Atuagagdliutit - 01.05.1997, Blaðsíða 12

12
Nr. 33 • 1997
Oluf Høegh, der runder de 70
år, har prøvet livsspringet fra
messedreng under krigen til
forstander for Grønlænder-
hjemmet
- Jeg har oplevet meget i
livet, og det kan måske lyde
mærkeligt, når jeg fortæller
om det. Det er fordi, jeg ople-
ver livet, som jeg nu en gang
gør. Jeg er blandt dem, der
voksede op i både kolonitiden
og monopoltiden. Den gang
hvor Grønland var så lukket,
at vi dårligt vidste, hvordan
verden så ud omkring os.
Først under krigen oplevede
jeg at komme uden for Qa-
qortoqs distrikt - ud i den sto-
re verden. Jeg sejlede til Ame-
rika, hvor alting virkede som
en drøm, ja min første indsej-
ling til New York var som at
opleve et levende postkort.
Ansigtet er blevet mere
furet, og det mørke hår er
isprængt alderens sølvstænk.
Blikket bag de spinkle guld-
briller er insisterende og ved-
kommende. Nøjagtig som
stemmen, der bliver en anelse
mørkere, når han læner sig
frem på stolen og siger: nu
skal du høre....
Som aktiv politiker i bl.a.
kommunalbestyrelsen i Qa-
qortoq og Grønlands Lands-
råd, hvor hans bror Erling blev
valgt som rådets første for-
mand, var han i en lang årræk-
ke med til at give sit bidrag til
udviklingen af det moderne
Grønland.
Som konsulent for GTO
med speciale i udbygningen af
el-værker og vandforsyningen
i hele Grønland, har hans blik
skuet over liere bygder og
byer i Grønland, end det er de
fleste beskåret.
Og i de sidste 12 år har hans
blik været rettet mod først de
uddannelsessøgende og siden
patienterne på Grønlænder-
hjemmet i Hellerup, hvor han
fratrådte som forstander ved
nytår - for blot at nævne et par
den gamle elektrikers hverv
gennem et langt liv.
Barndomshjemmet
For 70 år siden - den 30. april
1927 - kom Oluf Høegh til
verden i Qaqortoq som søn af
smedemester John Otto Abel
Jens Høegh og Augusta Marie
Hanne H.F. Chemnitz. Som
en af de første grønlændere
var hans far uddannet i Dan-
mark, og da han vendte tilbage
byggede han et stort, rødt
træhus, som blev barndoms-
hjem for Oluf og hans fire
brødre Knud, Jens John,
Erling og tvillingebroderen
Ingvar.
Det var dengang, hvor dren-
ge stadig fangede ørreder i
Storesøen ved Qaqortoq, hvis
man ellers forstod at snøre
fiskene. Og Oluf holdt meget
af drengeårenes lystfiskeri,
selv om resultatet ikke var det
mest prangende.
- Jeg blev aldrig så dygtig
som nogle af kammeraterne,
når vi - uden fiskestang - men
med hænderne kastede prop
og krog ud. Der var bare nog-
le, som præcis vidste, hvor de
skulle smide snøren for at få
bid. Det lærte, jeg aldrig, for-
tæller Oluf Høegh.
Oluf Høeghs barndoms-
hjem lignede ikke helt kam-
meraternes. Brødrenes daglige
huspligter levnede ikke den
samme tid til leg, for allerede
som små blev de tillagt mange
ansvarsopgaver.
Pligt og strenghed
- Det lå altid i luften, at vi
skulle lære noget. Foruden hu-
set havde min far anlagt en
stor nyttehave med radiser,
kartofler, salat, gulerødder og
meget andet. Det var så mig
og mine brødres opgave at
vedligeholde haven. Desuden
skulle vi passe og malke de 15
geder i gedehuset og sørge for
de godt 50 får, vi havde gåen-
de på øen Akia.
- Vi blev opdraget strengt,
så vi kunne klare os selv som
voksne. Vi fik ansvar, men
alligevel ville min far være
med i alt, og det var ikke altid
lige nemt, fortæller Oluf
Høegh, som efter ni års skole-
gang levede op til datidens
forventninger og kom i lære
som butikselev med henblik
på en stilling som udsteds-
bestyrer.
- Tiden var anderledes den
gang. Var man søn af en fan-
ger, blev sønnen uddannet til
fanger. Var man søn af en tje-
nestemand, ja så fulgte man i
samme fodspor. Min far var
tjenestemandsansat, og jeg
kom i lære hos den lokale
kolonibestyrer for at lære
praktiske kundskaber som
regnskab, lagerforvaltning og
postsystem. Men en februar-
dag i 1945 fik det en brat ende.
Fyret
- En dag kom grønlænderen
Abia op på kontoret. Han var
tømrer og ville tale med kolo-
nibestyreren. Abia ville brage
mig som tolk, da han ikke var
på den bedste bølgelængde
med kolonibestyrerens egen
tolk. Jeg sagde, at det ville jeg
godt, hvis kolonibestyrerens
tolk var indforstået. Det var
han, for han kunne heller
aldrig blive enig med Abia,
fortalte han.
- Det viste sig, at Abia var
kommet for at få lønforhøjel-
se. Han havde mange børn og
kunne ikke få lønnen til at slå
til. Da jeg oversatte hans kla-
ge, væltede kolonibestyreren
uden videre Abia omkuld på
gulvet. Jeg blev forskrækket
og kom ubevidst til at skubbe
kolonibestyreren om på gul-
vet. Da han rejste sig igen,
sagde han, at jeg var fyret.
