Atuagagdliutit - 09.07.1998, Side 20

20 • TORSDAG 9. JULI 1998
ATUAGAGDLIUTIT
Fortsat fra næste side
Alt i alt kan man sige, at
formålet med skolen er at
udvikle hvert enkelt barns
evner og anlæg bedst muligt,
at give det gode kundskaber
og gøre det til et nyttigt med-
lem af samfundet - det plejer
at være den tredeling en sko-
lemålsætning er hængt op på.
Flere veje
Men det er ikke givet, at alle
børn skal gå den samme vej
for at nå det fælles mål. For
nogle børn med bedstemte
forudsætninger vil en given
skole være den bedste, for
andre med andre forudsæt-
ninger vil det være bedre
med en anden slags skole.
Ihvertfald er det helt nød-
vendigt, at man besinder sig
og gør sig nogle tanker om,
hvorvidt det måske er den
danske skolemodel, som
laver problemer for den
grønlandske skole, i højere
grad end de danske lærere,
der er at ligne med »plastik-
blomster i det grønlandske
landskab«. Måske har man i
virkeligheden for år siden
valgt en forkert skolemodel
uden at opdage det før nu,
hvor mange ting synes at
være på vej til at bryde sam-
men.
For cirka tre år siden viste
en undersøgelse, at grønland-
ske børn ikke længere læste
og skrev grønlandsk på til-
fredsstillende niveau. Det
kan vel næppe være på grund
af de danske læreres tilstede-
værelse.
Og så må man altså - jeg
ved godt jeg gentager mig
selv - i dette land med en af
verdens mest avancerede
telekommunikationsvirks-
omheder i gang med at bruge
de mange muligheder tele-
nettet byder på. Adskillige
steder på jorden har man
allerede gjort erfaringerne og
udviklet metoderne. Man
behøver kun at beslutte og
investere - og styre udviklin-
gen naturligvis. Det er ikke
nok at fylde skolerne med
computere uden at beslutte
sig for, hvad de skal bruges
til, og beslutte hvem der skal
lave programmer og tilpasse
programmerne til det børne-
ne iøvrigt skal lære.
Den manglende helligånd
Jeg har i mit liv arbejdet på
mange forskellige skoler, og
på mange forskellige slags
skoler. Jeg har arbejdet i
Danmark og i udlandet. Jeg
har arbejdet i rige skoler og i
fattige skoler. Jeg har arbej-
det med at undervise børn og
voksne. Jeg har lavet almin-
delig undervisning og speci-
alundervisning.
Jeg har aldrig mødt så mat
en skole som den i Grønland.
Jeg har aldrig været ude for
så mange beskidte, slidte og
bumsede skoler som her. Jeg
har aldrig mødt så lidt be-
gejstring og så lidt galskab.
Jeg har aldrig arbejdet i en
skole, hvor der var så lidt
enighed om en fælles hold-
ning og et fælles ansvar for
skolens virksomhed.
Jeg mener, at engagement
og brænden for sagen er et
nøglekrav til alle lærere. Jeg
ved godt, at man ikke kan
brænde lige meget hele tiden.
Men det er en nødvendighed,
for at børnene kan opleve
Inuuninni atuarfmni assiginngitsorpassuarni sulisareerpu-
nga, atuarfinnilu assigiinngiiaaqisuni. Atuarfimmik Kalaallit
Nunaannisut ittumik taama pikkunaatsigisumik naammatto-
orsinngilanga. Aatsaat taama atuarfinnik ipertutigisunik,
aserfallassimatigisunik nikanartigisunillu maani
naammattorsivunga. Taama nuannerinninngitsigisunik
piumassuseqanngitsigisunillu aatsaat naammattoorsivunga,
ilinniartitsisoq Sven Gudmann allappoq.
Jeg har i mit liv arbejdet på mange forskellige skoler, og på
mange forskellige slags skoler. Jeg har aldrig mødt så mat
en skole som den i Grønland. Jeg har aldrig været ude for
så mange beskidte, slidte og bumsede skoler som her.
Jeg har aldrig mødt så lidt begejstring og så lidt galskab,
skriver skolelærer Sven Gudmann.
vigtigheden og glæden ved at
gå i skole, at de bare engang
imellem sammen med deres
lærere brænder for sagen og
udviser begejstring og entu-
siasme.
Det er muligt, at der er en
forskel i den grønlandske og
den danske kultur, når det
gælder om at vise børn, at det
her er vigtigt og nødvendigt.
I så fald må man enten skifte
sin grønlandske måde at vise
begejstring på ud med en
dansk, eller også må man
lave skolesystemet om, så
det afspejler og giver børne-
ne grønlandske værdier.
Den manglende
pædagogiske ledelse
Hvis man kun havde mulig-
heden for at sætte fingeren på
ét problem i det grønlandske
skolesystem, må den mang-
lende styring og udvikling
nok være det nærmeste man
kan komme på centrum i pro-
blemerne.
Som i så mange andre for-
hold i Grønland er man godt
tilfreds med at kunne sige:vi
har et seminarium, et univer-
sitet, et byorkester, mange
rockorkestre og sangkor etc.
