Atuagagdliutit - 11.12.1997, Blaðsíða 14

14
Nr. 96 • 1997
GRØNLANDSPOSTEN
BYGGEKVALITETEN
I GRØNLAND BEDRE
END I DANMARK
- siger arkitekt, der begyndte sin grønlandskarriere som fireårig i Ivittuut i 1952
Inuusuttuulluni mjakkaajuneq nuannaartunarallannat.
Illussanik titartaasartutut ilinniartuullunilu »hashimullu
akerliusutut nakkaannikuullimi«.
Fra den hårfagre periode i ungdommens grønne vår som
arkitekstuderende og »antihashvrag«.
Peter Barfoed er ikke frem-
medarbejder i Grønland. Han
kom nemlig allerede fem år
gammel til Ivittuut, hvor han
voksede op, indtil han blev
sendt på kostskole i Danmark.
Også hans fødsel har lidt med
Grønland at gøre. Den fandt
sted på Hauser Plads i Køben-
havn, hvor Grønlands Tek-
niske Organisation - GTO -
senere fik kontorer, helt præ-
cis den 25. november 1947 -
for 50 år siden.
Peter Barfoed er kendt i
Nuuk, men for læsere der
ikke ved, hvem han er, kom-
mer her en lille introduktion:
Han er lettest at kende på
Sneskulpturfestivalen i Nuuk,
for den er først og fremmest
hans værk. Og han farer hårdt
frem. Som om sneskulpturer
er det vigtigste i verden, kom-
mer han ustandseligt med
nyheder om festivalen, og
som man ser år efter år, løn-
ner hans vedholdenhed sig.
Han får en masse omtale ud af
det, og den kunstneriske op-
bakning bliver større og stør-
re. Festivalen er nu en kultur-
ret og folkelig begivenhed,
som vi alle er glade for og vel
også lidt stolte af. Der er
international deltagelse, og
sneskulptører herfra tager af-
sted til festval’er i fjerne lan-
de. Alt dette er Peter Barfoeds
fortjeneste.
Alligevel er det nok i virke-
ligheden hans rigtige arbejde,
han skal huskes for. Det ved
vi bare ikke så meget om,
selvom han ofte er ude med
| information til pressen. Men
3 pressen har ikke så meget for-
| stand på byggeri som på store
£ sneskulpturer, så det kan være
z vanskeligt at kommentere
1 hans værd som arkitekt.
Kan ikke lide sjusk
Vi ved dog, at han ikke hører
til dem, der opfører hvad som
helst for enhver pris. Han er
ikke betingelsesløst bygher-
rens »advokat«, men har en
miljøbevist holdning. Han har
pietetsfølelse, god estitisk for-
stand og går ikke på kompro-
mis med sin overbevisning.
Derfor kan han være en van-
skelig herre.
Det ved de noget om i Tek-
nisk Forvaltning i Nuup
Kommunea, hvor en lang
række indsigelsessager bærer
Peter Barfoeds afsenderadres-
se. Og det er hverken, fordi
kommunens planer træder
Peter Barfoed eller hans kun-
der over træerne. Han bryder
sig bare ikke om, at man laver
Peter Barfoed, 1952-imi tallimmiingajalerluni Ivittuunut ingerlaamerminni.
Najugaqarfik taanna meeraaffigissallugu pitsaasuusoq oqaluttuarpoq.
Peter Barfoed meget tæt på sin fem-års fødselsdag i 1952 på vejen i Ivittuut.
Det var et godt sted at være barn, fortæller han.
noget »gris’«, når det kan
undgås.
Nu er han 50 år, og selvom
det i sig selv ikke er noget at
snakke om - det er der jo så
mange, der er - så har det
givet ham anledning til at pro-
vokere os her på redaktionen
til at høre på ham en times tid.
Og det gik hverken værre
eller bedre end, at han pludse-
lig passede ind i AG’s Inuit.
Med et par gamle billeder
og et enkelt nyt er det blevet
muligt at beskrive den fortid,
der har sat ham så fast i stolen
på Tegnestuen Nuuk på Tua-
pannguit, at han uden tvivl
kommer til at præge bygge-
riet i Grønland mange år
frem.
