Atuagagdliutit - 26.06.1997, Blaðsíða 10

10
Nr. 48 • 1997
GRØNLANDSPOSTEN
En livsstil
Tobias Grønvold fra Uummannaq
har været reservebetjent i 33 år. Det
er blevet en livsstil
Tobias Grønvold uniformilerluni suliartortoq
Tobias Grønvold i uniform på vej til arbejde.
UUMMANNAQ(LM) - Den
22. april 1997 fik reservebe-
tjent Tobias Grønvold en hil-
sen fra Rigspolitichefen i
Danmark. En tak for 25 års
tjeneste som reservebetjent.
I virkeligheden kom den
anerkendelse 8 år for sent, for
allerede i 1989 havde Tobias
Grønvold virket som reserve-
betjent i 25 år.
Men de første otte år, fra
1964 til 1972, var han ansat
under kommunen. Derefter
under Rigspolitichefen i Dan-
mark.
Ikke desto mindre er Tobi-
as Grønvold glad for anerken-
delsen, også den der kom fra
politichefen i Grønland og
begge dele skal op at hænge
på væggen i hjemmet.
Og faktisk er han den første
i Grønland, der kan fejre 25
års jubilæum som reservebe-
tjent.
En del af min identitet
Selvom Tobias Grønvold er
59 år, har han ingen planer
om at stoppe som reservebe-
tjent.
- Jeg fortsætter til jeg bliver
bedt om at holde op. Det at
være reservebetjent er blevet
en del af mit liv. Det at stå
stand by, være klar, hvis der
er brug for mig.
- Det er og har været en del
af familielivet. Lige pludselig
skal jeg afsted, afsted fra en
familiefest, en hyggelig aften
i familiens skød og så videre.
Men jeg kommer tilbage, når
det er overstået, og kan
fortsætte, hvor jeg slap.
- Jeg føler, at der er brug for
mig, at jeg kan hjælpe og det
er derfor at jeg gør det, og det
er derfor at jeg bliver ved. Jeg
ved, at mange er utilfredse
med løn- og arbejdsforhold,
men for mig er det i orden.
Jeg har altid følt at jeg er ble-
vet godt nok betalt. Men det
at være reservebetjent er også
blevet en del af min identitet.
Nyder respekt
Tobias Grønvold har ingen
problemer med at være reser-
vebetjent. Der er ikke nogen
der råber efter ham eller truer
ham.
Han har ingen fjender, og
han er aldrig bange for repres-
salier:
- Jeg har ingen fjender. Jeg
tror at folk betragter min ind-
sats som en hjælp til byen.
Også dem jeg er med til at
anholde. De, der ikke kan lide
politiet, går efter de unge og
de nye betjente. Mange gange
har folk såmænd mere respekt
for mig end de har for de
uddannede betjente. Det er,
tror jeg, fordi jeg har virket i
så mange år og fordi jeg kom-
mer her fra byen. Alle kender
mig.
Politistationen i Uumman-
naq er normeret til fire uddan-
nede betjente. Tobias er den
eneste reservebetjent, og ham
er der særlig brug for når der
er ferie, ledige stillinger etc.
Men han har også faste tilkal-
devagter:
- Det er blevet meget lette-
re at være reservebetjent i
dag. Da jeg startede var der
kun to betjente, og der var
ingen telefon og ingen bil. Så
blev jeg hentet og på en hel
anden måde var jeg til rådig-
hed 24 timer i døgnet.
Arbejder med bøm
Tobias LEVER ikke af at
være reservebetjent. I 40 år
var han ansat ved GTO, og da
de lukkede, blev han ansat
som pedel hos børnehjemmet
i Uummannaq.
Her er han blandt andet
ansvarlig for Børnehjemmets
hunde, og en del af hans
arbejdstid går med at køre
hundeslæde.
Tobias Grønvold-ip Uummannami bømehjemimi najugaqartut Karl Jørgen aamma Amos ilagigai.
Tobias Grønvold Uummannami politeeqarfiup silataani.
Ud på isen efter isskodser
til drikkevand - sammen med
børnene. Eller på dags- og
weekendture med børnehjem-
met. I år var han på den helt
store rejse. På hundeslæde til
Qaanaaq på en såkaldt pro-
jekttur med fem af børnene.
Og midt på denne tur, midt i
Melvillebugten, kunne Tobi-
as Grønvold fejre sit 25 års
jubilæum:
- De andre sang for mig, og
der blev skudt salut, og vi
drak kaffe. Der var også lyk-
ønskninger over radioen til
mig, men dem hørte jeg ikke,
for der var ikke mere batteri
på radioen.
Tobias Grønvold er meget
glad for sit arbejde på børne-
hjemmet. Det er helt i tråd
med hans arbejde som reser-
vebetjent.
- Jeg føler, at jeg har en
funktion, at jeg kan hjælpe
nogen som har brug for det.
Og på mange måder er det
som at være reservebetjent.
Jeg ved aldrig, hvad jeg skal
lave, når jeg møder om mor-
genen. Om jeg får fri klokken
17 eller 23. Eller pludselig
skal på weekendtur.
På Børnehjemmet har jeg
fået en kvindelig chef. Hun er
meget dynamisk og meget
dygtig, så der er travlt hele
tiden, men jeg elsker mit
arbejde sammen med børne-
ne.
Psykisk hårdt arbejde
Tobias Grønvold har både
gode og dårlige minder fra sin
tid som reservebetjent.
De dårlige vil han helst
ikke snakke om. De handler
om mord og selvmord.
Blandt de gode minder
husker Tobias Grønvold især
en eftersøgning efter to bøm,
der var gået fra byen for via
isen at gå 40 kilometer til
bygden Ikerasak. De blev
fundet på sporet, sovende,
men i tide, så de ikke kom
noget til.
- Reservebetjentjobbet kan
være hårdt psykisk. Husk på
vi har slet ingen uddannelse.
Jeg har ikke været på et ene-
ste kursus i de 33 år jeg har
virket, og når man har været
ude for nogle grimme ople-
velser i jobbet, ville det være
dejligt, hvis man havde lært
lidt om, hvordan man selv
skal komme over det. Jeg har
altid haft et godt bagland, og
det tror jeg, er grunden til, at
jeg har holdt ud så længe. Jeg
kan godt forstå de reservebe-
tjente og kommunefogeder,
der går ned psykisk.
- Kommunefogederne er
også helt alene om jobbet.
Det er jeg trods alt ikke. Jeg
har uddannede folk at støtte
mig til. Jeg tror man kan hjæl-
pe kommunefogederne, hvis
man i højere grad ansætter
assistenter til at hjælpe dem.
Giver dem kurser og i det hele
taget bedre løn- og arbejds-
forhold. Det er også helt uac-
ceptabelt, at kommunefoge-
der skal bruge deres egne
hjem som detentioner. Lænke
anholdte til radiatorer, og
hvad man ellers hører. De
anholdte kan ødelægge hjem-
met, og hvis der er bøm i
hjemmet, er det helt uaccepta-
belt.
Tobias Grønvold sammen med Karl Jørgen og Amos fra Børnehjemmet i Uummannaq.
Tobias Grønvold ved politistationen i Uummannaq.