Listen er uendelig. Proble-
met i mange af disse initiati-
ver er, at interessen først og
fremmest koncenterer sig om
rammerne, om navnet, om
manererne. Meget få interes-
serer sig lige så meget for
indholdet.
Seminariet for eksempel.
På seminariet dimitteres
hvert år lærere, som er ude af
stand til at lave et undervis-
ningsforløb, holde styr på en
klasse og sætte sig ind i et
nyt stof. Af en eller anden
årsag sorteres disse studeren-
de ikke fra, og når man hen
mod slutningen af uddannel-
sen konstaterer, at det her
vist ikke er så godt, bærer
man eleven igennem, eller
vedkommende får lov til at
gå et fag eller en klasse om.
Men problemet er, at ved-
kommende aldrig skulle
være optaget på seminariet,
og kun er blevet det, for at
der kunne blive studerende
nok til at starte endnu en 1.
klasse.
Hvis man her og nu vil
optage 400 elever på Ilinni-
arfissuaq, vil alt ende i kaos.
Der er simpelthen ikke men-
nesker nok med de fornødne
kvalifikationer til at levere
studerende i det antal. Speci-
elt ikke hvis der også skal
være studerende til sygeple-
jeskolen, til socialrådgiver-
uddannelsen, handelsskolen,
socialpædagoguddannelsen
og mange andre uddannelser.
Der er simpelthen ikke så
mange mennesker i Grøn-
land.
Den styring af skolen der
ligger i uddannelsen af lære-
re er ude af kurs.
KUP fungerer ikke
Et andet styringsorgan, der
ikke fungerer, er KUP. I åre-
vis har K1IP været vidende
om, at kursen på skolens
udvikling blev mere og mere
forkert. Som sagt er et ikke
mere end tre år siden, man
opdagede at grønlandske
børn ikke læste grønlandsk
på tilfredsstillende niveau. Et
virkelig alarmerende signal.
Hvis først det skrevne og
læste sprog forsvinder ud af
samfundet som en kultur-
teknik, alle behersker, er der
ikke langt til at lave et virke-
lig klassedelt samfund. Men
tilsyneladende har KUP ikke
foretaget sig noget. Jo, papir,
kurser og seminarer for de få,
men hvor er indsprøjtningen
til os allesammen. Hvorfor
har ingen sørget for at
Anders And bliver oversat
og udgivet på grønlandsk.
Atuakkiorfik laver fine, nob-
le og dyre bøger på glittet
papir og i uhyrlige, ureali-
stikse oplag. Bøgerne bliver
da også læst. Men hvorfor
udgiver man ikke også noget
på billigere papir, noget som
alle børn ville være vilde
med: Anders And som sagt,
eller en løbende professionel
grønlandsk tegneserie.
Hvorfor laver man ikke
teksthæfter til de utallige
CD-ere, som udgives på
grønlandsk, suppleret med
opgaver i grønlandsk til dem.
Hvorfor laver man ikke
regelmæssige landsdækken-
de prisopgaver på alle klas-
setrin og i forskellige fag,
hvor børn og klasser kan
samles om noget spændende.
Hvorfor investerer man i
fjernsynet ikke i en Camaby
Street/Sesam Strasse udsen-
delsesrække på grønlandsk.
En række sprogudsendelser,
der leger sprog ind i børnene,
i stedet for at bruge tid og
penge på de åndløse, tumpe-
de danske quizudsendelser,
man plager os alle med.
Hvorfor gør man ikke?
Hvorfor gør man ikke?
Hvorfor gør man ikke? Man
kan blive ved med at spørge i
det uendelige.
I stedet udtrykker KUP sig
i administrative bestemmel-
ser. Det skal naturligvis også
passes, men administrative
bestemmelser i en død skole
bliver temmelig ligegyldige.
Pædagogisk ledelse
I et skolevæsen som det
grønlandske med så extreme
geografiske forhold, er det
nødvendigt - hvis man
ønsker at holde skolen leven-
de og i bevægelse - at have
en pædagogisk ledelse. Et
menneske/en afdeling som
interesser sig indhold, kurs
og hastighed. Nu vil mange
sige, at det har man. Jeg vil
påstå, at det har man ikke.
Med så mange og så spred-
te skoler er det nødvendigt at
have et rejsende team af
mennesker, der besøger sko-
ler, holder pædagogiske
dage, temauger for børn og
lærere, kurser for personalet
på en skole o.s.v.
Den danske kursusmodel,
hvor man tager lærerne væk
fra deres skole og underviser
dem, er naturligvis meget
god, men den er kostbar, den
er ikke særlig effektiv, og
den tilgodeser meget få men-
nesker i forhold til et rejsen-
de kursushold, der rejser
rundt, »oplyser og opliver«.
Mange vil nu korse sig og
fortælle, at det her smager af
centralisme og overordnet
styring.
Naturligvis er det overord-
net central styring. Det har
det grønlandske skolevæsen
manglet i årevis. Overordnet,
engageret pædagogisk ledel-
se og styring.
