Atuagagdliutit - 04.03.1997, Qupperneq 14

14
Nr. 17 • 1997
Ca ag'ag'c/é/'a
GRØNLANDSPOSTEN
Katuaqs indvielse
Af distriktslæge Finn Becker-Christensen, Maniitsoq
Ved Dronning Margrethes
25-års regeringsjubilæum for
nylig så vi, at Danmarks
Radio, DR, har udviklet en ny
form for petit journalistik.
Sladderjournalistik kan man
også kalde det.
Det er ikke nyt, at Konge-
huset festligholder mærkeda-
ge med invitationer til magt-
havere og samfundsstøtter.
Det er heller ikke nyt, at fol-
ket får et glimt eller to fra
gemakkerne eller hører maje-
stætens tale.
Det er et godt initiativ, du har
taget til at informere interes-
serede ansøgere til ledige stil-
linger inden for Sundheds-
væsenet om deres muligheder
og vilkår i Grønland. Dette
gælder også dine bestræbelser
på at skaffe dem mulighed for
at få daginstitutionspladser.
Når Nuuk Kommune har
afvist at medvirke på dette
område, er jeg ret sikker på,
det ikke skyldes modvilje.
Problemet er, at en sådan
fortrinsret til daginstitutions-
plads for nyansatte i Sund-
hedsvæsenet vil stride mod
Socialdirektoratets gældende
visitationsregler. Princippet i
disse er undtagelsesløst, at der
er fortrinsret til daginstituti-
onspladser for børn fra de
socialt svagest stillede famili-
er.
»Sort« dagpleje til 5000
kroner om måneden
Selv om man kunne forestille
sig en dispensation fra Lands-
Lad os nu lige kikke på
»atom-affaldsplads«-sagen
først.
Dette brev er til Grønlands
politikere for at bede dem om
at kikke ind på »atomlosse-
pladsen«, før de blankt siger
nej.
Lad mig starte med at sige,
at jeg endnu ikke har taget
stilling til, om jeg er for eller
imod. Jeg syntes ikke, man
kan tage stilling til noget, man
ikke ved meget om.
Man kan sagtens bygge
anlæg, der uden risiko kan
opbevare atom-våben. Især,
hvis man har pengene til det.
Det anlæg, der er tale om, bli-
ver nok et af de stærkeste
bygninger, der findes, siden
det jo skal kunne klare lige fra
Det nye er, at det store fler-
tal af majestætens undersåt-
ter, som der desværre eller
heldigvis ikke er plads til ved
dronningens bord eller på de
bonede gulve, skal have en
detailleret redegørelse for
hele begivenheden. I begyn-
delsen af januar i år skulle alle
danskere således med i det
Kongelige Teater om ikke
fysisk så ved fjemsynsskær-
men.
Som en nyskabelse omfat-
tede reportagen også de for-
styret i dette specielle tilfæl-
de, situationens alvor taget i
betragtning, ville dette have
uheldige virkninger.
Det ville betyde, at den i
forvejen lange venteliste ville
blive yderligere forlænget.
Det vil sige, at småbørnsfami-
lierne i den sidste ende af
ventelisten ville komme til at
betale en meget høj pris for at
få besat de ledige stillinger i
Sundhedsvæsenet. En »sort«
dagpleje koster mellem 4000
og 5000 kroner om måneden.
Det er ikke rimeligt. De
samfundsmæssige omkost-
ninger, der vil være i forbin-
delse med at skaffe Sundhed-
svæsenets nyansatte betryg-
gende vilkår bør deles af os
alle!
Firmainstitutioner
Et eksempel på denne løsning
har vi i Maniitsoq kommune,
hvor KNI har oprettet en
firmainstitution. Denne ord-
ning har skabt klare fordele
jordskælv (meget lille chan-
ce) til et par bombninger fra
fjendtlige nationer.
Jeg formoder, at der kun er
tale om selve kernen, så der er
ikke nogen risiko for, at affal-
det vil eksplodere. Som Uffe
Ellemann-Jensen nævner, er
der ikke tale om affald, som
kommer I flydende form, men
om våben, som kommer i fast
form. Dette gør, at man ikke
behøver at være bange for, at
det vil infiltrere sig i jorden.
Umiddelbart mener jeg, at
det er mere sikkert at opbeva-
re kernevåben end at begrave
zink-affald i borede huller i et
bjerg. Dette var på tale, da der
var stor snak om et zink-raffi-
naderi. Så vidt jeg kan huske,
blev den ide accepteret uden
nemme gæsters ankomst til
teateret. Humøret var højt, og
vi så dem hilse på andre for-
nemme gæster. De mest be-
rømte blev interviewet af
fjernsynets udsendte hofre-
portere. På den måde fik vi
rangorden sat på plads.
