
var livet - at prøve at leve,
tale og gøre som en kristen.
Vi havde sat vore kræfter
til på noget ondt i vores uvi-
denhed. Og da man anmo-
dede os om at sætte vore
kræfter ind for det gode, da
følte vi os lykkelige! Hele
livet igennem krævedes der,
at man skulle anstrenge sig,
anstrenge sig hele tiden, el-
lers kunne man ikke klare
sig.
Og nu! Det føles bare som
en drøm - tiden da jeg var u-
vidende om Gud - Ja, vi
havde virkelig ingen viden
om Gud, skønt vi levede.
Hvor føler man sig taknem-
melig, at det nu kan føles
som bare en drøm og ikke
mere er virkelig - at være u-
vidende om Gud.
SLUT.