Atuagagdliutit - 25.09.1997, Blaðsíða 16

16
Nr. 74 • 1997
Naturen har givet fire unge mennesker, som det etablerede sociale netværk havde afskrevet, nyt syn på livet.
- Vi har lært os selv at kende, siger de
kom, svarer Knudsigne straks.
- Vi fik en dejlig, dejlig te,
som Jan Erik havde lavet. Ah.
han er bare så god til at lave te.
Jeg har stadig fornemmelsen
af den smag, der var i den te,
han lavede.
Ser tilbage
Når man i dag spørger de fire
unge, om de selv kan mærke,
at de har ændret sig, sådan
som de voksne mener de har,
svarer de alle entydigt ja.
- Vi er blevet meget mere
rolige. Selvom Jens Peter og
Lars stadig kan slås om, hvem
der skal vaske op, eller hvem
der skal tørre af, så er vi alle
blevet meget mere rolige, si-
ger Ville, og de andre nikker.
- På turen fik vi mulighed
for at se tilbage på vort liv. Vi
fik mulighed for at se, hvor-
dan vi egentlig opførte os. Jo,
livet er blevet anderledes efter
den gåtur, siger Knudsigne.
- Der er noget helt utroligt
ved at være i naturen, en klar
himmel, mange dyr. For vi gik
også på fangst. Vi fangede
ræve, ryper og ørreder. Dem
tilberedte vi selv. Vi løb efter
rensdyr, og ærgrede os over, at
vi ikke måtte skyde bare en af
dem. Hvis jeg fik muligheden,
ville jeg gerne med på sådan
en tur igen, siger Ville.
- Jeg var meget doven, før
vi tog afsted. Ikke doven med
at gå, men for eksempel med
at lave noget. Det har ændret
sig. Og jeg tror vi alle har det
på den måde. Turen har virke-
lig været meget lærerrig.
Fremtid
Knudsigne har i flere år været
skoletræt. Hun har nu besluttet
sig for at gøre sin folkeskole
færdig. Det bliver tredje gang
hun begynder i 10. klasse,
men hun har mod på det. Det
mærker man tydeligt.
- Jeg vil også gerne videre
med en uddannelse efter fol-
keskolen. Jeg har endnu ikke
besluttet, hvad det skal være,
men de andre siger, jeg skal gå
i kokkelærer eller i lære bager.
De andre bryder ind og
roser Knudsigne for hendes
kokkeevner og specielt hendes
kager lyder til at smage godt.
Knudsigne skal være i pro-
jektet til december, hvor hun
skal flytte ud. Endnu ved hun
ikke hvor hun skal bo, men
kunne hun selv vælge, ville
hun flytte ind hos sin søster.
Foreløbig skal hun igang med
folkeskolens 10. klasse.
Jens Peter vil gerne hjem til
sine forældre, som han savner.
Men han skal foreløbig blive i
projektet. Lars vil egentlig
også gerne hjem til sine foræl-
dre, men skal også blive.
- Det bliver så kedeligt, når
de andre rejser, siger de to, der
skal blive tilbage. - Vi kom-
mer til at savne de andre.
- Ja, vi kender efterhånden
hinanden så godt, at jeg kunne
forudse, at Ville ikke ville
dukke op til morgenløb, selv-
om han sagde det modsatte i
1.500 kilometer på tre måne-
der.
Det var alletiders
Både Ville, Lars, Jens Peter og
Knudsigne er ved at falde over
hinanden for at komme først
med positive udtalelser om
deres oplevelse med naturen.
- Det var virkelig bare så
dejligt. Det var ind imellem
utroligt hårdt rent fysisk, men
det var også dejligt. Faktisk
havde jeg det allerbedst, når
jeg var træt fysisk, siger Ville.
- Ja, det var fantastisk at be-
stige fjeldene. Det var så dej-
ligt, når vi trætte om aftenen,
fandt plads i vores soveposer
og lå ude i den fri natur og tal-
te stjerner og stjerneskud, si-
ger Knudsigne.