- Jeg havde det utroligt dår-
ligt. Jeg var bange for, at min
far ville blive vred og turde
ikke gå hjem. Først om afte-
nen vendte jeg hjem og her
forlangte min far, at jeg skulle
gå tilbage til kolonibestyreren
og give ham en undskyldning.
Ellers ville jeg aldrig få et job.
- Det ville jeg ikke. I hvert
fald ikke før kolonibestyreren
havde givet Abia en undskyld-
ning. Men min far insisterede.
Dramatisk vending
- Næste dag lagde Jens Laurit-
zen-transportskibet Linda Dan
til ved havnen, og da jeg ikke,
som normalt mødte op hos
kaptajnen for at hente post,
sendte han bud efter mig. Han
havde fået at vide, at jeg var
blevet fyret, og tilbød mig et
job som messedreng.
- Næste dag stævnede jeg
ud med skibet og vendte først
tilbage til Grønland efter kri-
gen som letmatros, fortæller
Oluf Høegh. - Jeg bar ikke nag
til kolonibestyreren, og vi er
senere blevet gode venner
med igen. Det var ikke et po-
litisk opgør. Det var en in-
stinktiv reaktion mod en uret-
færdighed.
Oluf Høegh havde fået
smag for sømandslivet og nye
verdener, og søgte ind på Styr-
mandsskolen, men blev kasse-
ret, fordi synet ikke var godt
nok. I 1946 kom han i lære
som elektriker i Frederikssund
i Nordsjælland, og fem år efter
vendte han tilbage til Grøn-
land og virkede som elektriker
i Qaqortoq for GTO.
I begyndelsen af 1950’eme
blev Oluf Høegh - som det
hidtil yngste medlem - valgt til
den ni-mand store kommunal-
bestyrelse i Qaqortoq. Det var
den gang, hvor man alene blev
valgt på sine personlige hold-
ninger. Parti-grupperingen
startede først i 1970’erne.
Siden blev Oluf Høegh også
stemt ind i det daværende
Grønlandske Landsråd.
Samhørighed
med Danmark
- Valgsystemet den gang og i
dag kan ikke uden videre sam-
menlignes, men man kan sige,
at der tidligere blev taget mere
hensyn til personerne, mens
det i dag er partiernes holdnin-
ger, der lægges vægt på. Selv
om jeg i starten ikke var til-
hænger af partidannelser, har
jeg med tiden konstateret, at
det må være sådan, hvis man
skal kunne varetage Grøn-
lands fremtid bedst muligt.
Oluf Høegh er i dag med-
lem af Atassut og mener, at
samhørigheden med Danmark
er noget af det vigtigste for
Grønland.
- Hvis vi sammenligner os
med, hvordan det er gået
andre folkeslag, som er blevet
koloniseret, er grønlænderne
blevet behandlet mere menne-
skeligt end så mange andre.
Dermed ikke sagt, at vi ikke
fortsat skal udvikle os på vore
egne betingelser og mod uaf-
hængighed.
- Jeg har med interesse fulgt
med i Hjemmestyrets politik
og har den opfattelse, at vi er
på rette vej - nemlig at grøn-
lænderne skal have ansvaret
for deres eget land. Den sam-
me holdning fremførte jeg
selv flere gange, da jeg var
medlem af Landsrådet. Men
nemt bliver det ikke. Hvis det
overhovedet er muligt. Det
forudsætter, at Grønland med
sine relativt få indbyggere i et
i øvrigt enormt land får mulig-
hed for at klare sig selv øko-
nomisk.
- Samtidig er Grønland og
Danmark smeltet mere og
mere sammen. I over 100 år
har Danmark været en del af
grønlændernes virkelighed.
Der har været dårlige ting og
gode ting. Men for mig, der
har oplevet monopolet og ko-
lonitiden, og set, hvordan
Grønland åbnede sig mod ver-
Hellerup-imi Kalaallit Illuat, Olufip ukiuni aqqaneq-marlunni pisortaaffigisaa.
Grønlænderhjemmet i Hellerup, hvor Oluf Høegh i 12 år var forstander.
Høegh-brødrne fotograferet i 19
Qatanngutigiit Høegh-ikkut Erlir
Høegh-brødrene ved Erlings beg
den efter krigen, og hvordan
danske politikere begyndte at
interessere sig for modernise-
ringen af Grønland som
velfærdssamfund, tæller for-
holdet til Danmark stadig på
plussiden, fortæller Oluf
Høegh.
Afsted til Danmark
I 1975 sagde Oluf Høegh sin
stilling hos GTO op, forlod
formandsposten for kommu-
nalbestyrelsen i Qaqortoq og
afsluttede sammen med sin
hustru Magna deres fælles for-
standerarbejde på Lærlinge-
hjemmet, som de havde drevet
siden 1970. Lærlingehjemmet
havde plads til 18 elever, og
undervisningen bestod af for-
skellige faglige fag som bl.a.
tømrer, elektriker og skibs-
tømrer.
Ægteparret satte kursen
mod Danmark, så de i daglig-
dagen kunne være tættere på
deres fire uddannelsessøgende
børn: Astrid, Avijaja, Flem-
ming og Jesper. Men skæbnen
ville noget andet. Som lands-