Grønland første gang
Peter Barfoeds far var ansat i
Kryolitselskabet Øresund på
Strandboulevarden i Køben-
havn, og i 1952 besluttede fa-
milien sig for at flytte til Ivit-
tuut. Dengang var Peter end-
nu ikke fyldt fem år. Han
ankom i gråvejr sammen med
sit ophav 17. august efter godt
en uge på Atlanten med det
gode skib »Uummannaq«.
Det var en helt utrolig om-
plantning for en fem-års
knægt, der var vant til den
københavnske stenbro. Fami-
lien blev sat af i en båd på
fjorden, og minebyen Ivittuut
blev hans hjem de næste man-
ge år.
Skolen i Ivittuut var som en
bygdeskole med otte-ti elever
på forskellige klassetrin, men
alle sad i samme lokale og
havde samme lærer. Et år
kunne kryolitselskabet ikke
skaffe lærer, og så måtte for-
ældrene overtage opgaven.
- Det var i fjerde klasse,
fortæller Peter Barfoed, - og
det betød, at jeg på dette trin
lærte både engelsk og strik-
ning. Begge dele er godt at
kunne.
- Når vejret var fint, tog vi
på fisketur, og når skolen var
slut, var der masser af andet,
man kunne lave i Ivittuut. Det
var i det hele taget et fanta-
stisk sted at være barn.
- Om vinteren tog jeg for
eksempel med bulldozeren
rundt, når der skulle ryddes
sne på vejene, og jeg husker
også, at vi unger kunne fær-
des frit i byens værksteder,
bageri, køkkener og så videre.
- Om sommeren var der i
mine første mange år en stald
med 20 køer og frisk mælk
hver dag, men på et tidspunkt
blev køeme desværre skiftet
ud med en rustfri maskine, og
så var det slut med den
»mejeri rigtige«.
- Jeg kan også huske, at der
var drivhuse med tomater,
agurker og et stort udvalg af
blomster. Barndommen i Ivit-
tuut var ikke kedelig.
En god lang ferie
- Mine forældre havde 12
ugers betalt ferie i Danmark
efter tre år i Ivittuut. Og 16
uger, hvis man kom tilbage
efter ferien. Rejsen tog en
uges tid hver vej, hvis den
ikke blev forsinket af storisen.
- Første gang, jeg prøvede
at flyve, var i 1959, hvor ski-
bet efter en uges tumulter i
storisen opgav at komme ind
til Ivittuut. I stedet fløj vi med
Catalina til Narsarsuaq og
derfra videre til København
med Icelandair via Reykjavik
og Prestwick ved Glasgow i
Skotland.
Da Peter Barfoed var i kon-
firmationsalderen og skulle i
6. klasse, blev han sendt på
kostskole i Danmark. Det var
en alvorlig omvæltning for en
dreng med hang til rypejagt,
ørredfiskeri og skiløb at kom-
me fra en lille by med 100
indbyggere ved fjord og fjeld
til en dansk skole med flere
hundrede elever.
Ungdommen blev tilbragt i
Lyngby ved København, men
der blev gjort mange afstikke-
re til Norge og Sverige for at
tage trykket af længslen efter
Grønland.
I mange år var det Peter
Barfoeds mening at blive
geolog, fordi det jo havde
noget med sne, fjelde og
sjældne mineraler at gøre,
men det blev noget helt andet,
han gik i gang med efter stu-
dentereksamen fra Bagsværd
Gymnasium. Ganske vist
havde han taget kegler ved at
medbringe svære sten fra
Grønland til timerne. Især
sort kryolit voldte problemer
for lærere og elever, så den
var en sikker vinder.
I 1965 vendte forældrene
tilbage til Danmark, og efter
Peter Barfoeds studentereksa-
men startede han arkitektstu-
diet på Kunstakademiets
Arkitektskole i København. I
to år under uddannelsen fik
han orlov fra skolen for at
arbejde på en tegnestue. Det
var arkitekterne Storgaard &
Ørum-Nielsen, og her var han
med ved opførelsen af bolig-
bebyggelsen Galgebakken i
Albertslund. Det var en af
milepælene i dansk boligbyg-
geri i 1970’eme.