- For mig var det at gå de
meget lange strækninger, det
allerbedste, siger Lars.
- Når det regnede blev vi
meget våde. Men det gjorde
ikke noget. Det vil sige, nogle
gange var det da hårdt og man
havde lyst til at opgive. Men
for det meste var det dejligt.
En nat sov vi slet ikke, og
næste dag bestilte vi ikke
andet end at grine og grine,
supplerer Jens Peter.
De unge opgav ikke, selv-
om det ind imellem kunne se
svært ud at skulle bestige et
fjeld.
- Nogle gange endte det
med, at vi kravlede det sidste
stykke. Men op kom vi. Og
det var bare en fantastisk ople-
velse at overvinde sin træthed.
Lærte egenomsorg
De unge gennemførte den lan-
ge rute igennem de tre måne-
der, mens de så til at flere af
de voksne, som havde inten-
tioner om at følge med på hele
turen faldt fra.
Silaannarmi sininneq nuanneraluartoq toqqit nappameqartarput. Una Austmannadalen-imi assilisaavoq.
Selvom det er rart at sove i det fri, bliver teltene sat op. Her i Austmannadalen.
To voksne, Ole Lynge og
Jan Erik Pedersen, var med på
hele turen og havde ansvaret
for de unge mennesker. Ikke
blot for deres sikkerhed, men
også for en mere pædagogisk
indsats over for dem.
- De skulle lære at børste
tænder, bade, vaske op og lave
mad. Der gik noget tid i star-
ten med at argumentere frem
og tilbage, men til sidst gik det
for det meste helt af sig selv,
fortæller de to.
- Når vi lå i lejr, og skulle ud
at vandre i fjelde, havde vi
selv ansvaret for at stå op, for-
tæller de unge. - Der blev kun
ventet på os, når vi skulle
videre på strækningen enten
mod Kapisillit eller mod
Nuuk.
- Ja, en morgen kom Jens
Peter og jeg for sent op, og de
andre var gået fra os. Men vi
fik os noget at spise, og så løb
g vi op ad fjeldet. Vi var ikke
s engang nået halvejs, før vi
z nåede de andre, siger Ville og
o kigger lidt nedladende på de
2 andre, som efter hans mening
^ ikke havde været særligt hur-
< tige den dag.
- Vi havde nu også været på
samme sted i to timer, da I
qortoq.
Ville Jeremiassen er 18 år
og kommer fra Fiskenæsset og
bor i øjeblikket på ungdoms-
hjemmet i Aasiaat.
Lars Napatoq er 13 år fra
Illoqqortoormiit.
Fælles for de fire er, at de
sammen med to andre unge
mennesker er blevet tilbudt
deltagelse i et pilot-projekt,
som bliver kaldt »Matu«
(døren red.) Et projekt, som
henvender sig til unge menne-
sker, som det etablerede be-
handlerssystem ikke længere
magter.
Hvorfor?
Knudsigne: - Jeg var ikke til
at styre. Jeg kom ikke hjem
om natten, og jeg drak mig
fuld. Jeg fik hele tiden trusler
om sanktioner, men jeg blev
bare ved. Alt sammen fordi
jeg så gerne ville flytte fra
børnehjemmet til min søster.
Da jeg fik dette tilbud, sagde
jeg ja.
Jens Peter: - Jeg var uartig. .
Jeg begik tyverier for spæn-
dingens skyld. Alt muligt stjal
jeg. Et dørhåndtag eller en
cykel. Og det var kun for
spændingens skyld. Jeg sagde
også ja, da jeg fik tilbudet om
at overleve i naturen.
Lars: - Jeg var også uartig,
og sagde ja, da jeg blev spurgt
om jeg ville med ud på den
lange gåtur.
Ville: - Jeg var voldsom.
