Atuagagdliutit

Årgang
Eksemplar

Atuagagdliutit - 25.09.1997, Side 16

Atuagagdliutit - 25.09.1997, Side 16
16 Nr. 74 • 1997 Naturen har givet fire unge mennesker, som det etablerede sociale netværk havde afskrevet, nyt syn på livet. - Vi har lært os selv at kende, siger de kom, svarer Knudsigne straks. - Vi fik en dejlig, dejlig te, som Jan Erik havde lavet. Ah. han er bare så god til at lave te. Jeg har stadig fornemmelsen af den smag, der var i den te, han lavede. Ser tilbage Når man i dag spørger de fire unge, om de selv kan mærke, at de har ændret sig, sådan som de voksne mener de har, svarer de alle entydigt ja. - Vi er blevet meget mere rolige. Selvom Jens Peter og Lars stadig kan slås om, hvem der skal vaske op, eller hvem der skal tørre af, så er vi alle blevet meget mere rolige, si- ger Ville, og de andre nikker. - På turen fik vi mulighed for at se tilbage på vort liv. Vi fik mulighed for at se, hvor- dan vi egentlig opførte os. Jo, livet er blevet anderledes efter den gåtur, siger Knudsigne. - Der er noget helt utroligt ved at være i naturen, en klar himmel, mange dyr. For vi gik også på fangst. Vi fangede ræve, ryper og ørreder. Dem tilberedte vi selv. Vi løb efter rensdyr, og ærgrede os over, at vi ikke måtte skyde bare en af dem. Hvis jeg fik muligheden, ville jeg gerne med på sådan en tur igen, siger Ville. - Jeg var meget doven, før vi tog afsted. Ikke doven med at gå, men for eksempel med at lave noget. Det har ændret sig. Og jeg tror vi alle har det på den måde. Turen har virke- lig været meget lærerrig. Fremtid Knudsigne har i flere år været skoletræt. Hun har nu besluttet sig for at gøre sin folkeskole færdig. Det bliver tredje gang hun begynder i 10. klasse, men hun har mod på det. Det mærker man tydeligt. - Jeg vil også gerne videre med en uddannelse efter fol- keskolen. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad det skal være, men de andre siger, jeg skal gå i kokkelærer eller i lære bager. De andre bryder ind og roser Knudsigne for hendes kokkeevner og specielt hendes kager lyder til at smage godt. Knudsigne skal være i pro- jektet til december, hvor hun skal flytte ud. Endnu ved hun ikke hvor hun skal bo, men kunne hun selv vælge, ville hun flytte ind hos sin søster. Foreløbig skal hun igang med folkeskolens 10. klasse. Jens Peter vil gerne hjem til sine forældre, som han savner. Men han skal foreløbig blive i projektet. Lars vil egentlig også gerne hjem til sine foræl- dre, men skal også blive. - Det bliver så kedeligt, når de andre rejser, siger de to, der skal blive tilbage. - Vi kom- mer til at savne de andre. - Ja, vi kender efterhånden hinanden så godt, at jeg kunne forudse, at Ville ikke ville dukke op til morgenløb, selv- om han sagde det modsatte i 1.500 kilometer på tre måne- der. Det var alletiders Både Ville, Lars, Jens Peter og Knudsigne er ved at falde over hinanden for at komme først med positive udtalelser om deres oplevelse med naturen. - Det var virkelig bare så dejligt. Det var ind imellem utroligt hårdt rent fysisk, men det var også dejligt. Faktisk havde jeg det allerbedst, når jeg var træt fysisk, siger Ville. - Ja, det var fantastisk at be- stige fjeldene. Det var så dej- ligt, når vi trætte om aftenen, fandt plads i vores soveposer og lå ude i den fri natur og tal- te stjerner og stjerneskud, si- ger Knudsigne. - For mig var det at gå de meget lange strækninger, det allerbedste, siger Lars. - Når det regnede blev vi meget våde. Men det gjorde ikke noget. Det vil sige, nogle gange var det da hårdt og man havde lyst til at opgive. Men for det meste var det dejligt. En nat sov vi slet ikke, og næste dag bestilte vi ikke andet end at grine og grine, supplerer Jens Peter. De unge opgav ikke, selv- om det ind imellem kunne se svært ud at skulle bestige et fjeld. - Nogle gange endte det med, at vi kravlede det sidste stykke. Men op kom vi. Og det var bare en fantastisk ople- velse at overvinde sin træthed. Lærte egenomsorg De unge gennemførte den lan- ge rute igennem de tre måne- der, mens de så til at flere af de voksne, som havde inten- tioner om at følge med på hele turen faldt fra. Silaannarmi sininneq nuanneraluartoq toqqit nappameqartarput. Una Austmannadalen-imi assilisaavoq. Selvom det er rart at sove i det fri, bliver teltene sat op. Her i Austmannadalen. To voksne, Ole Lynge og Jan Erik Pedersen, var med på hele turen og havde ansvaret for de unge mennesker. Ikke blot for deres sikkerhed, men også for en mere pædagogisk indsats over for dem. - De skulle lære at børste tænder, bade, vaske op og lave mad. Der gik noget tid i star- ten med at argumentere frem og tilbage, men til sidst gik det for det meste helt af sig selv, fortæller de to. - Når vi lå i lejr, og skulle ud at vandre i fjelde, havde vi selv ansvaret for at stå op, for- tæller de unge. - Der blev kun ventet på os, når vi skulle videre på strækningen