Atuagagdliutit - 12.11.1998, Blaðsíða 13

SISAMANNGORNEQ 12. NOVEMBER 1998 • 13
GRØNLANDSPOSTEN

Ove-p angutaa Gert Egede, 1922-imi Nanortalimmi apersortittut ilagalugit.
Oves far, Gert Egede, med konfirmander i Nanortalik i 1922.
Installatør
Under et kort ophold i Kynd-
by ved Frederiksund mønstre-
de hele besætning af med
undtagelse af tre officerer,
blandt andre kaptajnen. Og
det var ikke nogen dum be-
slutning, for skibet kom no-
gen tid efter i store vanskelig-
heder i det irske hav, hvor
maskinen under orkan brød
definitivt sammen.
I stedet sejlede Ove Egede
med DFDS’ superskib Jens
Bang mellem Ålborg og Kø-
benhavn. Men da rederiet
hørte, at han havde planer om
at gå i land for at tage instal-
latøreksamen, sendte de ham
på langfart, inden han nåede
at sige op. Det blev til en rej-
se til Nordamerika - Boston,
New Orleans, Galvestone,
Houston - hvor de i modsæt-
ning til England forstod sig på
lastning og losning.
Hjemme igen startede Ove
på skolen med tre ugers for-
sinkelse, men klarede sig og
tog sin installatøreksamen.
Men så var kassen også tom,
og i efteråret 1952 måtte han
igen friste sømandens skæbne
og Grethe sømandskonens.
Det blev til en tid med
DFDS og »Dronning Alexan-
drine«, der sejlede på Færøer-
ne og Island og et par gange
om året til Grønland for at
hente og bringe de håndvær-
kere, der var med til at bygge
efterkrigstidens moderne
Grønland op.
Til Grønland
Så i 1953 fødte Grethe tvillin-
ger, og Ove fandt tiden inde
til at gå i land. En kort tid var
han elektriker på Carlsberg og
maskinmester på Soyakagefa-
brikken. En dag blev han
imidlertid inviteret tilbudt job
som maskinmester på det nye
Dronning Ingrids Sanatorium
i Nuuk.
Det blev en besværlig rejse
for familien. Ove rejste med
skib, og Grethe og ungerne
kom med fly senere - via Nar-
sarsuaq med skib til Narsaq,
Paamiut og Nuuk.
»Sana« - som det senere
landshospital med det samme
kom til at hedde - var et
enormt byggeri. Det var præ-
fabrikeret i Holbæk, og det
blev rejst og færdiggjort på
1600 piloteringspæle på 16
måneder. Der var herudover
fire boligblokke, og persona-
let var på 130 personer. I
Nuuk var der dengang 1200
indbyggere.
Fra 1981 blev Ove Egede
udlånt til fagskolen for i flere
tempi at opbygge de grøn-
landske faguddannelser. Han
blev også den første fagskole-
forstander og stærkt involve-
ret i skipperskolen.
Han husker hele denne
periode som en meget positiv
tid. På skipperskolen følte
eleverne, der ikke altid var
helt unge, at papiret på ud-
dannelsen var en anerkendel-
se af en fagkundskab, de i vir-
keligheden havde haft i man-
ge år.
Efter pensionen i 1981 flyt-
tede Grethe og Ove Egede til
Bønnerup Strand på Djursland,
men det var lige tidligt nok at
være pensioneret og især for
Grethe, der længtes hjem til
Grønland. Så da Ove fik tilbud
om at komme til Nuuk som til-
synsførende for teknisk for-
valtning, slog han til.
Grønland, havde hjemmesty-
ret fået et skoleskib foræret fra
Søværnet. Det var en gammel
inspektionskutter, og den ene-
ste »fejl«, der kunne påtales
var, at skibet lå i København.
For nogle år siden havde
Ove Egede været så uforsig-
tig at sige til den tidligere for-
stander for skipperskolen,
Barselaj Ezekiassen, at hvis
han en dag havde brug for en
maskinmester, så skulle han
bare sige til.
