Atuagagdliutit - 23.07.1996, Síða 14

14
Nr. 56 • 1996
GRØNLANDSPOSTEN
På egen hånd
Tekst og foto: Journalist Lone Madsen
' \fj, -v-. . *" < aVjv ' . . ’-jufcm&vz.A V. ^ ;
'4 : V ■ :;

Si--. :"

'-r-
jM|C
Inngi takorluuisimagaluarpoq punnermik tarajortikkamik uissaminillu; kisiannili katinnerminut atatillugu angalasariaqarlu-
ni Qajaq ’96-imi.
Inngi havde en drøm om saltet smør og ægtemand; men tog alligevel på bryllupsrejse med Qajaq '96.
- Det skulle man gøre noget
oftere, tænker jeg, da jeg sen-
der Rina og Inngi afsted - og
får lejlighed til at fotografere
pakning, istigning mv.
- At dele gruppen for en
stund.
Vi befinder os midt mellem
Atammik - sydligste bygd i
Maniitsoq - og Nuuk. Der er
ca. 50 kilometer til begge ste-
der.
Vi har valgt at skilles indtil
Nuuk, fordi jeg har lyst til at
tilbringe otte timer med at
fotografere tidevand, og de
andre ikke har lyst til det.
Desuden længes Inngi efter
hjembyen Nuuk - og saltet
smør.
I forvejen har vi planlagt
flere dages pause i Nuuk, så
Inngi kan nå at komme på job
et par dage og kan nå at se sin
nyægtede husbond, som hun
blev gift med i april. Men hun
har altså valgt at tage på bryl-
lupsrejse med os.
Alene for første gang i
mere end tre uger. En under-
lig men også dejlig følelse.
Jeg drikker kaffe, indretter
mig for dagen, drikker mere
kaffe og kigger på uret: Der er
gået 15 minutter.
Savner Inngis øjne
Men dagen får en ende, og da
højvandet har nået sit maxi-
mum, skubber jeg fra og pad-
ler mod Nuuk - og dog, i vir-
keligheden har jeg mest lyst
til en afstikker til et par histo-
riske steder: »Håbets 0«,
hvor Nuuks grundlægger
Hans Egede bosatte sig tilba-
ge i 1721 og den nedlagte
bygd Kangeq.
Sidste vejrmelding lovede,
at det nok var smart at nå
Nuuk så hurtigt som muligt -
hvis det ikke skulle tage man-
ge dage...
Padlingen går problemfrit;
men jeg mangler Inngis kik-
kert og gode øjne, når jeg på
et par kilometers afstand skal
skelne øer fra fastland og fin-
de indsejlinger. Min egen
såkaldte vandtætte kikkert
bluffede og er sendt retur.
Kompasset er min kikkert.
Det fortæller mig at »den
knold« er en ø, som jeg skal
vest om.
Dagens rute går gennem et
såkaldt Sarfarsuaq - stor
strøm - som i følge Inngi, der
her er på hjemmebane, er
spændende.
1 strømmen møder jeg en
sæl, som jeg glider hurtigt
forbi. Jeg er så tæt på, at jeg
kunne gokke den i hovedet
med pagajen, men det er ikke
akkurat sådan, at jeg ønsker at
øve mig i jagt fra kajak.
Jeg kommer til Nipisat
sund, hvor de andre havde
planlagt at overnatte - hvis vi
ikke vælger at padle direkte
til Nuuk, siger Inngi med et
glimt i øjet, mens hun tænker
på det salte smør.
Omvej til Nuuk
Jeg forventer ikke at finde
dem i Nipisat, og det gør jeg
heller ikke. Det er nu, jeg skal
vurdere, om jeg skal være for-
nuftig og padle direkte til
Nuuk - Hvorfor skal man altid
være fornuftig ?
Jeg er frisk og natten er
fortryllende smuk.
Som jeg allerede havde fået
af vide, så er »Håbets ø« ikke
noget spændende sted. Hans
Egede boede her i syv år, jeg
vil end ikke overnatte og sat-
ser på Kangeq, hvor der skul-
le være huse, men også det
bliver en skuffelse, for jeg når
ikke frem. Et lille sund, jeg
følger mellem Håbets ø og
Kangeg, er tørlagt ved lav-
vande. Det ved jeg ikke, før
vandet slutter. Øerne er akku-
rat ikke med på søkortet, og
landkortet fortæller naturlig-
vis ikke noget om vandet.
Natten er stadig smuk. Det
er nu så stille, at fjeldene spej-
ler sig så skarpt i vandet, at
det er svært at orientere sig.
Der er land over alt, og jeg er
ved at blive skør af at prøve at
skelne land fra vand, må luk-
ke øjne og ryste på hovedet
og prøve engang til.
Jeg beslutter mig til noget
at sætte kursen direkte mod
Nuuk. En rigtig marathontur,
i virkeligheden næsten et dob-
belt marathon - at tage direkte