Ikke sådan, at jeg slog. Det har
jeg aldrig gjort. Men jeg råbte
højt, og jeg drak også. Først
kom jeg som 14-årig til Nuuk
og siden til Aasiaat på ung-
domshjem. Jeg synes ellers
det gik bedre i Aasiaat. Men
da jeg så fik dette tilbud, sag-
de jeg ja. Jeg var nu ikke klar
over, at det var et led i min
opdragelse. Men det har hjul-
pet.
Projektet
På et tidspunkt i løbet af de tre
år den sydafrikanske Stephen
Hakesberg har boet i Grøn-
land og arbejdet inden for det
sociale område, gik det op for
ham, at der fandtes et særligt
behandlingsbehov for et fåtal
af drengebørn. Disse børn er
svært anbringelige og ikke
egnede til traditionelle institu-
tioner og behandlingsinstan-
cer.
- Vores hidtidige erfaring
har vist, at enhver form for tra-
ditionel behandling slår fejl.
Ligeledes viser det sig, at dis-
se drengebørn hurtigt bliver
svingdørsklienter, idet de tra-
ditionelle behandlingstilbud er
ude af stand til at rumme dem,
siger Stephen Hakesberg.
På den baggrund satte Ste-
phen Hakesberg sig ind i pro-
blemstillingerne for disse un-
ge mennesker og nåede frem
til et projekt, som begyndte
for tre måneder siden, og som
allerede har givet synlige re-
sultater.
Stephen Hakesberg nåede
frem til den konklusion, at en
løsningsmodel er, at man iso-
lerer disse unge mennesker i et
tæt, hermetisk lukket miljø,
hvor flugt er fysisk og dermed
psykisk umuligt. Hvor kan
man gøre det, uden at krænke
det enkelte individ, bedre end
i naturen.
Derfor begynder projektet
med en tre måneder lang van-
dring fra Nuuk til Kapisillit og
i området omkring Kapisillit.
De seks unge mennesker,
hvoraf den ene er en ung pige,
som deltog på denne første
tur, gik mellem 1.000 og
NUUK(LRH) - INUIT plejer
normalt at beskæftige sig med
et menneske ad gangen. Et
voksent menneske med styr på
sig selv og med mod til offi-
cielt at fortælle om en del af
sit liv.
Vi har valgt i dag at fokuse-
re på fire unge mennesker,
som det etablerede sociale
netværk havde opgivet. Fire
unge mennesker, hvis liv var
så meget i kaos, at institutio-
ner og socialkontorer følte sig
magtesløse. Flere af de unge
er gået fra den ene institution
til den anden. De har fået den
professionelle hjælp, der var
til rådighed, uden at deres
kaotiske adfærd ændrede sig.
Historien om de fire unge
mennesker er dog foreløbig
endt i succes. Deres udsendte
har i alt fald siddet overfor fire
unge udadvendte mennesker
med mod på livet. Ikke alle
har klare tanker om fremtiden.
Men hvem har det i en alder af
13 år eller for den sags skyld,
når man er 18? Alligevel ud-
trykker de alle ønske om at
gennemføre folkeskole og
endda gå videre i uddannel-
sessystemet. Og det drejer sig
om unge mennesker, for hvem
folkeskolen var i deres perife-
re interesse for blot tre måne-
der siden.
For tre måneder siden var
sjov, ballade, drikkeri, tyveri,
råben og skrigen, det der
optog deres liv mest.
Her er lidt af deres historie.
Ballade
Knudsigne Nielsen er 17 år og
kommer fra Hulissat. Begge
hendes forældre er døde -
moderen i 1993, faderen sidste
år. Hun har boet på børnehjem
de sidste otte til ni år.
Jens Peter Petersen er 13 år
og er født i Paamiut. Han og
hans forældre er flyttet til Qa-
Ole Lyngep Kapisilinni illua nuannisarfiuvoq, tiitoifiulluni
namminerlu iffiukkanik neriffiulluni.
I Ole Lynges hus i Kapisillit var det ren luksus med te og
hjemmebagte boller.