Atuagagdliutit

Årgang
Eksemplar

Atuagagdliutit - 01.05.1997, Side 12

Atuagagdliutit - 01.05.1997, Side 12
12 Nr. 33 • 1997 Oluf Høegh, der runder de 70 år, har prøvet livsspringet fra messedreng under krigen til forstander for Grønlænder- hjemmet - Jeg har oplevet meget i livet, og det kan måske lyde mærkeligt, når jeg fortæller om det. Det er fordi, jeg ople- ver livet, som jeg nu en gang gør. Jeg er blandt dem, der voksede op i både kolonitiden og monopoltiden. Den gang hvor Grønland var så lukket, at vi dårligt vidste, hvordan verden så ud omkring os. Først under krigen oplevede jeg at komme uden for Qa- qortoqs distrikt - ud i den sto- re verden. Jeg sejlede til Ame- rika, hvor alting virkede som en drøm, ja min første indsej- ling til New York var som at opleve et levende postkort. Ansigtet er blevet mere furet, og det mørke hår er isprængt alderens sølvstænk. Blikket bag de spinkle guld- briller er insisterende og ved- kommende. Nøjagtig som stemmen, der bliver en anelse mørkere, når han læner sig frem på stolen og siger: nu skal du høre.... Som aktiv politiker i bl.a. kommunalbestyrelsen i Qa- qortoq og Grønlands Lands- råd, hvor hans bror Erling blev valgt som rådets første for- mand, var han i en lang årræk- ke med til at give sit bidrag til udviklingen af det moderne Grønland. Som konsulent for GTO med speciale i udbygningen af el-værker og vandforsyningen i hele Grønland, har hans blik skuet over liere bygder og byer i Grønland, end det er de fleste beskåret. Og i de sidste 12 år har hans blik været rettet mod først de uddannelsessøgende og siden patienterne på Grønlænder- hjemmet i Hellerup, hvor han fratrådte som forstander ved nytår - for blot at nævne et par den gamle elektrikers hverv gennem et langt liv. Barndomshjemmet For 70 år siden - den 30. april 1927 - kom Oluf Høegh til verden i Qaqortoq som søn af smedemester John Otto Abel Jens Høegh og Augusta Marie Hanne H.F. Chemnitz. Som en af de første grønlændere var hans far uddannet i Dan- mark, og da han vendte tilbage byggede han et stort, rødt træhus, som blev barndoms- hjem for Oluf og hans fire brødre Knud, Jens John, Erling og tvillingebroderen Ingvar. Det var dengang, hvor dren- ge stadig fangede ørreder i Storesøen ved Qaqortoq, hvis man ellers forstod at snøre fiskene. Og Oluf holdt meget af drengeårenes lystfiskeri, selv om resultatet ikke var det mest prangende. - Jeg blev aldrig så dygtig som nogle af kammeraterne, når vi - uden fiskestang - men med hænderne kastede prop og krog ud. Der var bare nog- le, som præcis vidste, hvor de skulle smide snøren for at få bid. Det lærte, jeg aldrig, for- tæller Oluf Høegh. Oluf Høeghs barndoms- hjem lignede ikke helt kam- meraternes. Brødrenes daglige huspligter levnede ikke den samme tid til leg, for allerede som små blev de tillagt mange ansvarsopgaver. Pligt og strenghed - Det lå altid i luften, at vi skulle lære noget. Foruden hu- set havde min far anlagt en stor nyttehave med radiser, kartofler, salat, gulerødder og meget andet. Det var så mig og mine brødres opgave at vedligeholde haven. Desuden skulle vi passe og malke de 15 geder i gedehuset og sørge for de godt 50 får, vi havde gåen- de på øen Akia. - Vi blev opdraget strengt, så vi kunne klare os selv som voksne. Vi fik ansvar, men alligevel ville min far være med i alt, og det var ikke altid lige nemt, fortæller Oluf Høegh, som efter ni års skole- gang levede op til datidens forventninger og kom i lære som butikselev med henblik på en stilling som udsteds- bestyrer. - Tiden var anderledes den gang. Var man søn af en fan- ger, blev sønnen uddannet til fanger. Var man søn af en tje- nestemand, ja så fulgte man i samme fodspor. Min far var tjenestemandsansat, og jeg kom i lære hos den lokale kolonibestyrer for at lære praktiske kundskaber som regnskab, lagerforvaltning og postsystem. Men en februar- dag i 1945 fik det en brat ende. Fyret - En dag kom grønlænderen Abia op på kontoret. Han var tømrer og ville tale med kolo- nibestyreren. Abia ville brage mig som tolk, da han ikke var på den bedste bølgelængde med kolonibestyrerens egen tolk. Jeg sagde, at det ville jeg godt, hvis kolonibestyrerens tolk var indforstået. Det var han, for han kunne heller aldrig blive enig med Abia, fortalte han. - Det viste sig, at Abia var kommet for at få lønforhøjel- se. Han havde mange børn og kunne ikke få lønnen til at slå til. Da jeg oversatte hans kla- ge, væltede kolonibestyreren