Atuagagdliutit - 26.06.1997, Blaðsíða 18

18
Nr. 48 ■ 1997
yrfCa ajpajpc/é/'a C/t
GRØNLANDSPOSTEN
FRA IDYLLEN IQAQORTOQ
TIL BLODIG STILLEHAVSKRIG
Grønlandsk messedreng blev ven med Eisenhower
Af Chr. Schultz-Lorentzen
Bagholds-angreb fra ubåde,
der affyrer dødbringende tor-
pedoer fra havets tyste dyb.
Styrtdykkende selvmords-
piloter og dødsskrig fra solda-
ter, der kaster sig i havet fra
sønderskudte fartøjer. Kam-
merater, der alt for tidligt må
lade livet.
Minderne er hårde og
ubarmhjertige, men har trods
alt langsomt fortonet sig til en
plads, så livet igen har fået
fylde.
Nu plager drømmene kun
Adam Dorphs nattesøvn nog-
le få gange om året. Men i
årene efter 2. Verdenskrig var
det slemt at skulle leve videre
med erindringen om begiven-
heder, der blev skabt af en
krig, der aldrig tillod en stor
knægt mulighed for at rubri-
cere oplevelserne, før en ny
dramatisk virkelighed maste
sig på i den udmattende og
blodige Stillehavskrig mod
japanerne.
Under 2. Verdenskrig blev
kun to grønlændere hvervet til
den amerikanske hær og flå-
de. Adam Dorph var den ene,
og han var blot 14 år, da han
blev udsat for sit første tor-
pedoangreb.
Efter endt skolegang på-
mønstrede han i 1943 et
dansk handelsskib som mes-
sedreng. Den første tur gik fra
barndomsbyen Qaqortoq til
Ivittuut, hvor skibet blev
lastet med kryolit, som ameri-
kanerne brugte til fremstilling
af flyvemaskiner. Herefter
blev kursen sat mod Narsaq,
hvor en konvoj på 350 skibe
og 14 ledsagende, engelske
krigsskibe samledes for at
gøre rejsen over Atlanter-
havet til den amerikanske flå-
debase i Boston nogenlunde
sikker.
Første angreb
- Efter en uge blev vi udsat for
det første tyske u-bådsangreb.
Det var koldt og vejret var
meget dårligt, da de første tor-
pedoer ramte konvojen.
Angrebet stod på i fire timer
og i den tid lykkedes det
tyskerne at sænke 50 skibe.
Heldigvis var jeg ombord på
et mindre handelsskib, og vi
var derfor ikke et oplagt mål.
Først da amerikanske fly kom
os til undsætning og begyndte
at smide bomber, indstillede
u-bådene deres angreb.
- Men det var en stakket
frist. Dagen efter organisere-
de tyskerne et angreb igen. I
to timer blev vi beskudt, og
yderligere 50 både blev sæn-
ket. Det var frygteligt. Vi
havde ingen chance for at red-
de vore kolleger. Vi var under
konstant beskydning, bl.a.
eksplodere et skib lastet med
dynamit kun 50 meter fra
vores fartøj. Desuden var vej-
ret elendigt og vandet så
koldt, at søfolkene ikke over-
levede mange minutter.
- På grund af angrebene
søgte en del af skibene tilflugt
ved New Foundland, hvor vi
ventede en måned, før vi fik
ordre til at sejle videre. Sene-
re erfarede jeg, at 150 af de
350 skibe var blevet sænket af
tyskerne. Selv mistede de kun
seks ubåde, fortæller Adam
Dorph, der trods oplevelsen
ikke var mere skræmt, end at
han umiddelbart efter gentog
bedriften og sejlede en ny lad-
ning kryolit fra Grønland til
USA.
Sorsunnersuarmi sakkutuut imarsiortut Manerassuarrni qeqertamik saassussisut
Marinesoldater i Anden Verdenskrig under et angreb på en stillehavsø.
