Atuagagdliutit

Árgangur
Útgáva

Atuagagdliutit - 09.07.1998, Síða 16

Atuagagdliutit - 09.07.1998, Síða 16
16 • TORSDAG 9. JULI 1998 ATUAGAGDLIUTIT CLAUS ANDREASEN ER TIL VIDEOACTIONFILM Men ellers brænder Claus Andreasen mest for eskimokulturerne i Nordøstgrønland Af Chr. Schultz-Lorentzen Som barn var han en flittig gæst på biblioteket. Men det var langt fra alle bøger, der havde Claus Andreasens in- teresse. Det var først og frem- mest beretningerne om opda- gelsesrejsende, der gav den unge knøs et mentalt kick og nærede drømmen om måske selv en gang at begive sig ud på eventyr i vildmarken. Et mål, han mange år sene- re på sin egen måde indfriede som arkæolog på feltrejser i Grønland. Ikke mindst i Nordøstgrønland, hvor han de senere år har kastet sig over studierne af de forhistoriske, eskimoiske kulturer. Arktisk Pompei - Der er noget helt særligt over Nordøstgrønland. Land- områderne er enorme. Hvert besøg er en ekspedition. Der er øde og tomt, og man har hele tiden fornemmelsen af, at her har der måske ikke gået et menneske i flere tusinde år. - Jeg plejer at kalde Nord- østgrønland for det arktiske Pompei. Alt ligger uberørt hen. Det er fuldstændig som for 4000 år siden. Der dannes ingen ny jord, så finder man for eksempel en teltring, kan man være heldig at finde pilespidser på jorden. Nøj- agtigt, som de blev tabt eller forladt for flere tusinde år siden, fortæller arkæologen Claus Andreasen, i dag rektor ved universitetet i Nuuk og tidligere en af foregangs- mændene ved oprettelsen af museumsstrukturen i Grøn- land. Fra sted til sted Den nu 50-årige Claus An- Claus Andreasen isumaqarpoq katersugaasiviit peqqumaataasut nalitta siornaneersunik pissarsiffiusinnaasut. Claus Andreasen mener, at et museum er som et ammunitions-depot, hvor man kan få adgang til tiden før nutiden. dreasen startede ellers sit liv med en omtumlet tilværelse. Begge forældre, Erik og Vi- beke Andreasen, var læger, og indtil han fyldte 18 år, nåede han at bo godt 20 for- skellige steder i Danmark. Størstedelen af skole- gangen gennemførte han dog i Arhus. Efter studenter- eksamen uddannede han sig som arkæolog med hovedfag i europæisk forhistorie og bi- fag i middelalderens arkæo- logi. Og da han var ved at være færdig med studierne ville heldet, at han kom med på en ekspedition til Ameralik i bunden af Godthåbfjorden, hvor Nationalmuseet skulle udgrave en nordbogård. Året var 1976, og ekspeditionen blev en skillevej for den den- gang 29-årige Claus Andrea- sen. Solgt til Grønland - Udgravningerne fandt sted i sommeren 1976 og 1977. Det var usigeligt interessant. Både arbejdet, naturen og samværet med menneskene greb mig. Og da stillingen som leder af Landsmuseet i Nuuk blev op- slået i 1978, lagde jeg billet ind og fik jobbet. - Det var ikke kun fordi, jeg var arbejdsløs, at jeg søgte stillingen. Det var vigtigt for mig også at opleve Grønland om vinteren, så jeg fik tinge- ne i det rette perspektiv. Fik balance i oplevelsen af landet, så det ikke bare forblev en romantisk sommerdrøm, jeg ville længes efter hele livet, fortæller Claus Andreasen, der flyttede til Nuuk med sin læreruddannede hustru Vibe- ke, som han har børnene Mik- kel (24) og Line (18) sammen med. Oprindeligt var det kun meningen, at familien skulle være i Grønland i to år - sådan som hans ansættelsesåremål dikferede. Men skæbnen ville det anderledes, og det for- tryder Claus Andreasen ikke. Ændrede strukturen I sin første tid som museums- inspektør koncentrerede han sig især om overføre og til- passe museums- og fred- ningsloven til grønlandske forhold. I 1981 - to år efter hjemmestyrets indførelse - overgik det daværende Grøn- lands Landsmuseum fra at være en selvejende institution til at være et hjemmestyret museum, og Claus Andreasen fik fast ansættelse som leder. Foruden opgaverne i Nuuk bestod hans arbejde i at være konsulent for alle lokal- museer og varetage kontakten til Nationalmuseet i Dan- mark, hvor især overførel- serne af de mange grønland- ske kulturskatte stod højt på dagsordenen. - På ganske få år lykkedes det os at få etableret lokal- museer over næsten alt. Ikke mindst takket være kommu- nerne, der udviste en enorm interesse og viljekraft. Men det var ikke uden problemer. - Især manglede og mang- ler der vel stadig dobbeltspro- get, professionel arbejdskraft. Lokalmuseeme er nemlig og- så små forskningsinstitutter. Men dermed ikke sagt, at der ikke foregår et stort og vigtigt arbejde. - For selv om man ofte har valgt lokale folk - uden aka- demisk baggrund - men med interesse for historie til at lede museerne, så har de præsteret et enormt arbejde, fortæller Claus Andreasen, der i sin tid som museumsleder gerne CLAUS ANDREASEN havde set et tættere samarbej- de mellem museumsverdenen og skolerne. Kulturkalender - Museerne bidrager til at give et tidsperspektiv på udviklin- gen. Det er ikke mindst vig- tigt i dag, hvor de unge ikke træder i forældrenes fodspor på samme måde som tidlige- re. De vælger andre uddan- nelser og lærer derfor ikke traditionerne. Derfor spiller museerne en vigtig rolle. De afspejler en viden, der er for- svundet eller er ved at for- svinde. - Jeg plejer at sige, at et museum er som et ammuni- tionsdepot. Her kan man få adgang til tiden før nutiden. Og alle har ret til sin egen for- tolkning. Nøjagtigt som ar- kæologerne. For i bund og grund handler arkæologi om fortolkning og ikke om auto- riserede sandheder, siger Claus Andreasen, der i 1991 forlod stillingen som mu- seumsinspektør, da museet og arkivet blev slået sammen. Til Claus Andreasens held blev der nogenlunde samtidig Claus Andreasenip nunani avannarlemi ilisimatusaifimmiut aasaq 1991 Nipaitsoq-mi qallu- naatsiaat illorsuakuanni qallunaatsiaat pillugit oqaluttukkai. Claus Andreasen fortæller en flok nordiske Universitetsadministratorer om nordboerne på nordbogården Nipaitsoq sommeren 1991.

x

Atuagagdliutit

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.