uden videre Abia omkuld på gulvet. Jeg blev forskrækket og kom ubevidst til at skubbe kolonibestyreren om på gul- vet. Da han rejste sig igen, sagde han, at jeg var fyret. - Jeg havde det utroligt dår- ligt. Jeg var bange for, at min far ville blive vred og turde ikke gå hjem. Først om afte- nen vendte jeg hjem og her forlangte min far, at jeg skulle gå tilbage til kolonibestyreren og give ham en undskyldning. Ellers ville jeg aldrig få et job. - Det ville jeg ikke. I hvert fald ikke før kolonibestyreren havde givet Abia en undskyld- ning. Men min far insisterede. Dramatisk vending - Næste dag lagde Jens Laurit- zen-transportskibet Linda Dan til ved havnen, og da jeg ikke, som normalt mødte op hos kaptajnen for at hente post, sendte han bud efter mig. Han havde fået at vide, at jeg var blevet fyret, og tilbød mig et job som messedreng. - Næste dag stævnede jeg ud med skibet og vendte først tilbage til Grønland efter kri- gen som letmatros, fortæller Oluf Høegh. - Jeg bar ikke nag til kolonibestyreren, og vi er senere blevet gode venner med igen. Det var ikke et po- litisk opgør. Det var en in- stinktiv reaktion mod en uret- færdighed. Oluf Høegh havde fået smag for sømandslivet og nye verdener, og søgte ind på Styr- mandsskolen, men blev kasse- ret, fordi synet ikke var godt nok. I 1946 kom han i lære som elektriker i Frederikssund i Nordsjælland, og fem år efter vendte han tilbage til Grøn- land og virkede som elektriker i Qaqortoq for GTO. I begyndelsen af 1950’eme blev Oluf Høegh - som det hidtil yngste medlem - valgt til den ni-mand store kommunal- bestyrelse i Qaqortoq. Det var den gang, hvor man alene blev valgt på sine personlige hold- ninger. Parti-grupperingen startede først i 1970’erne. Siden blev Oluf Høegh også stemt ind i det daværende Grønlandske Landsråd. Samhørighed med Danmark - Valgsystemet den gang og i dag kan ikke uden videre sam- menlignes, men man kan sige, at der tidligere blev taget mere hensyn til personerne, mens det i dag er partiernes holdnin- ger, der lægges vægt på. Selv om jeg i starten ikke var til- hænger af partidannelser, har jeg med tiden konstateret, at det må være sådan, hvis man skal kunne varetage Grøn- lands fremtid bedst muligt. Oluf Høegh er i dag med- lem af Atassut og mener, at samhørigheden med Danmark er noget af det vigtigste for Grønland. - Hvis vi sammenligner os med, hvordan det er gået andre folkeslag, som er blevet koloniseret, er grønlænderne blevet behandlet mere menne- skeligt end så mange andre. Dermed ikke sagt, at vi ikke fortsat skal udvikle os på vore egne betingelser og mod uaf- hængighed. - Jeg har med interesse fulgt med i Hjemmestyrets politik og har den opfattelse, at vi er på rette vej - nemlig at grøn- lænderne skal have ansvaret for deres eget land. Den sam- me holdning fremførte jeg selv flere gange, da jeg var medlem af Landsrådet. Men nemt bliver det ikke. Hvis det overhovedet er muligt. Det forudsætter, at Grønland med sine relativt få indbyggere i et i øvrigt enormt land får mulig- hed for at klare sig selv øko- nomisk. - Samtidig er Grønland og Danmark smeltet mere og mere sammen. I over 100 år har Danmark været en del af grønlændernes virkelighed. Der har været dårlige ting og gode ting. Men for mig, der har oplevet monopolet og ko- lonitiden, og set, hvordan Grønland åbnede sig mod ver- Hellerup-imi Kalaallit Illuat, Olufip ukiuni aqqaneq-marlunni pisortaaffigisaa. Grønlænderhjemmet i Hellerup, hvor Oluf Høegh i 12 år var forstander. Høegh-brødrne fotograferet i 19 Qatanngutigiit Høegh-ikkut Erlir Høegh-brødrene ved Erlings beg den efter krigen, og hvordan danske politikere begyndte at interessere sig for modernise- ringen af Grønland som velfærdssamfund, tæller for- holdet til Danmark stadig på plussiden, fortæller Oluf Høegh. Afsted til Danmark I 1975 sagde Oluf Høegh sin stilling hos GTO op, forlod formandsposten for kommu- nalbestyrelsen i Qaqortoq og afsluttede sammen med sin hustru Magna deres fælles for- standerarbejde på Lærlinge- hjemmet, som de havde drevet siden 1970. Lærlingehjemmet havde plads til 18 elever, og undervisningen bestod af for- skellige faglige fag som bl.a. tømrer, elektriker og skibs- tømrer. Ægteparret satte kursen mod Danmark, så de i daglig- dagen kunne være tættere på deres fire uddannelsessøgende børn: Astrid, Avijaja, Flem- ming og Jesper. Men skæbnen ville noget andet. Som lands-

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.