Atuagagdliutit - 15.05.1997, Blaðsíða 14

14
Nr. 37 • 1997

GRØNLANDSPOSTEN
SKULLE HAVE VÆRET
MED »HANS HEDTOFT«
Men Ulf Olsen ville hellere blive i Danmark og videreuddanne sig på maskinistskolen
- Jeg kan overhovedet ikke
mærke, at jeg er blevet 60 år.
Sådan en enkelt dag betyder
ikke noget, og jeg har den
samme energi og fremdrift,
som jeg altid har haft.
Det siger Ulf Olsen, der for
nylig nåede en af de større
platforme på stigen op gen-
nem livet. 60 år er ikke noget
at snakke om, når der stadig
er så meget at udrette, og pla-
nerne med at nå det rækker
mange år frem. Og sådan er
det for Ulf Olsen. Han samler
blandt meget andet på mate-
riale til en bog om arbejder-
bevægelsen i Grønland. Den,
SIK udgav i forbindelse med
40 års jubilæet, er han ikke
særlig tilfreds med, og hans
eget bidrag til den blev skre-
vet under »falske forudsæt-
ninger«. Han vidste nemlig
ikke, hvad hans bidrag skulle
bruges til. Havde han vist det,
var det blevet en helt anden
historie. Så der er ikke andet
for, end at han selv må skrive
den »rigtige« bog om den
grønlandske arbejderbevæ-
gelse fra den spæde start i
1953 til nu.
- Jeg troede ellers, jeg skul-
le til at være gammel, da jeg
for et par år siden fik en blod-
prop og blev »sat lidt til-
bage«. Jeg var så skidt, at læ-
gen anbefalede mig førtids-
pension, og på et tidspunkt
kunne jeg heller ikke selv se
nogen anden udvej. Men så
holdt jeg ferie og fik det lidt
bedre, og da jeg en dag blev
tilbudt arbejde som både var-
memester og pedel på alder-
domshjemmet, så tænkte jeg,
at det var et job, jeg måtte
kunne klare på trods af min
sygdom.
Da ferien var slut gik jeg
derfor til lægen og forklarede
ham, at nu havde jeg det
meget bedre, og at han ikke
behøvede at underskrive pa-
pirerne til førtidspensionen.
Han indrømmede, at jeg så
bedre ud, og siden har jeg
været rask.
AG’s udsendte i den nye
bydel omkring Natalies Kio-
sk, hvor Ulf og hans kone
Lisa bor i en meget hyggelig
og velindrettet lejlighed, kan
kun give lægen ret. Ulf Olsen
ligner ikke en mand på 60.
Han ligner en jævnaldrende,
og det er ikke fordi AG’s seks
år yngre medarbejder ser helt
affældig ud. Ulf holder sig
godt.
Født i Qullissat
Han startede skrigende som
alle andre nyfødte i Qullissat i
1937 og tilbragte her de første
14 år af sit liv. Derefter kom
han på efterskole i Aasiaat og
senere til Sisimiut, hvor han
gik i gang med sin uddannel-
se. Men allerede inden han
forlod Qullissat lærte han et
og andet om arbejdernes kår
på elværket i byen. Han kun-
ne simpelthen ikke holde sig
fra mekanik og maskiner, og
derfor tog han allerede kort
efter konfirmationen arbejde
på elværket i sin fritid. Det
var også der, han blev klar
over, at han ville have en
mekanisk uddannelse.
De to første år i Sisimiut
var han i mesterlære på værf-
tet, men tog så til Helsingør
Skibsværft og maskinskolen.
Efter endt uddannelse var han
et års tid på maskinværkstedet
i Qullissat, men kom så tilba-
ge til Sisimiut, hvor folk altid
har haft »opsmøgede ærmer
og gå-på-mod«. Det var no-
get, der tiltalte Ulf Olsen, som
med sin lidt utålmodige frem-
adstræben altid har været på
forkant med udviklingen in-
denfor det område, han først
og fremmest kom til at be-
skæftige sig med - Den grøn-
landske arbejderbevægelse.
Prøvesejlede
»Hans Hedtoft«
Ulf Olsen takker skæbnen for
en afgørende begivenhed, der
reddede han fra en uundgåe-
lig død.
- Under den sidste del af
min uddannelse på Helsingør
værft blev jeg flyttet til den
afdeling, der arbejdede med
maskinerne til grønlandsski-
bet »Hans Hedtoft«, fortæller
Ulf Olsen. - Værftsledelsen
fandt det naturligt, at jeg som
grønlænder arbejdede med
det grønlandsskib, og ligeså
indlysende var det, at jeg
skulle med på jomfrusejlad-
sen som maskinassistent.
