Atuagagdliutit - 15.05.1997, Blaðsíða 15

Nr. 37 • 1997
15
ajpapsc/é/'a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
Ulf Olsen-ip Qullissani apersortinneranit, qatanngutini
angajoqqaanilu ilagalugit.
Fra Ulf Olsens konfirmation i Qullissat, her sammen med
forældre og søskende.
de blev ansat i KGH og GTO
som arbejdsledere. Det havde
vi egentlig ikke noget imod
dengang, fordi vi på den
måde var med til at sikre dis-
se jobs for grønlændere, men
det var unægteligt et afbræk i
det faglige arbejde.
Sisimiut kunne
ikke komme i LO
Ulf Olsen fortæller, at GAS-
afdelingen i Sisimiut var
Grønlands førende fagfor-
ening, men det gik i begyn-
delsen trægt andre steder i
landet.
- Dengang kunne vi ikke
engang ringe mellembys, og
kontakten til de andre for-
eninger var derfor mangel-
fuld. Derfor opfattede vi det
sådan, at Sisimiut-afdelingen
simpelthen repræsenterede
den grønlandske fagbevægel-
se. Det var her, initiativet var,
og det var herfra fagbevægel-
sen udviklede sig.
- Derfor søgte vi om opta-
gelse i Landsorganisationen
LO i Danmark, men fik af-
slag. Vi var jo ikke noget for-
bund, så den danske for-
bundsformand bad os om at
slå koldt vand i blodet.
Ulf griner noget af sin egen
naivitet fra dengang, men
undskylder den med, at han
og fællerne dengang var utål-
modige efter at opnå resulta-
ter. - Vi havde simpelthen
svært ved at acceptere den
træghed, som al start lider
under, og som på grund af
kommunikationsforholdene
var særlig udtalt i Grønland.
Både i lokalafdelingen og
senere i landssammenslutnin-
gen afløste de to pionere Ulf
og Odaq Olsen hinanden som
formænd. Når den ene var
formand, var den anden næst-
formand, og på den måde
supplerede de hinanden i
mange år.
Var aldrig hjemme
Men det var en hård tid med
mange rejser, og Ulf Olsen
var meget lidt hjemme. En
enkelt gang var han på rejse
syv gange på tre måneder, og
en anden - mens han endnu
boede i Sisimiut - var han kun
hjemme i sammenlagt 34
dage på et helt år.
- Det var vanskeligt at føre
et normalt familieliv på den
baggrund, og det kostede ham
hans første ægteskab. Men
som pioner og foregangs-
mand kalder pligten uaflade-
ligt, og han fortsatte arbejdet
på trods af de problemer, det
skabte på den private front.
Arbejdet med den grøn-
landske fagbevægelsen førte
ham langt omkring. Under-
tiden lå der en ny billet og
ventede på ham, når han kom
hjem fra en rejse.
- Men man må også huske
på, at rejsemulighederne den-
gang var langt dårligere end i
dag. Vi kunne være adskillige
uger undervejs både ud og
hjem, og der var masser af
spildtid. Det var stressende,
når man gerne vil videre - når
man vil have resultater og se
frugten af de anstrengelser,
man gør sig.
Ville have
danskerne med
Men arbejdet førte ikke bare
vidt omkring i form af rejser i
både Grønland og Danmark.
Også fagligt var det en utrolig
alsidig tjans, Ulf Olsen havde
påtaget sig.
Han arbejdede nemlig ikke
kun for at få de grønlandske
medlemmer ind i GAS. Det
var han ellers god til. En over-
gang var ikke mindre end 98
procent af den grønlandske
arbejdsstyrke i Sisimiut med-
lem af foreningen. Han for-
søgte også at få de danske
arbejdere og håndværkere
meldt ind i det grønlandske
fagforbund.
- Det var nu ikke så ligetil,
fortæller Ulf Olsen. - For
selvom LO i Danmark var
meget forstående, så kunne de
ikke beordre den danske
arbejdskraft til at melde sig
ind i et grønlandsk forbund,
når den allerede var organise-
ret i danske fagforeninger.
