Atuagagdliutit - 09.07.1998, Blaðsíða 16

16 • TORSDAG 9. JULI 1998
ATUAGAGDLIUTIT
CLAUS ANDREASEN ER
TIL VIDEOACTIONFILM
Men ellers brænder Claus Andreasen mest for eskimokulturerne i Nordøstgrønland
Af Chr.
Schultz-Lorentzen
Som barn var han en flittig
gæst på biblioteket. Men det
var langt fra alle bøger, der
havde Claus Andreasens in-
teresse. Det var først og frem-
mest beretningerne om opda-
gelsesrejsende, der gav den
unge knøs et mentalt kick og
nærede drømmen om måske
selv en gang at begive sig ud
på eventyr i vildmarken.
Et mål, han mange år sene-
re på sin egen måde indfriede
som arkæolog på feltrejser i
Grønland. Ikke mindst i
Nordøstgrønland, hvor han de
senere år har kastet sig over
studierne af de forhistoriske,
eskimoiske kulturer.
Arktisk Pompei
- Der er noget helt særligt
over Nordøstgrønland. Land-
områderne er enorme. Hvert
besøg er en ekspedition. Der
er øde og tomt, og man har
hele tiden fornemmelsen af,
at her har der måske ikke gået
et menneske i flere tusinde år.
- Jeg plejer at kalde Nord-
østgrønland for det arktiske
Pompei. Alt ligger uberørt
hen. Det er fuldstændig som
for 4000 år siden. Der dannes
ingen ny jord, så finder man
for eksempel en teltring, kan
man være heldig at finde
pilespidser på jorden. Nøj-
agtigt, som de blev tabt eller
forladt for flere tusinde år
siden, fortæller arkæologen
Claus Andreasen, i dag rektor
ved universitetet i Nuuk og
tidligere en af foregangs-
mændene ved oprettelsen af
museumsstrukturen i Grøn-
land.
Fra sted til sted
Den nu 50-årige Claus An-
Claus Andreasen isumaqarpoq katersugaasiviit peqqumaataasut nalitta siornaneersunik
pissarsiffiusinnaasut.
Claus Andreasen mener, at et museum er som et ammunitions-depot, hvor man kan få
adgang til tiden før nutiden.
dreasen startede ellers sit liv
med en omtumlet tilværelse.
Begge forældre, Erik og Vi-
beke Andreasen, var læger,
og indtil han fyldte 18 år,
nåede han at bo godt 20 for-
skellige steder i Danmark.
Størstedelen af skole-
gangen gennemførte han dog
i Arhus. Efter studenter-
eksamen uddannede han sig
som arkæolog med hovedfag
i europæisk forhistorie og bi-
fag i middelalderens arkæo-
logi. Og da han var ved at
være færdig med studierne
ville heldet, at han kom med
på en ekspedition til Ameralik
i bunden af Godthåbfjorden,
hvor Nationalmuseet skulle
udgrave en nordbogård. Året
var 1976, og ekspeditionen
blev en skillevej for den den-
gang 29-årige Claus Andrea-
sen.
Solgt til Grønland
- Udgravningerne fandt sted i
sommeren 1976 og 1977. Det
var usigeligt interessant. Både
arbejdet, naturen og samværet
med menneskene greb mig.
Og da stillingen som leder af
Landsmuseet i Nuuk blev op-
slået i 1978, lagde jeg billet
ind og fik jobbet.
- Det var ikke kun fordi, jeg
var arbejdsløs, at jeg søgte
stillingen. Det var vigtigt for
mig også at opleve Grønland
om vinteren, så jeg fik tinge-
ne i det rette perspektiv. Fik
balance i oplevelsen af landet,
så det ikke bare forblev en
romantisk sommerdrøm, jeg
ville længes efter hele livet,
fortæller Claus Andreasen,
der flyttede til Nuuk med sin
læreruddannede hustru Vibe-
ke, som han har børnene Mik-
kel (24) og Line (18) sammen
med.
Oprindeligt var det kun
meningen, at familien skulle
være i Grønland i to år - sådan
som hans ansættelsesåremål
dikferede. Men skæbnen ville
det anderledes, og det for-
tryder Claus Andreasen ikke.
Ændrede strukturen
I sin første tid som museums-
inspektør koncentrerede han
sig især om overføre og til-
passe museums- og fred-
ningsloven til grønlandske
forhold. I 1981 - to år efter
hjemmestyrets indførelse -
overgik det daværende Grøn-
lands Landsmuseum fra at
være en selvejende institution
til at være et hjemmestyret
museum, og Claus Andreasen
fik fast ansættelse som leder.
Foruden opgaverne i Nuuk
bestod hans arbejde i at være
konsulent for alle lokal-
museer og varetage kontakten
til Nationalmuseet i Dan-
mark, hvor især overførel-
serne af de mange grønland-
ske kulturskatte stod højt på
dagsordenen.
- På ganske få år lykkedes
det os at få etableret lokal-
museer over næsten alt. Ikke
mindst takket være kommu-
nerne, der udviste en enorm
interesse og viljekraft. Men
det var ikke uden problemer.
- Især manglede og mang-
ler der vel stadig dobbeltspro-
get, professionel arbejdskraft.
Lokalmuseeme er nemlig og-
så små forskningsinstitutter.
Men dermed ikke sagt, at der
ikke foregår et stort og vigtigt
arbejde.
- For selv om man ofte har
valgt lokale folk - uden aka-
demisk baggrund - men med
interesse for historie til at lede
museerne, så har de præsteret
et enormt arbejde, fortæller
Claus Andreasen, der i sin tid
som museumsleder gerne

CLAUS ANDREASEN
havde set et tættere samarbej-
de mellem museumsverdenen
og skolerne.
Kulturkalender
- Museerne bidrager til at give
et tidsperspektiv på udviklin-
gen. Det er ikke mindst vig-
tigt i dag, hvor de unge ikke
træder i forældrenes fodspor
på samme måde som tidlige-
re. De vælger andre uddan-
nelser og lærer derfor ikke
traditionerne. Derfor spiller
museerne en vigtig rolle. De
afspejler en viden, der er for-
svundet eller er ved at for-
svinde.
- Jeg plejer at sige, at et
museum er som et ammuni-
tionsdepot. Her kan man få
adgang til tiden før nutiden.
Og alle har ret til sin egen for-
tolkning. Nøjagtigt som ar-
kæologerne. For i bund og
grund handler arkæologi om
fortolkning og ikke om auto-
riserede sandheder, siger
Claus Andreasen, der i 1991
forlod stillingen som mu-
seumsinspektør, da museet og
arkivet blev slået sammen.
Til Claus Andreasens held
blev der nogenlunde samtidig
Claus Andreasenip nunani avannarlemi ilisimatusaifimmiut aasaq 1991 Nipaitsoq-mi qallu-
naatsiaat illorsuakuanni qallunaatsiaat pillugit oqaluttukkai.
Claus Andreasen fortæller en flok nordiske Universitetsadministratorer om nordboerne på
nordbogården Nipaitsoq sommeren 1991.