Atuagagdliutit - 02.10.1997, Qupperneq 14

14
Nr. 76 • 1997
/^£cLCiø'CL(?'(/$a. Éft
GRØNLANDSPOSTEN
FORFØRT AF NORDLYSETS MAGI
Ildsjælen og den evigt unge spejder Poul Madsen ville oprindeligt slet ikke til Grønland
Af Chr.
Schultz-Lorentzen
Ordene kommer rapt. Om-
trent som hos en rap-sanger,
og latter-aftrækkeren sidder
løst som Dirty Harrys revol-
ver. Billedet er nok søgt, men
ikke uden forbindelse til vir-
keligheden. Poul Madsen fir-
skårne skikkelse og markere-
de ansigt ligner nemlig den
hårdtslående skuespiller.
Men der er tale om en pud-
sig kontrast. For Poul Mad-
sens sind afspejler et ung-
dommeligt livssyn og et men-
neske, der er modnet uden at
give slip på sit åbne og glade
sind, som jo er de flestes livs-
gave her i tilværelsen. Der-
med ikke sagt, at Poul Mad-
sen har levet et liv på roser og
været forskånet for sorg og
krise. Tværtimod.
Men ildsjælen blafrer sta-
dig. Der er fortsat noget for-
underligt drenget ved Poul
Madsen, der rundede de 70 år
i foråret, og som er en god
fællesbekendt for mange
grønlændere.
Spejderbevægelsen
Han har været primus motor
for udbredelsen af næsten
hele spejderbevægelsen i
Grønland, når man undtager
Nuuk-området, som han til
gengæld har samarbejdet
meget med. Han har sikret og
sikrer fortsat - uden personligt
at tjene en krone på det - at
hundredevis af grønlandske
kunstgenstande fortsat vender
tilbage til hjemlandet. Han
var med til at starte det grøn-
landske julemærke, der i snart
25 år har givet økonomisk
støtte til et utal af kulturelle
aktiviteter. Han har ydet en
stor indsats for realiseringen
af Knud Rasmussen Høj-
skolen. Og endelig bestred
han i 21 år posten som for-
stander for Grønlænderhjem-
met i Hellerup. En historie,
som vi ved en senere lejlighed
vil skrive et selvstændigt por-
træt om.
Under alle omstændigheder
er det nogenlunde sådan ho-
vedoverskrifterne toner frem,
når man skal forsøge at ind-
kredse Poul Madsens mange-
årige og omfangsrige virke i
Grønland. Et land, som han
pudsigt nok værgede sig
voldsomt mod at besøge, da
han som marinesoldat i 1948
blev beordret til det fjerne
nord.
- Jeg var netop blevet ud-
dannet til maskinmand og
havde planlagt at læse videre
til maskiningeniør, da jeg på
grund af Koreakrigen og det
skærpede beredskab blev ind-
kaldt til marinen.
- Jeg ville absolut ikke til
Grønland, og bedre blev si-
tuationen ikke af, at jeg ved
afrejsen fra marinestationen
på Holmen i København rak-
te hånden i vejret, da kaptaj-
nen spurgte om, der var en
spejder blandt mandskabet.
Det bevirkede, at jeg omgåen-
de blev udnævnt til kok, for-
tæller Poul Madsen, der om-
bord i orlogsskibet Ternen led
alle søsygens kvaler lige ind-
til Kap Farvel.
Hård sejllads
- Det var en hård sejllads, og
jeg var søsyg i 29 dage.
Masten væltede. Bølgerne var
enorme. Og på et tidspunkt
blev vi tvunget til at søge
havn i Island. Det var forfær-
deligt. Også at være kok. Men
af en eller anden grund for-
svandt søssygen pludselig, da
vi nærmede os Prins Chri-
stianssund. Med eet var jeg i
stand til at gøre en masse ting,
som før havde voldt mig store
kvaler. Jeg husker bl.a., at jeg
lavede pandekager til den 10
mand store besætning, selv
om komfuret hældede 45 gra-
der. Jeg klaskede bare pande-
kagerne på ringene, griner
Poul Madsen, som ikke glem-
mer sit første møde med Prins
Christianssund og den arkti-
ske natur. Den dag besluttede
han sig for at blive i Grøn-
land.