til Nuuk, og så vil dagens rej-
se blive 70-80 kilometer.
Solen er ved at stå op. Jeg
kan se den glimte i ruderne på
Nuuks højhuse - 20 kilometer
borte.
Holder vejret ?
Jeg er ikke den eneste, der er
ude. Mange benytter tilsyne-
ladende den stille fredag nat
til sæljagt. Jeg ser ikke mange
joller, men hører mange skud,
og det bekymrer mig lidt, er
lidt bange for at blive forvek-
slet med et fangstdyr her i den
dunkle morgen og farer sam-
men, hver gang jeg hører
skud.
Det begynder at blive fri-
stende at sætte kursen direkte
mod Nuuk istedet for at følge
Inngis om at krydse på det
smalleste sted. Jeg passerer
tæt forbi en jolle og spørger:
Vil det være OK at tage direk-
te til Nuuk herfra, vil vandet
holde sig roligt i halvanden
time? Fangerne kigger på
himlen og skyerne, ser lidt
skeptiske ud, men siger:
- Ja, det er vist godt nok.
- Jeg prøver, siger jeg, Hvis
det blæser op, regner jeg med,
at I kommer og redder mig.
I løbet af de første ti minut-
ter begynder bølgerne at byg-
ge sig op, og jeg beslutter at
søge til kysten igen. Der kan
ske meget de næste 80 minut-
ter.
Fangerne har opdaget, at
jeg har søgt mod land og
kommer hen til kajakken og
bifalder mine ruteændring, de
forkynder, at de nu selv vil
tage ind - om de kan give
besked til nogen:
- Næh, ingen venter mig før
mandag.
Stiv kuling og regn
Jeg går i land og til ro, og da
jeg atter står op, kan jeg kon-
statere, at vejrmeldingen
holdt stik. Det er blæst op, og
jeg kan nu ikke komme over
den åbne fjord til Nuuk. Iste-
det beslutter jeg mig til at
søge ind til et gammelt fiske-
indhandlingsted, som jeg pas-
serede på vej til Håbets 0.
Her var nogle hytter.
Det bliver tre timer i strid
modvind og regn, som jeg
nynner og fløjter mig igen-
nem. Egentlig kan jeg godt
lide at padle i sådan et vejr, så
længe det ikke er ude på et
stort åbent hav.
Jeg så tre huse, da jeg pas-
serede stedet på vej til Håbets
ø, og i min fantasi er de udsty-
ret med sofaer, varmeovn og
ugeblade. Men ak, en hytte
har ikke tag og kun tre vægge.
En anden har ingen dør og en
tredie har ikke ruder i vindu-
erne.
Alligevel - sammenlignet
med et 40 centimeter højt telt
er det luksus.
Fra hytte til hytte
Jeg flytter ind i hytten uden
dør - det passer bedst med
vindretningen. Jeg indstiller
mig på, at her skal jeg være i
flere dage.
Det skal jeg ikke, for efter
et par timer er der ikke en tør
plet i hytten, og det hus uden
ruder i vinduerne, der i første
omgang virkede så luftigt, er
nu anderledes tiltrækkende.
Jeg flytter ind der, indtil
næste morgen, hvor vinden
vender og øges, så det står
lige ind af de åbne vinduer,
hvorefter jeg flytter tilbage til
det første hus.
Og hvad laver man, når
man sidder vejrfast sådan et
sted, og der alligevel ingen
ugeblade er. Jo man skriver
for eksempel alt dette her på
sin notesblok. Den bærbare
PCer tør jeg ikke pakke ud, af
frygt for fugtskader. Desuden
læser jeg alt det, der kan
læses.
Uret vil stoppe
På et tidspunkt tænker jeg:
Sålænge man har en blyant og
et ur, så bliver man da ikke
helt skør af at sidde her, hvor-
efter der går mindre en en
halv time og mit ur begynder
at blinke »batteri« - for første
gang i 5 år.
Det giver mig en hel anden
beskæftigelse: Jeg må lave
mit ur og begynder at gøre
notater om tidevandsstanden.
Får jeg noteret tidspunktet
for højvande og nogle trin før
og efter, så er jeg ikke helt
lost, hvis uret holder op med
at gå.
Efter 36 timer i hytterne,
tillader vejret, at jeg tager af-
sted. Padler i stille vejr og
tåge mod Nuuk og ankommer
efter mindre end to timer.
Imaq qatsungalluinnartillugu qaqqat erseqqilluinnartarput, taamaattumik suna eqqortuunersoq iluamik takuneqarsinnaaneq ajorpoq.
Når vandet er stille, er det svært at skelne billede og virkelighed fra hinanden.
ASS./ FOTO: AG