Godt sømandsskab
En dag ringede Barselaj og
huskede ham på løftet. Det
var »Kissavik«, der skulle
hjem.
Søværnet udarbejdede en
sejlplan for skibet, men havde
samtidigt ribbet kutteren for
det meste navigationsudstyr,
så mandskabet gættede på, at
der blev brug for en rigelig
portion godt gammeldags
sømandsskab for at få skibet
hjem. Det skulle vise sig, at
folkene fik mere ret, end godt
var.
Første alvorlige udfordring
var adresseret til Ove. Turen
til Thorhavn var gået over al
forventning, og det havde
ikke været nødvendigt at tan-
ke på Shetlandsøerne. Men på
vejen til Reykjavik blev det
storm, og da der samtidig op-
stod maskinvanskeligheder,
blev situationen noget an-
spændt.
Det viste sig, at tankene ik-
ke havde været renset i ad-
skillige år, og det havde givet
slam og skidt, som i hårdt vejr
blev til »svæv« i brændstof-
fet. Filtrene stoppede til, og
det blev en kamp at holde
maskinen i gang.
Fuld kælder
Det var godt at komme hjem.
Men tjenesteboligen var ikke
lige, hvad parret havde tænkt
sig, så de bestemte sig for at
købe hus helt ude for enden af
Iisaajap Aqqutaa. Her var der
krybekælder. Kun i et enkelte
hjørne var det muligt at stå
op, men i resten af kælderen
måtte man kravle, hvis man
skulle rundt. Det syntes Ove
var spild af godt tørvejr, så
han gav sig til at bore huller i
grundfjeldet med en slagsbo-
remaskine, og lidt efter lidt
uddybede han gulvet, anlagde
en dejlig parkeringsplads af
brokkerne og fik fuld kælder
med ståhøjde overalt.
Ove er aldrig gået af vejen
for at bestille noget.
I Bønnerup Strand, hvor
ægteparret nu igen bor har
han bygget stor vinterhave,
lagt haven om, bygget gæste-
hus i en del af garagen med
meget mere, som jeres ud-
sendte ikke har styr på.
Ove Egede har været 50
gange over Atlanten med
skib. Den sidste gang var ikke
den kedeligste:
Endnu mens Ove boede i
Ove marlulissallu, Torben maanna suli Nuummi
najugaqarpoq, Anette-lu Fredericiamut nuussimavoq.
Ove med tvillingerne Torben, der stadig bor i Nuuk, og
Anette, som har slået sig ned i Fredericia.
Heldigvis var der to filtre,
og i begyndelsen, da der var
nye filtre at tage af, gik det
godt nok. Når et filter var ved
at være fyldt, og maskinen
gik ned i fart, slog Ove over
på det andet filter og skiftede
det første. Men efterhånden
slap engangsfiltrene op, og
Ove måtte forsigtigt give sig
til at rense de skrøbelige filtre
med trykluft. Det var vanke-
ligt arbejde, og det blev ikke
lettere af, at »Kissavik« stod
lige så meget på hovedet, som
den vendte rigtigt.
Spørg ham selv
Men ind kom de efter en
alvorlig strabadstur. Tankene
blev renset, og med nogle
dages forsinkelse fortsatte rej-
sen mod Grønland. Det er den
del af turen, jeg ikke må pin-
de for meget ud - af flere
grunde. Så hvis nogen gerne
vil høre, hvordan den del af
rejsen egentlig forløb, så
spørg Ove selv. Han husker
den stadig, som det var i går.
Men han vil ikke skræmme
Grethe.
Ove Egedes liv indeholder -
som så mange af vore inuit-
ofres - mange flere enkelthe-
der, end vi her har plads til at
skildre. Vi ville også gerne
fortælle om hans utrolige
hjælpsomhed og imødekom-
mende væsen. Men pladsen er
brugt, og hvis vi skal vise
nogle billeder af den tid, vi
har fortalt om, ja så bliver
historien ikke længere.
NAMMINEQ PIGISAQ/PRIVATFOTO