Ville være landkrabbe
Men så skulle det også være
slut. Sammen med en kam-
merat tog han til New York,
hvor det var tanken, at de vil-
le finde sig et arbejde og for-
blive på landjorden. Men be-
tingelserne var ikke de bedste
og 14 dage efter lod Adam
Dorph sig hverve som ameri-
kansk marinesoldat.
Efter et kort ophold på
marineskolen i New York på-
mønstrede han et stort tank-
skib. Kursen blev sat mod en
lille hollandsk øgruppe ud for
den sydamerikanske kyst,
hvor de skulle laste olie. Her-
fra gik turen til en flådebase i
Florida, hvor han blev ud-
skrevet til tjeneste på et han-
garskib.
Adam Dorph fik ikke at
vide, hvor de skulle hen. Men
da kursen blev sat mod Ha-
waii gik det op for de fleste, at
nu gjaldt det krigen mod japa-
nerne i Stillehavet. Og for-
nemmelsen var ikke forkert.
Indtil de to atombomber blev
kastet over Japan, og freden
endelig kunne sænke sig, blev
Stillehavet arbejdspladsen for
den store dreng fra Qaqortoq.
- Selv om jeg var ansat som
kok, skulle jeg hver fjerde
time være med til at bemande
de over 60 maskinkanoner. Vi
angreb især småøer, som blev
bombarderet fra luften og be-
skudt fra hangarskibets kano-
ner.
- Vi var også i kamp med
japanske krigsskibe, og i om-
rådet nord for Australien ved
øgruppen Mordej o fik jeg
nogle gruopvækkende ople-
velser. Farvandet her er fyldt
med hajer, som uden tøven
gik til angreb på de japanske
sømænd, der forsøgte at
svømme væk fra deres bræn-
dende og synkende skibe.
Selvmordspiloter
- Samtidig blev vi dagligt
angrebet af japanske selv-
mordspiloter. De kom med
høj fart fra alle mulige vink-
ler. Lavt som højt. Vi levede
dagligt med risikoen for at dø.
Og ikke alle holdt til nerve-
presset.
- En dag, da jeg gik ned for
at purre kokken, stod han der
- den stakkel - og havde fået
nervesammenbrud. Han hav-
de limet drikkeglas fast på
hele sin krop. De skulle gøre
det ud for en redningsvest.
- Det lykkedes mig at skyde
en del selvmordspiloter ned,
men i starten af 1944 blev jeg
selv ramt af stålfragmenter fra
en eksplosion. Jeg blev alvor-
ligt såret i den ene side af
brystet og det ene ben, fortæl-
ler Adam Dorph, der med
helikopter blev fløjet til et
militærhospital på Hawaii.
Efter to måneders behand-
ling var Adam atter kampklar
og påmønstrede et lidt mindre
hangarskib. Denne gang var
opgaven at afbrænde japan-
ske øer. Efter massive bom-
beangreb sendtes de ameri-
kanske soldater i land for at
afbrænde øerne med flamme-
kastere.
- Samtidig måtte vi skyde
hele tiden. Det var forfærd-
ligt, men der var ikke noget
valg. Det var enten dem eller
os. Alt skulle skydes, og vi
tog aldrig fanger. Jo, i et
enkelte tilfælde fangede vi to
aber. Inden vi gik til angreb
fortalte præsten, at vi bare
skulle gå løs på japanerne. Vi
skulle ikke være bange. Det
var alligevel Jesus, der afgjor-
de, om vi skulle leve eller dø.
Skrækkelige minder
- Det er frygteligt at tænke til-
bage på. Jeg har det skidt med
Qaqortup toqqissisimaarnartuanit Manerassuup toornaasivianut aammik kuisiffioqisumut
nuunneq misigisaavoq sakkortooq.
Det var en barsk oplevelse at komme fra idyllen i Qaqortoq til et blodigt helvede under
Stillehavskrigen.
ASS./FOTO: AG-ARKIV