Central styring er faktisk
et fortræffeligt redskab, hvis
man vil udvikle og accelere-
re et system.
Samtidig er sådan et cen-
tralt organ i stand til meget
hurtigt at skifte kurs og
hastighed og at rette op-
mærksomheden mod et be-
stemt aktuelt problem.
Som et hus
En skole er en levende orga-
nisme, der bevæger sig hele
tiden. At drive skole er lige-
som at have et hus. Hvis man
ikke hvert år enten får malet
et rum, tjæret taget, malet
facaden, udskiftet køkkenet
eller lavet noget andet, for-
falder huset i løbet af kort tid
om ørerne på en. Skolen for-
falder også, hvis man ikke
hele tiden - aktivt og engage-
ret - sørger for udvikling, for
korrektioner, og for at have
sig sit mål for øje.
Hvis Hjemmestyret og
KUP nu virkelig ønsker at
revidere det grønlandske
skolesystem, skal man nok -
før man konkluderer, at al
begrædeligheden stammer
fra de danske lærere, der for-
lader landet efter tre år -
prøve at analysere sig frem
til, hvor hovedproblemerne
egentlig ligger.
Man må nok sørge for at
skille den øjeblikkelige no-
get trange situation, skole-
væsenet er bragt i, fra en
langsigtet plan om at sanere
og accelerere den grønland-
ske skole.
Man er nødt til at få en hel-
tidsarbejdende gruppe af
kompetente mennesker med
erfaring i et sådant arbejde til
at lave analyse af problemer-
ne.
Man er nødt til at få en
anden gruppe med erfarne og
kompetente mennesker til at
lave forslag til den ny model
for skole i Grønland.
Og så skal man lave en
økonomisk konsekvens af en
sådan plan. Derefter kan po-
litikerne beslutte, og man
kan sætte igang.
At forsøge at lave en ny
skole i Grønland på bag-
grund af KIIPs »Med børn
skal land bygges« er på for-
hånd dømt til at mislykkes. I
det hele taget er fremkom-
sten og produktionen af den-
ne rapport så beklagelig
grønlandsk, at man bliver
ganske svedt af det: Vi har
problemer i skolevæsenet. Vi
laver på 10 dage et katalog,
der på må og få, og på en
gang klarlægger og viser vej
ud af problemerne. Gerne
lidt fantasifuldt, og med rige-
ligt brug af moderne slagord.
Et gustent forbehold og
et godt ønske
Naturligvis kan man se på
det grønlandske skolesystem
på mange andre måder end
den jeg har brugt. Naturligvis
kan man hæfte sig ved flere
forhold end dem jeg har
beskæftiget mig med. Natur-
ligvis kan man finde andre
veje ud af de problemer, væ-
senet befinder sig i. Men der
er en ting, der er stensikker.
Der er ingen smutveje. Der
er ingen nemme løsninger.
Det er ikke muligt fra den
ene dag til den anden - ved
hjælp af en genial mirakkel-
kur - at forbedre kvaliteten
og ændre kurs og hastighed.
Lottomodellen duer ikke i
virkeligheden.
De sidste års debat om, at
man vil gøre sig uafhængig
af Danmark, og at man der-
for ikke længere har brug for
dansk arbejdskraft i Grøn-
land i almindelighed, i skole-
væsenet i særdeleshed, er
dum og urealistisk.
Naturligvis kan man vælge
den radikale løsning og sige
farvel til dansk ekspertise for
at få fred og ro til at finde sin
egen vej. Hvis man samtidig
ønsker at fortsætte med at se
fjernsyn hver dag, at holde
flytrafikken flyvende, skibe-
ne sejlende, skolen og sund-
hedsvæsenet kørende, og fat-
tigdommen fra døren, er man
nødt til at acceptere, at der er
danskere i Grønland.
Hvis jeg var grønlænder
og formand for hjemmesty-
ret, ville jeg - før noget andet
- begynde at beskæftige mig
med at få skolen til at funge-
re. En god, fremadskuende
skole er forudsætningen for,
at Grønland i løbet af en
årrække vil have veluddan-
nede unge, der er i stand til at
videreuddanne sig i Grøn-
land og i udlandet, og som
kan overtage det politiske
ansvar fra de gamle, garvede
pionerer, der kæmpede for
og fik gennemført hjemme-
styret. Det er forudsætningen
for et fungerende embeds-
værk. Det er forudsætningen
for et dynamisk grønlandsk
erhvervsliv.
Men det kræver systema-
tik, vedholdenhed, entusias-
me, optimisme, glæde og -
lang tid.
Jeg er en af de famøse dan-
ske lærere, der rejser tilbage
til Danmark efter tre år i
Grønland. Jeg har andetsteds
forklaret hvorfor.
Mine tre år i Grønland er
ikke desto mindre de mest
spændende, jeg har haft i
meget lang tid i mit liv. Det
er med vemod, jeg rejser til-
bage, og det er helt sikkert, at
Grønland vil efterlade et
stort hul inden i mig. Dette
smukke, storslåede og mod-
sætningsfyldte land.
ASS./ FOTO-ARKIV: VIVI MØLER-REIMER