- Det var meget mærkeligt.
Jeg var jo mod min vilje
blevet beordret til Grønland.
Men da vi lå i Prins Chri-
stianssund, og jeg så nord-
lyset skete der et eller andet.
Det var utroligt smukt, og jeg
var tabt med det samme.
De efterfølgende måneder
fik Poul Madsen set en stor
del af Grønland. Som marine-
soldat var han med til at fore-
tage deccaafmålingeme langs
kysten, hvor der senere blev
rejst deccamaster.
Koldkrigens tid
Slutningen af 1940-erne var
en dramatisk tid på den uden-
rigspolitiske front. Russerne
og amerikanerne var for alvor
i færd med at tage hul på den
kolde krig, og Grønlands stra-
tegiske betydning var en vig-
tig brik i koldkrigemes plan-
lægning. Det gjaldt placerin-
gen af varslingssystemer og
ikke mindst, som det senere
er kommet frem, muligheden
for at forsyne bombefly med
atomvåben oplagret i Grøn-
land.
Poul Madsen husker, hvor-
dan han engang bl.a. blev
sendt til nordvestgrønland,
efter fangere havde set »koste-
skafter« i vandet.
- Det udløste en hektisk
aktivitet hos den danske og
amerikanske marine. Vi blev
sendt derop midt om vinteren
i en forfærdelig storm. Vi
måtte uafbrudt hugge is, så
båden ikke tippede rundt. Vi
fandt nogle efterladte konser-
vesdåser med russisk skrift,
men ingen ubåde.
Hans Hedtoft
Som marinesoldat ledsagede
Poul Madsen også statsmini-
ster Hans Hedtoft, da han i
1948 rejste op for at høre de
daværende to landsråd - den
gang var der et råd i både i
syd- og nordgrønland - om
man ville åbne op for landet,
som ellers havde været
næsten totalt isoleret siden
krigen. Mens medlemmerne
af de to landsråd forhandlede
Dronning Margrethe pinnersaatinik tunineqarpoq, 1980- Dronning Margrethe fik overrakt de første smykker, da man
ikkut aallartinneranni Knud Rasmussenip Højskoliata alli- i starten af 1980-erne gennemførte en større aktion i Køben-
lerneqamissaanut aningaasanik katersiniarluni København- havn for at skaffe penge til udvidelsen af Knud Rasmussen
imi akitsorterisitsisoqarnerata aallartinnerani. Højskolen.
i Nuuk, rejste Hans Hedtoft
ud og besøgte udstederne, og
Poul Madsen befandt sig om-
bord på det ledsagende mari-
nefartøj.
- Jeg glemmer aldrig, når
Hedtoft efter et besøg i en
jordhytte kom ud med tårer på
kinderne. Han var så bevæget
over det, han så. Han kunne
simpelthen ikke tage det. Al
den armod. Der var meget
tuberkulose den gang. Det var
forfærdeligt, husker Poul
Madsen, som til gengæld me-
ner, at Grønland på mange
måder blev styrket af krigen.
Grønlændere vågnede
- Jeg plejer at sige, at grøn-
lænderne vågnede op efter
krigen. Isolationen styrkede
dem. De opdagede, at der var
en verden udenfor Grønland.
Og da freden sænkede sig var
grønlænderne modnet til at
tage fat og blive en del af den
moderne verden. Det viste sig
ved, at såvel det kommunal-
politiske arbejde som for-
eningsaktiviteterne blomstre-
de op, fortæller Poul Madsen,
som selv kom til at præge ud-
bredelsen af spejderbevægel-
sens og dermed en hel genera-
tion af unge grønlændere.
Helt ligetil var det imidler-
tid ikke. Efter halvandet år
som marinesoldat var han
blevet hjemsent til Danmark.
Grønland var som nævnt et
meget lukket land, men Poul
Madsen, som havde ladet sig
forføre af nordlyset, fandt et
smuthul, da et minørhold, der
skulle sprænge plads til en
rejefabrik, søgte kok.