Andre journalister med
speciale i pyntesyge kvinder
analyserede damernes påk-
lædning. Mærkeligt nok væ-
der ingen vurdering af de far-
vestrålende uniformer, som
nogle af herrerne havde på,
både for KNI’s ansatte og
småbørnsfamilierne i kom-
munen.
Men ikke i Sisimiut...
Det modsatte eksempel findes
i Sisimiut. Her har kommu-
nen ved en administrativ for-
anstaltning tilsidesat Socialf-
direktoratets visitationsregler
og givet fortrinsret til børn af
nytilflyttede ansatte i KNI
Pilersuisoq’s administration.
Resultatet var, at der ved sko-
lestart 1995 kun kom 8 børn
fra kommunens venteliste i
børnehave. Øvrige ledige
pladser var besat af KNI-
bøm.
Sisimiuts småbørnsfamilier
har betalt en høj pris for at få
etableret KNI Pilersuisoq’s
administration i Sisimiut.
Det er bestemt ikke et
eksempel til efterfølgelse!
Held og lykke med projek-
tet!
de helt store bekymringer.
Siden der er tale om så stort
et projekt, skulle det være
muligt at få nationerne, der vil
benytte sig af »affalds-plad-
sen«, til at betale for en un-
dersøgelse af, hvilke risici der
er. Man kunne eventuelt væl-
ge et panel af verdens eksper-
ter, som skal kikke på det.
Jeg håber virkelig, at politi-
kerne vil undersøge sagen før
de beslutter sig. Som en ung
grønlænder, går jeg rundt og
bekymrer mig om Grønlands
økonomiske fremtid. Det vil
være meget ærgerligt at gå
glip af en så stor en chance
uden at undersøge det grun-
digt.
selvom de var ude over den
alder, hvor de kan gøre nytte i
militæret.
Dog var der kommentarer
til de mere diskrete, men
interessante pyntegenstande,
som også civile herrer var
udstyret med, for eksempel i
knaphullet. Meget diskrete
var de - ikke mindst, hvis man
sammenligner med den silde-
salat, som sovjetiske marskal-
ler ved festlige lejligheder var
udrustet med i de gode gamle
dage, da det var bedre at være
død end rød.
Hvordan sovjetsamfundets
elite havde skaffet sig diverse
dekorationer vidste vi ikke,
men vi havde vore anelser. Vi
forstod også, at de signalere-
de: »Det er os som bestem-
mer«. Hvordan vor dronnings
gæster ved jubilæet havde
gjort sig fortjent til diverse
hædersbevisninger, fik vi hel-
ler ikke at vide. Det er måske
også bedst, at vi aldrig får det
at vide.
Man må sige, at Grønlands
Radio, KNR, er lærenem. Da
Katuaq skulle indvies fulgte
fjernsynet ceremonien lige fra
gæsterne trådte ind af døren.
Fra nær og ijem kom de - alt
hvad der kan »krybe og gå«.
D.v.s., næsten alle. Hverken
Benjamin eller Sakæus var
inviteret. Blandt gæsterne fra
Danmark savnede vi også
Maren i Kæret.
Blandt de mange kendisser
var naturligvis også politike-
re. Nogle af dem, - ikke alle -
er utroligt kontaktsvage. Det
er i hvert fald min personlige
erfaring, måske fordi jeg ikke
anses for at være en potentiel
vælger, eller måske er det
bare, fordi det er travle men-
nesker, som har for lidt tid. I
Katuaq var de alle imøde-
kommende. Her havde alle tid
til alle. De hilste overstrøm-
mende venligt på hinanden,
formodentligt også på folk, de
ikke kunne fordrage.
Folk havde pænt tøj på. Der
var ingen i uniformer. Grøn-
land har jo aldrig været i krig.
Til gengæld var der mange
anorakker. Det er en en prak-
tisk beklædningsgenstand.
Dog ikke i krig, men hvis
man skal på fangst på havet
eller isen i dårligt vejr. De
færreste af Katuaqs gæster
ville formodentligt have slup-
pet godt fra et sådant foreha-
vende. De fleste ville det nok
være gået ilde.
Katuaqs leder, Jan Kløv-
stad, var ikke iført anorak,
men en beklædning af den art,
som norske bønder brugte for
længe siden, da der endnu
ikke var fundet olie og nord-
mændene både kendte til
både sult og hungersnød.
Katuaqs indvielse signale-
rede mere detailleret end det
tidligere er demonstreret,
hvem der bestemmer i Grøn-
land. Vi så både hvem der
bestemmer meget, hvem der
bestemmer knapt så meget,
og hvem der slet ikke bestem-
mer noget. De sidste var ikke
til stede.
Nogle af os vidste måske i
forvejen, hvor indflydelsen er
placeret, men nu har de tung-
nemme også fået mulighed
for at forstå.