- »Hans Hedtoft« blev sejl-
klar, og jeg var med på nogle
prøvesejladser på Øresund,
inden turen skulle gå nord-
over. Men efterhånden som
afrejsen nærmede sig, miste-
de jeg interessen, og 14 dage
før afgang meddelte jeg, at
jeg havde besluttet mig for at
fortsætte på maskinskolen
med videre uddannelse for
øje.
- Det blev min redning,
men det var et alvorligt chok,
og netop på grund af omstæn-
dighederne var »Hans Hed-
tofts« forlis den værste hæn-
delse, jeg husker fra mit liv.
- Senere var vi nogle styk-
ker, der optrådte med grøn-
landsk sang for at samle pen-
ge ind til de efterladte efter
ofrene fra den forfærdelige
skibskatastrofe.
Fagforeningsmand
Frem for alt er Ulf Olsen fag-
foreningsmand, og det har
han i de første år fået mange
knubs for. Det begyndte så
småt i 1953, men fra 1956 tog
det fart. Dengang var det kun
Ulf og Odaq Olsen, der var
faguddannede på værftet i Si-
simiut, og de tjente kun en
trediedel af, hvad deres dan-
ske kolleger med præcis sam-
me uddannelse fik for jobbet.
Det syntes de to grønlandske
medarbejdere var uanstæn-
digt. Det var en fattig beløn-
ning for at have taget uddan-
nelse i Danmark på lige fod
med danskerne.
- Dengang var der »fast-
lejere«, som vi kaldte det, og
daglejere. De sidste var de
ufaglærte. Vi organiserede os
i hver vor forening, men be-
gyndte hurtigt at arbejde sam-
men.
Men det skabte bestemt
problemer for initiativtager-
ne. Starten på den grønland-
ske fagbevægelse var ikke en
dans på roser, og de vanske-
ligheder og den modgang,
han og hans kammerater den-
gang mødte, er efter Ulfs
mening ikke omtalt godt nok i
den bog, der blev udgivet i
anledning af SIK’s 40 års
jubilæum.
- Vi har mange gange stået
til regulær skideballe hos
værftets ledelse. De var jo alle
danskere dengang. Alle, der
bestemte noget var tilkaldte,
og de havde et noget andet
syn på tingene end vi andre.
Vi er for eksempel blevet tru-
et med, at hvis vi gjorde sådan
og sådan, så blev vi fyret.
Men det holdt os ikke tilbage.
Nyt lys
- Både Odaq og jeg kunne jo
se urimelighederne i et nyt lys
efter opholdet i Danmark,
hvor man havde tilkæmpet
sig en langt større faglig lig-
hed gennem mange års kamp.
Her stod vi på bar bånd, men
med nogle argumenter, der på
grund af den åbenlyse uret-
færdighed, der lå i de store
lønforskelle, var svære at til-
bagevise.
- Vi arbejdede hårdnakket
på at få forbedret forholdene
og skaffede os efterhånden
indflydelse på udviklingen.
For eksempel lykkedes det os
som det første af de grønland-
ske værfter at få en grøn-
landsk værftsleder. Argumen-
tet var, at hvis man ville have
en virksomhed til at fungere
og give overskud, så måtte
medarbejdere og ledelse kun-
ne tale sammen. I Sisimiut
betød det, at vi skulle have en
grønlandsksproget, og det
endte med, at Henrik Siegstad
blev værftsleder. Resultatet
udeblev heller ikke, og i løbet
af kort tid havde værftet som
det første i Grønland over-
skud.
-1 slutningen af 1960’eme
og i årene derefter uddannede
GAS - Grønlands Arbejds-
sammenslutning - som det
hed dengang, et stort antal til-
lidsmænd og -kvinder, men vi
mistede mange af dem ved, at
AG-p sisamanngornermi apersortagai allarpassuit assigalugit Ulf Olsen aamma arsaan-
nermi nunatsinni pissartaasimavoq. Uani takuneqarsinnaavoq (talerpernit 2-julluni) pissar-
tanngoqatini assiliseqatigisimagai.
Som mange andre af AG’s torsdagsofre har Ulf Olsen været grønlandsmester i fodbold. Her
ses han (nr. 2 fra højre) sammen med de ti medspillere.