Som uddannet maskin-
mand hjalp han også mon-
tørerne, der var ved at sætte
maskinparken op på el-vær-
ket. Og da el-værket stod fær-
digt endte det med, at han
blev ansat som motorpasser
med ansvar for at uddanne
grønlændere i at betjene vær-
ket.
Ved siden af sit job som
motorpasser begyndte han at
puste liv i den grønlandske
spejderbevægelse, som han
selv karakteriserer som ho-
vedstenen i sit virke.
- På det tidspunkt var der
næsten ingen aktiviteter for
unge i Sisimiut, så det var for
at give de unge et større ind-
hold i deres fritid, jeg startede
spejderaktiviteten, fortæller
Poul Madsen, som sammen
med forældrene fik bygget et
spejderhus af materialer fra
barakkerne i den forladte base
i Marqaq og andre forladte
huse. Det er derfor huset ser
så mærkeligt ud. Der er for-
skellige højder for døre og
vinduer alt efter de materialer,
de kunne få. Væggen, hvor
pejsen er placeret, er bygget
af mursten, som drengene
samlede op ved vejkanten,
når de faldt af lastbilerne på
grund af de hullede veje.
Spejderbevægelsen et hit
Spejderbevægelsen blev hur-
tigt et hit, der spredte sig som
ringe i vandet langs hele
kysten. Efterhånden blev ar-
bejdet med spejderne så om-
fattende, at Poul Madsen blev
ansat som pedel ved skolen i
Sisimiut, hvilket tillod ham
mere tid til spejderbevægel-
sen, der de følgende år spred-
te sig til hele Grønland.
- Jeg synes især, det var
vigtigt, at spejderne kom ud i
verden. Dels for at de kunne
opleve andre lande og kultu-
rer. Men også for at udbrede
kendskabet til Grønland, for-
tæller Poul Madsen, som stod
i spidsen, da den første grøn-
landske spejdergruppe be-
søgte Danmark i 1954, men
han husker især et besøg i
verdensspejder-jamboreen i
Grækenland 1963 , hvor spej-
derne optrådte med et hunde-
piske-show for 80.000 til-
skuere.
- Amerikanerne havde væ-
ret på scenen før os med et
indianershow med over 100
medvirkende. Det var flot.
Men så kom grønlænderne.
Fire mand iklædt rævepels og
med hundepiske i hånden. De
væltede flasker, slog aviser i
stykker - ja, alverdens ting.
Det gav nogle ordentlige
knald og et stort ekko, når
snerten svippede. Det var et
fantastisk show. De var ved at
vælte hele stadium, og næste
dag blev hele vores lejr på det
nærmeste ribbet af nysgerrige
besøgende.
- Lejrchefen for det store
spejdertræf var Kong Kon-
stantin. Han skulle giftes med
prinsesse Anne Marie, og
landsrådsformanden havde
bedt os overrække parret et
moskuskind i gave. Det gjor-
de vi ved en officiel begiven-
hed, og den dag føltes det
som om, at Grønland for en
stund virkelig kom på ver-
denskortet.
Grønlandsk julemærke
Det frivillige arbejde og
ønsket om at udbrede kend-
skabet til Grønland manife-
sterede sig også, da Poul
Madsen i 1974 var medinitia-
tivtager til udgivelsen jule-
mærket. Overskuddet fra sal-
get har gennem årene været
med til at yde støtte til ung-
domsarbejde og kulturelle
arrangementer i Grønland.
Det var også her Poul Mad-
sen interesse for grønlandsk
kunst startede for alvor, selv
om han allerede i 1950-erne
havde erhvervet sin første
tupilak-samling - inspireret af
besøg hos figur-skæreren Si-
vert Augustussen i Kangaa-
miut.
- Vi afsatte hvert år en sum
fra overskuddet af julemærke-
salget til indkøb af grønlandsk
kunst, som vi så sendte op til
Grønland. Gennem årene blev
utrolig mange kulturhistoriske
kunsværker sendt afsted, men
da det trods alt var begrænset,
hvad pengene fra julemærke-
salget tillod, begyndte jeg selv
at opbygge en kontakt til de
grønlandske kommuner.
Kunstværker hjem
- Jeg sendte billeder af vær-
ker, som jeg havde købt, og så
kunne de ellers vælge, hvis
der var noget de ønskede. Det