Katuaq skal være et cen-
trum for inuitkulturen. Den så
vi også noget af, men ram-
merne var dem, vi kender fra
internationalt showbusiness.
Forestillingen blev dirigeret
af den smukke Nukakka og
den knapt så smukke Juakka.
Sådanne mediepersoner kan
man jo næsten ikke undgå at
komme på fornavn med.
Sidstnævnte er KNRs svar på
DRs Hans Otto Bisgaard,
men har endnu ikke fået den-
nes rutine.
Da han skulle introducere
en af talere begik han et »faux
pas«. Det betyder fejltrin på
fransk. Vi nøjedes i denne
omgang med grønlandsk,
dansk og engelsk. Kun een af
de mange talere beherskede
alle 3 sprog, nemlig Ingmar
Egede i sin indledende tale.
Eftermiddagen var lang, men
der var var ingen grund til at
takke netop ham for senere at
holde sig til kun to sprog. Til
gengæld scorede Juakka et
point i mit puritanske hjerte,
da han i pausen inviterede
publikum på et glas isvand.
Ved en begivenhed som
denne kommer talernes
sproglige formåen i fokus,
fordi det indholdsmæssige
under alle omstændigheder
må være banalt. De officielle
talere er formodentligt under-
kastet selvcensur og har der-
med forbud mod at sige noget
som helst af interesse.
Jeg havde glædet mig til at
høre den canadiske sangerin-
de Susan Agluark. Det forlød,
at hun havde fået et tophonor-
ar for at komme. Desværre
var præstationen ikke i top.
Jeg sad pludseligt og savnede
Marina. Hvorfor kom hun
ikke? Det blev som sagt en
lang dag at komme igennem
ved fjernsynet og formodent-
ligt også i salen. Måske gik
jeg glip af noget?
Jeg forstår godt, at KNRs
folk var trætte efter denne
»tour de force«, eller kraftan-
strengelse, for at blive i det
udenlandske. Her i Maniitsoq
gik dampradioen i sort en stor
del af weekenden.
Næste store begivenhed i
Katuaq er premiere på
»Frøken Smillas fornemmel-
se for sne«. Hvis forhåndsan-
meldelseme passer, er filmen
reduceret til at være en krimi-
nalthriller. Så bliver den sik-
kert en succes i Grønland.
Jeg vil alligevel håbe, at
lidt af det samfundskritiske
element i bogen er bevaret.
Oven på al den ydre festivitas
og de mange ligegyldige elsk-
værdigheder, som Katuaq har
serveret, trænger vi til noget
andet.
Forfatteren Peter Høeg er
ikke en elskværdig mand, i
hvert fald ikke når han tager
den herskende klasse under
behandling. Bogens fejl er, at
den er så spændende, at man
let springer nogle mindre
spændende ting over. Det
gælder måske omtalen af den
grønlandske overklasse. Også
den får et par velvalgte ord
med.
QEQERTARSUUP
KOMMUNEA
TEKNIKER
(Bygningskonstruktør, ingeniør, byggetekniker ima-
luunniit teknisk assistent)
Kommunep teknikkikkut ingerlatsiviani 1. maj 1997
imaluunniit isumaqatigiinnikkut aallartittussamik
teknikerissarsiorpugut pilersaarusiornermik aam-
malu allaffissornikkut suliassanik suliaqartussamik.
Pingaarnerusumik suliassaapput illuliornikkut sa-
naartornikkullu kommunemiit nakkutilliineq aqutsi-
nerlu, kommunep illuutaanik aserfallatsaaliineq
isumagalugu aammalu sanaartugassat avatangii-
sinullu suliassat suliaralugit.
Massakkut assistenti marlunnik oqaasilik entrepre-
nør-eqarfillu allaffiup ataaniipput.
Teknikkikkut ingerlatsivimmut taamak annertus-
susilimmik suliassalimmut taamalu assigiinngiiaar-
tigisunik isumagisalimmut inuk atorfinittussaq
kumilattuussasoq, namminersorsinnaalluni sapin-
ngisamillu sanasutut assigisaanilluunniit misilitta-
gaqarsimanissaa naatsorsuutigaarput.
Atorfinitsitsineq aningaasarsiaqartitsinerlu isuma-
qatigiissutit naapertuuttut malillugit pissaaq.
Annertunerusumik paasissutissanik pissarsisoqar-
sinnaavoq Kommunaldirektør Ole Eichner-Larsen-
imut saaffiginninnikkut. Telefon 4 72 77. Fax 4 75
34.
Qinnuteqarfissaq kingullerpaaq: 14. marts 1997.
QEQERTARSUUP KOMMUNEA
BOX 513 • 3953 QEQERTARSUAQ
Småbørnsfamilierne
betaler prisen!
Af Holger Simonsen, formand for SPIP, Sisimiut
tdersøg sagen først
m Telling, Civilingeniør-studerende, University
gan, USA
og