enten mod Kapisillit eller mod Nuuk. - Ja, en morgen kom Jens Peter og jeg for sent op, og de andre var gået fra os. Men vi fik os noget at spise, og så løb g vi op ad fjeldet. Vi var ikke s engang nået halvejs, før vi z nåede de andre, siger Ville og o kigger lidt nedladende på de 2 andre, som efter hans mening ^ ikke havde været særligt hur- < tige den dag. - Vi havde nu også været på samme sted i to timer, da I qortoq. Ville Jeremiassen er 18 år og kommer fra Fiskenæsset og bor i øjeblikket på ungdoms- hjemmet i Aasiaat. Lars Napatoq er 13 år fra Illoqqortoormiit. Fælles for de fire er, at de sammen med to andre unge mennesker er blevet tilbudt deltagelse i et pilot-projekt, som bliver kaldt »Matu« (døren red.) Et projekt, som henvender sig til unge menne- sker, som det etablerede be- handlerssystem ikke længere magter. Hvorfor? Knudsigne: - Jeg var ikke til at styre. Jeg kom ikke hjem om natten, og jeg drak mig fuld. Jeg fik hele tiden trusler om sanktioner, men jeg blev bare ved. Alt sammen fordi jeg så gerne ville flytte fra børnehjemmet til min søster. Da jeg fik dette tilbud, sagde jeg ja. Jens Peter: - Jeg var uartig. . Jeg begik tyverier for spæn- dingens skyld. Alt muligt stjal jeg. Et dørhåndtag eller en cykel. Og det var kun for spændingens skyld. Jeg sagde også ja, da jeg fik tilbudet om at overleve i naturen. Lars: - Jeg var også uartig, og sagde ja, da jeg blev spurgt om jeg ville med ud på den lange gåtur. Ville: - Jeg var voldsom. Ikke sådan, at jeg slog. Det har jeg aldrig gjort. Men jeg råbte højt, og jeg drak også. Først kom jeg som 14-årig til Nuuk og siden til Aasiaat på ung- domshjem. Jeg synes ellers det gik bedre i Aasiaat. Men da jeg så fik dette tilbud, sag- de jeg ja. Jeg var nu ikke klar over, at det var et led i min opdragelse. Men det har hjul- pet. Projektet På et tidspunkt i løbet af de tre år den sydafrikanske Stephen Hakesberg har boet i Grøn- land og arbejdet inden for det sociale område, gik det op for ham, at der fandtes et særligt behandlingsbehov for et fåtal af drengebørn. Disse børn er svært anbringelige og ikke egnede til traditionelle institu- tioner og behandlingsinstan- cer. - Vores hidtidige erfaring har vist, at enhver form for tra- ditionel behandling slår fejl. Ligeledes viser det sig, at dis- se drengebørn hurtigt bliver svingdørsklienter, idet de tra- ditionelle behandlingstilbud er ude af stand til at rumme dem, siger Stephen Hakesberg. På den baggrund satte Ste- phen Hakesberg sig ind i pro- blemstillingerne for disse un- ge mennesker og nåede frem til et projekt, som begyndte for tre måneder siden, og som allerede har givet synlige re- sultater. Stephen Hakesberg nåede frem til den konklusion, at en løsningsmodel er, at man iso- lerer disse unge mennesker i et tæt, hermetisk lukket miljø, hvor flugt er fysisk og dermed psykisk umuligt. Hvor kan man gøre det, uden at krænke det enkelte individ, bedre end i naturen. Derfor begynder projektet med en tre måneder lang van- dring fra Nuuk til Kapisillit og i området omkring Kapisillit. De seks unge mennesker, hvoraf den ene er en ung pige, som deltog på denne første tur, gik mellem 1.000 og NUUK(LRH) - INUIT plejer normalt at beskæftige sig med et menneske ad gangen. Et voksent menneske med styr på sig selv og med mod til offi- cielt at fortælle om en del af sit liv. Vi har valgt i dag at fokuse- re på fire unge mennesker, som det etablerede sociale netværk havde opgivet. Fire unge mennesker, hvis liv var så meget i kaos, at institutio- ner og socialkontorer følte sig magtesløse. Flere af de unge er gået fra den ene institution til den anden. De har fået den professionelle hjælp, der var til rådighed, uden at deres kaotiske adfærd ændrede sig. Historien om de fire unge mennesker er dog foreløbig endt i succes. Deres udsendte har i alt fald siddet overfor fire unge udadvendte mennesker med mod på livet. Ikke alle har klare tanker om fremtiden. Men hvem har det i en alder af 13 år eller for den sags skyld, når man er 18? Alligevel ud- trykker de alle ønske om at gennemføre folkeskole og endda gå videre i uddannel- sessystemet. Og det drejer sig om unge mennesker, for hvem folkeskolen var i deres perife- re interesse for blot tre måne- der siden. For tre måneder siden var sjov, ballade, drikkeri, tyveri, råben og skrigen, det der optog deres liv mest. Her er lidt af deres historie. Ballade Knudsigne Nielsen er 17 år og kommer fra Hulissat. Begge hendes forældre er døde - moderen i 1993, faderen sidste år. Hun har boet på børnehjem de sidste otte til ni år. Jens Peter Petersen er 13 år og er født i Paamiut. Han og hans forældre er flyttet til Qa- Ole Lyngep Kapisilinni illua nuannisarfiuvoq, tiitoifiulluni namminerlu iffiukkanik neriffiulluni. I Ole Lynges hus i Kapisillit var det ren luksus med te og hjemmebagte boller.

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.