- Hvorfor sprang du fra ud-
dannelsen i to år?
- Jeg, det var jo kun en
orlov, men jeg følte, jeg hav-
de behov for at komme ud og
få lidt »jord under neglene«.
Efter min mening var arki-
tektuddannelsen ikke god
nok. Den var for teoretisk og
for lidt erhvervsorienteret.
- Og så blev det ikke bedre
af, at der var for meget hash-
røg i lokalerne. Selvom man-
ge på den tid syntes, det var
»fedt«, så var det ikke noget
for mig.
Meningen om arkitektud-
dannelsen kom til at præge
meget af det, Peter Barfoed
gjorde i årene derefter. I stu-
dietiden fortsatte han med at
arbejde på tegnestuen, og han
supplerede sine praktiske
kundskaber ved at tage job
hos en tømrer om sommeren.
En sommer arbejdede han
hos Kodak i Stockholm, og en
anden var han med til at
opføre et selvbyggerhus sam-
me sted. Og senere, da længs-
len efter Grønland endnu en
gang trængte sig på, rejste
han en sommer til en tegne-
stue i Vesterålen - en øgruppe
nord for Lofoten i Nordnorge.
Grønland igen
Efter afslutningen af arkitekt-
uddannelsen aftjente Peter
Barfoed sin værnepligt i sø-
værnet, og her gik turen na-
turligvis til Grønnedal, barn-
dommens egn.
På flådestationen arbejdede
han som værnepligtig tømrer
og efterfølgende som civil
tømrer. Peter havde nemlig i
fortsættelse af arkitektuddan-
nelsen taget svendebrev som
tømrer - oven i købet med
bronzemedalje - fordi han
betragter en egentlig hånd-
værksuddannelse som et
kørekort til byggebranchen.
Tømreruddannelsen fik han
på nedsat tid som »voksen-
lærling«, så der er et enkelt
hul i kundskaberne. Han har
aldrig fået lært at hente øl...
I januar 1980 var der en
meget kraftigt storm i Grøn-
nedal, hvor tagene i 170 knob
blæste af husene. Mad og for-
syningerne blev kørt rundt på
flådestationen med en gum-
miged, som var det eneste,
der kunne stå fast.
Den storm betød travlhed
for den værnepligtige tømrer.
Peter Barfoed knoklede med
reparationerne og blev meget
hurtigt gammel i faget.
Han slap i øvrigt for de
senere så omdiskuterede ind-
vielsesriutaler for personellet
i Grønnedal. Det var ikke for-
di han ikke havde tilbuddet,
men man syntes, det var fjol-
let, at han skulle indvies i
»klubben«, når han på en
måde var det ældste medlem.
Allerede da han kom til flåde-
stationen var han den, der
havde boet længst i området,
så derfor slap han.
- Men det er mit indtryk, at
ritualerne var betydeligt mere
modererede dengang (1979)
end for et par år siden, hvor
de forhåbentlig blev stoppet,
siger Peter Barfoed. - For
tåbelige var de allerede den-
gang.
Efter opholdet i Grønnedal
kom Peter Barfoed igen til
Danmark, hvor han på Hen-
ning Larsens Tegnestue var
en af de første, der var med til
at starte CAD - et arkitekt-
tegneprogram til computer-
brug - på tegnestuer i Dan-
mark.
Grønland igen igen
I 1984 blev han kontaktet af
Valeur & Jensens tegnestue
med henblik på at tage et par
år til Grønland på Tegnestuen
Nuuk, der var startet som fi-
lial et par år tidligere med As-
lak Rosing som leder. Aftalen
gik ud på, at han et par år
senere skulle tilbage til Hen-
ning Larsen. - Det er nu 14 år
siden, fortæller Peter Barfoed,
- så jeg er bange for, at den
aftale er røget sig en tur.
I 1987 blev tegnestuen i
Nuuk omdannet til et aktiesel-
skab med Aslak Rosing og
Peter Barfoed som medinde-
havere, og få år senere over-
tog de det hele.
Tegnestuen har altså i år 15
års jubilæum som tegnestue
og 10 års jubilæum som aktie-
selskab.
Tegnestuen Nuuk har været