Det havde ellers været godt
for både solidariteten og for
økonomien, og netop penge-
ne var et stort problem i de
første mange år.
- Nu er det helt anderledes,
siger Ulf Olsen. - SIK har
masser af penge at arbejde
med, men det er efter min
mening så som så med det
faglige arbejde. Det var,
sådan som jeg ser det, betyde-
ligt bedre i »gamle dage«.
- Jeg synes, SIK burde bru-
ge nogle af alle de mange
penge i uddannelsesfonden til
at uddanne tillidsfolk og få
skabt en bedre organisation,
end man har i dag.
Mistede fem tillidsfolk
Og mens vi snakkede om til-
lidsfolk, kom Ulf til at tænke
på en begivenhed, han aldrig
vil glemme.
- Vi havde i 1973 haft sik-
kerhedskursus i Nuuk, og da
det var forbi, var vi forsamlet
til en stilfærdig afslutning,
hvor de fem, der skulle rejse
sydpå næste dag, også deltog.
Det slog mig den aften, at der
var noget særligt ved disse
fem. De opførte sig anderle-
des, end de plejer. De var ud-
advendte og viste usædvanlig
stærkt og oprigtigt glæde og
lykke over det sammenhold
og det kammeratskab, vi hav-
de. Det er ikke noget, jeg er
kommet til at tænke på bag-
efter, for allerede denne aften
havde jeg bemærket denne
særlig opstemthed og glæde,
som gik langt ud over deres
normale væremåde.
- Dagen efter faldt de ned
med helikopteren på inden-
skærsruten ved Qeqertarsuaq
nord for Buksefjorden. Alle
blev dræbt, og stor sorg præ-
gede hele fagbevægelsen - ja,
hele Grønland - i tiden der-
efter.
Ikke som før i tiden
- Når man bliver tres år, kan
man ikke lade være at speku-
lere på, hvad man har gjort,
og hvad man har opnået og
vel også, hvad man ikke har
gjort, ikke har oplevet. Der er
stadig meget at nå, og det
skulle der gerne blive tid til i
årene fremover.
- Men jeg tænker også på,
om det, jeg har været med til,
nu også har nyttet noget. Har
det hjulpet? Er det noget, der
har betydet noget for de men-
nesker, vi har arbejdet for?
AG: - Det har det vel. Som
pioner må du jo vide, at du
har lagt grundstenen. Er det
ikke noget?
- Det er det måske nok,
men jeg er ikke tilfreds med
den måde, mange ting har ud-
viklet sig på. Det er ikke gået
helt i den retning, vi havde
tænkt os dengang, vi startede
og udviklede fagbevægelsen.
- Jeg føler, at SIK i dag gør
for lidt for arbejderne. Arbej-
derhøjskolen - for eksempel -
er til for arbejderne. Det er
her, de skal dygtiggøres. Her
fagbevægelsen skal grund-
lægge sin fremtidige styrke.
- Jeg har svært ved at for-
liges med, at arbejderhøjsko-
len bruges til turister, og at
den er nødt til at skabe profit
og prioritere efter indtjening
mere end efter sin målsæt-
ning.
- Jeg har for mange år siden
været med til at beslutte, at
der skulle opstilles en statue
eller skulptur af en repræsen-
tant for de første faguddanne-
de grønlandske arbejdere,
bødkerne. Det var oprindeligt
meningen, at en sådan skulle
opstilles udenfor skolen. Men
det er aldrig sket. Vi bør ære
dem, der har været foregangs-
mænd for os alle, i stedet for
at ignorere dem. Det havde
været et godt og rigtigt sym-
bol at placere foran skolen,
slutter Ulf Olsen.
ULf Olsen angajuahi Aqqaluk. sisamanik affinilirmillu
ukiullit.
Ulf Olsen sammen med storebror Aqqaluk, seks og fire
Æutikf
MfOlsei
Ulf Olsen, treår.